Clearingsdrab

Hvad var det tyske sikkerhedspoliti?

Augustoprøret 1943 medførte et vendepunkt i den tyske besættelsespolitik. Fra da af strammede besættelsesmagten kursen over for danskerne. De fik for alvor at mærke, hvor brutale og hensynsløse tyskerne kunne være om nødvendigt. Ikke mindst bekæmpelsen af den voksende modstandsbevægelse var et vigtigt anliggende for besættelsesmagten.

Opgaven blev lagt i hænderne på det tyske sikkerhedspoliti, hvis mest uhyggelige våben var den vilkårlige terror. Samtidig blev dansk jurisdiktion (retshåndhævelse) begrænset. I stedet blev modstandsfolk stillet over for tysk politi, krigsret, fængsel og koncentrationslejr. Den hårdeste dom ved krigsretten var dødsstraf. Den 28. august 1943 blev den første af i alt 102 frihedskæmpere henrettet ved skydning i Ryvangen i Hellerup (i dag Mindelunden).

I september 1943 fik tysk sikkerhedspoliti (Sipo og SD) og ordenspoliti (Orpo) såkaldte eksekutive (udøvende) beføjelser i Danmark. Dermed kunne de aktivt operere i hele landet. Indtil efteråret 1943 beskæftigede sikkerhedspolitiet under 100 personer, men siden tidobledes antallet.

Sikkerhedspolitiets chef var politioberst Otto Bovensiepen fra SS, som var det berygtede tyske terrorapparat, som dikterede terroren i Danmark. I november 1943 blev SS-general Günther Pancke udnævnt til Højere SS- og Politifører med ansvar for alle SS-enheder i Danmark. Hermed kom en tredje tysk magt ind i billedet side om side med Bests civile magt og von Hannekens militære magt og det gjorde det sværere for danskerne at vide, hvor man havde besættelsesmagten.

Hovedkvarteret for det tyske sikkerhedspoliti var først i Dagmarhus og siden Shellhuset i København. Derudover fandtes der afdelinger i de større danske byer samt lokale grupper i provinsen. Det tyske sikkerhedspoliti var opdelt i afdelinger med hver deres speciale.

Den største afdeling var det frygtede sikkerhedspoliti Gestapo, som talte omkring 300 fastansatte og en del løst tilknyttede danske håndlangere. Gestapos opgave var med alle midler at bekæmpe modstandsbevægelsen. Især var lederen af afdelingen for sabotagebekæmpelse, Erich Bunke, forhadt og frygtet for sin brutalitet. Den 8. august 1944 stod Bunke således for en af besættelsestidens blodigste hævnaktioner. Som hævn for drabet på sin stikker hentede han elve tilfældige modstandsfolk i fængslet, kørte sine "gidsler" ud på en øde landevej ved Roskilde og lod dem skyde ned bagfra. Bunke var ansvarlig for mere end 30 terrordrab, men undgik alligevel retsforfølgelse.

Ved årsskiftet 1943/44 iværksatte det tyske sikkerhedspoliti en omfattende terrorbølge efter Hitlers ordre. Tyskerne kaldte det modterror eller soningsaktioner. Ideen var at skabe en frygt i befolkningen for, at enhver tyskfjendtlig handling blev mødt af vilkårlige repressalier. Terroren havde karakter af kollektiv straf i form af clearingmord og schalburgtage og var dirigeret af sikkerhedspolitiet i enighed med Best.

Det første offer for clearingmord (gengældelsesdrab) skete den 4. januar 1944, hvor digterpræsten Kaj Munk blev hentet i sit hjem og skudt i en plantage ved Silkeborg. Kaj Munk var kendt som en skarp kritikker af besættelsesmagten og var således et oplagt "sonoffer" for flere drab på tyske stikkere. I alt blev 116 danskere ofre for sådanne clearingmord. Peter-gruppen, som bestod af danske og tyske SS-folk, var ansvarlig for de 90 af mordene - også det på Munk.

Peter-gruppen deltog også i schalburgtagen. Denne var opkaldt efter det danske Schalburgkorps, som fejlagtigt blev gjort eneansvarlig for, at tyskerne sprængte en række kendte bygninger og virksomheder i luften, for eksempel Tivoli den 24. juni 1944, som hævn for danske sabotageaktioner.

Til sidens top

Hvem var sikkerhedspolitiets danske håndlangere?

Under besættelsen hjalp en del danskere det tyske sikkerhedspoliti med at bekæmpe modstandsbevægelsen. Motiverne til at arbejde for tyskerne var typisk ideologiske eller økonomiske, og tyskerne drog fordel af deres danske hjælperes lokal- og sprogkendskab. De danske håndlangere virkede enten anonymt som enkeltpersoner og i mindre grupper, eller i uniform som egentlige korps. I den sidste besættelsestid optrådte håndlangerne med ekstrem brutalitet over for deres landsmænd, hvorfor de blev yderst forhadte. Efter befrielsen faldt retsopgørets hårdeste straffe (herunder dødsdomme) til disse danskere i mere eller mindre frivillig tysk tjeneste. Men hvem var de, og hvad gjorde de for tyskerne?

Stikkere forsynede mod betaling det tyske sikkerhedspoliti med informationer. Op til flere tusinde kroner kunne man få for oplysninger om modstandsfolk, hvad der med en typisk ugeløn på 100 kroner "lokkede" nogle til stikkeri.

Stikkerne udgjorde en stor sikkerhedsrisiko for modstandsbevægelsen, som fra foråret 1943 begyndte at likvidere danske stikkere. I alt blev der foretaget 400 såkaldte stikkerdrab, heraf de 10% på kvinder. Langt hovedparten af stikkerdrabene blev foretaget i de sidste desperate måneder af besættelsen. Her skrev modstandsmanden Hans Edvard Tegler: "Vi skærper kampen mod stikkerne. Vi skyder flere end nogensinde før. Vi når efterhånden så vidt, at antallet af stikkerlikvideringer, overstiger vores egne tab. Det skaffer os nogen tilfredsstillelse at tænke på denne kendsgerning. Men hadet trøster os ikke. Vi har altid nogen, vi savner.".

En del danskere arbejdede mere fast for det tyske sikkerhedspoliti. De var beskæftiget i Gestapo, hvis efterretningstjeneste ET var base for de frygtede danske terrorgrupper. Disse mindre, civilklædte grupper var opkaldt efter deres ledere såsom Shciøler, Lorrentsen og Birkedal-Hansen. Her var tale om rene bander, som i den sidste besættelsestid gik amok i mishandling, tortur og drab på ikke alene modstandsfolk, men også i vold og berigelseskriminalitet mod civilbefolkningen. Retsopgørets dødsdomme tilfaldt i høj grad medlemmer af disse terrorgrupper.

Endvidere indgik nogle større uniformerede danske korps i tysk tjeneste:

• SS-enheden Schalburgkorpset var opkaldt efter en leder i Frikorps Danmark og blev etableret i foråret 1943. Korpset talte omkring 1.000 yngre danske mænd af nazistisk overbevisning, som deltog i bekæmpelsen af modstandsbevægelsen. I løbet af 1944 overgik det meste af korpset til bevogtnings- og razziaopgaver, mens en lille gruppe (inklusive de tyve mand i ET) blev indsat som terrorinstrument for Gestapo.

• I 1944 gav Schalburgkorpset første leder navn til sit eget Sommerkorps, som talte godt 1.000 yngre danske mænd. Korpsets oprindelige opgave var sabotagebevogtning for værnemagten, men efterhånden deltog korpset i det tyske sikkerhedspolitis sabotagebekæmpelse og terrorvirksomhed. Som under folkestrejken i 1944, hvor Sommerkorpsets folk kørte rundt i København og skød vildt omkring sig.

• Endelig var der det sortuniformerede Hipokorps, som var et hjælpepoliti, tyskerne fik etableret efter aktionen imod dansk politi i september 1944. Korpset talte hen ved 700 frivillige danskere, primært rekrutteret fra Schalburgkorpset. Hipokorpsets opgaver var modstandsbekæmpelse og en ofte vilkårlig terror overfor befolkningen gennem tilfældige arrestationer, mishandlinger og skyderier mod forbipasserende.

1

---