KNUT HAMSUN

SULT

KŘBENHAVN

P. G. PHILIPSENS FORLAG

Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover)
1890

Transcriber's note

Spelling. In this first edition of "Sult", old spelling rules were applied which look quite different from modern written Norwegian ("bokmĺl"). In addition, the letters Ĺ and ĺ where set as Aa and aa, respectively. Since many other Norwegian books printed at this time used Ĺ and ĺ and in order to improve readability, all Aa and aa have been converted to Ĺ and ĺ. Otherwise, the original spelling was not changed.

Spaced-out text. Text that was s p a c e d - o u t in the original text has been changed to use italics.

FŘRSTE STYKKE

Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, fřr han har fĺet Mćrker af den . . . .

Jeg ligger vĺgen pĺ min Kvist og hřrer en Klokke nedenunder mig slĺ seks Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at fćrdes op og ned i Trapperne. Nede ved Dřren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af »Morgenbladet«, kunde jeg sĺ tydelig se en Bekendtgřrelse fra Fyrdirektřren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brřd.

Straks jeg slog Řjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tćnke efter, om jeg havde noget at glćde mig til idag. Det havde vćret lidt knapt for mig i den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til »Onkel«, jeg var bleven nervřs og utĺlsom, et Par Gange havde jeg ogsĺ ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, nĺr Lykken var god, kunde jeg drive det til at fĺ fem Kroner af et eller andet Blad for en Fřljeton.

Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at lćse pĺ Avertissementerne nede ved Dřren; jeg kunde endog skćlne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvřb hos Jomfru Andersen, tilhřjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund, jeg hřrte Klokken slĺ otte nedenunder, inden jeg stod op og klćdte mig pĺ.

Jeg ĺbned Vinduet og sĺ ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en Klćdesnor og en ĺben Mark; langt ude lĺ Gruen tilbage af en nedbrćndt Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Fćrd med at rydde op. Jeg lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys Dag, Hřsten var kommet, den fine, svale Ĺrstid, hvori alting skifter Farve og forgĺr. Střjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud; dette tomme Vćrelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig Lĺs for Dřren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge pĺ mine Strřmper om Natten, forat fĺ dem lidt třrre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde at fornřje mig ved, var en liden rřd Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne og dřsed og tćnkte pĺ mangehĺnde Ting. Nĺr det blćste hĺrdt, og Dřrene nedenunder stod ĺbne, lřd der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og ind fra Vćggene, og »Morgenbladet« nede ved Dřren fik Revner sĺ lange som en Hĺnd.

Jeg rejste mig og undersřgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.

Gud ved, tćnkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at sřge efter en Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Lřfter, rene Nej, nćrede og skuffede Hĺb, nye Forsřg, som hver Gang lřb ud i intet, havde gjort det af med mit Mod. Jeg havde tilsidst sřgt en Plads som Regningsbud, men var kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner. Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mćldte mig ogsĺ til Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud, forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmćgtig gik omkring og besĺ disse Ansřgere, fřlte pĺ deres Arme og gav dem et og andet Spřrgsmĺl, og mig gik han forbi, rysted blot pĺ Hovedet og sagde, at jeg var kasseret pĺ Grund af mine Briller. Jeg mřdte op pĺny, uden Briller, jeg stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Řjne sĺ hvasse som Knive, og Manden gik mig atter forbi, og han smilte, — han havde kendt mig igen. Det vćrste af alt var, at mine Klćder var begyndt at blive sĺ dĺrlige, at jeg ikke lćnger kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske.

Hvor det havde gĺet jćvnt og regelmćssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod tilsidst sĺ besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en Kam tilbage eller en Bog at lćse i, nĺr det blev mig for trist. Hele Sommeren udover havde jeg sřgt ud pĺ Kirkegĺrdene eller op i Slotsparken, hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de forskelligste Ting, underlige Pĺfund, Luner, Indfald af min urolige Hjćrne; i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjćrneste Emner, som voldte mig lange Tiders Anstrćngelse og aldrig blev optaget. Nĺr et Stykke var fćrdigt, tog jeg fat pĺ et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af Redaktřrernes Nej; jeg sagde stadig vćk til mig selv, at engang vilde det jo lykkes. Og virkelig, stundom, nĺr jeg havde Held med mig og fik det lidt godt til, kunde jeg fĺ fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.

Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked en Smule Vand pĺ mine blanke Bukseknć, forat svćrte dem lidt og fĺ dem til at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sćdvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for ikke at vćkke min Vćrtindes Opmćrksomhed; der var gĺet et Par Dage, siden min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.

Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, blandet med Fodgćngernes Skridt og Smćldene fra Hyrekuskenes Svřber. Denne střjende Fćrdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at fřle mig mer og mer tilfreds. Intet var fjćrnere fra min Tanke end blot at gĺ en Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var stćrk som en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sćlsom Stemning, Fřlelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemćgtiget sig mig. Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker, jeg mřdte og gik forbi, lćste Plakaterne pĺ Vćggene, modtog Indtryk fra et Blik, slćngt til mig fra en forbifarende Sporvogn, lod hver Bagatel trćnge ind pĺ mig, alle smĺ Tilfćldigheder, som krydsed min Vej og forsvandt.

Nĺr man bare havde sig lidt til Mad en sĺdan lys Dag! Indtrykket af den glade Morgen overvćlded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at nynne af Glćde, uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone med en Kurv pĺ Armen og spekulered pĺ Přlser til Middag; idet jeg passered hende, sĺ hun hen pĺ mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervřs og let pĺvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks et modbydeligt Indtryk pĺ mig; den lange, gule Tand sĺ ud som en liden Finger, der stod op fra Kćven, og hendes Blik var endnu fuldt af Přlse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og fřlte Kvalme. Da jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg sĺ op — Klokken var ti i Vor Frelsers Tĺrn.

Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst, standsed ved et Hjřrne, uden at behřve det, břjed af og gik en Sidegade, uden at have Ćrinde derhen; jeg lod det stĺ til, fřrtes omkring i den glade Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge.

I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig. Han bar en Byldt i den ene Hĺnd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al Magt, forat skyde Fart. Jeg hřrte, hvor han pusted af Anstrćngelse, og det faldt mig ind, at jeg kunde bćre hans Byldt; jeg sřgte dog ikke at indhente ham. Oppe i Grćndsen mřdte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi. Hvorfor hav de han sĺdant Hastvćrk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham om en Krone, jeg vilde ogsĺ med det allerfřrste sende ham tilbage et Tćppe, som jeg havde lĺnt af ham for nogle Uger siden. Sĺsnart jeg var kommet lidt ovenpĺ, vilde jeg ikke vćre nogen Mand noget Tćppe skyldig; kanske begyndte jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens Frihed, hvadsomhelst, noget lćsevćrdigt noget, som jeg vilde fĺ ti Kroner for mindst . . . . Og ved Tanken pĺ denne Artikel fřlte jeg mig med en Gang gennemstrřmmet af Trang til at tage fat straks og řse af min fulde Hjćrne; jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, fřr jeg havde fĺet den fćrdig.

Men den gamle Krřbling gjorde fremdeles de samme sprćllende Bevćgelser foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette skrřbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville tage Ende; mĺske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg, og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Řjne. I min Ophidselse forekom det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented pĺ, hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpĺ han igen svang Byldten hřjt i Luften og gik til af yderste Magt, forat fĺ Forsprang. Jeg gĺr og ser pĺ dette masede Vćsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg fřlte, at han lidt efter lidt řdelagde min lyse Stemning og trak den rene, skřnne Morgen med sig ned i Hćslighed med det samme. Han sĺ ud som et stort humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slĺ sig til en Plads i Verden og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet pĺ Toppen af Bakken, vilde jeg ikke lćnger finde mig i det, jeg vendte mig mod et Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme vćk. Da jeg efter nogle Minutters Forlřb atter begyndte at gĺ, var Manden foran mig igen, ogsĺ han havde stĺet bom stille. Jeg gjorde, uden at tćnke mig om, tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden pĺ Skulderen.

Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre pĺ hinanden.

»En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet pĺ Siden.

Se sĺ, nu stod jeg godt i det! Jeg fřlte i Lommerne og sagde:

»Til Melk ja. Hm. Det er smĺt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, hvor trćngende De kan vćre.«

»Jeg har ikke spist siden igĺr i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en Řre, og jeg har ikke fĺet Arbejde endnu.«

»Er De Hĺndvćrker?«

»Ja, jeg er Nĺdler.«

»Hvilket?«

»Nĺdler. Forresten kan jeg ogsĺ gřre Sko.«

»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De fĺr vente her i nogle Minutter, sĺ skal jeg gĺ efter lidt Penger til Dem, nogle Řre.«

Jeg gik i střrste Hast nedad Pilestrćdet, hvor jeg vidste om en Pantelĺner i anden Etage; jeg havde forřvrigt aldrig vćret hos ham fřr. Da jeg kom ind i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den under Armen; derpĺ gik jeg opad Trappen og banked pĺ til Sjappen. Jeg bukked og kasted Vesten pĺ Disken.

»Halvanden Krone,« sagde Manden.

»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke vćret det, at den begyndte at blive lidt for knap til mig, sĺ vilde jeg ikke have skilt mig ved den, naturligvis.«

Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et udmćrket Pĺfund, dette med Vesten; jeg vilde endog fĺ Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden Aften skulde sĺ min Afhandling om Fremtidens Forbrydelser vćre istand. Jeg begyndte pĺ Stedet at finde Tilvćrelsen blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat fĺ ham fra Hĺnden.

»Vćrsĺgod!« sagde jeg til ham. »Det glćder mig, at De har henvendt Dem til mig fřrst.«

Manden tog Pengene og begyndte at mřnstre mig med Řjnene. Hvad stod han og stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han isćr undersřgte mine Bukseknć, og jeg blev trćt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig var sĺ fattig som jeg sĺ ud for? Havde jeg mĺske ikke sĺgodtsom begyndt at skrive pĺ en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for Fremtiden, jeg havde mange Jćrn i Ilden. Hvad kom det sĺ et vild fremmed Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling pĺ en sĺdan lys Dag? Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesćttelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak pĺ Skuldrene og sagde:

»Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand pĺ Knćerne, nĺr han giver Dem en Krones Penge.«

Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spćrred Munden op. Der arbejded noget bag hans Stodderpande, han tćnkte ganske vist, at jeg vilde narre ham pĺ en eller anden Mĺde, og han rakte mig Pengene tilbage.

Jeg stamped i Gaden og svor pĺ, at han skulde beholde dem. Indbildte han sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Nĺr alt kom til alt skyldte jeg ham mĺske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel Gćld, han stod foran et retskaffent Menneske, ćrlig ud i Fingerspidserne. Kortsagt, Pengene var hans . . . . Ĺ, ikke noget at takke for, det havde vćret mig en Glćde. Farvel.

Jeg gik. Endelig havde jeg denne vćrkbrudne Plageĺnd afvejen, og jeg kunde vćre uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrćdet og standsed udenfor en Husholdningshandel. Der lĺ fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte mig til at gĺ ind og fĺ mig lidt med pĺ Vejen.

»Et Stykke Ost og et Franskbrřd!« sagde jeg og slćngte min Halvkrone pĺ Disken.

»Ost og Brřd for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se pĺ mig.

»For hele femti Řre ja,« s vared jeg uforstyrret.

Jeg fik mine Sager, sagde yderst hřfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone og begav mig sporenstrćngs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en Bćnk for mig selv og begyndte at gnave grĺdigt af min Niste. Det gjorde godt; det var lćnge siden jeg havde fĺet et sĺ rundeligt Mĺltid, og jeg fřlte lidt efter lidt den samme mćtte Ro i mig, som én fřler efter en lang Grĺd. Mit Mod steg stćrkt; det var mig ikke lćnger nok at skrive en Artikel om noget sĺ enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden hvemsomhelst kunde gćtte sig til, ligefrem lćse sig til i Historien; jeg fřlte mig istand til en střrre Anstrćngelse, jeg var i Stemning til at overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg fĺ Lejlighed til at knćkke ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke lćnger havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i Pantelĺnersjappen; min Blyant lĺ i Vestelommen.

Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gĺ forkćrt for mig! Jeg banded nogle Gange, rejste mig op fra Bćnken og drev frem og tilbage i Gangene. Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende foran min Bćnk, Hvor mćrkelig vrangt gik det dog ikke pĺ alle Kanter! En Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande pĺ den simple Ting, at jeg ikke havde et Stykke ti Řres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i Pilestrćdet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive Tid til at fĺ et godt Stykke fćrdigt, inden de spadserende begyndte at fylde Parken. Der var ogsĺ sĺ meget, som afhang af denne Afhandling om den filosofiske Erkendelse, mĺske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjćlp for mange unge Mennesker. Ret betćnkt vilde jeg ikke forgribe mig pĺ Kant; jeg kunde jo undgĺ det, jeg behřved blot at gřre en ganske umćrkelig Břjning, nĺr jeg kom til Spřrgsmĺlet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle Sogneprćst Renan . . . . Under alle Omstćndigheder galdt det at gřre en Artikel pĺ sĺ og sĺ mange Spalter; den ubetalte Husleje, Vćrtindens lange Blik om Morgenen, nĺr jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og dukked frem igen endog i mine glade Stunder, nĺr jeg ellers ikke havde en mřrk Tanke. Dette mĺtte jeg have en Ende pĺ. Jeg gik hurtigt ud af Parken, forat hente min Blyant hos Pantelĺneren.

Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi. Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ćrme, jeg sĺ op, hun havde et fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig skřn, jeg ved ikke hvorfor, mĺske af et Ord, hun hřrer af en forbigĺende, mĺske blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det vćre fordi jeg berřrte hendes Arm? Det hřje Bryst břlger heftigt nogle Gange, og hun klemmer Hĺnden hĺrdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende?

Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Řjeblikket gĺ videre, det hele forekom mig sĺ besynderligt. Jeg var i et pirreligt Lune, ćrgerlig pĺ mig selv for Hćndelsen med Blyanten og i hřj Grad ophidset af al den Mad, jeg havde nydt pĺ tom Mave. Med en Gang tager min Tanke ved et lunefuldt Indfald en mćrkelig Retning, jeg fřler mig greben af en sćlsom Lyst til at gřre denne Dame bange, fřlge efter hende og fortrćdige hende pĺ en eller anden Mĺde. Jeg indhenter hende atter og gĺr hende forbi, vender mig pludselig om og mřder hende Ansigt til Ansigt, forat iagttage hende. Jeg stĺr og ser hende ind i Řjnené og hitter pĺ Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hřrt, et Navn med en glidende, nervřs Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nćr, retter jeg mig ivejret og siger indtrćngende:

»De mister Deres Bog, Frřken.«

Jeg kunde hřre, hvor mit Hjćrte slog hřrligt, da jeg sagde det.

»Min Bog?« spřrger hun sin Ledsagerinde. Og hun gĺr videre.

Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i Řjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gřre noget ved det; min forvirrede Tilstand lřb af med mig og gav mig de mest forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke, hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet jeg passered hende. Sĺledes vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle Skridts Forspring, fřlte jeg hendes Řjne i min Ryg, og jeg dukked mig uvilkĺrlig ned af Skam over at have vćret hende til Plage. Lidt efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at vćre langt borte, andre Steder henne, jeg havde en halvt ubestemt Fřlelse af, at det ikke var mig, som gik der pĺ Stenfliserne og dukked mig ned.

Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede standset ved det fřrste Vindu, og idet hun gĺr forbi mig, trćder jeg frem og gentager:

»De mister Deres Bog, Frřken.«

»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstĺ, hvad det er for en Bog, han taler om?«

Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne Rĺdvildhed i hendes Řjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i Hćnderne, vender Hovedet og undersřger Gaden bag sig, anstrćnger sin lille řmtĺlige Hjćrne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog, jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, og hun ĺnder ganske hřrligt; selv Knapperne i hendes Kjole synes at stirre pĺ mig som en Rćkke forfćrdede Řjne.

»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trćkker hende i Armen; »han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!«

Sĺ fremmed, som jeg i dette Řjeblik var for mig selv, sĺ fuldstćndig et Bytte for sćre, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden at jeg lagde Mćrke til det. En stor brun Hund sprang tvćrs over Gaden, henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbĺnd af Nysřlv. Hřjere op i Gaden ĺbnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde sig ud af det med opbrćttede Ćrmer og gav sig til at pudse Ruderne pĺ Ydersiden. Intet undgik min Opmćrksomhed, jeg var klar og ĺndsnćrvćrende, alle Ting strřmmed ind pĺ mig med en skinnende Tydelighed, som om der pludselig var bleven et stćrkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde begge en blĺ Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebĺnd om Halsen. Det faldt mig ind, at de var Sřstre.

De břjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg standsed ogsĺ. Derpĺ kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var kommet, passered mig igen, drejed om Hjřrnet ved Universitetsgaden og gik lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden sĺ nćr i Hćlene som jeg turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgćrrigt Blik, og jeg sĺ ingen Fortřrnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn. Denne Tĺlmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog Řjnene ned. Jeg vilde ikke lćnger vćre dem til Fortrćd, jeg vilde af ren Taknemmelighed fřlge dem med Řjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik ind et Sted og blev borte.

Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang, hvorpĺ de gik ind. Jeg lćned mig til en Gaslygte ved Fontćnen og lytted efter deres Skridt i Trapperne; de dřde hen i anden Etage. Jeg trćder frem fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne bevćger sig hřjt oppe, et Řjeblik efter ĺbnes et Vindu, et Hoved stikker ud, og to sćrt seende Řjne hviler pĺ mig. Ylajali! sagde jeg halvhřjt, og jeg fřlte, at jeg blev rřd. Hvorfor rĺbte hun ikke om Hjćlp? Hvorfor střdte hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte nogen ned, forat jage mig vćk? Vi stĺr og ser hinanden ind i Řjnene uden at rřre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint Střd gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen i denne Bevćgelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam denne fine Hilsen, og jeg fřlte mig i samme Stund vidunderlig glad. Sĺ vendte jeg om og gik nedad Gaden.

Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spřrgsmĺl, blev jeg mer og mer urolig og nervřs. Formodentlig stod hun i dette Řjeblik og fulgte nřje alle mine Bevćgelser, og det var pĺ ingen Mĺde til at holde ud at vide sig sĺledes undersřgt bagfra. Jeg strammed mig op sĺ godt jeg kunde og gik videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustř, fordi jeg med Vilje vilde gřre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slćngte jeg meningslřst med Armene, spytted i Gaden og satte Nćsen ivejret; men intet hjalp. Jeg fřlte stadig de forfřlgende Řjne i min Nakke, og det lřb mig koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg tog Vejen ned i Pilestrćdet, forat fĺ fat pĺ min Blyant.

Jeg havde ingen Mřje med at fĺ den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten selv og bad mig undersřge alle Lommerne med det samme; jeg fandt ogsĺ et Par Lĺnesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans Imřdekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme Stund meget om at gřre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg gjorde et Slag henimod Dřren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og jeg gav mig til at nynne, forat gřre ham opmćrksom. Da tog jeg Blyanten i Hĺnden og holdt den ivejret.

Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at gĺ lange Veje for en hvilkensom helst sĺdan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen Ĺrsag. Sĺ ringe som den sĺ ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det, jeg var i Verden, sĺ at sige sat mig pĺ min Plads i Livet . . . .

Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken.

»Ja sĺ?« sagde han og sĺ nysgćrrigt pĺ mig.

Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hřrt den omtale?

Og Manden synes nok, at han havde hřrt Navnet, Titlen.

Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Sĺ det mĺtte endelig ikke forundre ham, at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort Vćrd for mig, den var mig nćsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den — jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel.

Jeg gik til Dřren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en hřj Post i Brandvćsenet. Den skikkelige Pantelĺner bukked to Gange for mig, idet jeg fjćrned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel.

I Trappen mřdte jeg en Kone, som bar en Vadsćk i Hĺnden. Hun trykked sig ćngsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkĺrligt i Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hřrte jeg, at ogsĺ hun banked pĺ til Sjappen; der var et Stĺltrĺdsprinkel pĺ Dřren, og jeg kendte straks igen den klirrende Lyd, nĺr et Menneskes Knoger berřrte det.

Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme pĺ Benene, det nćrmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk břlged op og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap ubemćrket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjřrne ved Universitetet, forat beskue de forbigĺende. Jeg vandred opad Slotsbakken og faldt i Tanker.

Disse Mennesker, jeg mřdte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg i et eneste Řje, jeg sĺ, ingen Byrde pĺ nogen Skulder, kanske ikke en skyet Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde allerede glemt, hvordan Lykken sĺ ud! Jeg dćgged for mig selv med denne Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste Mĺneder faret sĺ mćrkelig hĺrdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse Sind igen, og jeg havde de underligste Plager pĺ alle Kanter. Jeg kunde ikke sćtte mig pĺ en Bćnk for mig selv eller rřre min Fod noget Sted hen, uden at blive overfaldt af smĺ og betydningslřse Tilfćldigheder, jammerlige Bagateller, som trćngte ind i mine Forestillinger og spredte mine Krćfter for alle Vinde. En Hund, som strřg mig forbi, en gul Rose i en Herres Knaphul, kunde sćtte mine Tanker i Vibren og optage mig for lćngere Tid. Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt pĺ mig? Men hvorfor just pĺ mig? Hvorfor ikke lige sĺ godt pĺ en Mand i Sydamerika, for den Skyld? Nĺr jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at netop jeg skulde vćre udset til Prřveklud for Guds Nĺdes Lune. Det var en noksĺ ejendommelig Fremgangsmĺde at springe over en hel Verden, forat rćkke mig; der var nu bĺde Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditřr Hennechen.

Jeg gik og drřfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de vćgtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkĺrlighed at lade mig undgćlde for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bćnk og sat mig ned, vedblev dette Spřrgsmĺl at sysselsćtte mig og hindre mig fra at tćnke pĺ andre Ting. Fra den Dag i Majmĺned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde jeg sĺ tydeligt mćrke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm af smĺ Skadedyr havde trćngt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud ligefrem havde i Sinde at řdelćgge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev frem og tilbage foran Bćnken.

Mit hele Vćsen var i dette Řjeblik i den hřjeste Grad af Pine; jeg havde endog Smćrter i Armene og kunde knapt holde ud at bćre dem pĺ sćdvanlig Mĺde. Af mit sidste svćre Mĺltid fřlte jeg ogsĺ et stćrkt Ubehag, jeg var overmćt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig blev min Bćnk optagen af et Par Herrer, som tćndte sine Cigarer og passiared hřjt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bćnk. Jeg satte mig.

Tanken pĺ Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var hřjst uforsvarligt af ham at lćgge sig imellem hver Gang, jeg sřgte efter en Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad om. Jeg havde sĺ tydelig mćrket, at nĺr jeg sulted lidt lćnge ad Gangen, var det ligesom min Hjćrne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde mig tom. Mit Hoved blev let og fravćrende, jeg fřlte ikke lćnger dets Tyngde pĺ mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Řjne glante altfor vidtĺbent, nĺr jeg sĺ pĺ nogen.

Jeg sad der pĺ Bćnken og tćnkte over alt dette og blev mer og mer bitter mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nćrmere til sig og gřre mig bedre ved at udpine mig og lćgge Modgang pĺ Modgang i min Vej, sĺ tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg sĺ op mod det hřje nćsten grćdende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit stille Sind.

Stumper af min Břrnelćrdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine Řren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt pĺ Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde ćde, hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulde ifřre den usle Maddiksćk kaldet mit jordiske Legem? Havde ikke min himmelske Fader sřrget for mig, som for Spurvene under Himlen, og vist mig den Nĺde at pege pĺ sin ringe Tjener? Gud havde stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske lřseligt bragt lidt Uorden i Trĺdene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var Trevler og fine Rodtrĺde pĺ Fingeren af mine Nervers Trĺde. Og der var et ĺbent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sĺr i min Hjćrne efter hans Fingers Veje. Men der Gud havde berřrt mig med sin Hĺnds Finger, lod han mig vćre og berřrte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men han lod mig gĺ med Fred, og han lod mig gĺ med det ĺbne Hul. Og intet ondt vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . .

Střd af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var altsĺ over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsřge at skrive noget, i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg ĺbned den og talte Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkĺrlig; jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i Lommen.

Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op til nogen bestemt Anstrćngelse. Alle Ting indvirked pĺ mig og distrahered mig, alt, hvad jeg sĺ, gav mig nye Indtryk. Fluer og smĺ Myg satte sig fast pĺ Papiret og forstyrred mig; jeg pusted pĺ dem, forat fĺ dem vćk, blćste hĺrdere og hĺrdere, men uden Nytte. De smĺ Bćster lćgger sig bagud, gřr sig tunge og stritter imod, sĺ deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spćnder Hćlene mod et Komma eller en Ujćvnhed i Papiret og stĺr uryggelig stille sĺlćnge, til de selv finder for godt at gĺ sin Vej.

En Tidlang vedblev disse smĺ Udyr at beskćftige mig, og jeg lagde Benene overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med én Gang bćved en eller to hřje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Střd. Mismodig over ikke at kunne gřre min Artikel istand, stak jeg igen Papirerne i Lommen og lćned mig bagover pĺ Bćnken. I dette Řjeblik er mit Hoved sĺ klart, at jeg kan tćnke de fineste Tanker, uden at trćttes. Idet jeg ligger i denne Stilling og lader Řjnene lřbe nedad mit Bryst og mine Ben, lćgger jeg Mćrke til den sprćttende Bevćgelse, min Fod gřr, hver Gang Pulsen slĺr. Jeg rejser mig halvt op og ser ned pĺ mine Fřdder, og jeg gennemgĺr i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig tidligere havde fřlt; det gav et fint, vidunderligt Sćt gennem mine Nerver, som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Řjnene pĺ mine Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fĺet en lřsreven Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfřlelse sittrer gennem mine Sandser, Tĺrerne kommer mig i Řjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hĺrdt til mig selv, og jeg knytted Hćnderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse latterlige Fřlelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte meget strćngt og forstandigt, og jeg kneb Řjnene heftigt sammen, forat fĺ Tĺrerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko fřr, giver jeg mig til at studere deres Udseende, deres Mimik, nĺr jeg rřrte pĺ Foden, deres Form og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sřmme giver dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Vćsen gĺet over i disse Sko, de virked pĺ mig som en Ĺnde mod mit Jeg, en pustende Del af mig selv . . . .

Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, mĺske en hel Time. En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bćnk; idet han satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde:

»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!«

Sĺ snart jeg hřrte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved, jeg lod Sko vćre Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en lćngst svunden Tid, kanske et Ĺr eller to tilbage, og var sĺ smĺt i Fćrd med at udviskes af min Erindring. Jeg satte mig til at se pĺ den gamle.

Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt en Avis i Hĺnden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgćrrig og kunde ikke fĺ mine Řjne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at det kunde vćre en ganske mćrkelig Avis, enestĺende i sit Slags; min Nysgćrrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage pĺ Bćnken. Det kunde vćre Dokumenter, farlige Aktstykker, stjĺlet fra et Arkiv. Og der foresvćved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensvćrgelse.

Manden sad stille og tćnkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags Underfundigheder? Han sĺ ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hĺnden, ikke for alt i Verden, han turde mĺske ikke engang betro den til sin egen Lomme. Jeg kunde dř pĺ, at der stak noget under med Pakken.

Jeg sĺ ud i Luften. Netop det, at det var sĺ umuligt at trćnge ind i denne mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgćrrighed. Jeg ledte i mine Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg fik fat i min Barberbog, men gćmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at vćre yderst frćk, jeg klapped mig pĺ min tomme Brystlomme og sagde:

»Třr jeg byde Dem en Cigaret?«

Tak, Manden rřgte ikke, han havde mĺttet hřre op, forat spare sine Řjne, han var nćsten blind. Takker forresten sĺ meget!

Om det var lćnge siden hans Řjne tog Skade? Sĺ kunde han mĺske ikke lćse heller? Ikke engang Aviser?

Ikke engang Aviser, desvćrre!

Manden sĺ pĺ mig. De syge Řjne havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk.

»De er fremmed her?« sagde han.

Ja. — Om han ikke engang kunde lćse Titlen pĺ den Avis, han holdt i Hĺnden?

Nćppe. — Forresten havde han straks hřrt, at jeg var fremmed; der var noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde sĺ lidet til, han hřrte sĺ godt; om Natten, nĺr alle sov, kunde han hřre Menneskene i Sidevćrelset puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne?

En Lřgn stod mig med ét fuldt fćrdig i Hovedet. Jeg lřj ufrivilligt, uden Forsćt og uden Bagtanke, jeg svared:

»Pĺ St. Olafs Plads Numer 2.«

Virkelig? Manden kendte hver Brosten pĺ St. Olafs Plads. Der var en Fontćne, nogle Gaslygter, et Par Trćer, han husked det hele . . . . Hvad Numer bor De i?

Jeg vilde gřre en Ende pĺ det og rejste mig, dreven til det yderste af min fikse Idé med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det sĺ end skulde koste.

»Nĺr De ikke kan lćse den Avis, hvorfor . . . .«

»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte Manden, uden at agte pĺ min Uro. »Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres Vćrt?«

Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i Řjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageĺnd.

»Happolati,« sagde jeg.

»Happolati, ja,« nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette vanskelige Navn.

Jeg sĺ forbauset pĺ ham; han sad meget alvorlig og havde en tćnksom Mine. Ikke fřr havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, fřr Manden fandt sig tilrette med det og lod til at have hřrt det fřr. Imidlertid lagde han sin Pakke fra sig pĺ Bćnken, og jeg fřlte al min Nysgćrrighed dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mćrke til, at der var et Par fede Pletter pĺ Avisen.

»Er han ikke Sjřmand, Deres Vćrt?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjřmand?«

»Sjřmand? Om Forladelse, det mĺ vćre Broderen, De kender; dette her er nemlig J. A. Happolati, Agent.«

Jeg troed, at dette vilde gřre det af med ham; men Manden gik villigt med pĺ alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det ikke have vakt hans Mistanke.

»Det skal vćre en flink Mand, har jeg hřrt.« sagde han, forsřgende sig frem.

»Ĺ, en forslagen Mand,« svared jeg, »et dygtigt Forretningshoved, Agent for alt muligt, Tyttebćr pĺ Kina, Fjćr og Dun fra Rusland, Huder, Trćmasse, Skriveblćk . . . .«

»He-he, det var da Fan!« afbrřd Oldingen i hřj Grad oplivet.

Dette begyndte at blive interessant. Situationen lřb af med mig, og den ene Lřgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen, de mćrkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille Dvćrgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynslřst fuld, slĺ ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af Forbauselse.

Om han havde hřrt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet?

Hvad, elek . . . .

Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mřrke! Et aldeles storartet Foretagende, Millioner Kroner i Bevćgelse, Střberier og Trykkerier i Arbejde, Skarer af fast lřnnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hřrt sige syv hundrede Mand.

»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde Manden stille. Mer sagde han ikke; han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Pĺfund.

Jeg opfandt endnu et Par desperate Lřgne, drev det til Hazard, ymted om, at Happolati havde vćret Minister i ni Ĺr i Persien. De har det mĺske ikke pĺ Anelsen, hvad det vil sige at vćre Minister i Persien? spurgte jeg. Det var mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var. Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stĺet fast. Og jeg fortalte om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede Slavinder og lĺ pĺ et Leje af gule Roser; hun var det skřnneste Vćsen, jeg havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit Liv!

»Sĺ, hun var sĺ vakker?« yttred den gamle med en fravćrende Mine og sĺ ned i Marken.

Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sřd! Řjne som Rĺsilke, Arme af Rav! Bare et enkelt Blik af hende var forfřrende som et Kys, og nĺr hun kaldte pĺ mig, jog hendes Stemme mig som en Strĺle af Vin lige ind i min Sjćls Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke vćre sĺpas dejlig? Tog han hende for et Regningsbud eller for noget i Brandvćsenet? Hun var simpelthen en Himlens Herlighed, skulde jeg sige ham, et Ćventyr.

»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet.

Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i fuldt Alvor. De stjĺlne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke lĺ der pĺ Bćnken imellem os, og jeg havde ikke lćnger den ringeste Lyst til at undersřge den og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der drev underlige Syner forbi mine Řjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg lřj af fuld Hals.

I dette Řjeblik syntes Manden at ville gĺ. Han letted pĺ sig og spurgte, for ikke at bryde for brat af:

»Han skal have svćre Ejendomme denne Happolati?«

Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod pĺ hvert Hřkerskildt i Byen? Han snubled aldrig pĺ et Bogstav og glemte ikke en Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjćrne og slĺet Rřdder i samme Stund. Jeg blev ćrgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstĺ i mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gřre mistćnksom.

»Det kender jeg ikke til,« svared jeg derfor tvćrt; »jeg kender aldeles ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder Johan Arendt Happolati, at dřmme efter hans egne Forbogstaver.«

»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed. Sĺ taug han.

»De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?«

Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragĺ; en sĺdan Mand havde mĺske en lidt tyk Kone.

Oldingen svared sagtmodig og stille pĺ hvert af mine Udfald og sřgte efter Ord, som om han var bange for at forgĺ sig og gřre mig vred.

»Helvedes Pine, Mand, tror De mĺske, at jeg sidder her og lyver Dem kapitalt fuld?« rĺbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske ikke engang, at der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set pĺ Magen til Trods og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan gĺr der af Dem? De har kanske ovenikřbet tćnkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sĺdan Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg tĺler den Gud dřde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, sĺ meget De ved det!«

Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hřrte pĺ mit Udbrud indtil det var tilende, sĺ greb han hurtigt sin Pakke pĺ Bćnken og gik, nćsten lřb henad Gangen med smĺ Oldingeskridt.

Jeg sad tilbage og sĺ pĺ hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det forekom mig, at jeg aldrig havde set en ućrligere, lastefuldere Ryg end denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skćldt Mennesket ud, fřr han forlod mig . . . .

Dagen begyndte at hćlde. Solen sank, det tog pĺ at suse lidt i Trćerne omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen, belaved sig pĺ at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den Ophidselse, jeg just havde vćret i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt sammen, blev slap og begyndte at fřle mig sřvnig; den store Mćngde Brřd, jeg havde spist, var mig heller ikke lćnger til synderlig Mén. I den bedste Stemning lćned jeg mig bagover pĺ Bćnken, lukked Řjnene og blev mer og mer dřsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Sřvn, da en Parkmand lagde sin Hĺnd pĺ min Skulder og sagde:

»De mĺ ikke sidde og sove herinde.«

»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min sřrgelige Stilling lyslevende for mine Řjne. Jeg mĺtte gřre noget, finde pĺ et eller andet! At sřge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Nĺ — under alle Omstćndigheder var min Husleje forfalden, og jeg mĺtte gřre en Udvej til den. Sĺ fik det bero med det řvrige sĺlćnge.

Ganske uvilkĺrligt havde jeg igen fĺet Blyant og Papir i Hćnderne, og jeg sad og skrev mekanisk Ĺrstallet 1848 i alle Hjřrner. Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde betage mig vćldigt og lćgge mig Ordene i Munden! Det havde jo hćndt fřr, det havde virkelig hćndt, at sĺdanne Stunder var kommet over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrćngelse og fĺ det velsignet godt til.

Jeg sidder der pĺ Bćnken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal pĺkryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter pĺ, at en brugbar Idé skal falde mig ind. En Sverm af lřse Tanker flagrer om i mit Hoved, Stemningen i den hćldende Dag gřr mig mismodig og sentimental. Hřsten er kommet og har allerede begyndt at lćgge alting i Dvale, Fluer og Smĺdyr har fĺet det fřrste Knćk, oppe i Trćerne og nede pĺ Marken hřres Lyden af det stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forgĺ. Alle Krybverdenens nedtrampede Tilvćrelser rřrer sig endnu engang, stikker sine gule Hoveder op af Mosen, lřfter sine Ben, fřler sig frem med lange Trĺde og synker sĺ pludselig sammen, vćlter om og vender Bugen ivejret. Hver Vćkst har fĺet sit Sćrprćg, et fint henĺndende Pust af den fřrste Kulde; Strĺene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Lřv hvisler henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Hřstens Tid, midt i Forgćngelsens Karneval; Roserne har fĺet Betćndelse i Rřdmen, et hektisk, vidunderligt Skćr over den blodrřde Farve.

Jeg fřlte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af Řdelćggelsen midt i denne dvalefćrdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sćre Rćdsler, og tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! rĺbte jeg og knytted begge mine Hćnder, dette mĺ der blive en Ende pĺ! Og jeg satte mig igen, tog atter Blyanten i Hĺnden og vilde gřre Alvor af det med en Artikel. Det kunde aldeles ikke nytte at give sig over, nĺr man stod med en ubetalt Husleje lige for Tćnderne.

Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed pĺ og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget; det kunde vćre Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortrćffelig Begyndelse til noget af hvert.

Sĺ gav jeg mig til at sřge efter et bestemt Spřrgsmĺl, jeg kunde behandle, en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under denne frugteslřse Anstrćngelse begyndte der igen at komme Uorden i mine Tanker, jeg fřlte, hvorledes min Hjćrne formelig slog Klik, mit Hoved třmtes, třmtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage pĺ mine Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg syntes mig selv udhulet fra řverst til nederst.

»Herre, min Gud og Fader!« rĺbte jeg i Smćrte, og jeg gentog dette Rĺb mange Gange i Trćk, uden at sige mer.

Vinden rasled i Lřvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og stirred fortabt pĺ mine Papirer, lagde dem sĺ sammen og stak dem langsomt i Lommen. Det blev křligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken helt op i Halsen og stak Hćnderne i Lommen. Sĺ rejste jeg mig og gik.

Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde min Vćrtinde spurgt mig med Řjnene efter Betalingen, og jeg havde mĺttet dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde ikke gřre det igen; nćste Gang jeg mřdte disse Řjne, vilde jeg opsige mit Rum og gřre ćrligt Rede for mig; det kunde sĺ alligevel ikke vare ved i Lćngden pĺ denne Mĺde.

Da jeg kom til Udgangen af Parken, sĺ jeg igen den gamle Dvćrg, som jeg i mit Raseri havde jaget pĺ Flugt. Den mystiske Avispakke lĺ opslagen ved Siden af ham pĺ Bćnken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og bed af. Jeg vilde lige med ét gĺ hen til ham og undsylde mig, bede om Tilgivelse for min Opfřrsel, men hans Mad střdte mig tilbage; de gamle Fingre, der sĺ ud som ti rynkede Klřr, klemte modbydeligt om de fede Smřrogbrřd, jeg fřlte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han kendte mig ikke, hans Řjne stirred pĺ mig třrre som Horn, og hans Ansigt fortrak ikke en Mine.

Og jeg fortsatte min Vej.

Efter Sćdvane standsed jeg ved hver udhćngt Avis, som jeg passered, forat studere Bekendtgřrelserne om ledige Pladse, og jeg var sĺ heldig at finde én, som jeg kunde pĺtage mig: En Křbmand pĺ Grřnlandsleret sřgte efter en Mand til et Par Timers Bogfřrsel hver Aften; Lřn efter Overenskomst. Jeg notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Řre var rigeligt, eller kanske firti Řre; det fik blive ganske som det vilde med det.

Da jeg kom hjem, lĺ der pĺ mit Bord en Seddel fra min Vćrtinde, hvori hun bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, sĺ snart jeg kunde. Jeg mĺtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en nřdig Begćring. Venskabeligst Madam Gundersen.

Jeg skrev en Ansřgning til Křbmand Christie Grřnlandsleret Numer 31, lagde den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen pĺ Hjřrnet. Sĺ gik jeg op pĺ mit Vćrelse igen og satte mig til at tćnke i Gyngestolen, mens Mřrket blev tćttere og tćttere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu. after ruler

* * *

Om Morgenen vĺgned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mřrkt, da jeg slog Řjnene op, og fřrst lćnge efter hřrte jeg Klokken i Lejligheden nedenunder mig slĺ fem Slag. Jeg vilde lćgge mig til at sove igen, men kunde ikke mere falde i Sřvn, jeg blev mer og mer vĺgen og lĺ og tćnkte pĺ tusind Ting.

Pludselig falder der mig ind en eller to gode Sćtninger til Brug for en Skitse, en Fřljeton, fine sproglige Lykketrćf, som jeg aldrig havde fundet Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er udmćrkede. Om lidt fřjer der sig flere til, jeg blir med ét lysvĺgen og rejser mig op og griber Papir og Blyant pĺ Bordet bag min Seng. Det var som en Ĺre var sprunget i mig, det ene Ord fřlger efter det andet, ordner sig i Sammenhćng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig pĺ Scene, Handlinger og Repliker vćlder op i min Hjćrne, og et underfuldt Behag griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den anden, uden et Řjebliks Pause. Tankerne kommer sĺ pludseligt pĺ mig og vedbliver at strřmme sĺ rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som jeg ikke hurtigt nok fĺr skrevet ned, skřnt jeg arbejder af alle Krćfter. Det fortsćtter at trćnge ind pĺ mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden.

Det varer, varer sĺ velsignet lćnge, inden dette forunderlige Řjeblik hřrer op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig pĺ mine Knć, da jeg endelig standser og lćgger Blyanten vćk. Var der nu sĺsandt nogen Vćrdi i disse Papirer, sĺ var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klćder mig pĺ. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skćlne Fyrdirektřrens Bekendtgřrelse nede ved Dřren, og ved Vinduet er det allerede sĺ lyst, at jeg til Nřd kunde se at skrive. Og jeg gĺr straks i Gang med at renskrive mine Papirer.

En underlig, tćt Damp af Lys og Farver slĺr op af disse Fantasier; jeg stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde lćst. Jeg blir yr af Tilfredshed, Glćden puster mig op, og jeg fřler mig storartet ovenpĺ; jeg vejer mit Skrift i Hĺnden og takserer det pĺ Stedet til fem Kroner efter et lřst Skřn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte pĺ fem Kroner, det mĺtte tvertimod siges at vćre Rřverkřb at fĺ det for ti Kroner, kom det an pĺ Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gřre et sĺ sćregent Arbejde gratis; sĺ vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner.

Det blev lysere og lysere i Vćrelset, jeg kasted et Blik ned mod Dřren og kunde uden synderlig Mřje lćse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru Andersens Ligsvřb tilhřjre i Porten; der var ogsĺ gĺet en god Stund siden Klokken slog syv.

Jeg rejste mig og stilled mig midt pĺ Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget Vćrelse for mig; her var noksĺ simple grřnne Gardiner for Vinduerne, og sĺ synderlig mange Spiger i Vćggene til at hćnge sin Garderobe pĺ, var her heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjřrnet var i Grunden bare en Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordćrvet af. Den var altfor lav for en voksen Mand, desuden var den sĺ trang, at man sĺ at sige mĺtte bruge Stovleknćgt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Vćrelset var ikke indrettet til at sysle med ĺndelige Ting i, og jeg agted ikke at beholde det lćnger. Pĺ ingen Mĺde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor lćnge tiet og tĺlt og holdt til i dette Skur.

Opblćst af Hĺb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mćrkelige Skitse, som jeg hvert Řjeblik trak op af Lommen og lćste i, vilde jeg straks gřre Alvor af det og gĺ i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rřdt Lommetřrklćde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrřllet Avispapir, som jeg havde bĺret Brřd hjem i, rulled mit Sengetćppe sammen og stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derpĺ undersřgte jeg for Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og sĺ ud. Morgenen var mřrk og vĺd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrćndte Smedje, og Klćdesnoren nede i Gĺrden stod stram fra Vćg til Vćg, sammentrukket af Vćden. Jeg kendte altsammen fra fřr, trĺdte derfor bort fra Vinduet, tog Tćppet under Armen, bukked for Fyrdirektřrens Bekendtgřrelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvřb og ĺbned Dřren.

Med en Gang kom jeg i Tanke pĺ min Vćrtinde; hun burde dog underrettes om min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt Menneske at gřre. Jeg vilde ogsĺ takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg havde benyttet Vćrelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for lćngere Tid, trćngte sĺ stćrkt ind pĺ mig, at jeg endog loved min Vćrtinde fem Kroner, nĺr jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til Overmĺl, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag.

Sedlen lagde jeg efter mig pĺ Bordet.

Atter engang standsed jeg ved Dřren og vendte om. Denne strĺlende Fřlelse af at vćre kommet ovenpĺ henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og Alverden, og jeg knćled ned ved Sengen og takked Gud med hřj Rřst for hans store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, ĺ, jeg vidste det, at den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var en vidunderlig Himlens Gćrning i min Ĺnd, et Svar pĺ mit Nřdrĺb igĺr. Det er Gud! det er Gud! rĺbte jeg til mig selv, og jeg grćd af Begejstring over mine egne Ord; nu og da mĺtte jeg standse op og lytte et Řjeblik om der skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled lydlřst nedad alle disse Etager og nĺed uset Porten.

Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt pĺ Morgenstunden, Himlen hang rĺ og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon det led Dagen? Jeg gik som sćdvanligt i Retning af Rĺdstuen og sĺ at Klokken var halv ni. Jeg havde altsĺ et Par Timer at lřbe pĺ; det nytted ikke at komme i Bladet fřr ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring sĺlćnge og imidlertid spekulere pĺ en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten ingen Frygt for at gĺ sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over! Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drřm; nu fra af gik det opad!

Imidlertid var det grřnne Sengetćppe mig til Besvćr; jeg kunde heller ikke vćre bekendt at bćre en sĺdan Ting under Armen midt for alle Folks Řjne. Hvad mĺtte man mene om mig? Og jeg gik og tćnkte mig om efter et Sted, hvor jeg kunde fĺ det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde gĺ hen til Semb og fĺ det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud, og det var ikke lćnger nogen Skam at bćre det. Jeg trĺdte ind i Butiken og fremfřrte mit Ćrinde for en af Betjentene.

Han sĺ fřrst pĺ Tćppet, derpĺ pĺ mig; det forekom mig, at han i sit stille Sind trak lidt ringeagtende pĺ Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette střdte mig.

»Dřd og Pine, vćr lidt forsigtig!« rĺbte jeg. »Der er to dyre Glasvaser indi; Pakken skal til Smyrna.«

Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevćgelse, han gjorde, om Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tćppet. Da han var fćrdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjćlpen som en Mand, der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han ĺbned Dřren for mig og bukked to Gange, da jeg gik.

Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene pĺ Stortorvet og holdt mig helst i Nćrheden af de Koner, som havde Potteplanter at sćlge. De tunge, rřde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rĺ i den fugtige Morgen, gjorde mig begćrlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen pĺ den, blot forat have Lov til at komme den sĺ nćr som muligt. Fik jeg Penge tilovers, vilde jeg křbe den, det fik gĺ, hvordan det vilde; jeg kunde jo nok spare ind lidt hist og her i min Levemĺde, forat komme op i Balance igen.

Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle Aviser, Redaktřren er ikke kommet. Pĺ Opfordring afleverer jeg mit store Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og lćgger ham indstćndigt pĺ Minde at lade Redaktřren fĺ det i sin egen Hĺnd, nĺr han kom. Jeg vilde sĺ selv af hente Besked senere pĺ Dagen.

»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen pĺ sine Aviser.

Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik.

Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer sĺ flade og triste ud. Jeg gjorde atter et Slag henover Torvet og sĺ pĺ Grřntsager og Roser. Da fřler jeg en Hĺnd pĺ min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen.

»Godmorgen?« svarer jeg lidt spřrgende, for straks at fĺ hans Ćrinde at vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.«

Han ser nysgćrrigt hen pĺ den store, splinterny Pakke under min Arm og spřrger:

»Hvad bćrer De pĺ der?«

»Jeg har vćret nede hos Semb og fĺet noget Třj til Klćder,« svarer jeg i en ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gĺ sĺ slidt lćnger, man kan jo ogsĺ vćre for karrig mod sit Legeme.«

Han ser pĺ mig og studser.

»Hvordan gĺr det forresten?« spřrger han langsomt.

»Jo, over Forventning.«

»Har De fĺet noget at gřre nu da?«

»Noget at gřre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos Grossererfirmaet Christie, jo.«

»Ja sĺ!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener. Godmorgen.«

Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken pĺ min Pakke og siger:

»Jeg vil anbefale Dem min Skrćdder til de Klćder. De fĺr ikke finere Skrćdder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, sĺ.«

Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Nćse i mine Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrćdder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lĺnt af mig. Allerede fřrend han fik svare, angred jeg imidlertid at have krćvet ham, jeg blev flau og sĺ ham ikke i Řjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trĺdte jeg hurtigt tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gĺ min Vej.

Hvor skulde jeg nu gřre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke besřge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde gĺ til pĺ denne Tid af Dagen. Instinktsmćssig stiled jeg opad Byen, drev bort endel Tid pĺ Vejen mellem Torvet og Grćndsen, lćste »Aftenposten,« som nylig var sat pĺ Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpĺ om og gik lige op pĺ Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted pĺ Bakken ved Kapellet.

Jeg sad der i al Stilhed og dřsed i den vĺde Luft, tćnkte, halvsov og frřs. Og Tiden gik. Var det nu ogsĺ sikkert, at Fřljetonen var et lidet Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her og der! Alt vel overvejet behřved den ikke engang at blive antagen, nej, ikke engang antagen, simpelthen! Den var mĺske noksĺ middelmĺdig, kanske ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette Řjeblik lĺ i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg sprang op og stormed ud af Kirkegĺrden.

Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og sĺ, at Klokken blot var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde sĺ sikkert hĺbet, at det var langt over Middag, og fřr fire nytted det ikke at soge efter Redaktřren. Min Fřljetons Skćbne fyldte mig med mřrke Anelser; jo mer jeg tćnkte pĺ den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde have skrevet noget brugbart sĺdan pludseligt, nćsten i Sřvne, med Hjćrnen fuld af Feber og Drřmme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og vćret glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevćged mig i stćrk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud pĺ ĺbne Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og befandt mig tilsidst pĺ en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se.

Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mřdte to Hřvogne; Křrerne lĺ flade oppe i Lćssene og sang, begge barhovedede, begge med runde, sorglřse Ansigter. Jeg gik og tćnkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, slćnge til mig en eller anden Bemćrkning eller gřre en Spillop, og da jeg var kommet dem nćr nok, rĺbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.

»Et Sengetćppe,« svared jeg.

»Hvormange er Klokken?« spurgte han.

»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tćnker jeg.«

Da lo de begge to og drog forbi. Jeg fřlte i det samme Snćrten af en Tougsvřbe pĺ mit ene Řre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde ikke lade mig passere, uden at gřre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet op til Hovedet, samled min Hat op fra Grřftekanten og fortsatte min Gang. Nede ved St. Hanshaugen mřdte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var over fire.

Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, nćsten lřb nedad Byen, břjed af og tog ned til Bladet. Redaktřren havde mĺske for lćnge siden vćret der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, snubled, střdte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire Spring og banked pĺ.

Ingen svarer.

Han er gĺet! han er gĺet! tćnker jeg. Jeg prover Dřren, som er ĺben, banker pĺ endnu engang og trćder ind.

Redaktřren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Hĺnden, fćrdig til at skrive. Da han hřrer min forpustede Hilsen, vender han sig halvt om, ser lidt pĺ mig, ryster pĺ Hovedet og siger:

»Ja, jeg har ikke fĺet Tid til at lćse Deres Skitse endda.«

Jeg blir sĺ glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer:

»Nej, kćre, det forstĺr jeg nok. Det haster jo ikke sĺ. Om et Par Dage kanske, eller . . . .«

»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, sĺ.«

Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer.

Audiensen er forbi, jeg trćder bukkende tilbage og gĺr. Hĺbet glřder igen op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for den Skyld. Og min Hjćrne begyndte at fable om et stort Rĺd i Himlen, hvor det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti Kroner for en Fřljeton . . . .

Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg bedst skulde kunne stikke mig ind, blir sĺ stćrkt optagen af dette Spřrgsmĺl, at jeg stĺr stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, stĺr som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjřen strřmmer og larmer rundt omkring den. En Avisgut rćkker mig »Vikingen«: D'n er sĺ morssom, sĺ! Jeg ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen.

Hurtigt gřr jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne. Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til Sjřen ved Fćstningen. Atter finder jeg mig en Bćnk og begynder at spekulere pĺny.

Hvor i alverden skulde jeg fĺ Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbřd mig at vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gĺ tilbage pĺ mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit stille Sind ad den lille rřde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg mig pludselig i et stort to Fags Vćrelse, jeg engang havde boet i pĺ Hćgdehaugen; jeg sĺ et Brćt pĺ Bordet fuldt af svćre Smřrogbrřd, det skifted Udseende, det blev til en Bif, en forfřrende Bif, en snehvid Serviet, Brřd i Masse, Sřlvgaffel. Og det gik i Dřren: min Vćrtinde kom og břd mig mer Té . . . .

Syner og dumme Drřmme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde fĺ den samme Feber i Hjćrnen og mange vanvittige Pĺfund at kćmpe med. Jeg tĺlte ikke Mad, jeg var ikke sĺledes anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Sćregenhed.

Kanske blev der en Rĺd til Husly, nĺr det led pĺ Kvćlden. Det havde ingen Hast; i vćrste Fald kunde jeg sřge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret.

Og Sjřen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednćsede Pramme roded Grave op i dens blyagtige Flade, sprćngte Striber ud til hřjre og venstre og gled videre, mens Rřgen vćlted som Dyner ud af Skorstenene og Maskinernes Stempelslag trćngte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen Sol og ingen Vind, Trćerne bag mig stod nćsten vĺde, og Bćnken, jeg sad pĺ, var kold og rĺ. Tiden gik; jeg satte mig til at dřse, blev trćt og frřs lidt over Ryggen: en Stund efter fřlte jeg, at mine Řjne begyndte at falde i. Og jeg lod dem falde . . . .

Da jeg vĺgned, var det mřrkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og frřsen, greb min Pakke og begyndte at gĺ. Jeg gik fortere og fortere, forat blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg nćsten ikke lćnger fřlte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg havde sovet i flere Timer.

Hvor skulde jeg dog gřre af mig? Et Sted mĺtte jeg jo vćre. Jeg stĺr der og glaner opad Brandvagten og studerer pĺ, om det ikke skulde kunne lykkes at komme ind i en af Gangene, passe pĺ et Řjeblik, nĺr Patroullen vendte Ryggen til. Jeg gĺr opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han hćver straks sin Řkse til Honnřr og venter pĺ, hvad jeg skal sige. Denne lřftede Řkse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem Nerverne, jeg blir stum af Rćdsel foran denne vćbnede Mand og trćkker mig uvilkĺrlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham; forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hĺnden over Panden, som om jeg har glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede pĺ Fortouget, fřlte jeg mig sĺ frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og jeg skyndte mig afsted.

Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte at bande ganske hřjt og brřd mig ikke om, at nogen kunde hřre det. Nede ved Stortinget, lige ved den fřrste Lřve, kommer jeg pludselig ved en ny Idéassociation i Tanke pĺ en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som jeg engang havde reddet fra et Řrefigen ude pĺ Tivoli, og som jeg engang senere havde vćret og besřgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden, finder en Dřr, hvorpĺ der stĺr C. Zacharias Bartel pĺ et Kort, og banker pĺ.

Han kom selv ud; der lugted Řl og Tobak af ham, sĺ det var en Gru.

»Godaften!« sagde jeg.

»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De sĺ sent? Det tager sig slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Hřhćsje siden sidst og foretaget et Par Forandringer. De mĺ se det om Dagen, det nytter ikke, at vi prřver pĺ det nu.«

»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke, hvilket Billede han stod og talte om.

»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og sĺ er der en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige inde hos mig iaften, sĺ det er rent ugřrligt.«

»Ja, nĺr sĺ er, sĺ er det jo ikke Tale om.«

Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik.

Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gĺ ud i Skogen et Sted. Nĺr bare ikke Marken havde vćret sĺ fugtig! Jeg klapped pĺ mit Tćppe og fřlte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Sĺ lćnge havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven trćt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slĺ mig til Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsuret og sĺ, at Klokken var over ti, derfra tog jeg Vejen opover Byen. Et Sted pĺ Hćgdehaugen stod jeg stille udenfor en Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lĺ en Kat og sov ved Siden af et rundt Franskbrřd, lige bag den stod en Kumme Smult og flere Glas Gryn. Jeg stod og sĺ en Stund pĺ disse Madvarer, men da jeg ikke havde noget at křbe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen.

Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Sĺ tog jeg til at sřge mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehćld, hvor det var nogenlunde třrt, ĺbned min Pakke og tog Tćppet ud. Jeg var bleven trćt og maset af den lange Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, fřrend jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Řre smćrted noget, det var lidt ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile pĺ det. Mine Sko trak jeg af og lagde under Hovedet, og ovenpĺ dem Papiret fra Semb.

Og Mřrkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men oppe i Hřjden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjćrne, tonelřse Summen, som aldrig tier. Jeg lytted sĺ lćnge til dette endelřse, syge Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de rullende Verdner over mig, Stjćrner, der intonered en Sang . . . .

»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo hřjt, forat stive mig op; »det er Natuglerne, som tuder i Kana'an!«

Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene pĺ og drev omkring i Mřrket og lagde mig pĺny, kćmped og stred med Vrede og Frygt til hen pĺ Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Sřvn. after ruler

* * *

Det var lys Dag, da jeg slog Řjnene op, og jeg havde Fřlelsen af, at det led henimod Middag. Jeg trak Skoene pĺ, pakked atter Tćppet ind og begav mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frřs som en Hund; mine Ben var dřde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Řjne, som om de ikke tĺlte Dagslyset.

Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til Dampkřkkenet, lćste Tavlen og trak opsigtsvćkkende pĺ Skuldrene, som om sprćngt Křd og Flćsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned pĺ Jćrnbanetorvet.

En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og vilde ikke agte pĺ det, men blev vćrre og vćrre og mĺtte tilsidst sćtte mig pĺ en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhćng, et Vćv i min Hjćrne gik itu. Jeg tog efter Ĺnden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, jeg fřlte klart, hvor det vćrked lidt i mit Řre, og da en Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste.

Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de řvrige? Var det en Fřlge af at sove pĺ rĺ Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde fĺet Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at leve pĺ denne Mĺde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg havde gjort mig fortjent til denne udmćrkede Forfřlgelse heller! Og det faldt mig pludselig ind, at jeg lige sĺ godt kunde gřre mig til Kćltring straks og gĺ hen til »Onkels« Kćlder med Sengetćppet. Jeg kunde sćtte det fast for en Krone og fĺ tre passende Mĺltider, holde mig oppe til jeg fandt pĺ noget andet; Hans Pauli fik jeg slĺ en Plade. Jeg var allerede pĺ Vej til Kćlderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrĺdigt pĺ Hovedet og vendte om.

Efterhvert som jeg fjćrned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg havde sejret i denne svćre Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren og ćrlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Fřlelse af at vćre en Karakter, et hvidt Fyrtĺrn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag flřd om. Pantsćtte en andens Ejendom for et Mĺltid Mad, ćde og drikke sig selv til Doms, brćndemćrke sin Sjćl med den fřrste lille Streg, sćtte det fřrste sorte Tegn i sin Hćderlighed, kalde sig Kćltring op i sit eget Ansigt og slĺ Řjnene ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor vćret i min Tanke, det havde nćsten ikke faldt mig ind engang; lřse, jagende Strřtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, isćr nĺr man havde en gruelig Hovedpine og bar sig nćsten ihjćl pĺ et Sengetćppe, som tilhřrte en anden Mand.

Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjćlp alligevel, nĺr Tiden kom! Der var nu Křbmanden pĺ Grřnlandsleret, havde jeg overhćngt ham hver Time pĺ Dagen, siden jeg sendte ham Ansřgningen? ringet pĺ sent og tidligt og bleven afvist? Jeg havde ikke sĺgodtsom mćldt mig til ham og fĺet Svar. Det behřved ikke at vćre et aldeles forgćves Forsřg, jeg havde mĺske havt Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en sĺ underlig slynget Vej. Og jeg begav mig ud til Grřnlandsleret.

Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og jeg gik yderst langsomt og tćnkte pĺ, hvad jeg vilde sige til Křbmanden. Han var mĺske en god Sjćl; stak det Lune ham, gav han mig gćrne en Krone i Forskud pĺ Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sĺdanne Folk kunde have det med ganske fortrćffelige Pĺfund nu og da.

Jeg sneg mig ind i en Port og svćrted mine Bukseknć med Spyt, forat se lidt ordentlig ud, lagde mit Tćppe efter mig bag en Kasse i en mřrk Krog, skrĺed over Gaden og trĺdte ind i den lille Butik.

En Mand stĺr og klistrer Poser af gamle Aviser.

»Jeg vilde gćrne trćffe Hr. Christie,« sagde jeg.

»Det er mig,« svared Manden.

Nĺ! Mit Navn var det og det, jeg havde vćret sĺ fri at sende ham en Ansřgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget?

Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil De bare behage at se, hvorledes De omgĺes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Ĺret 1848.« Og Manden lo af fuld Hals.

Ja, det var jo lidt forkćrt, sagde jeg forknyt, en Tankelřshed, en Distraktion, jeg indrřmmed det.

»Ser De, jeg mĺ have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,« sagde han. »Jeg beklager det; Deres Hĺndskrift er sĺ tydelig, jeg synes ogsĺ om Deres Brev forřvrigt, men . . . .«

Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt vćre Mandens sidste Ord. Han gav sig atter i Fćrd med Poserne.

Ja, det var lejt, sagde jeg sĺ, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu ikke have gjort mig totalt uskikket til at fřre Břger overhovedet?

»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; »men imidlertid vejed det sĺ meget for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.«

»Posten er altsĺ besat?« spurgte jeg.

»Ja.«

»Nĺ, Herregud, sĺ er der jo ikke mere at gřre ved det!«

»Nej. Jeg beklager det; men . . . .«

»Farvel!« sagde jeg.

Nu steg Vreden op i mig, glřdende og brutalt. Jeg hented min Pakke i Portrummet, bed Tćnderne sammen og lřb pĺ fredelige Folk pĺ Fortouget og bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt skarpt for min Opfřrsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt meningslřst Ord ind i Řret, knytted Hćnderne lige under hans Nćse og gik videre, forhćrdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte pĺ en Konstabel, og jeg řnsked intet heller end at fĺ en Konstabel mellem Hćnderne et Řjeblik, jeg sagtned med Forsćt min Gang, forat give ham Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu ogsĺ nogensomhelst Rćson i, at absolut alle éns inderligste og ihćrdigste Forsřg skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altsĺ skrevet 1848? Hvad vedkom dette fordřmte Ĺrstal mig? Nu gik jeg her og sulted, sĺ mine Tarmer krřb sammen i mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive lidt til Mad, nĺr det led ud pĺ Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev jeg mer og mer ĺndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og mindre hćderlige Handlinger for hver Dag. Jeg lřj mig frem uden at blues, snřd fattige Folk for Huslejen, kćmped endog med de lumpneste Tanker om at forgribe mig pĺ andres Sengetćpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed. Der begyndte at komme rĺdne Flćkker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vĺgent Řje med mig og pĺsĺ, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jćvnt og langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djćvle og skřd Břrster over, at det vared sĺ lćnge inden jeg gjorde en Kapitalsynd, en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfćrdighed mĺtte střde mig ned . . . . Jeg forstćrked min Gang, drev det til vćrre og vćrre Fart, gjorde pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port. Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele ejendommelige Udstyr trćngte řjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver Ubetydelighed ved Dřrene, Dekorationerne, Brolćgningen stod klart for mit indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt pĺ i anden Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop gribe til denne Klokkestrćng, der var lćngst borte fra Trappen?

En ung Dame i grĺ Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun sĺ en liden Stund forbauset pĺ mig, derpĺ rysted hun pĺ Hovedet og sagde:

»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun gjorde Mine til at ville lukke Dřren.

Hvorfor havde jeg ogsĺ dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af og gjorde et ćrbřdigt Buk, og som om jeg ikke havde hřrt hendes Ord, sagde jeg yderst hřfligt:

»Jeg beder Dem undskylde, Frřken, at jeg ringte sĺ hĺrdt, jeg kendte ikke Klokken. Her skal vćre en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at trille sig i en Vogn?«

Hun stod en Stund og smagte pĺ dette lřgnagtige Pĺfund og syntes at blive tvivlrĺdig i sine Meninger om min Person.

»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er ingen syg Herre.«

»Ikke det? En ćldre Herre, to Timers Křrsel om Dag, firti Řre Timen?«

»Nej.«

»Sĺ beder jeg igen om Undskyldning,« sagde jeg; »det er kanske i fřrste Etage. Jeg vilde for Tilfćldet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender, og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og jeg bukked igen og trĺdte tilbage; den unge Dame blev blussende rřd, i sin Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig, idet jeg gik ned ad Trapperne.

Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun intet havde at give mig idag, havde virket pĺ mig som en kold Styrt. Sĺ vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege pĺ mig i sin Tanke og sig til sig selv: Der gĺr en Tigger, en af dem, som fĺr sin Fřde langet ud gennem Entrédřrene hos Folk!

I Mřllergaden standsed jeg udenfor en Bevćrtning og snused til den friske Duft af Křd, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hĺnden pĺ Dřrvrideren og vilde gĺ ind uden Ćrinde, men betćnkte mig tidsnok og gik bort fra Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og sřgte efter en Plads, hvor jeg kunde hvile en Stund, var alle Bćnke optagne, og jeg ledte forgćves rundt hele Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slĺ mig ned. Naturligvis! sagde jeg mřrkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog pĺ at gĺ igen. Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjřrnet og drak en Slurk Vand, gik pĺny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med Řjnene hver Vogn, som fôr mig forbi. Jeg fřlte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig hřjst ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at blive opdaget. Sĺledes kom jeg lige op pĺ Krist Kirkegĺrd. Jeg satte mig med Albuerne pĺ mine Knć og Hovedet i Hćnderne; i denne sammentrukne Stilling havde jeg det godt og fřlte ikke lćnger den lille Gnaven i Brystet.

En Stenhugger lĺ pĺ Maven pĺ en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged Indskrift; han havde blĺ Briller pĺ og minded mig med én Gang om en Bekendt af mig, som jeg nćsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg for en Tid tilbage havde truffet pĺ i Oplandske Kafé.

Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig smĺt for mig nu, noksĺ vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Dřd og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager nervřst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig pĺ Bunden af Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Vćrdi. Jeg tćller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke meget Brug for dem, det kunde vćre et Lune af mig, et Pĺfund, at jeg ikke gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i Sřlv fra Kongsberg! Banken stćngtes Klokken seks, jeg kunde passe op min Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden.

Jeg sad og glćded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blćste dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hćlded. Var det nu ikke ogsĺ lidt smĺt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som stod i en Bank? Han havde mĺske to smćkfulde Barberbřger i Lommen, ganske anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg fřlte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade fřlge med, men fandt ingen. Nĺr jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt undvćre det, nĺr jeg knapped Frakken tćt til, hvad jeg alligevel mĺtte gřre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg lřste op mit Slips, en stor Dćkslřjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Sĺ forlod jeg Kirkegĺrden og gik ned til Oplandske.

Klokken var syv pĺ Rĺdstuen. Jeg bevćged mig i Nćrheden af Kaféen, pusled op og ned langs Jćrnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og gik i Dřren. Endelig ved otte Tiden sĺ jeg den unge Mand, frisk og elegant, komme opad Bakken og skrĺ ind mod Kafédřren. Mit Hjćrte grassered som en liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Řje pĺ ham, og jeg bused pĺ uden at hilse.

»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig frćk; »her — her har De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hĺnd.

»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrćngte sin Pengepung lige for mine Řjne. »Jeg var ude igĺraftes og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det ikke.«

»Nej, nej, kćre, det er vel sĺ!« svared jeg og troed ham pĺ hans Ord; der var jo ingen Grund for ham til at lyve i en sĺ liden Sag; det forekom mig ogsĺ, at hans blĺ Řjne stod nćsten fugtige, da han undersřgte sine Lommer og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det var bare en liden Knibe, jeg stod i.«

Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han rĺbte efter mig om Pakken.

»Behold den, behold den!« svared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et Par Smĺting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer pĺ Jorden.« Og jeg blev rřrt over mine egne Ord, de lřd sĺ trřsteslřse i den tusmřrke Aften, og jeg stak i at grćde . . . .

Vinden friskned pĺ, Skyerne jaged rasende fremad pĺ Himlen, og det blev křligere og křligere efterhvert som det mřrkned. Jeg gik og grćd hele Gaden nedover, fřlte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang pĺ Gang et Par Ord, et Udrĺb, som atter drev Tĺrerne frem, nĺr de vilde standse: Herregud, jeg har sĺ ondt! Herregud, jeg har sĺ ondt!

Der gik en Times Tid, gik sĺ uendelig langsomt og trćgt. Jeg holdt mig en Tidlang i Torvgaden, sad pĺ Trapperne, smutted ind i Portrummene, nĺr nogen kom forbi, stod og stirred tankelřst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en Bordstabel mellem Kirken og Basarerne.

Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gĺ som det vilde, jeg havde ikke Krćfter til det, og Vejen var sĺ endelřst lang. Jeg vilde fĺ Natten til at gĺ, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gřre flere Omstćndigheder med det. Og jeg lćned mig bagover og halvsov.

Střjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgćngernes Skridt lřd sjćldnere og sjćldnere, og det blev omsider mřrkt i alle Vinduer . . . .

Jeg slog Řjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, som lyste mig imřde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg ikke se.

»Godaften!« sagde han.

»Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod en Stund urřrlig.

»Hvor bor De henne?« spurgte han.

Jeg nćvnte af gammel Vane og uden at tćnke over det min gamle Adresse, det lille Kvistrum, som jeg havde forladt.

Han stod igen en Stund.

»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst.

»Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gĺ hjem nu, det er koldt at ligge her.«

»Ja, det er sandt, det er lidt křligt, kender jeg.«

Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmćssig Vejen ud til mit gamle Sted. Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nĺ op, uden at blive hřrt; der var alt i alt otte Trapper, og blot de to řverste knaged i Trinnene.

Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden Etage hřrte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som grćd lidt; siden hřrte jeg intet. Jeg fandt min Dřr, lřfted den lidt pĺ Hćngslerne og ĺbned den uden Nřgle, som jeg var vant til, gik ind i Vćrelset og trak Dřren lydlřst igen.

Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slĺet tilside for Vinduerne og Sengen stod tom; henne pĺ Bordet skimted jeg et Papir, det var kanske min Billet til Vćrtinden; hun havde altsĺ ikke engang vćret heroppe, siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hĺnden over den hvide Plet og fřlte til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, studerer, sĺ godt det lader sig gřre i Mřrket, disse dĺrligt skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tćnkte jeg, Svar fra Vćrtinden, et Forbud mod at betrćde Vćrelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage!

Og langsomt, ganske langsomt gĺr jeg ud af Vćrelset igen, bćrer Skoene i den ene Hĺnd, Brevet i den anden og Tćppet under Armen. Jeg letter mig op og bider Tćnderne sammen pĺ de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel nedad alle disse Trapper og stĺr atter nede i Porten.

Jeg tager igen Skoene pĺ, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et Řjeblik stille, efterat jeg er fćrdig, stirrer tankelřst hen for mig og holder Brevet i Hĺnden.

Sĺ rejser jeg mig og gĺr.

Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg gĺr lige hen under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepćlen og ĺbner Brevet, altsammen yderst langsomt.

Der farer som en Strřm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hřrer, at jeg giver et lidet Rĺb, en meningslřs Lyd af Glćde: Brevet var fra Redaktřren, min Fřljeton var antagen, var gĺet lige i Sćtteriet, med én Gang! »Nogle smĺ Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort . . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.«

Jeg lo og grćd, tog tilsprangs og lřb henad Gaden, standsed op og slog mig i Knćet, svor hřjt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik.

Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af Glćde, og gentog: Talentfuldt gjort, altsĺ et lidet Mestervćrk, en Genistreg. Og ti Kroner!

ANDET STYKKE

Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.

Jeg havde igen siddet pĺ en af Kirkegĺrdene og skrevet pĺ en Artikel for et af Bladene; mens jeg var i Fćrd hermed, blev Klokken ti, Mřrket faldt ind og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared desvćrre sĺ altfor kort; nu var det to, nćsten tre Dřgn, siden jeg havde spist noget, og jeg fřlte mig noget mat, lidt anstrćngt af at fřre Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nřgleknippe i Lommen, men ikke en Řre.

Da Kirkegĺrdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gĺet lige hjem; men af en instinktsmćssig Sky for mit Vćrelse, hvor alt var mřrkt og tomt, et forladt Blikkenslagervćrksted, som jeg endelig havde fĺet Lov til at holde til i sĺlćnge, sjangled jeg videre, drev pĺ Mĺ og Fĺ forbi Rĺdstuen, helt ned til Sjřen og hen til en Bćnk pĺ Jćrnbanebryggen hvor jeg satte mig.

Der faldt mig i Řjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nřd og fřlte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lĺ fredelig og skřn i Halvmřrket. Af gammel Vane vilde jeg glćde mig selv med at gennemlćse det Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjćrne det bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tćt ind til Řjnene, forat se, og gennemlřb den ene Side efter den anden. Tilsidst blev jeg trćt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjřen lĺ som et blĺt Perlemor henover, og Smĺfuglene flřj tause forbi mig fra Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst.

Jeg tćller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nřgleknippe; men ikke en Řre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trćkker atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrćkning. Jeg udsřger mig et hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved et Krćmmerhus, lukked det varligt til, sĺ det sĺ ud som fuldt, og kasted det langt henad Brostenene ; af Vinden fřrtes det endnu lidt lćnger, sĺ blev det liggende.

Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og sĺ pĺ dette hvide Krćmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sřlvpenge, og hidsed mig selv til at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske hřjt sad jeg og lokked mig til at gćtte Summen — hvis jeg gćtted rigtigt, var den min! Jeg forestilled mig de smĺ, nydelige Tiřringer i Bunden og de fede, riflede Kroner ovenpĺ — et helt Krćmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og sĺ pĺ det med opspilede Řjne og hćled mig selv til at gĺ og stjćle det

Sĺ hřrer jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde pĺ at gřre netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bćnken og hoster, og jeg gentager det tre Gange, forat han skal hřre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over Krćmmerhuset, nĺr han kom! Jeg sad og glćded mig over dette Puds, gned mig henrykt i Hćnderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke skulde fĺ en lang Nćse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes hedeste Přl og Pine for den Kćltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult, min Hunger havde beruset mig.

Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jćrnhćle i Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele Natten for sig; han ser ikke Krćmmerhuset — ikke fřrend han er det ganske nćr. Da standser han og betragter det. Det ser sĺ hvidt og vćrdifuldt ud der det ligger, mĺske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sřlvpenge? . . . . Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Mĺske en kostelig Fjćr, Hattepynt . . . . Og han ĺbner det varsomt med sine store Hćnder og kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knćet, lo som en rasende Mand. Og ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en Grĺds Inderlighed . . . .

Sĺ klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gřr et Slag henover Bryggen. Jeg sad der med Tĺrer i Řjnene og hikked efter Ĺnde, helt fra mig selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale hřjt, fortalte mig selv om Krćmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevćgelser, kiged ind i min hule Hĺnd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord fřjed jeg nye, gav dem pirrende Tillćg, omsatte hele Sćtningen og spidsed den til: Han hosted én Gang — khřhř!

Jeg udtřmte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen pĺ Aftenen, inden min Lystighed hřrte op. En dřsig Ro overkom mig sĺ, en behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mřrket var bleven lidt tykkere, en liden Bris fured i Sjřens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg sĺ mod Himlen, sĺ ud med sine sorte Skrog som lydlřse Uhyrer, der rejste Břrster og lĺ og vented pĺ mig. Jeg havde ingen Smćrte, min Sult havde stumpet den af; i dens Sted fřlte jeg mig behageligt tom, uberřrt af alting omkring mig og glad over at vćre uset af alle. Jeg lagde Benene op pĺ Bćnken og lćned mig bagover, sĺledes kunde jeg bedst fřle Afsondrethedens hele Velvćre. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrĺ uopfyldt, sĺ vide min Tanke kunde gĺ. Jeg lĺ med ĺbne Řjne i en Tilstand af Fravćrenhed fra mig selv, jeg fřlte mig dejligt borte.

Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mřrke havde skjult Alverden for mine Řjne og begravet mig der i idel Ro — blot Stilhedens řde Lyddulm tier mig monotont i Řrene. Og de dunkle Uhyrer derude vilde suge mig til sig, nĺr Natten kom, og de vilde bringe mig langt over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig, střrre end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strĺlende Sal, hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og rćkke Hĺnden ud mod mig, nĺr jeg stiger ind, hilse og rĺbe Velkommen, nĺr jeg nćrmer mig og knćler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse Nćtter, og nĺr du sřrged, har jeg grćdt herinde, og nĺr du sov, har jeg ĺndet dig dejlige Drřmme ind! . . . . Og den skřnne tager min Hĺnd og fřlger mig, leder mig frem gennem lange Gange, hvor store Menneskeskarer rĺber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange gĺr hendragende Kor af Musik, Strřmme af Duft slĺr mig imřde. Jeg holder hendes Hĺnd i min, og jeg fřler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lćgger min Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, kom lćnger endnu! Og vi stiger ind i den rřde Sal, hvor alt er Rubin, en frĺdende Herlighed, hvori jeg synker om. Da fřler jeg hendes Arme om mig, hun ĺnder henover mit Ansigt, hvisker: Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . .

Jeg ser fra min Bćnk Stjćrner for mine Řjne, og min Tanke stryger ind i en Orkan af Lys . . . .

Jeg var falden i Sřvn, der jeg lĺ, og blev vćkket af Konstablen. Der sad jeg, ubarmhjćrtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min fřrste Fřlelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under ĺben Himmel, men snart aflřstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at grćde af Sorg over endnu at vćre ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, mine Kićder var ganske gennemvĺde, og jeg fřlte en rĺ Kulde i mine Lemmer. Mřrket var bleven end tćttere, det var med Nřd jeg kunde skimte Konstablens Ansigtstrćk foran mig.

»Sĺh,« sagde han, »stĺ nu op!«

Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lćgge mig ned igen, havde jeg ogsĺ adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil kom, at jeg nćsten řjeblikkelig begyndte at fřle Sulten igen.

»Vent lidt!« rĺbte Konstablen efter mig, »Di gĺr jo fra Demses Hat, Tosken! Sĺh, gĺ nu!«

»Jeg syntes nok ogsĺ, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,« stammed jeg fravćrende. »Tak. Godnat.«

Og jeg sjangled afsted.

Den, som nu havde sig lidt Brřd at tage til! Et sĺdant dejligt lidet Rugbrřd, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og tćnkte mig netop den sćrlige Sort Rugbrřd, som det skulde vćre sĺ usigeligt godt at fĺ gnave. Jeg sulted bitterlig, řnsked mig dřd og borte, blev sentimental og grćd. Det blev aldrig Ende pĺ min Elendighed! Sĺ med en Gang standsed jeg op pĺ Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og lřb tilbage. Jeg fřlte mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg ćndsed det ikke, sprang op igen og lřb. Nede ved Jćrnbanetorvet var jeg imidlertid ble ven sĺ trćt, at jeg fřlte mig ikke istand til at fortsćtte helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Lřbet. Endelig standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke ogsĺ vćre ganske ligegyldigt, hvad en sĺdan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tĺlte ikke alt! — Rigtignok! afbrřd jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.

Gud, hvad du kan finde pĺ! tćnkte jeg harmfuldt; lřbe om som en gal i slige dyvĺde Gader mřrke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i Ro. Atter og atter svćlged jeg Spyt, for pĺ den Mĺde at mćtte mig lidt, og jeg syntes, det hjalp. Det havde vćret for smĺt med Mad for mig i mangfoldige Uger, fřr dette kom pĺ, og Krćfterne havde taget betydeligt af i det sidste. Nĺr jeg havde vćret heldig at fĺet en Femkrone opdrevet ved en eller anden Manřvre, vilde ikke gćrne disse Penge vare sĺ lćnge, at jeg blev helt restitueret, fřr en ny Sultetid brřd ind over mig og slog mig i Knć. Det havde faret vćrst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde jeg ogsĺ standse et Řjeblik, nĺr jeg hosted rigtig hĺrdt, eller nĺr jeg gik dygtigt foroverbřjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg ingen Rĺd for. Hvordan kunde det dog vćre, at det slet ikke vilde lysne for mig? Var jeg mĺske ikke lige sĺ berettiget til at leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditřr Hennechen? Om jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svćre Arme at arbejde med, og om jeg mĺske ikke havde sřgt endog en Vedhuggerplads i Mřllergaden, forat tjene mit daglige Brřd? Var jeg lad? Havde jeg ikke sřgt Pladse og hřrt Forelćsninger og skrevet Avisartikler og lćst og arbejdet Nat og Dag, som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brřd og Melk, nĺr jeg havde meget, Brřd, nĺr jeg havde lidet, og sultet, nĺr jeg ingenting havde? Boed jeg pĺ Hotel, havde jeg en Suite Vćrelser i fřrste Etage? Pĺ et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagervćrksted, som Gud og Hvermand havde rřmt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Sĺ jeg kunde aldeles ikke begribe mig pĺ det hele!

Alt dette gik jeg og tćnkte pĺ, og der var ikke sĺ meget som en Gnist af Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.

Ved en Farvehandel standsed jeg og sĺ indad Vinduet; jeg forsřgte at lćse Vignetterne pĺ et Par hermetiske Dĺser, men det var altfor mřrkt. Ćrgerlig pĺ mig selv for dette ny Pĺfund, og heftig, nćsten vred over ikke at kunne finde ud, hvad disse Dĺser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik videre. Oppe i Gaden sĺ jeg en Politibetjent, jeg forstćrked min Gang, gik tćt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning:

»Klokken er ti.«

»Nej, den er to,« svared han forundret.

»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og střnnende af Vrede trĺdte jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hĺnd og sagde: »Hřr, ved De hvad — Klokken er ti!«

Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred forblřffet pĺ mig. Endelig sagde han ganske stille:

»I hvert Fald er det jo pĺ Tiden, at Dere gĺr hjem. Vil Di, atte jej ska' fřlle Dere?«

Ved denne Venlighed blev jeg afvćbnet; jeg fřlte, at jeg fik Tĺrer i Řjnene, og jeg skyndte mig at svare:

»Nej, Tak! — Jeg har bare vćret lidt forsent ude . . . . pĺ en Kafé . . . . Jeg takker Dem sĺ meget.«

Han lagde Hĺnden pĺ Hjćlmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske overvćldet mig, og jeg grćd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. Jeg standsed og sĺ efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig for Panden og grćd heftigere, efterhvert som han fjćrned sig. Jeg skćldte mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Řgenavne, opfandt desperate Benćvnelser, kostelige rĺ Fund af Skćldsord, som jeg overdynged mig selv med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var nćsten helt hjemme. Da jeg kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nřgler.

Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nřgler? Her bor jeg i en Gĺrd, hvor der er en Stald nedenunder og et Blikkenslagervćrksted ovenpĺ; Porten er stćngt om Natten, og ingen, ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg sĺ ikke tabe mine Nřgler? Jeg er vĺd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt latterligt trćt i Knćerne — hvorfor skulde jeg sĺ ikke tabe dem? Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset vćre flyttet ud i Aker, nĺr jeg kom og skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhćrdet af Sult og Forkommenhed.

Jeg hřrte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpĺ; men Porten kunde jeg ikke ĺbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Trćt og bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gĺ tilbage til Bryggen og lede efter mine Nřgler.

Det var igen begyndt at regne, og jeg fřlte allerede Vandet trćkke igennem pĺ mine Skuldre. Ved Rĺdstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde anmode Politiet om at ĺbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en Konstabel og bad ham indstćndigt om at fřlge med og lukke mig ind, hvis han kunde.

Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nřgle. Politiets Nřgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen.

Hvad skulde jeg da gřre.?

Hja, jeg fik gĺ til et Hotel og lćgge mig.

Men jeg kunde virkelig ikke gĺ til et Hotel og lćgge mig; jeg havde ingen Penge. Jeg havde vćret ude . . . . pĺ en Kafé . . . . han forstod jo nok . . . .

Vi stod der en liden Stund pĺ Rĺdstuens Trappe. Han overvejed og betćnkte sig og anskued min Person. Regnen strřmmed ned udenfor os.

»Sĺ fĺr Di gĺ ind til Vagthavende og mćlle Dere som husvild,« sagde han.

Som husvild? Det havde jeg ikke tćnkt pĺ. Ja, Dřd og Plage, det var en god Idé! Og jeg takked Konstablen pĺ Stedet for dette fortrinlige Pĺfund. Om jeg bare simpelthen kunde gĺ ind og sige, at jeg var husvild?

Simpelthen! . . . .

»Navn?« spurgte Vagthavende.

»Tangen — Andreas Tangen.«

Jeg ved ikke, hvorfor jeg lřj. Min Tanke flagred oplřst om og gav mig flere Indfald, end jeg skřtted om; jeg hitted dette fjćrntliggende Navn i Řjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg lřj uden Nřdvendighed.

»Bestilling?«

Dette var at sćtte mig Stolen for Dřren. Hm. Bestilling! Hvad var min Bestilling? Jeg tćnkte fřrst at gřre mig til Blikkenslager, men voved det ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, desuden bar jeg Briller pĺ Nćsen. Da faldt det mig i Sinde at vćre dumdristig, jeg trĺdte et Skridt frem og sagde fast og hřjtideligt:

»Journalist.«

Vagthavende gjorde et Ryk pĺ sig, fřr han skrev, og stor som en husvild Statsrĺd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende kunde nok sĺ godt forstĺ, at jeg nřled med mit Svar. Hvad ligned det, en Journalist pĺ Rĺdstuen, uden Tag over Hovedet!

»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?«

»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desvćrre har jeg vćret lidt forsent ude iaften . . .«

»Ja, det taler vi ikke om!« afbrřd han, og han lagde til med et Smil: »Nĺr Ungdommen er ude . . . . vi forstĺr . . . .« Henvendt til en Konstabel sagde han, idet han rejste sig og bukked hřfligt for mig: »Vis den Herre op i den reserverede Afdeling. Godnat!«

Jeg fřlte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted Hćnderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet »Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skćre Tćnder, og da Nřglen gnissed i Lĺsen, mindedes jeg ved Lyden derom.

»Gassen brćnder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Dřren.

»Og sĺ slukkes den?«

»Sĺ slukkes den.«

Jeg satte mig pĺ Sengen og horte, hvor Nřglen blev vreden om. Den lyse Celle sĺ venlig ud; jeg fřlte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke řnske mig noget bedre end en sĺdan koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende pĺ Sengen med Hatten i Hĺnden og med Řjnene heftet pĺ Gasflammen henne i Vćggen, gav jeg mig til at eftertćnke Momenterne i min fřrste Befatning med Politiet. Dette var den fřrste, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? Og sĺ »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjćrtet med »Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgĺrden i Galla til Klokken to, glemt Portnřglen og en Lommebog pĺ nogle tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .

Sĺ slukner pludseligt Gassen, sĺ forunderlig pludseligt, uden at tage af, uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mřrke, jeg kan ikke se min Hĺnd, ikke de hvide Vćgge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gřre end at gĺ tilsengs. Og jeg klćdte mig af.

Men jeg var ikke sřvntrćt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at se ind i Mřrket, dette tykke Massemřrke, som ingen Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al Mĺde mřrkt, og jeg fřlte dets Nćrvćr trykke mig. Jeg lukked Řjnene, gav mig til at synge halvhřjt og kasted mig frem og tilbage pĺ Briksen, forat adsprede mig; men uden Nytte. Mřrket havde besat min Tanke og lod mig ikke et Řjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven oplřst til Mřrke, gjort til ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slĺr ud med Armene.

Min nervřse Tilstand havde ganske taget Overhĺnd, og det hjalp ikke, hvormeget jeg forsřgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de sćreste Fantasier, tyssende pĺ mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af Anstrćngelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mřrket, og jeg havde aldrig i mine Levedage set et sĺdant Mřrke. Der var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig foran en egen Sort af Mřrke, et desperat Element, som ingen tidligere havde vćret opmćrksom pĺ. De latterligste Tanker sysselsatte mig, og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Vćggen ved min Seng beskćftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mćrke i Muren. Jeg fřler pĺ det, blćser i det og sřger at gćtte mig dets Dybde. Det var ikke noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og hemmelighedsfuldt Hul, som jeg mĺtte vogte mig for. Og besat af Tanken pĺ dette Hul, helt fra mig selv af Nysgćrrighed og Frygt, mĺtte jeg tilsidst stĺ op af Sengen og finde fat pĺ min halve Pennekniv, forat mĺle dets Dybde og forvisse mig om, at det ikke fřrte helt ind til Sidecellen.

Jeg lagde mig tilbage, forat forsřge at falde i Sřvn, men i Virkeligheden for atter at kćmpe med Mřrket. Regnen havde ophřrt udenfor, og jeg hřrte ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin pĺ Gaden, og jeg gav mig ikke Fred, fřrend jeg havde hřrt en Fodgćnger gĺ forbi, efter Lyden at dřmme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg har opfundet det, Kuboĺ. Det har Bogstaver som et Ord, ved sřdeste Gud, Mand, du har opfundet et Ord . . . . Kuboĺ . . . . af stor grammatikalsk Betydning . . . .

Jeg sidder med ĺbne Řjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glćde. Sĺ begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom og smćrtefri, og min Tanke var uden Třjler. Jeg overlćgger i Stilhed med mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang sřger jeg at udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behřved ikke at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter Hĺnden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde Dyrskue? Nĺr jeg betćnkte mig ret, var det ikke engang absolut nřdvendigt, at det betřd Hćngelĺs eller Solopgang. Et sĺdant Ord, som dette, var det ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. Imidlertid kunde jeg sove pĺ det.

Jeg ligger der pĺ Briksen og smĺler, men siger ingenting, udtaler mig ikke hverken fra eller til. Der gĺr nogle Minutter, og jeg blir nervřs, det ny Ord plager mig uden Ophřr, vender altid tilbage, bemćgtiger sig tilsidst al min Tanke og gřr mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde betyde. Det er et Bispřrgsmĺl! sagde jeg hřjt til mig selv, og jeg griber mig i Armen og gentager, at det var et Bispřrgsmĺl. Ordet var Gudskelov fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endelřst og hindrer mig fra at falde i Sřvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt sjćldne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge Hćnder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde noget sĺdant som dette, vilde jeg for lćnge siden have bestemt mig herfor og taget Fřlgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget sjćleligt, en Fřlelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstĺ det? Og jeg husker mig om, forat finde noget sjćleligt. Da forekommer det mig, at nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt: Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Ĺ, rejs til Helvede! Nu mĺtte jeg rigtig le! Om jeg mĺtte spřrge: Hvorfor skulde jeg vćre forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, nĺr jeg specielt havde imod, at det betřd Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Sĺvidt jeg vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . .

Men mer og mer kom min Hjćrne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, forat finde Vandledningen. Jeg var ikke třrst, men mit Hoved stod i Feber, og jeg fřlte en instinktsmćssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg lukked Řjnene og tvang mig til at vćre rolig. Sĺ lĺ jeg i flere Minutter, uden at gřre en Bevćgelse, jeg blev sved, og jeg fřlte Blodet střde heftigt gennem Ĺrene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter Penge i det Krćmmerhus! Han hosted ogsĺ blot én Gang. Mon han gĺr dernede endnu? Sidder pĺ min Bćnk? . . . . Det blĺ Perlemor . . . . Skibene . . . .

Jeg ĺbned Řjnene. Hvor kunde jeg ogsĺ holde dem lukket, nĺr jeg ikke kunde sove? Og det samme Mřrke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrćngelser, forat finde et Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mřrke, et Ord sĺ grusomt sort, at det kunde svćrte min Mund, nĺr jeg nćvnte det. Herregud, hvor det var mřrkt! Og jeg bringes igen til at tćnke pĺ Havnen, pĺ Skibene, de sorte Uhyrer, der lĺ og vented pĺ mig. De vilde suge mig til sig og holde mig fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mřrke Riger, som ingen Mennesker har set. Jeg fřler mig ombord, trukket tilvands, svćvende i Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hćst Skrig af Angst og hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sĺdan farlig Rejse, suset ned gennem Luften som en Byldt. Hvor fřlte jeg mig ikke frelst, da jeg slog Hĺnden mod den hĺrde Briks! Sĺledes er det at dř, sagde jeg til mig selv, nu skal du dř! Og jeg lĺ en liden Stund og tćnkte over dette, at nu skulde jeg dř. Da rejser jeg mig op i Sengen og spřrger strćngt: Hvem sagde, at jeg skulde dř? Har jeg selv fundet Ordet, sĺ er jeg i min gode Ret til selv at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hřrte selv, at jeg fantasered, hřrte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandseslřs. Og den Tanke fôr mig med ét gennem Hjćrnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rćdsel farer jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Dřren, som jeg prřver at ĺbne, kaster mig et Par Gange mod den, forat sprćnge den, střder mit Hoved mod Vćggen, jamrer hřjt, bider mig i Fingrene, grćder og bander . . . .

Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var falden om pĺ Gulvet, ude af Stand til lćnger at tumle om i Cellen. Da skimter jeg hřjt oppe, midt for mine Řjne, en grĺlig Kvadrat i Vćggen, en Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg fřlte, at det var Dagslyset, fřlte det med hver Pore i mit Legeme. Ĺ, hvor ĺnded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted mig flad pĺ Gulvet og grćd af Glćde over dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og bar mig ad som en gal. Og jeg var mig ogsĺ i dette Řjeblik bevidst, hvad jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smćrte ophřrt, og jeg havde i denne Stund ikke et Řnske uopfyldt, sĺ vide min Tanke kunde gĺ. Jeg satte mig overende pĺ Gulvet, folded Hćnderne og vented tĺlmodig pĺ Dagens Frembrud.

Hvilken Nat havde ikke dette vćret! At man dog ikke har hřrt nogen Larm, tćnkte jeg forundret. Men jeg var jo ogsĺ i den reserverede Afdeling, hřjt over alle Fanger. En husvild Statsrĺd, om jeg sĺ mĺtte sige. Stadigt i den bedste Stemning, med Řjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, mored jeg mig selv med at agere Statsrĺd, kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hřrt op, kun var jeg langt mindre nervřs. Om jeg ikke havde begĺet den beklagelige Tankelřshed at lćgge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke mĺtte have den Ćre at bringe Hr. Statsrĺden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksen og lagde mig.

Det var nu bleven sĺ lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids, og lidt efter kunde jeg se det svćre Hĺndtag i Dřren. Dette adspreded mig; det ensformige Mřrke, sĺ irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart fřlte jeg mine Řjne lukkes. after ruler

* * *

Jeg vćkkedes af et Par Slag i min Dřr. I al Hast sprang jeg op og klćdte mig skyndsomt pĺ; mine Klćder var endnu gennemvĺde fra igĺraftes.

»Di vil mćlle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen.

Var der altsĺ igen Formaliteter at gennemgĺ! tćnkte jeg bange.

Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle husvilde. Og en for en blev de rĺbt op af Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig vćk til Konstablen ved sin Side:

»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at trćnge et Mĺltid.«

Og jeg stod og sĺ pĺ disse Billetter og řnsked mig en.

»Andreas Tangen, Journalist!«

Jeg trĺdte frem og bukked.

»Kćre, hvordan kan De vćre kommen her?«

Jeg forklared den hele Sammenhćng, gav den samme Historie som igĺraftes, lřj med ĺbne Řjne og uden at blinke, lřj med Oprigtighed: Vćret lidt forsent ude, desvćrre . . . . pĺ en Kafé . . . . mistet Portnřglen . . . .

»Ja,« sagde han og smilte, »sĺledes er det! Har de sovet godt da?«

»Som en Statsrĺd!« svaredjeg. »Som en Statsrĺd!«

»Det glćder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!«

Og jeg gik.

En Billet, en Billet ogsĺ til mig! Jeg har ikke spist pĺ over tre lange Dage og Nćtter. Et Brřd! Men der var ingen, som břd mig en Billet, og jeg turde ikke begćre en. Det vilde řjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var; man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med lřftet Hoved, med millionćr Holdning og Hćnderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af Rĺdstuen.

Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken pĺ Youngstorvet var i fuld Bevćgelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper pĺ Lommen og fřler efter mit Manuskript; nĺr Klokken blev elleve, vilde jeg forsřge at trćffe Redaktřren. Jeg stĺr en Stund pĺ Ballustraden og iagttager Livet nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klćder. Hungeren indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig smĺ fine Stik, som smćrted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand pĺ ti Řre, og finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys omkring mig; Himlen strřmmed som et fint Hav henover Lierfjćldene . . . .

Jeg var uden at vide det pĺ Vejen hjem.

Jeg sulted svare, og jeg fandt mig pĺ Gaden en Trćspĺn at tygge pĺ. Det hjalp. At jeg dog ikke havde tćnkt pĺ det fřr!

Porten var ĺben, Staldkarlen hilste som sćdvanligt Godmorgen.

»Fint Vejr!« sagde han.

»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at lĺne mig en Krone? Han gjorde det vist sĺ gćrne, hvis han kunde. Jeg havde desuden engang skrevet et Brev for ham.

Han stod og smagte pĺ noget, han vilde sige.

»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Vćrtinden min idag, Di kunde vel ikke vćre sĺ snil at lĺne mig fem Kroner, vel? Bare pĺ no 'en Da'er. Di har gjort mig en Tjeneste fřr, Di.«

»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Mĺske senerehen, mĺske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit Vćrelse.

Her kasted jeg mig pĺ min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at han var kommet mig i Forkřbet! Min Ćre var reddet. Fem Kroner — Gud bevare dig, Mand! Du kunde lige sĺ gćrne spurgt mig om fem Aktier i Dampkřkkenet eller en Herregĺrd ude i Aker.

Og Tanken pĺ disse fem Kroner fik mig til at le hřjere og hřjere. Var jeg dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er! Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg střder Vinduet op, forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til Bordet, dette skrřbelige Bord, som jeg mĺtte střtte med Knćerne, nĺr jeg skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Třr jeg spřrge, vil De drikke et Glas Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsrĺd Tangen. Desvćrre har jeg vćret lidt forsent ude . . . . Portnřglen . . . .

Og uden Třjler lřb min Tanke igen ud pĺ vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt bevidst, at jeg talte usammenhćngende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at jeg hřrte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du usammenhćngende igen! Og jeg kunde dog ikke hjćlpe for det. Det var som at ligge vĺgen og tale i Sřvne. Mit Hoved var let, uden Smćrte og uden et Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen Modstand.

Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den rřde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ĺnder! Kys mig, Elskede! mer! mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad om en Bif . . . .

Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hřrte jeg Hestene tygge Havre. Jeg sad og gumled pĺ min Trćspĺn, oprřmt, glad i Sind som et Barn. Stadig vćk havde jeg fřlt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken, men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og jeg trak det frem.

Det var bleven vĺdt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset. Derpĺ gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Vćrelse. Hvor alt sĺ nedslĺende ud! Omkring pĺ Gulvet smĺ nedtrampede Levninger af Blikplader; men ikke en Stol at sidde pĺ, ikke engang en Spiger i de nřgne Vćgge. Alt var bragt til »Onkels« Kćlder og fortćret. Et Par Ark Papir pĺ Bordet, belagt med tykt Střv, var al min Ejendom; det gamle, grřnne Tćppe pĺ Sengen havde Hans Pauli lĺnt mig for nogle Mĺneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjćlpe mig! Og jeg husker mig om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks. Hurtigt tager jeg min Hat pĺ, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen og haster nedad Trappen.

»Hřr, Jens Olaj,« rĺbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg kan hjćlpe dig i Eftermiddag!«

Kommen til Rĺdstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer mig til at gĺ indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordřren standsed jeg, forat undersřge om mine Papirer lĺ efter Pagina; jeg glatted dem omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked pĺ. Mit Hjćrte klapped hřrligt, da jeg trĺdte ind.

Saksen er som sćdvanlig tilstede. Jeg spřrger frygtsomt efter Redaktřren. Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smĺnyt i Provinsaviserne.

Jeg gentager mit Spřrgsmĺl og stiger lćnger frem.

Redaktřren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op.

Om hvornĺr han kom?

Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di.

Hvorlćnge var Kontoret ĺbent?

Herpĺ fik jeg intet Svar, og jeg mĺtte gĺ. Saksen havde ikke kastet et Blik pĺ mig under det hele; han havde hřrt min Stemme og genkendt mig pĺ den. Sĺ ilde set er du her, tćnkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er Ordre fra Redaktřren? Jeg havde rigtignok ogsĺ, lige siden min berřmte Fřljeton til ti Kroner blev antagen, oversvřmmet ham med Arbejder, rćndt pĺ hans Dřre nćsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde mĺttet lćse igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende pĺ det, tage sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig pĺ Vejen ud i Homandsbyen.

Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent pĺ Kvisten i en fem Etages Gĺrd, altsĺ var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, sĺ vilde han ikke spare den. Jeg vilde fĺ den lige sĺ sikkert, som jeg havde den i Hĺnden. Og jeg gik og glćded mig til denne Krone den hele Vej og fřlte mig vis pĺ at fĺ den. Da jeg kom til Gadedřren, var den stćngt, og jeg mĺtte ringe pĺ.

»Jeg řnsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg ved hans Vćrelse.«

»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed pĺ Kvisten? Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at fĺ sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nćvnte Numret.

Jeg gĺr fuld af Tro og Hĺb helt ned i Toldbodgaden, forat spřrge om Hans Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg mĺtte udnytte den. Undervejs kom jeg forbi et nys opfřrt Hus, hvor et Par Snedkere stod og hřvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spĺner, stak den ene i Munden og gćmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej. Jeg střnned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort ti Řres Brřd i Vinduet, det střrste Brřd, som kunde fĺes for den Pris . . . .

»Jeg kommer, forat fĺ vide Student Pettersens Adresse.«

»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nĺ, sĺ vilde jeg mĺske vćre sĺ snil at medtage et Par Breve, som var kommet?

Jeg gĺr atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knćerne og spiste sin gode, varme Dampkřkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brřdet endnu ligger pĺ sin Plads, og nĺr endelig Bernt Ankers Gade, halvdřd af Udmattelse. Dřren var ĺben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sćtte Hans Pauli i Humřr, nĺr jeg kom ind. Han vilde vist ikke nćgte mig denne Hĺndsrćkning, nĺr jeg forklared ham Omstćndighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde sĺ stort Hjćrte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . .

Pĺ Dřren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst hjem«.

Jeg satte mig ned pĺ Stedet, satte mig pĺ det bare Gulv, dump trćt, slagen af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst hjem! Sĺ tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tĺre i mine Řjne, jeg havde ikke en Tanke og ikke en Fřlelse. Med opspćrrede Řjne sad jeg og stirred pĺ Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, mĺske tyve, eller mer, jeg sad der stadig pĺ samme Plet og rřrte ikke en Finger. Denne dumpe Dřs var nćsten som en Blund. Sĺ hřrer jeg nogen komme i Trappen, jeg rejser mig og siger:

»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«.

»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.«

»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »sĺ fĺr han dem, nĺr han kommer. Der kunde vćre vigtige Ting i dem. Godmorgen!«

Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde hřjt midt pĺ ĺben Gade, idet jeg knytted Hćnderne: Jeg skal sige dig et, min kćre Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tćnder op mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt!

Jeg gik sĺ nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, folder jeg Hćnderne, lćgger mit Hoved pĺskakke og spřrger med sřd, fromladen Stemme: Har du ogsĺ henvendt dig til ham, mit Barn?

Det lřd ikke rigtigt.

Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du ogsĺ anrĺbt Ham, mit Barn? Og jeg sćnker Hovedet og gřr min Stemme begrćdelig og svarer: Nej!

Det lřd heller ikke rigtigt.

Du kan jo ikke hykle, din Nar! Ja, skal du sige, ja, jeg har anrĺbt min Gud Fader! og du skal fĺ til den ynkeligste Melodi pĺ dine Ord, som du nogensinde har hřrt. Sĺ, op igjen! Ja, det var bedre. Men du mĺ sukke, sukke som en krampesyg Hest. Sĺ!

Der gĺr jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utĺlmodig i Gaden, nĺr jeg ikke fĺr det til, og skćlder mig ud for et Trćhoved, mens de forbausede forbigĺende vender sig om og betragter mig.

Jeg tygged uafbrudt pĺ min Hřvlspĺn og sjangled sĺ hurtigt, jeg kunde, nedad Gaderne. Fřrend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved Jćrnbanetorvet. Klokken viste halv to pĺ Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og overvejed. En mat Sved trćngte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Řjne. Fřlg med en Tur pĺ Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jćrnbanebryggen.

Skibene lĺ derude, Sjřen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevćgelse overalt, pibende Dampflřjter, Dragere med Kasser pĺ Skuldrene, muntre Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nćrheden af mig og luder med sin brune Nćse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt af Lćkkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der sidder ved min Side og forestiller ham indtrćngende dette Misforhold med Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han mĺtte dog vel indrřmme, at . . . . Men den gode Mand aned Urĺd og lod mig ikke engang tale tilende, fřr han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, fast bestemt pĺ at overbevise Manden om hans Fejltagelse.

»Endog af Hensyn til de sanitćre Forholde«, sagde jeg og klapped ham pĺ Skuldren . . . .

»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitćre Forholde,« sagde han og stirred pĺ mig i Rćdsel.

Nĺ, det forandred Sagen, nĺr han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde gjřre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde vćre mig en Fornřjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . .

Men Manden vilde absolut blive af med mig og skrĺed hurtigt over Gaden til det andet Fortoug.

Jeg gik atter tilbage til min Bćnk og satte mig. Jeg var meget urolig, og den store Lire, som havde begyndt at spille lidt lćnger henne, gjorde mig end vćrre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden Pige synger en sřrgelig Vise. Det flřjteagtige, lidelsesfulde i Liren risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de Genklang, og et Řjeblik efter falder jeg tilbage pĺ Bćnken, klynkende, nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker pĺ, nĺr man sulter! Jeg fřler mig optagen i disse Toner, oplřst til Tone, jeg strřmmer ud, og jeg fornemmer sĺ tydeligt, hvorledes jeg strřmmer, svćvende hřjt over Bjćrge, dansende ind over lyse Zoner . . . .

»En Řre!« siger den lille Lirepige og rćkker sin Bliktalćrken frem, »bare en Řre!«

»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men Barnet tror, at jeg blot vil holde Lřjer med hende og fjćrner sig straks, uden at sige et Ord. Denne stumme Tĺlsomhed var mig for stor; havde hun skćldt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smćrten greb mig, og jeg rĺbte hende tilbage. Jeg ejer ikke en Řre, sagde jeg, men jeg skal huske dig siden, mĺske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde ikke glemme det. Altsĺ imorgen . . . .

Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg grćd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetřs ikke vilde tro mig. Endnu engang rĺbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadeslřs, sagde jeg, vent blot et Řjeblik . . . .

Og jeg havde ingen Vest.

Hvor kunde jeg ogsĺ lede efter den! Der var gĺet Uger, siden den var i mit Eje. Hvad gik der ogsĺ af mig? Den forbausede Pige vented ikke lćnger, men trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg mĺtte lade hende gĺ. Folk stimled sammen om mig og lo hřjt, en Politibetjent trćnger sig hen til mig og vil vide, hvad der er pĺfćrde.

»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behřver De ikke at stĺ og le ad. Jeg kunde bare gĺ hjem og tage en anden pĺ.«

»Ingen Opstyr pĺ Gaden!« siger Konstablen. »Sĺh, marsch!« Og han puffer mig afsted. »Er dette Demses Papirer?« rĺbte han efter mig.

Ja, Dřd og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg ogsĺ vćre sĺ uforsigtig . . . .

Jeg fĺr fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og gĺr, uden at standse et Řjeblik eller se mig omkring, op til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire pĺ Vor Frelsers Ur.

Kontoret er stćngt. Jeg lister mig lydlřst nedad Trapperne, bange som en Tyv, og standser rĺdvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gřre? Jeg lćner mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tćnker efter. En Knappenĺl ligger og skinner foran mine Fřdder, og jeg břjer mig ned og tager den op. Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg fĺ for dem? Det vilde mĺske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og undersřgte dem til alle Kanter og fandt dem sĺ godt som nye. Det var en heldig Idé alligevel, jeg kunde skćre dem ud med min Pennekniv og bringe dem hen i Kćlderen. Hĺbet om, at jeg kunde sćlge disse fem Knapper, oplived mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glćde tog Overhĺnd med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en. Herunder holdt jeg fřlgende tyste Passiar:

Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en řjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger De? De mĺ ikke forsnakke Dem. Jeg vil se pĺ den, som slider mindre Knapper, end jeg. Gĺr altid med Frakken ĺben, skal jeg sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, nĺr De ikke vil, sĺ! Men jeg skal have mine ti Řre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud, hvem har sagt, at de skal gřre det? De kan holde Deres Mund og lade mig vćre i Fred . . . . Ja, ja, sĺ kan De jo hente Politiet, vel. Jeg skal vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjćle noget fra Dem . . . . Nĺ, Goddag, Goddag! Mit Navn er altsĺ Tangen, jeg har vćret lidt forsent ude . . . .

Sĺ kommer der nogen i Trappen. Jeg er řjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi, besvarer ikke engang min Hilsen, fĺr det pludselig sĺ travlt med at se pĺ sine Negle. Jeg standser ham og spřrger efter Redaktřren.

»Ikke tilstede, Di.«

»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frćkhed, som forundred mig selv, fortsatte jeg: »Jeg mĺ tale med ham; det er et nřdvendigt Ćrinde — Meddelelser fra Stiftsgĺrden.«

»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?«

»Til Dem?« sagde jeg og mĺlte Saksen lidt med Řjnene.

Det hjalp. Han fulgte straks med og ĺbned Dřren. Nu sad mit Hjćrte mig i Halsen. Jeg bed Tćnderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked pĺ, og trĺdte ind i Redaktřrens Privatkontor.

»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.«

Havde han vist mig Dřren, vilde det vćret kćrkomnere; jeg fřlte Grĺden og sagde:

»Jeg beder Dem undskylde . . . .«

»Sćt Dem ned,« gentog han.

Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var mig magtpĺliggende at fĺ ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sĺdan Flid med den, den havde kostet mig sĺ megen Anstrćngelse.

»Jeg skal lćse den,« sagde han og tog den. »Anstrćngelse koster det Dem vist alt, De skriver; men De er sĺ altfor heftig. Nĺr De bare kunde vćre lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg lćse den.« Og han vendte sig igjen ind til Bordet.

Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid var Feber? Sĺ vilde han ganske sikkert hjćlpe mig; det var ikke fřrste Gang.

Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde mĺske blive samme Tilfćldet nu. Nej, det skulde ikke ske! Sĺ jeg slet ikke, at han sad i Arbejde?

»Var det ellers noget?« spurgte han.

»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornĺr mĺ jeg fĺ hřre ind igen?«

»Ĺ, nĺrsomhelst De gĺr forbi,« svared han, »om et Par Dage eller sĺ.«

Jeg kunde ikke fĺ min Begćring over Lćberne. . Denne Mands Venlighed syntes mig uden Grćndser, og jeg skulde vide at pĺskřnne den. Heller sulte tildřde. Og jeg gik.

Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen fřlte Hungerens Anfald, angred jeg at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden Hřvlspĺn op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde jeg ikke gjort det fřr? Du mĺtte skamme dig! sagde jeg hřjt; kunde det virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sćtte ham i Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg endnu har hřrt! sagde jeg; rćnde pĺ en Mand og nćsten klore Řjnene ud pĺ ham, bare fordi du trćnger en Krone, din elendige Hund! Sĺ, marsch! Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lćre dig!

Jeg begyndte at lřbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene Gade efter den anden, drev mig fremad ved indćdte Tilrĺb og skreg taust og rasende til mig selv, nĺr jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet hřjt op i Pilestrćdet. Da jeg endelig stod stille, nćsten grćdefćrdig af Vrede over ikke at kunne lřbe lćnger, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg slćngte mig ned pĺ en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stĺende, og jeg lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter flere Minutters Forlřb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sćtte mig; endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads pĺ Trappen.

Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg třrred Sveden af mit Ansigt og drak store, friske Ĺndedrag ind. Hvor havde jeg ikke lřbet! Men jeg angred det ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg ogsĺ villet begćre den Krone? Nu sĺ jeg Fřlgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rřrende, og trćt og kraftlřs begyndte jeg at grćde. En stille og inderlig Grĺd, en indvendig Hulken uden en Tĺre.

Et Kvarters Tid eller mer sad jeg pĺ samme Sted. Folk kom og gik, og ingen forulemped mig. Smĺbřrn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et Trć pĺ den anden Side af Gaden.

En Politikonstabel kommer henimod mig.

»Hvorfor sitter Di her?« sagde han.

»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.«

»Jeg har lagt Mćrke til Dere den sidste Hal'time,« sagde han. »Di har sitti her en hal' Time?«

»Sĺ omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og gik.

Kommen til Torvet, standsed jeg og sĺ ned i Gaden. Af Lyst! Var nu ogsĺ det et Svar? Af Trćthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme begrćdelig — du er et Fć, du lćrer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og du skulde sukket som en Hest.

Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald. Jeg knipsed i Fingrene, slog i en hřj Latter, som forbaused de forbigĺende, og sagde: Nej, nu skal du virkelig gĺ ud til Prćsten Levion. Det skal du bitterdřd gřre. Jo, bare forat forsřge. Hvad har du at forsřmme med det? Det er ogsĺ sĺdant dejligt Vejr.

Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions Bopćl og begav mig derud. Nu gćlder det! sagde jeg, far nu ikke med Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende, det fřrste fornřdne. Men du skal lćgge Hovedet pĺ Skuldren og sćtte Melodi pĺ dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Sĺ gĺr jeg ikke et Skridt videre, sĺ meget du ved det. Sĺ: du er i en sĺre anfćgtet Tilstand, kćmper med Mřrkets Magter og store, lydlřse Uhyrer om Nćtterne, sĺ det er en Gru, hungrer og třrster efter Vin og Mćlk og fĺr det ikke. Sĺ langt er det kommet med dig. Nu stĺr du her og har ikke sĺ godt som Spyt i Lampen. Men du tror pĺ Nĺden, Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slĺ Hćnderne sammen og se ud som en ren Satan til at tro pĺ Nĺden. Med Hensyn til Mammon, sĺ hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Prćstens Dřr standsed jeg og lćste: »Kontortid fra 12 til 4.«

Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gřr vi Alvor af det! Sĺ, ned med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte pĺ til Familjelejligheden.

»Jeg sřger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at fĺ Guds Navn med.

»Han er gĺet ud,« svared hun.

Gĺet ud! Gĺet ud! Det řdelagde hele min Plan, forrykked fuldstćndigt alt, jeg havde tćnkt at sige. Hvad Nytte havde jeg sĺ af denne lange Tur? Nu stod jeg der.

»Var det noget isćr?« spurgte Pigen.

»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sĺdant dejligt Guds Vejr, og sĺ vilde jeg gĺ herud og hilse pĺ ham.«

Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gřre hende opmćrksom pĺ Knappenĺlen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende med Řjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen Ting.

Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?

Jo, men hun havde Gigt, lĺ pĺ en Sofa, uden at kunne rřre sig . . . . Vilde jeg mĺske lćgge ned et Bud eller noget?

Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var sĺ bra efter Middagen. —

Jeg begav mig pĺ Vejen tilbage. Hvad vilde det fřre til at passiare lćnger? Desuden var jeg begyndt at fřle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Fćrd med at knćkke sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket pĺ en Time forsent, Nĺdens Tid var omme!

Pĺ Stortorvet satte jeg mig pĺ en af Bćnkene ved Kirken. Herregud, hvor det begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg grćd ikke, jeg var for trćt; udpint til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urřrlig og sulted. Brystet var mest betćndt, det sved aldeles besynderlig slemt derinde. Det vilde heller ikke hjćlpe lćnger at tygge Spĺn; mine Kćver var trćtte af det frugteslřse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. Ovenikřbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt pĺ Gaden, og som jeg straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsĺren svulmed blĺ pĺ mine Hĺndled.

Hvad havde jeg ogsĺ egentlig nřlet efter? Lřbet om den hele Dag efter en Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer lćnger. Var det i Grunden ikke ligegyldigt, om det uundgĺelige skete en Dag fřr eller en Dag senere? Havde jeg opfřrt mig som et ordentligt Menneske, var jeg gĺet hjem og lagt mig til Ro for lćnge siden, overgivet mig. Min Tanke var i Řjeblikket klar. Nu skulde jeg dř; det var i Hřstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde forsřgt hvert Middel, udnyttet hver Hjćlpekilde, som jeg vidste om. Jeg kćled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu hĺbed pĺ en mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at dř! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt fćrdigt, gřre mig parat. Jeg vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde jeg lćgge pĺ det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde igen, og det grřnne Tćppe kunde jeg . . . .

Det grřnne Tćppe! Jeg blev med én Gang lys vĺgen, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg fik stćrk Hjćrteklap. Jeg rejser mig op fra Bćnken og begynder at gĺ, Livet rřrer sig pĺny i alle mine Fibrer, og jeg gentager Gang pĺ Gang de lřsrevne Ord: Det grřnne Tćppe! Det grřnne Tćppe! Jeg gĺr hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og stĺr om en kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagervćrksted.

Uden at standse et Řjeblik eller vakle i min Beslutning, gĺr jeg bort til Sengen og ruller Hans Paulis Tćppe sammen. Det skulde vćre underligt, om ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betćnkeligheder, som opstod hos mig, halve indre Rĺb om et vist Brandmćrke, det fřrste sorte Tegn i min Hćderlighed, hćved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . .

Og jeg tog Tćppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5.

Jeg banked pĺ og trĺdte ind i den store fremmede Sal, for fřrste Gang; Bjćlden pĺ Dřren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand kommer ind fra et Sidevćrelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller sig foran Disken.

»Ĺ, lĺn mig en halv Krones Penge pĺ mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal lřse dem ind om et Par Dage, sikkert.«

»Hvad? Nej, det er jo Stĺlbriller?«

»Ja.«

»Nej, det kan jeg ikke.«

»Ĺ, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spřg ogsĺ. Nej, jeg har et Tćppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for lćnger, og det faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.«

»Jeg har desvćrre et helt Lager af Sengeklćder,« svared han, og da jeg havde fĺet det oprullet, kasted han et eneste Blik pĺ det og rĺbte:

»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!«

»Jeg vilde vise Dem den dĺrligste Side fřrst,« sagde jeg; »det er meget bedre pĺ den anden Side.«

»Ja, ja, det hjćlper ikke, jeg vil ikke eje det, og De fĺr ikke ti Řre for det noget Sted.«

»Nej, det er grejt, at det ikke er vćrd noget,« sagde jeg; »men jeg tćnkte, at det kunde gĺ under ét med et andet gammelt Tćppe pĺ Auktionen.«

»Ja, nej, det nytter ikke.«

»Fem og tyve Řre?« sagde jeg.

»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.«

Sĺ tog jeg atter Tćppet under Armen og gik hjem.

Jeg lod som intet var hćndt, bredte igen Tćppet over Sengen, glatted det godt ud, som jeg plejed, og forsřgte at udslette ethvert Spor af min sidste Handling. Jeg kunde umuligt have vćret ved min fulde Forstand i det Řjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begĺ denne Kćltringstreg; jo mer jeg tćnkte herpĺ, des urimeligere forekom det mig. Det mĺtte vćre et Anfald af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det begyndte at bćre galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsřgt med Brillerne fřrst. Og jeg glćded mig meget over, at jeg ikke havde fĺet Anledning til at fuldbyrde denne Brřde, som vilde have flćkket til de sidste Timer, jeg leved.

Og atter vandred jeg ud i Byen.

Jeg slog mig pĺny ned pĺ en Bćnk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet pĺ Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik.

Jeg fik sidde ogsĺ denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt sĺ galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo ogsĺ tidsnok hjem.

Og jeg dused og tćnkte og led ganske hĺrdt. Jeg havde fundet mig en liden Sten, som jeg pudsed af pĺ mit Frakkećrme og stak i Munden, forat have noget at gumle pĺ; ellers rřrte jeg mig ikke og flytted ikke engang Řjnene. Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften.

Men jeg kunde jo forsřge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og desuden var jeg sĺ temmelig syg. Men nĺr jeg ret betćnkte mig, sĺ skulde jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — nĺr jeg gik hjem?

Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det begyndte at brćnde over mine Řjenbryn, det trak op til Feber, og jeg skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brřdet lĺ. Sĺ, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om jeg nu gik ind og bad om en Bid Brřd? Det var en Strejftanke, et Glimt; det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted pĺ Hovedet. Og jeg gik videre.

I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt lćnger henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik sĺ sagte og betćnksomt, jeg sĺ ud til at grunde pĺ noget af hvert — og Pigen kom ud pĺ Gaden.

»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud hjćlpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.

Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg virkelig begyndt at dř? Jeg fřlte med Hĺnden opad Kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skĺler med Bunden ind; men Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej.

Men jeg standsed igen. Jeg mĺtte vćre ganske ubegribelig mager. Og Řjnene var pĺ Vej ind gennem Hovedet. Hvordan sĺ jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan ogsĺ, at man mĺtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg fřlte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrćkning. Hjćlpe os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage til i Landet, med et Par Nćver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden og Mĺde i det? Jeg havde ligget i Sćlen og slidt Nćtter og Dage, som en Mćr, der slćber en Prćst; jeg havde lćst mig Řjnene ud af Skolten og sultet mig Forstanden ud af Hjćrnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog Gadetćverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det vćre stop — forstĺr du det! — stop skulde det Djćvelen besćtte mig vćre! . . . . Med stadigt tiltagende Raseri, skćrende Tćnder under Fřlelsen af min Mathed, under Grĺd og Eder, vedblev jeg at buldre lřs, uden at ćndse Folk, der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, lřb med Vilje min Pande mod Lygtepćlene, satte Neglene dybt ind i mine Hĺndbage, bed i Afsindighed i min Tunge, nĺr den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget ondt.

Ja, men hvad skal jeg gřre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gřrer — En Herre gĺr just forbi og bemćrker smilende:

»De břr gĺ og begćre Dem anholdt.«

Jeg sĺ efter ham. Det var en af vore bekendte Damelćger, »Hertugen« kaldet. Ikke engang han forstod sig pĺ min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis Hĺnd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han havde Ret. Jeg fřlte Vanviddet i mit Blod, fřlte dets Jag gennem Hjćrnen. Sĺ dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, sřrgelige Gang. Dér skulde jeg altsĺ havne!

Med ét stĺr jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var nćsten hćs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt. Sĺ vilde jeg komme pĺ Rĺdstuen igen, blive indestćngt i en mřrk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var andre Udveje ĺbne endnu, som jeg ikke havde forsřgt. Og jeg vilde forsřge dem; jeg vilde vćre sĺ inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gĺ ufortrřdent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler Cisler, ham havde jeg slet ikke vćret hos. Der blev nok en Rĺd . . . . Sĺledes gik jeg og talte, indtil jeg nćsten fik mig selv til at gćde af Rřrelse. Bare ikke blive anholdt!

Cisler? Var det mĺske et hřjere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind uden Grund, og han boed sĺ langt borte; men jeg vilde dog opsřge ham, gĺ sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde vćret der ofte, křbt sĺ mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde mĺske genere ham; jeg fik spřrge om en hel.

Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans Kontor. Der sad Manden, smuk, klćdt efter Moden, og gennemsĺ Regninger.

Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ćrinde. Tvungen af Trang til at henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret lćnge, fřr jeg skulde betale det tilbage . . . . Nĺr jeg fik Honoraret for min Avisartikel . . . . Han vilde gřre mig sĺ stor en Velgćrning . . . .

Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde. Da jeg var fćrdig, sĺ han pĺskrĺ henimod mig, rysted sit smukke Hoved og sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord.

Mine Knć skalv voldsomt, og jeg střtted mig mod den lille polerede Skranke. Jeg fik forsřge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind, da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig hřjst forkommen, sagde jeg, temmelig syg, desvćrre; det vilde sikkert ikke gĺ mer end et Par Dage, fřr jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde vćre sĺ snil?

»Kćre Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et fuldstćndigt X, lřben ind fra Gaden. Gĺ til Bladet, hvor man kender Dem.«

»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stćngt, og jeg er meget sulten nu.«

Han rysted vedholdende pĺ Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg havde grebet fat i Lĺsen.

»Farvel!« sagde jeg.

Det var ikke noget hřjere Fingerpeg, tćnkte jeg og smilte bittert; sĺ hřjt kunde ogsĺ jeg pege, nĺr det kom an pĺ det. Jeg sled mig frem det ene Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Řjeblik pĺ en Trappe. Nĺr jeg bare ikke blev anholdt! Rćdselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden, lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg sĺ en Konstabel i min Vej, tusled jeg ind i en Sidegade, forat undgĺ at mřde ham. Nu tćller vi et hundrede Skridt, sagde jeg, og forsřger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Rĺd . . . .

Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrĺdt. En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellćns Skildt pĺ Dřren, pakkede Hylder og Borde i lang Rćkke. Jeg vented til den sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun sĺ lykkelig ud! Jeg nćnned ikke at prřve at gřre Indtryk med min Knappenĺl i Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked.

»Řnsker De noget?« spurgte Betjenten.

»Er Chefen tilstede?« sagde jeg.

»Han er pĺ Fjćldtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget sćrligt, hvad?«

»Det galdt nogle Řre til Mad,« sagde jeg og forsřgte at smile; »jeg er bleven sulten, og jeg har ikke en Řre.«

»Sĺ er De lige sĺ rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne Garnpakker.

»Ĺ, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, pĺ en Gang kold over hele Legemet. »Jeg er virkelig nćsten dřd af Sult, det er mange Dage, siden jeg nřd noget.«

I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrćnge sine Lommer, en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham pĺ hans Ord, hvad?

»Bare fem Řre?« sagde jeg. »Sĺ skal De fĺ ti igen om et Par Dage.«

»Kćre Mand, vil De have mig til at stjćle af Skuffen?« spurgte han utĺlmodig.

»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Řre af Skuffen.«

»Det blir ikke mig, som gřr det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det vćre nok af dette.«

Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund for det usleste Ben og ikke fĺet det. Nej, nu fik der blive en Ende pĺ det! Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i sĺ mange Ĺr, stĺet rank i sĺ hĺrde Stunder, og nu var jeg pĺ en Gang sunken ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrĺet min hele Tanke, overstćnket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gřre mig bevćgelig og stĺ og grćde til de mindste Krćmmere. Og hvad havde det nyttet? Stod jeg mĺske ikke fremdeles uden en Brřdbid at stikke i Munden. Jeg havde opnĺet at fĺ mig til at vćmmes ved mig selv. Ja, ja, nu mĺtte det komme til en Ende! Retnu stćngte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, hvis jeg ikke vilde ligge pĺ Rĺdstuen inat igen . . . .

Dette gav mig Krćfter; ligge pĺ Rĺdstuen vilde jeg ikke. Med foroverbřjet Krop, med Hĺnden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved jeg fremad, holdt Řjnene fćstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken var blot syv pĺ Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, fřr Porten stćngtes. Hvor jeg havde vćret bange!

Sĺ var der altsĺ ikke en Ting uforsřgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At det virkelig ikke vilde lykkes én Gang pĺ en hel Dag! tćnkte jeg. Om jeg fortalte det til nogen, sĺ var der ingen, som ville tro det, og om jeg skrev det ned, sĺ vilde man sige, at det var lavet. Ikke pĺ et eneste Sted! Ja, ja, der var ingen Rĺd med det; fremfor alt ikke gĺ og vćre rřrende mer. Fy, det var ćkelt, forsikkrer dig pĺ, det gřr mig vammel af dig! Nĺr alt Hĺb var ude, sĺ var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjćle mig en Hĺndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste, at Stalden var lukket.

Jeg tog det mageligt og krřb i sen Sneglegang hjemover. Jeg fřlte Třrst, glćdeligvis for fřrste Gang den hele Dag, og jeg gik og sĺ mig om efter et Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne, og ind i et Privathus vilde jeg ikke gĺ; jeg kunde mĺske ogsĺ vente til jeg kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg kunde fĺ beholde en Slurk Vand heller; min Mave tĺlte ikke lćnger nogen Ting, jeg fřlte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svćlged ned.

Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsřgt med Knapperne endda? Da stod jeg plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Rĺd! Jeg var ikke helt fordřmt! Jeg vilde ganske sikkert fĺ ti Řre for dem, imorgen fik jeg sĺ andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg fĺ Betaling for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg atter gik; mine Řjne blev dunkle af Glćde, jeg sĺ ikke hele Gaden, jeg gik pĺ.

Hvor kendte jeg ikke nřje den store Kćlder, min Tilflugt i de mřrke Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne hernede, mine Smĺting hjemmefra, min sidste Bog. Pĺ Auktionsdagen gik jeg gćrne derned, forat se til, og jeg glćded mig hvergang mine Břger syntes at komme i gode Hćnder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg nćsten stolt af; en Ĺrskalender, hvori jeg havde mit fřrste lille poetiske Forsřg, havde en Bekendt křbt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til Udlĺn i Atelieret. Sĺ der var intet at sige pĺ nogen Ting.

Jeg holdt mine Knapper fćrdige i Hĺnden og trĺdte ind. »Onkel« sidder ved sin Pult og skriver.

»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gřre ham utĺlmodig med min Henvendelse. Min Stemme lřd sĺ forunderlig hul, jeg kendte den nćsten ikke selv igen, og mit Hjćrte slog som en Hammer.

Han kom mig smilende imřde, som han plejed, lagde begge sine Hćnder flade pĺ Disken og sĺ mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.

Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spřrge, om han ikke kunde have Brug for . . . . noget, som blot lĺ mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem pĺ, ganske til Plage . . . . nogle Knapper.

Nĺ, hvad var det sĺ, hvad var det sĺ med de Knapper? Og han lćgger sine Řjne helt ned til min Hĺnd.

Om han ikke kunde give mig nogle Řre for dem? . . . . Sĺ mange, som han selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skřn . . . .

For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret pĺ mig. For disse Knapper?

Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og sĺ vilde jeg hřre ind.

Da lo den gamle Pantelĺner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke hĺbet sĺ meget, og alligevel havde jeg tćnkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min Dřdsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?

Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gĺ med, det er en Selvfřlge, sagde jeg sĺ og tog dem af. Bare ti Řre, eller, om han vilde, fem Řre?

»De ved jo, at jeg ikke kan lĺne pĺ Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har sagt Dem det fřr.«

»Men jeg trćnger et Frimćrke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang fĺ afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Řres Frimćrke, ganske som De selv synes.«

»Gud velsigne Dem og gĺ Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med Hĺnden.

Ja, ja, sĺ fĺr det vćre! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg Brillerne igen pĺ, tog Knapperne i Hĺnden og gik; jeg sagde Godnat og lukked Dřren efter mig som sćdvanlig. Se sĺ, der var ikke mer at gřre! Udenfor Trappegabet standsed jeg og sĺ endnu engang pĺ Knapperne. At han slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog nćsten nye Knapper; jeg kan ikke forstĺ det!

Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i Kćlderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Střd; vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte mig om og sĺ efter ham.

»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte ham. »Gud bevare os, sĺ du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort hernede?«

»Ĺ — havt Affćrer. Du skal herned, ser jeg?«

»Ja. Hvad har du vćret der med?«

Mine Knć skalv, jeg střtted mig mod Vćggen og rakte ud min Hĺnd med Knapperne.

»Hvad Fan?« rĺbte han. »Nej, nu gĺr det for vidt!«

»Godnat!« sagde jeg og vilde gĺ; jeg fřlte Grĺden i Brystet.

»Nej, vent et Řjeblik!« sagde han.

Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv pĺ Vej til »Onkel«, bragte mĺske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Vćrtinde.

»Ja,« svared jeg, »nĺr du vil vćre snar . . . .«

»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du fřlger med derned.«

Jeg forstod, hvad han vilde, fřlte pludselig igen en liden Gnist af Ćre og svared:

»Kan ikke! Jeg har lovet at vćre i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og . . . .«

»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her stĺr jeg med Uret i Hĺnden, det er det, jeg skal herned med. Sĺ, ind med dig, sultne Synder! Jeg fĺr mindst fem Kroner til Dig.«

Og han puffed mig ind.

TREDJE STYKKE

En Uges Tid gik i Herlighed og Glćde.

Jeg var over det vćrste ogsĺ denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod steg, og jeg stak det ene Jćrn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjćrne for hver Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end fřr. Den sidste Artikel, som jeg havde havt sĺ meget Rćnd for og sat sĺ meget Hĺb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktřren, og jeg havde tilintetgjort den straks, vred, fornćrmet, uden at lćse den igennem pĺny. For Eftertiden vilde jeg forsřge med et andet Blad, forat ĺbne mig flere Udveje. I vćrste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene at tage til; »Nonnen« lĺ sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde mĺske fĺ arbejde mig over pĺ den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde hen. Sĺ der mangled mig ikke Udsigter pĺ mange Kanter.

Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hĺr i stor Mćngde, Hovedpinen var ogsĺ meget plagsom, isćr om Morgenen, og Nervřsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hćnderne bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tĺlte mit eget Ĺndedrag imod dem. Nĺr Jens Olaj slog Stalddřren hĺrdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind i Baggĺrden og begyndte at gř, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen.

Dag efter Dag strćved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge min Mad, fřrend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var bĺde Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvřmmet med Notiser og beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded pĺ, fřjed til nye Ting, som kunde falde mig ind i Lřbet af Dagen, strřg over, frisked op de dřde Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sćtning for Sćtning med den vćrste Mřje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine Artikler fćrdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op til »Kommandřren«. Det var pĺ hřj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt Penge igen, jeg havde ikke mange Řre tilbage.

»Kommandřren« bad mig om at sidde et Řjeblik, sĺ skulde han straks . . . . og han skrev videre.

Jeg sĺ mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umĺdelig Papirkurv, der sĺ ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hĺr. Jeg fřlte mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekćft, der altid stod ĺben, altid var fćrdig til at modtage nye kasserede Arbejder — nye knuste Hĺb.

»Hvad Dato har vi?« siger pludselig »Kommandřren« borte ved Bordet.

»28de,« svarer jeg, glad over at kunne vćre ham til Tjeneste.

»28de.« Og han skriver fremdeles. Endehg konvolutterer han et Par Breve, sender nogle Papirer hen i Kurven og lćgger Pennen ned. Sĺ svinger han sig omkring pĺ Stolen og ser pĺ mig. Da han mćrker, at jeg endnu stĺr ved Dřren, gřr han et halvt alvorligt, halvt spřgefuldt Vink med Hĺnden og peger pĺ en Stol.

Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har pĺ, nĺr jeg ĺbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen.

»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er vel ikke skrevet slig, desvćrre, at . . . .«

Han tager Papirerne ud af min Hĺnd og begynder at blade i dem. Han vender sit Ansigt mod mig.

Sĺledes sĺ han da ud pĺ nćrt Hold denne Mand, hvis Navn jeg hřrte allerede i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den střrste Indflydelse pĺ mig op gennem Ĺrene. Hans Hĺr er krřllet og de smukke brune Řjne en Smule urolige; han har for Vane at střde lidt i Nćsen nu og da. En skotsk Prćst kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde slĺet blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Fřlelse af Frygt og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at fĺ Tĺrer i Řjnene, og jeg rykker uvilkĺrlig et Skridt frem, forat sige ham, hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lćrt mig, og bede ham om ikke at gřre mig Fortrćd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det slemt nok alligevel . . . .

Han sĺ op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tćnkte efter. Forat lette ham i at give mig et afslĺende Svar, rćkker jeg Hĺnden lidt frem og siger:

»Ĺ, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give Indtryk af at tage det let.

»Det mĺ vćre sĺ populćrt alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gřre det lidt enklere? Eller finde pĺ noget andet, som Folk forstĺr bedre?«

Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstĺr, at min Artikel er kasseret, og dog kunde jeg ikke fĺet et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham lćnger, svarer jeg:

»Jo, da, det kan jeg nok.«

Jeg gĺr til Dřren. Hm. Han mĺtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dřrvrideren.

»Hvis De trćnger det,« siger han, »sĺ kan De heller fĺ lidt i Forskud. De kan jo skrive for det.«

Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor lidt, og jeg svared:

»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers sĺ meget. Farvel!«

»Farvel!« svarer »Kommandřren« og vender sig i det samme ind til sit Skrivebord.

Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham taknemmelig herfor; jeg skulde ogsĺ vide at pĺskřnne det. Jeg foresatte mig ikke at gĺ til ham igen, fřrend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandřren« en Smule og fĺ ham til at anvise mig ti Kroner uden et Řjebliks Betćnkning. Og jeg gik hjem igen og tog fat pĺ min Skrivning pĺny.

I de fřlgende Aftener, nĺr Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var tćndt, hćndte der mig regelmćssig fřlgende:

Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Mřje og Besvćrligheder at begive mig ud pĺ en Spadsertur omkring i Gaderne, stĺr der en sortklćdt Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, fřlger mig med Řjnene, nĺr jeg passerer hende. Jeg lćgger Mćrke til, at hun stadig har den samme Dragt pĺ, det samme tćtte Slřr, der skjuler hendes Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i Hĺnden en liden Paraply med Elfenbens Ring i Hĺndtaget.

Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid pĺ selvsamme Sted; sĺsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og gĺr nedad Gaden, bort fra mig.

Min nervřse Hjćrne skřd Fřlehorn ud, og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det var mig, hendes Besřg galdt. Jeg var tilsidst nćsten i Begreb med at tiltale hende, spřrge hende, om hun sřgte efter nogen, om hun trćngte min Hjćlp til noget, om jeg mĺtte fřlge hende hjem, sĺ dĺrligt antrukken som jeg desvćrre var, beskytte hende i de mřrke Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, et Glas Vin, en Křretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine trřsteslřst tomme Lommer virked altfor nedslĺende pĺ mig, og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt skarpt pĺ hende, nĺr jeg gik hende forbi. Sulten var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden igĺraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var begyndt at tage betćnkeligt af, jeg kunde slet ikke sulte sĺ godt som fřr, en eneste Dag kunde nu nćsten gřre mig fortumlet, og jeg led af idelige Opkastelser, sĺsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg lĺ og frřs om Nćtterne, lĺ i fulde Klćder, som jeg stod og gik om Dagen, og blĺfrřs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under Sřvnen. Det gamle Tćppe kunde ikke holde Trćkvinden ude, og jeg vĺgned om Morgenen af, at jeg var bleven tćt i Nćsen af den ramme Rimluft, der trćngte ind til mig udenfra.

Jeg gĺr henad Gaderne og tćnker pĺ, hvorledes jeg skulde bćre mig ad med at holde mig oppe, til jeg fik min nćste Artikel fćrdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsřge at kile pĺ udover Natten; det vilde tage et Par Timer, hvis jeg fřrst kom rigtig i Ĺnde; imorgen kunde jeg sĺ atter henvende mig til »Kommandřren«.

Jeg gĺr uden videre ind i Oplandske og sřger efter min unge Bekendt fra Banken, forat skaffe mig ti Řre til et Lys. Man lod mig uhindret passere alle Vćrelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gćster sad og spiste og drak, jeg trćngte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud pĺ Gaden og gav mig til at gĺ i Retning af Slottet.

Var det nu ikke ogsĺ som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med Frakkekraven brutalt brćttet op i Nakken og med Hćnderne knyttet i Bukselommerne, gik jeg og skćldte ud min ulykkelige Stjćrne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri Stund pĺ syv, otte Mĺneder, ikke Mad til Nřdtřrft en kort Uge tilende, fřrend Nřden pĺny brřd mig i Knć. Her havde jeg ovenikřbet gĺet og vćret ćrlig midt i Elendigheden, he-he, ćrlig i Bund og Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde vćret naragtig! Og jeg begyndte at fortćlle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gĺet og havt ond Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tćppe til Pantelĺneren. Jeg lo hĺnligt ad min řmme Retskaffenhed, spytted foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord stćrke nok til at gřre Nar ad mig for min Dumhed. Det skulde bare vćret nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger pĺ Gaden, en fattig Enkes eneste Řre, jeg skulde plukke den op og stikke den i Lommen, stjćle den med velberĺd Hu og sove roligt som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt sĺ usigelig meget, min Tĺlmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde vćre.

Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpĺ den Bestemmelse at vende hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage nedad Karl Johan.

Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mřrk, og der vandred Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den store Stund var indtrĺdt, Parringstiden, nĺr den hemmelige Fćrdsel foregĺr og de glade Ćventyr begynder. Raslende Pigeskřrter, en og anden kort, sandselig Latter, břlgende Bryster, heftige, pćsende Ĺndedrag; langt nede ved Grand en Stemme, som rĺber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra hede Dunster steg op.

Jeg forfarer uvilkĺrlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der dirrer i hver af de forbigĺendes Bevćgelser, selve Gaslygternes dunkle Lys, den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft, der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skćlvende Tilstĺelser, halvt udtalte Ord, smĺ Hvin; endel Katte elsker med hřje Skrig inde i Blomqvists Port. Og jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at vćre sĺ udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanćre! Og jeg kom atter til at tćnke pĺ en fattig Enkes sidste Skćrv, som jeg vilde have stjĺlet, en Skoleguts Kasket eller Lommetřrklćde, en Betlers Madpose, som jeg uden Omstćndighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trřste mig selv og holde mig skadeslřs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt pĺ Skuldrene og sĺ ringeagtende pĺ dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse nřjsomme, sukkertřjspisende Studenter, som mente at skeje europćisk ud, nĺr de fik klappe en Sypige pĺ Maven! Disse Ungherrer, Bankmćnd, Grosserere, Boulevardlřver, som ikke engang slog Vrag pĺ Sjřmandskoner, tykke Kutorvets Marihřner, der kunde falde ned i det fřrste det bedste Portrum for en Sejdel Řl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige vidĺben, vćrsĺgod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde trćffe nogen, var vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred sig sammen midt for mine Řjne. Jeg lřfted mit Hoved og fřlte med mig selv Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.

Ved Stortingsplads mřdte jeg en Pige, som stirred meget stivt pĺ mig, idet jeg kom pĺ Siden af hende.

»Godaften!« sagde jeg.

»Godaften!« Hun standsed.

Hm. Om hun var ude og gik sĺ sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung Dame at gĺ pĺ Karl Johan pĺ denne Tid af Dřgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gĺ med hjem?

Hun stirred forundret pĺ mig, undersřgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene med dette. Sĺ stak hun pludselig Hĺnden ind under min Arm og sagde:

»Sĺ gik vi da!«

Jeg fulgte med. Da vi havde gĺet nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde:

»Hřr, min Ven, jeg ejer ikke en Řre.« Og jeg belaved mig pĺ at gĺ min Vej.

I Fřrstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fĺet fřle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ćrgerlig, kasted pĺ Hovedet og kaldte mig en Třrfisk.

»Godnat!« sagde jeg.

»Vent lidtl« rĺbte hun. »Er det Guldbriller, De har?«

»Nej.«

»Ja, sĺ gĺ Pokker ivold med Dem!«

Og jeg gik.

Lidt efter kom hun lřbende efter mig og rĺbte pĺ mig pĺny.

»De kan vćre med mig alligevel,« sagde hun.

Jeg fřlte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetřs, og jeg sagde Nej. Det var desuden sent pĺ Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde heller ikke Rĺd til slige Opofrelser.

»Jo, nu vil jeg have Dem med.«

»Men jeg gĺr ikke med pĺ den Mĺde.«

»De skal naturligvis til en anden,« sagde hun.

»Nej,« svared jeg.

Men jeg havde Fřlelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne aparte Třs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.

»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nĺ! Hřr nu her, Marie!« Og jeg gav mig til at forklare min Opfřrsel. Pigen blev mer og mer forundret efterhvert. Om hun altsĺ havde troet, at ogsĺ jeg var en af dem, som gik pĺ Gaden om Aftenerne og kapred Smĺpiger? Om hun virkelig troed noget sĺ slet om mig? Havde jeg mĺske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar man sig slig ad, som jeg, nĺr man havde noget ondt fore? Kort og godt, jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den. Godnat! Gĺ hen og synd ikke mer!

Dermed gik jeg.

Jeg gned mig henrykt i Hćnderne over mit gode Pĺfund og talte hřjt med mig selv. Hvor det var en Glćde at gĺ omkring og gřre gode Gćrninger! Jeg havde mĺske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet! Frelst hende engang for alle fra Fordćrvelsen! Og hun vilde pĺskřnne det, nĺr hun fik summet sig pĺ det, endog huske mig i sin Dřdsstund med Hjćrtet fuldt af Tak. Ĺ, det lřnte sig at vćre ćrlig alligevel, ćrlig og retskaffen!

Mit Humřr var aldeles strĺlende, jeg fřlte mig frisk og modig nok til hvad det skulde vćre. Om jeg blot havde havt et Lys, sĺ kunde jeg kanske fĺet min Artikel fćrdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnřgle i Hĺnden, nynned, plystred og spekulered pĺ en Udvej til Lys. Der blev ingen anden Rĺd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud pĺ Gaden, ind under Gaslygten. Og jeg ĺbned Porten og gik op efter mine Papirer.

Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilĺs udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hřrte blot de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel nede i Tvćrgaden, og langt borte, i Retning af St. Hanshaugen, en Hund, som gřed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak Frakkekraven op for Řrene og gav mig til at tćnke af alle Krćfter. Det vilde hjćlpe mig sĺ storartet, om jeg var sĺ heldig at fĺ istand Slutningen af denne lille Afhandling. Jeg stod just pĺ et lidt vanskeligt Punkt, der skulde komme en ganske umćrkelig Overgang til noget nyt, derpĺ en dćmpet, glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks sĺ stejl, sĺ oprřrende som et Skud, eller som Lyden af et Bjćrg, der brast. Punktum.

Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg lćste hele Stykket igennem fra Begyndelsen af, lćste hřjt hver Sćtning, og jeg kunde slet ikke samle mine Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette, kom ovenikřbet Konstablen gĺende og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette Řjeblik stod og skrev pĺ en udmćrket Klimaks til en Artikel for »Kommandřren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at holde mig oven Vande, hvad jeg end prřved med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stćrk til at stĺ stille i. Modlřs og forsagt over det ny spildte Forsřg, ĺbned jeg endelig atter Porten og gik op pĺ mit Rum.

Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mřrke. Jeg fřlte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme mine Fřdder mellem Hćnderne. Sĺ lagde jeg mig ned, sĺledes, som jeg havde gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klćder. after ruler

* * *

Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, sĺsnart det blev lyst, og tog fat pĺ min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg havde fĺet istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til Finalen.

Jeg stod op, tog Střvlerne pĺ og gav mig til at drive frem og tilbage pĺ Gulvet, forat blive varm. Der lĺ Rim pĺ Vinduerne; jeg sĺ ud, det sneed, nede i Baggĺrden lĺ et tykt Lag af Sne over Brolćgningen og Vandposten.

Jeg pusled omkring i mit Vćrelse, gjorde viljelřse Ture frem og tilbage, skrabed med Neglene i Vćggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Dřren, banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmćrksomt, altsammen uden nogen Hensigt, men stille og eftertćnksomt, som om det var en Sag af Vigtighed, jeg havde fore. Og imens sagde jeg hřjt Gang pĺ Gang, sĺ jeg hřrte det selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev pĺ lige galt. Efter en lang Stunds Forlřb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stćrkt sammen, bed mig i Lćben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der mĺtte blive en Ende pĺ dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge pĺ og satte mig resolut til at skrive igen.

Et Par korte Sćtninger kom istand med stort Besvćr, et Snes fattige Ord, som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevćge mig fremad. Da standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg ĺrked ikke mer. Og da jeg slet ikke kunde komme lćnger, satte jeg mig til at stirre med vidĺbne Řjne pĺ disse sidste Ord, dette ufuldfřrte Ark, glante pĺ disse underlige, skćlvende Bogstaver, der stritted op fra Papiret som smĺ hĺrede Dyr, og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, jeg tćnkte pĺ ingen Ting.

Tiden gik. Jeg hřrte Fćrdselen pĺ Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, nĺr han rĺbte til Hestene. Jeg var aldeles slřv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig ellers intet. Mit Bryst var i en sřrgelig Forfatning.

Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev trćt og lagde mig tilbage pĺ Sengen. Forat varme mine Hćnder lidt, strřg jeg Fingrene gennem mit Hĺr, frem og tilbage, pĺ kryds og tvers; der fulgte smĺ Dotter med, lřsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flřd udover Hovedpuden. Jeg tćnkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, jeg havde ogsĺ nok af Hĺr tilbage. Jeg forsřgte atter at ryste mig op af denne forunderlige Dřs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tĺge; jeg rejste mig overende, banked mig med flad Hĺnd over Knćerne, hosted sĺ hĺrdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage pĺny. Intet hjalp; jeg dřde hjćlpelřst hen med ĺbne Řjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte pĺ den. Der begyndte at rřre sig noget i min Hjćrne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt Pĺfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Řjebliks Betćnkning kneb jeg Řjnene i og slog Tćnderne sammen.

Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vĺgen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, Sĺret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; jeg rysted pĺ Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg vikled om Sĺret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Řjne fulde af Vand, jeg grćd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger sĺ sĺ sřrgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!

Mřrket blev tćttere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter blevet klart. Tanker kom og gik som sćdvanligt, og jeg led ikke synderligt; jeg fřlte ikke engang Sulten sĺ slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde nok holde ud til nćste Dag. Mĺske kunde jeg fĺ et Lys pĺ Kredit sĺlćnge, nĺr jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg var sĺ godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Rĺd til det, havde jeg křbt mangt et Brřd i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at jeg vilde fĺ et Lys pĺ mit ćrlige Navn. Og for fřrste Gang i lang Tid tog jeg mig til at břrste mine Klćder en Smule, fjćrned endog de lřse Hĺr pĺ min Frakkekrave, sĺvidt det lod sig gřre i Mřrket; sĺ famled jeg mig nedad Trapperne.

Da jeg kom ud pĺ Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde begćre et Brřd. Jeg blev tvivlrĺdig, standsed op og tćnkte efter. Pĺ ingen Mĺde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvćre ikke i den Tilstand, at jeg tĺlte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive fćrdig, og det galdt at komme til »Kommandřren«, inden han glemte mig igen. Pĺ ingen mulig Mĺde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i Butiken.

En Kone stĺr ved Disken og gřr Indkřb; der ligger flere smĺ Pakker i forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og ved, hvad jeg sćdvanligvis křber, forlader Konen og pakker uden videre et Brřd ind i en Avis og lćgger frem til mig.

»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget stille og ydmygt, for ikke at gřre ham ćrgerlig og forspilde min Udsigt til at fĺ Lyset.

Mit Svar forvilder ham, han lřber ganske Sur i mine uventede Ord; det var fřrste Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brřd af ham.

»Ja, sĺ fĺr De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Fćrd med Konen.

Hun fĺr sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun fĺr tilbage pĺ, og gĺr.

Nu er Betjenten og jeg alene.

Han siger:

»Ja, sĺ var det altsĺ et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et til mig.

Han ser pĺ mig, og jeg ser pĺ ham, jeg kan ikke fĺ min Begćring over Lćberne.

»Nĺ ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hřrte hvert Ord. Og han begynder at tćlle Sřlvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, — han giver atter tilbage pĺ fem Kroner.

»Vćrsĺgod!« siger han.

Nu stĺr jeg og ser pĺ disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med noget, jeg overvejer ikke, tćnker slet ikke pĺ nogen Ting, falder blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Řjne. Og jeg samler mekanisk Pengene op.

Jeg stĺr der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg gřr et Skridt hen mod Dřren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et vist Punkt pĺ Vćggen; der hćnger en liden Bjćlde i et Lćderhalsbĺnd, og nedenunder den en Bundt Snřre. Og jeg stĺr og stirrer pĺ disse Sager.

Betjenten, som mener, at jeg vil slĺ af en Passiar, eftersom jeg giver mig sĺ god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om pĺ Disken:

»Det ser ud til, at vi skal fĺ Vinter nu.«

»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal fĺ Vinter nu. Det ser ud til det.« Og lidt efter lćgger jeg til: »Ĺ, ja, det er ikke fortidligt.«

Jeg hřrte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at fřle det selv.

»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten.

Jeg stak Hĺnden med Pengene i Lommen, tog i Lĺsen og gik; jeg hřrte, at jeg sagde Godnat, og at Betjenten svared.

Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdřren blev revet op og Betjenten rĺbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hĺnden og beredte mig pĺ at give dem tilbage.

»Vćrsĺgod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten.

»Ĺ, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!«

Og jeg vandred atter nedad Gaden, bćrende Lyset i Hĺnden.

Min fřrste fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over pĺny, vejed dem i Hĺnden og smilte. Sĺ var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og jeg stak atter Hĺnden med Pengene i Lommen og gik.

Udenfor en Madkćlder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg horte Klirren af Talćrkener og Knive indenfor, og Lyden af Křd, som bankedes; dette blev mig en altfor stćrk Fristelse, jeg trĺdte ind.

»En Bif!« siger jeg.

»En Bif!« rĺber Jomfruen ud gennem en Luge.

Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Dřren og gav mig til at vente. Det var lidt mřrkt der, hvor jeg sad, jeg fřlte mig noksĺ godt skjult og satte mig til at tćnke. Nu og da sĺ Jomfruen hen pĺ mig med lidt nysgćrrige Řjne.

Min fřrste egentlige Ućrlighed var begĺet, mit fřrste Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit fřrste store Fald . . . . Godt og vel! Der var intet at gřre ved det. Forresten stod det mig frit for, jeg kunde ordne det med Krćmmeren siden, senerehen, nĺr jeg fik bedre Anledning til det. Det behřved ikke at komme videre med mig; desuden havde jeg ikke pĺtaget mig at leve mere ćrligt end alle andre Mennesker, det var ingen Aftale . . . .

»Kommer Bifen snart, tror De?«

»Ja, ganske snart.« Jomfruen ĺbner Lugen og ser ind i Křkkenet.

Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte at tćnke over Hćndelsen med Brřdet, de fem Kroner, som Konen fik tilbage pĺ? Det var ikke umuligt, at han vilde komme pĺ det en Dag, mĺske nćste Gang, nĺr jeg gik derind. Nĺ ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug pĺ Skuldrene.

»Vćrsĺgod!« siger Jomfruen venligt og sćtter Bifen pĺ Bordet. »Men vil De ikke heller gĺ ind i et andet Rum? Her er sĺ mřrkt.«

»Nej, Tak, lad mig bare vćre her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gřr mig med en Gang bevćget, jeg betaler Bifen straks, giver hende pĺ Slump, hvad jeg fĺr fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hĺnd til. Hun smiler, og jeg siger for Spřg, med Tĺrer i Řjnene: »Resten skal De have at křbe Dem en Gĺrd for . . . . Ĺ, velbekomme!« . . . .

Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grĺdig efterhvert, slugte store Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i Křdet som en Menneskećder.

Jomfruen kom igen hen til mig.

»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned mod mig.

Jeg sĺ pĺ hende; hun talte meget lavt, nćsten undseligt; hun slog Řjnene ned.

»Jeg mener en halv Řl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpĺ . . . . dersom De vil . . . .«

»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.«

Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg sĺ blot hendes Hoved. Hvilket underligt Menneske!

Da jeg blev fćrdig, gik jeg med en Gang til Dřren, jeg fřlte allerede Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset, frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik.

Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den lćnge. Jeg gik og třmte min Mund ud i hver mřrk Krog, som jeg kom forbi, stred med at dćmpe denne Kvalme, som udhuled mig pĺny, knytted Hćnderne og gjorde mig hĺrdfřr, stamped i Gaden og svćlged rasende ned igen hvad der vilde op — forgćves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbřjet, med Hovedet foran, blind af Vand, som sprćngtes ud i mine Řjne, og třmte mig igen.

Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og grćd, bandte de grusomme Magter, hvem de end var, som forfulgte mig sĺ, svor dem ned i Helvedes Fordřmmelse og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skćbnen, virkelig noksĺ liden Ridderlighed, mĺtte man sige! . . . . Jeg gik hen til en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i střrste Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tĺlte ikke Bif.

»Jeg har hřrt sige, at Mćlk skal vćre bra, kogt Mćlk,« svarer Manden yderst forundret. »Hvem er det forresten. De spřrger for?«

»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hćnde, at det er noksĺ bra det, kogt Mćlk . . . .«

Og jeg gĺr.

Ved den fřrste Kafé, jeg traf pĺ, gik jeg ind og bad om kogt Mćlk. Jeg fik Mćlken, drak den ned sĺ hed, som den var, slugte glubsk hver Drĺbe, betalte og gik atter. Jeg tog Vejen hjem.

Nu hćndte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lćnet op til Gaslygten og midt i Lyset fra denne, stĺr et Menneske, som jeg skimter allerede pĺ lang Afstand, — det er den sortklćdte Dame igen. Den samme sortklćdte Dame fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mřdt op pĺ selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun stĺr aldeles urřrlig.

Jeg finder dette sĺ besynderligt, at jeg uvilkĺrlig sagtner mine Skridt; i dette Řjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine Nerver er optirrede af det sidste Mĺltid. Jeg gĺr som sćdvanligt lige forbi hende, kommer nćsten til Porten og er i Fćrd med at trćde indenfor. Da standser jeg. Jeg fĺr med ét en Indskydelse. Uden at gřre mig nogen Rede for det, vender jeg mig om og gĺr lige hen til Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og hilser:

»Godaften, Frřken!«

»Godaften!« svarer hun.

Undskyld, sřgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mćrke til hende fřr; om jeg kunde vćre hende behjćlpelig pĺ nogen Mĺde? Beder sĺ meget om Undskyldning forresten.

Ja, hun vidste ikke rigtig . . . .

Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det var forřvrigt en Stald og et Blikkenslagervćrksted . . . . Hun var ganske vist pĺ Vildspor, desvćrre, nĺr hun ledte efter nogen her.

Da vender hun Ansigtet bort og siger:

»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare stĺr her, det faldt mig ind . . . .«

Hun holdt inde.

Jasĺ, hun stod der bare, stod der sĺdan Aften efter Aften, bare af at Indfald. Det var lidt rart; jeg tćnkte over det og kom mer og mer i Vildrede med Damen. Sĺ beslutted jeg mig til at vćre dristig. Jeg ringled en Smule med mine Penge i Lommen og břd hende uden videre med pĺ et Glas Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, he-he . . . . Det behřved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun vel ikke?

Ĺ, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gřre. Men vilde jeg vćre sĺ snil at fřlge hende et Stykke, sĺ . . . . Det var noksĺ mřrkt hjemover, og det genered hende at gĺ alene opad Karl Johan, efterat det var bleven sĺ sent.

Vi satte os i Bevćgelse; hun gik pĺ min hřjre Side. En ejendommelig, skřn Fřlelse greb mig, Bevidstheden om at vćre i en ung Piges Nćrhed. Jeg gik og sĺ pĺ hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hĺr, Varmen, der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det sřde Ĺndedrag hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strřmmed ind pĺ mig, trćngte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde sĺvidt skimte et fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Slřret og et hřjt Bryst, der strutted ud mod Kĺben. Tanken pĺ al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor Kĺben og Slřret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke lćnger ud, jeg berřrte hende med min Hĺnd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hřrte mit Hjćrte slĺ.

»Hvor De er rar!« sagde jeg.

Ja, hvordan det, egentlig?

Jo, for det fřrste havde hun ligefrem den Vane at stĺ stille udenfor en Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det faldt hende ind . . . .

Nĺ, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at vćre oppe til langt pĺ Nat, det havde hun altid syntes sĺ godt om. Om jeg brřd mig om at lćgge mig fřr tolv?

Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, sĺ var det at lćgge mig fřr Klokken tolv om Natten.

Ja, ser De der! Sĺ tog hun altsĺ denne Tur sĺdan om Aftenerne, nĺr hun ikke havde noget at forsřmme med det; hun boed oppe pĺ St. Olafs Plads . . . .

»Ylajali!« rĺbte jeg.

»Hvadbehager?«

»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsćt!«

Hun boed oppe pĺ St. Olafs Plads, noksĺ ensomt, sammen med sin Mama, som det ikke gik an at tale med, fordi hun var sĺ dřv. Var der da noget rart i, at hun gćrne vilde vćre lidt ude?

Nej, slet ikke! svared jeg.

Nĺ ja, hvad sĺ? Jeg kunde hřre pĺ hendes Stemme, at hun smilte.

Havde hun ikke en Sřster?

Jo, en ćldre Sřster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var rejst til Hamborg.

Nylig?

Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Sřster?

Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte.

Vi taug. En Mand gĺr forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom sĺ langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Rćkke af kulřrte Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar.

»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser pĺ mig.

Skulde jeg fortćlle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? ĺbenbare min Stilling straks og skrćmme hende bort lige sĺ godt fřrst som sidst? Det var dog dejligt at gĺ her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg lřj, jeg svared:

»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind pĺ noget andet, spurgte jeg: »Har De set Menageriet pĺ Tivoli?«

»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?«

Hvis hun nu fandt pĺ at ville gĺ derhen? Ind i alt det Lys, sammen med sĺ mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende pĺ Dřr med mine dĺrlige Klćder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . .

»Ĺ, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjćrne: Hvad kunde man vel vente af et sĺdant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man stĺr og ser pĺ dem; de fřler de hundrede nysgćrrige Blikke og pĺvirkes af dem. Nej, mĺtte jeg bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Vćsener, der pusler i sit Hi, ligger med dorske, grřnne Řjne, slikker sine Klřr og tćnker. Hvad?

Ja, det havde jeg vist Ret i.

Det var Dyret i al sin sćre Forfćrdelighed og sćre Vildhed, som der var noget ved. De lydlřse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mřrke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ĺnd over Vilddyret . . . . Det ubevidstes Poesi . . . .

Men jeg var bange for, at dette trćtted hende, og Fřlelsen af min store Armod greb mig pĺny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde vćret sĺ nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glćdet hende med den Tur i Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornřjelse i at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nřgen Stodder. Hvad i Guds Navn tćnkte hun pĺ? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg ogsĺ nogen rimelig Ĺrsag til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl til sĺ lang en Tur? Kosted det mig kanske ikke Anstrćngelse? Fřlte jeg ikke Dřdens Isnen lige ind i mit Hjćrte, bare ved det sagteste Vindstřd, der blćste mod os? Og střjed ikke allerede Vanviddet i min Hjćrne, bare af Mangel pĺ Mad i mange Mĺneder i Trćk? Hun hindred mig endog fra at gĺ hjem og fĺ mig lidt Mćlk pĺ Tungen, en ny Skefuld Mćlk, som jeg kanske kunde fĺ beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggen og lod mig gĺ Pokker ivold? . . . .

Jeg blev fortvivlet; min Hĺblřshed bragte mig til det yderste, og jeg sagde:

»De burde i Grunden ikke gĺ sammen med mig. Frřken; jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Řjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg mener det.«

Hun studser. Hun ser hurtigt op pĺ mig og tier. Derpĺ siger hun:

»Herregud dog!« Mer siger hun ikke.

»Hvad mener De med det.« spurgte jeg.

»Uf, nej, De gřr mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke sĺ langt igen.« Og hun gik lidt hurtigere til.

Vi drejed op Universitetsgaden og sĺ allerede Lygterne pĺ St. Olafs Plads. Da gik hun langsommere igen.

»Jeg vil ikke vćre indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres Navn, fřr vi skilles? Og vil De ikke bare for et Řjeblik tage Slřret bort, sĺ jeg fĺr se Dem? Jeg skulde vćre sĺ taknemmelig.«

Pause. Jeg gik og vented.

»De har set mig fřr,« svarer hun.

»Ylajali!« siger jeg igen.

»Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang?« Jeg hřrte igen, at hun smilte.

»Ja,« sagde jeg, »ja, desvćrre, jeg var fuld dengang.«

»Det var stygt af Dem!«

Og jeg indrřmmed sřnderknust, at det var stygt af mig.

Vi var kommet til Fontćnen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2.

»Nu mĺ De ikke fřlge med lćnger,« siger hun; »Tak for iaften!«

Jeg břjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet. Mon hun vilde rćkke mig Hĺnden?

»Hvorfor beder De mig ikke om at gĺ med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, og hun ser ned pĺ sin Skosnude.

»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gřre det!«

»Ja, men bare et lidet Stykke.«

Og vi vendte om.

Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gĺ eller stĺ; dette Menneske vendte fuldstćndig op og ned pĺ hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gĺ med tilbage, det var ikke mit Pĺfund, det var hendes eget Řnske. Jeg gĺr og ser pĺ hende og blir mer og mer modig, hun opmuntrer mig, trćkker mig til sig ved hvert Ord. Jeg glemmer for et Řjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige Tilvćrelse, jeg fřler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle Dage, fřr jeg faldt sammen, og jeg beslutted at fřle mig frem med et lidet Kneb.

»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var Deres Sřster.«

»Var det min Sřster?« siger hun i hřjeste Grad forbauset. Hun standser, ser pĺ mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor.

»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altsĺ den yngste af de to Damer, som gik foran mig.«

»Den yngste, ja? Ja? Ĺhĺ!« Hun lo med en Gang, hřjt, inderligt som et Barn. »Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat fĺ mig til at tage Slřret af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De vćre blĺ for . . . . til Straf.«

Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde, jeg var sĺ glad. Hun fortalte, at hun havde set mig engang fřr, for lćnge siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og jeg havde bĺret mig ad som en gal; jeg havde bestemt vćret fuld da ogsĺ, desvćrre!

Hvorfor troed hun det?

Jo, jeg havde leet sĺ.

Jasĺ. Ĺ, ja, jeg lo meget dengang.

Men ikke nu lćnger?

Ĺ, jo, nu ogsĺ. Det var herligt at vćre til!

Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu gĺr vi ikke lćnger!« Og vi gik atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontćnen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik fřlge med lćnger.

»Ja, nu mĺ De altsĺ vende om,« sagde hun og standsed.

»Ja, jeg mĺ vel det,« svared jeg.

Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde vćre med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel?

»Nej,« sagde jeg.

Men da vi stod ved Porten, trćngte al min Elendighed igen ind pĺ mig. Hvor kunde man ogsĺ holde Modet oppe, nĺr man var sĺ knćkket sammen? Her stod jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot halvt pĺklćdt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, dukked mig uvilkĺrlig ned og sagde:

»Mĺ jeg nu ikke trćffe Dem mer?«

Jeg havde intet Hĺb om at fĺ Lov til at mřde hende igen; jeg řnsked nćsten et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gřre mig ligeglad.

»Jo.« sagde hun lavt, nćsten uhřrligt.

»Hvornĺr?«

»Jeg ved ikke.«

Pause.

»Vil De ikke vćre sĺ snil at tage Slřret af bare et eneste Řjeblik,« sagde jeg, »sĺ jeg fĺr se, hvem jeg har talt med. Bare et Řjeblik. For jeg mĺ da se, hvem jeg har talt med.«

Pause.

»De kan mřde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?«

»Ja, kćre, fĺr jeg Lov til det!«

»Klokken otte.«

»Godt.«

Jeg strřg med min Hĺnd nedad hendes Kĺbe, břrsted Sneen af den, blot forat fĺ et Pĺskud til at rřre ved hende; det var mig en Vellyst at vćre hende sĺ nćr.

»Sĺ fĺr De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen.

»Nej . . . .«

Pludselig gjorde hun en resolut Bevćgelse og trak Slřret op i Panden; vi stod og sĺ pĺ hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hćved sig op, slog Armene om min Hals og kyssed mig midt pĺ Munden. En eneste Gang, hurtigt, forvirrende hurtigt, midt pĺ Munden. Jeg fřlte, hvor hendes Bryst břlged, hun pusted voldsomt.

Og řjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hćnder, rĺbte Godnat, stakĺndet, hviskende, vendte sig og lřb opad Trappen, uden at sige mer . . . .

Portdřren faldt i. after ruler

* * *

Det sneed end mer den nćste Dag, en tung, regnblandet Sne, store vĺde Dotter, som faldt ned og blev til Sřle. Vejret var rĺt og isnende.

Jeg var vĺgnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens Sindsbevćgelser, beruset i Hjćrtet af det skřnne Mřde. I min Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vĺgen og tćnkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Sĺ havde jeg endelig stĺet op og fĺet mig en ny Kop Mćlk og straks derpĺ en Bif, og jeg var ikke lćnger sulten; blot mine Nerver var stćrkt ophidsede igen.

Jeg begav mig ned til Klćdesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske kunde fĺ mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have pĺ under Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat pĺ en Vest, som jeg begyndte at undersřge. Mens jeg pusled med dette, kom en Bekendt forbi; han nikked og rĺbte op til mig, jeg lod Vesten hćnge og gik ned til ham. Han var Tekniker og skulde pĺ Kontoret.

»Fřlg med og tag et Glas Řl,« sagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid . . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igĺraftes?«

»Hřr nu her,« sagde jeg, skinsyg pĺ hans blotte Tanke, »om det nu var min Kćreste?«

»Dřd og Pine!« sagde han.

»Ja, det blev afgjort igĺr.«

Jeg havde slĺet ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg lřj ham fuld, forat blive af med ham igen; vi fik Řllet, drak og gik.

»Godmorgen, da! . . . . Hřr,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altsĺ nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for lćnge siden. Men nu skal De fĺ dem med det fřrste.«

»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig tilbage de Kroner.

Řllet steg mig desvćrre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken pĺ Aftenens Ćventyr overvćlded mig, gjorde mig nćsten forstyrret. Hvad om hun nu ikke mřdte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tćnke over, fatte Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dřdelig forfćrdet over mig selv. Tyveriet stormed ind pĺ mig med alle dets Detaljer; jeg sĺ den lille Butik, Disken, min magre Hĺnd, da jeg greb Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmĺde, nĺr det kom og skulde tage mig. Jćrn om Hćnder og Fřdder, nej, blot om Hćnderne, kanske blot pĺ den ene Hĺnd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige Blik: Nĺ, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mřrke . . . .

Hm. Jeg knytted Hćnderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig.

Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjĺlet? Desuden turde ikke Hřkergutten gřre Allarm, selv om han en Dag kom til at huske, hvordan det hele var gĺet til; han havde nok sin Plads for kćr. Ingen Larm, ingen Scener, om jeg mĺtte bede!

Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred. Jeg satte mig til at prřve mig selv og fandt ud pĺ det klareste, at jeg havde vćret lykkeligere fřr, dengang, da jeg gik og led i al Ćrlighed. Og Ylajali! Havde jeg ikke ogsĺ gĺet og trukket hende ned med mine syndige Hćnder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali!

Jeg fřlte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til Kagekonen ved Elcfantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanćren, det var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Řre i Hĺnden; jeg bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde křbe noget, og slog hende uden videre Pengene i Hĺnden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks.

Hvor det smagte vidunderligt at vćre ćrligt Menneske igen! Mine tomme Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at vćre blank pĺny. Nĺr jeg rigtig tćnkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig Kummer, jeg havde virkelig tćnkt pĺ dem med Gysen Gang pĺ Gang; jeg var ingen forstokket Sjćl, min ćrlige Natur havde oprřrt sig mod den lave Gćrning. Gudskelov, jeg havde hćvet mig i min egen Bevidsthed. Gřr mig det efter! sagde jeg og sĺ udover det myldrende Torv. Gřr mig det bare efter! Jeg havde glćdet en gammel, fattig Kagekone, sĺ det havde Skik; hun vidste hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Břrn gĺ sultne tilsengs . . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde bĺret mig udmćrket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hćnder.

Fuld og nervřs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glćden over at kunne gĺ Ylajali ren og ćrlig imřde og se hende ind i Ansigtet, lřb ganske af med mig; jeg havde ingen Smćrter mer, mit Hoved var klart og tomt, det var som det skulde vćre et Hoved af idel Lys, som stod og skinned pĺ mine Skuldre. Jeg fik Lyst til at gřre Skřjerstreger, begĺ forbausende Ting, sćtte Byen pĺ Ende og střje. Opad hele Grćndsen opfřrte jeg mig som en vanvittig Mand; det sused let for mine Řren, og i min Hjćrne var Rusen i fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gĺ hen og opgive min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i Hĺnden, se ham indtrćngende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen Forklaring. Jeg skćlned Nuancerne i de forbigĺendes Stemmer og Latter, iagttog nogle Smĺfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at studere Brostenenes Udtryk og fandt allehĺnde Tegn og underlige Figurer i dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads.

Jeg stĺr pludselig stille og stirrer ned pĺ Droscherne. Kuskene vandrer samtalende omkring, Hestene stĺr og luder forover mod det stygge Vejr. Kom! sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den fřrste Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! rĺbte jeg. Og vi rulled afsted.

Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lćgge sig ned og kige ind i Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistćnksom? Der var ingen Tvivl om, at min usle Pĺklćdning havde gjort ham opmćrksom.

»Det er en Mand, jeg skal trćffe!« rĺbte jeg til ham, forat komme ham i Forkřbet, og jeg forklared ham indstćndigt, at jeg absolut mĺtte trćffe denne Mand.

Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til tredje Etage, griber en Klokkestrćng og rykker til; Bjćlden gjorde seks, syv forfćrdelige Slag indenfor.

En Pige kommer og lukker op; jeg lćgger Mćrke til, at hun har Gulddobber i Řrene og sorte Lastingsknapper i det grĺ Kjoleliv. Hun ser forfćrdet pĺ mig.

Jeg spřrger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg sĺ mĺtte sige, en Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . .

Pigen ryster pĺ Hovedet.

»Bor ingen Kierulf her,« siger hun.

Hun stirrer pĺ mig, tager i Dřren, fćrdig til at trćkke sig tilbage. Hun gjorde sig ingen Anstrćngelse for at finde Manden; hun sĺ virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte efter, nĺr hun bare vilde tćnke sig om, den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og lřb nedad Trapperne igen.

»Han var ikke der!« rĺbte jeg til Kusken.

»Var han ikke der?«

»Nej. Křr til Tomtegaden Numer 11.«

Jeg var i det heftigste Sindsoprřr og meddelte Kusken noget deraf; han troed ganske vist, at det galdt Livet, og han křrte uden videre afsted. Han slog stćrkt pĺ.

»Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig pĺ Bukken.

»Kierulf, Uldhandler Kierulf.«

Og Kusken syntes nok ogsĺ, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han ikke plejed at gĺ med en lys Frakke?

»Hvadfor noget?« rĺbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en Tékop, jeg spřrger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt, spolered hele Manden for mig, sĺledes, som jeg havde tćnkt mig ham.

»Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?«

»Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skćmmer ingen.«

»Har han ikke rřdt Hĺr?«

Nu kunde det gćrne vćre, at han havde rřdt Hĺr, og da Kusken nćvnte den Ting, var jeg med engang sikker pĺ, at han havde Ret. Jeg fřlte mig taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget Manden ganske pĺ Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det vilde vćre et Sćrsyn, sagde jeg, at se en sĺdan Mand uden rřdt Hĺr.

»Det mĺ vćre ham, som jeg har křrt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde en Knortekćp?«

Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde:

»He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekćp i Hĺnden Forsĺvidt sĺ kan De vćre tryg, ganske tryg.«

Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde křrt. Han kendte ham igen . . . .

Og vi křrte pĺ, sĺ det gnistred af Hesteskoene.

Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Řjeblik tabt Ĺndsnćrvćrelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lćgger Mćrke til, at han har Numret 69. Dette Tal trćffer mig sĺ grusomt nřje, stĺr med en Gang som en Splint i min Hjćrne. 69, nřjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme det!

Jeg lćned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krřb sammen derinde under Kaleschen, sĺ ingen skulde se, at jeg rřrte Munden, og gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem Hjćrnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas Řl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro vender mer og mer tilbage. Jeg fřlte Kulde i min sĺre Finger, og jeg stak den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Sĺledes kom vi ned til Tomtegaden. Kusken holder an.

Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankelřst, slapt, tung i Hovedet, Jeg gĺr indad Porten, kommer ind i en Baggĺrd, som jeg gĺr tvers over, střder mod en Dřr, som jeg ĺbner og gĺr indad, og jeg befinder mig i en Gang, et Slags Forvćrelse med to Vinduer. Der stĺr to Kufferter, den ene ovenpĺ den anden, i den ene Krog, og pĺ Langvćggen en gammel, umalet Sofabćnk, hvori der ligger et Tćppe. Tilhřjre, i nćste Vćrelse, hřrer jeg Stemmer og Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jćrnplade, som der hamres pĺ. Alt dette mćrker jeg, sĺsnart jeg er kommet ind.

Jeg gĺr roligt tvers over Vćrelset, hen til den modsatte Dřr, uden at skynde mig, uden Tanke pĺ Flugt, ĺbner ogsĺ den og kommer ud i Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem: Bevćrtning & Logi for Rejsende.

Det falder mig ikke ind at sřge at komme vćk, stjćle mig bort fra Kusken, som venter pĺ mig; jeg gĺr meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt og uden at vćre mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som havde spřgt sĺ lćnge i min Hjćrne, dette Menneske, som jeg mente var til, og som jeg nřdvendigvis mĺtte trćffe, var bleven borte for min Tanke, visket ud sammen med andre gale Pĺfund, som kom og gik efter Tur; jeg husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde.

Jeg blev mer og mer ćdru, efterhvert som jeg vandred frem, fřlte mig tung og mat og slćbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, vĺde Filler. Tilsidst kom jeg ud pĺ Grřnland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte mig til at hvile pĺ en Bćnk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget forundret. Jeg faldt i Tanker.

Du gode Gud, hvor det var dĺrligt fat med mig nu! Jeg var sĺ inderlig ked og trćt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Mřjen vćrd at kćmpe lćnger, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhĺnd, den havde vćret for grov; jeg var sĺ mćrkelig řdelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var kommet i Vane med at lude meget forover, nĺr jeg gik, forat spare mit Bryst det lille, jeg kunde. Jeg havde undersřgt min Krop for et Par Dage siden, en Middagstid oppe pĺ mit Rum, og jeg havde stĺet og grćdt hele Tiden over den. Jeg havde gĺet i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud af Sĺret, men det smćrted ikke meget, kun var det sĺ sřrgeligt at have dette Sĺr midt pĺ Maven. Jeg havde ingen Rĺd med det, og det vilde ikke gro igen af sig selv; jeg vasked det, třrred det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte atter pĺ. Der var intet at gřre ved det . . . .

Jeg sidder der pĺ Bćnken og tćnker over alt dette og er temmelig trist. Jeg vćmmedes ved mig selv; endog mine Hćnder forekommer mig modbydelige. Dette slattede, nćsten ublufćrdige Udtryk i mine Hĺndbage piner mig, volder mig Ubehag; jeg fřler mig ved Synet af mine magre Fingre rĺt pĺvirket, jeg hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bćre pĺ det, fřle det om mig. Herregud, om der bare blev en Ende pĺ det nu! Jeg vilde inderlig gćrne dř.

Aldeles overvunden, besudlet og nedvćrdiget i min egen Bevidsthed, rejste jeg mig mekanisk op og begyndte at gĺ hjemad. Undervejs kom jeg forbi en Port, hvor der stod fřlgende at lćse: »Ligsvřb hos Jomfru Andersen, tilhřjre i Porten.« — Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige Rum pĺ Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrćkket nede ved Dřren, Fyrdirektřrens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brřd. Ĺ, ja, jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet en Fřljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, sĺsnart jeg forsřgte. Ja, jeg vilde have en Ende pĺ det nu! Og jeg gik og gik.

Efterhvert som jeg kom nćrmere og nćrmere Husholdningshandelen, havde jeg halvt ubevidst Fřlelsen af, at jeg nćrmed mig en Fare; men jeg holdt fast ved mit Forsćt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg mřder i Dřren en liden Pige, som bćrer en Kop i Hĺnden, og jeg slipper hende forbi og lukker Dřren. Betjenten og jeg stĺr for anden Gang overfor hinanden, alene.

»Nĺ,« siger han, »det er et skrćkkeligt Vejr.«

Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev rasende og sagde:

»Jeg kommer altsĺ ikke, forat prate om Vejret.«

Denne Heftighed forblřffer ham, hans lille Hřkerhjćrne slĺr Klik; det havde slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.

»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« siger jeg utĺlmodig, og jeg puster heftigt, skćlver, er fćrdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer til Sagen.

Men den stakkels Mand aner ingen Ting.

Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nřdt til at leve iblandt! Jeg skćlder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det hele var gĺet til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Gćrningen skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min Hĺnd og lukket Hĺnden sammen om dem, — og han forstĺr altsammen, men gřr alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter Fodtrinnene i Sidevćrelset, tysser pĺ mig, forat fĺ mig til at tale lavere, og siger tilslut:

»Det var noksĺ sjofelt gjort af Dem!«

»Nej, vent lidt!« rĺbte jeg i min Trang til at modsige ham, ćgge ham op; det var ikke sĺ lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det břd min bundćrlige Natur imod . . . .

»Hvor gjorde De af dem da?«

Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Řre, mĺtte han vide; den Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige sĺ aldeles . . . .

Han stĺr og tćnker en liden Stund pĺ dette, blir ĺbenbart meget tvivlrĺdig om, hvorvidt jeg er en ćrlig Mand eller ikke. Endelig siger han:

»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?«

»Nej, hřr her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ćdelmodig. Nu stĺr jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund, gřr simpelthen ingen Anstalter til at fĺ Striden udjćvnet med mig. Derfor vasker jeg mine Hćnder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!«

Jeg gik og slog Dřren hĺrdt i efter mig.

Men da jeg kom hjem pĺ mit Vćrelse, ind i dette bedrřvelige Hul, gennemvĺd af den blřde Sne, skćlvende i Knćerne af Dagens Vandringer, tabte jeg řjeblikkelig min Kćphřjhed og faldt sammen pĺny. Jeg angred mit Overfald pĺ den arme Butiksmand, grćd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis vćret i den dřdeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gřre nogen Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af hans Frygt, havde pint ham med min hřjrřstede Tale, spiddet ham med hvert Ord, som jeg rĺbte ud. Og Hřkerchefen selv havde mĺske siddet indenfor i Vćrelset ved Siden af og fřlt sig pĺ et hćngende Hĺr opfordret til at gĺ ud til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grćndse lćnger for, hvad jeg kunde gřre af nederdrćgtige Ting!

Nĺ, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Sĺ var det kommet til en Afslutning. Jeg havde jo sĺgodtsom rakt Hćnderne frem til Jćrnene. Jeg vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hřr mig bare denne Gang! . . . .

Jeg lagde mig i de vĺde Klćder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske vilde dř om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule i min Seng, sĺ det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg folded Hćnderne og valgte min Stilling.

Sĺ med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende sĺ ganske hele Aftenen udover! Og Lyset trćnger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden Strĺle Sol, der gřr mig sĺ velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt, fint Silkelys, der strejfer mig sĺ bedřvende dejligt. Og Solen blir stćrkere og stćrkere, brćnder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og glřdende i min udmagrede Hjćrne. Og der flammer tilsidst for mine Řjne et vanvittigt Bĺl af Strĺler, en antćndt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af Ild, Bjćrge af Ild, Djćvle af Ild, en Afgrund, en Řrken, en Alverden i Brand, en rygende yderste Dag.

Og jeg sĺ og hřrte intet mer . . . . after ruler

* * *

Jeg vĺgned i Sved den nćste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig; Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Fřrstningen havde jeg ingen klar Bevidsthed om, hvad der var foregĺet med mig, jeg sĺ mig omkring med Forundring, fřlte mig totalt forbyttet i mit Vćsen, kendte mig slet ikke igen. Jeg fřlte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse over, at Vinduet stod pĺ den Vćg og ikke pĺ den stik modsatte Vćg, og jeg hřrte Hestenes Trampen nede i Gĺrden, som om den kom ovenfra. Jeg var ogsĺ temmelig kvalm.

Mit Hĺr lĺ vĺdt og koldt om min Pande; jeg rejste mig pĺ Albuen og sĺ ned pĺ Hovedpuden: vĺdt Hĺr lĺ ogsĺ igen pĺ den, i smĺ Dotter. Mine Fřdder havde hovnet op inde i Skoene i Lřbet af Natten, men de smćrted ikke, jeg kunde blot ikke rřre Tćerne stort, de var blevne for stive.

Da det led ud pĺ Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Vćrelset. Jeg prřved mig frem med smĺ, forsigtige Skridt, passed pĺ at holde Ligevćgten og spared sĺ meget som muligt mine Fřdder. Jeg led ikke meget, og jeg grćd ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde vćre anderledes end den var.

Sĺ gik jeg ud.

Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel Sulten. Jeg begyndte at fřle en skammelig Appetit igen, en indre glubende Madlyst, som det stadig blev vćrre og vćrre med. Det gnaved ubarmhjćrtigt i mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde vćre et Snes bitte smĺ, fine Dyr, som lagde Hovedet pĺ den ene Side og gnaved lidt, lagde derpĺ Hovedet pĺ den anden Side og gnaved lidt, lĺ et Řjeblik aldeles stille, begyndte igen, bored sig ind uden Střj og uden Hast og efterlod tomme Strćkninger overalt, hvor de for frem . . . .

Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tćnkte mig hen pĺ Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besvćrlig; endelig var jeg dog nćsten fremme, jeg stod pĺ Hjřrnet af Torvet og Torvegaden. Sveden randt ned i mine Řjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop standset, forat třrre mig af en Smule. Jeg mćrked ikke, hvor jeg stod, jeg tćnkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.

Pludselig lyder et Rĺb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hřrer dette Rĺb, hřrer det meget godt, og jeg rykker nervřst til Siden, gor et Skridt sĺ hurtigt, mine dĺrlige Ben kan bevćge sig. Et Uhyre af en Brřdvogn stryger mig forbi og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg vćret lidt hurtigere, vilde jeg gĺet aldeles fri. Jeg kunde kanske vćret lidt hurtigere, ganske lidt hurtigere, hvis jeg havde anstrćngt mig; der var ingen Rĺd med det, det gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tćer blev maset; jeg fřlte, at de ligesom krřlled sig sammen inde i Skoen.

Brřdkřreren holder Hestene an af alle Krćfter; han vender sig om pĺ Vognen og spřrger forfćrdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gĺet langt vćrre . . . . det var vel kanske ikke sĺ farligt . . . . jeg troed ikke, at der var nogen Ting knust . . . . Ĺ, jeg be'r . . . .

Jeg drev hen til en Bćnk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker, som standsed op og gloed pĺ mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det ikke noget Dřdsstřd, det var gĺet forholdsvis heldigt, nĺr Ulykken endelig skulde vćre ude. Det vćrste var, at min Sko var trykket istykker, Sĺlen revet lřs pĺ Snuden. Jeg holdt Poden op og sĺ Blod inde i Gabet. Nĺ, det var ikke med Vilje gjort pĺ nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt at gřre det vćrre for mig end det var; han sĺ meget bedrřvet ud. Kanske hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brřd fra Vognen, sĺ havde jeg fĺet det. Han havde vist givet mig det med Glćde. Gud glćde ham til Gengćld der, han er! . . . .

Jeg sulted hĺrdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gřre af mig for min ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did pĺ Bćnken og lagde Brystet helt ned pĺ mine Knć; jeg var nćsten forstyrret. Da det blev mřrkt, rusled jeg bort til Rĺdstuen — Gud ved, hvordan jeg kom did — og satte mig pĺ Kanten af Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at tygge pĺ den, forresten uden nogen Hensigt, med mřrke Miner, med Řjnene stirrende ret frem, uden at se. Jeg hřrte endel Smĺbřrn, som legte omkring mig, og fornam instinktsmćssig, nĺr en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers iagttog jeg intet.

Sĺ med én Gang falder det mig ind at gĺ ned i en af Basarerne nedenunder mig og fĺ et Stykke rĺt Křd. Jeg rejser mig og gĺr tvers over Ballustraden, hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet nćsten helt ned til Křdboden, rĺbte jeg opad Trappeĺbningen og hytted tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frćkt til den fřrste Slagter, jeg traf.

»Ĺ, vćr sĺ snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der behřver ikke at vćre noget pĺ det; den skal bare have noget at bćre i Munden.«

Jeg fik et Ben, et prćgtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Křd tilbage, og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden sĺ inderligt, at han sĺ forbauset pĺ mig.

»Ingenting at takke for,« sagde han.

»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.«

Og jeg gik op. Hjćrtet slog stćrkt i mig.

Jeg sneg mig ind i Smedgangen, sĺ dybt ind, som jeg kunde komme, og standsed udenfor en forfalden Port til en Baggĺrd. Der var ikke et Lys at se pĺ nogen Kant, det var velsignet mřrkt omkring mig; jeg gav mig til at gnave i mig af Benet.

Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg mĺtte ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsřgte igen; hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok gřre sin Virkning; det galdt at fĺ det til at bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Křdet, sled af en liten Smule og svćlged det ned med Vold. Og det nytted alligevel ikke; sĺsnart de smĺ Křdsmuler var blevne varme i Maven, kom de desvćrre atter op. Jeg knytted vanvittigt Hćnderne, stak i at grćde af Hjćlpelřshed og gnaved som en besat; jeg grćd, sĺ Benet blev vĺdt og skiddent af Tĺrer, kasted op, banded og gnaved igen, grćd som Hjćrtet skulde briste og kasted atter op. Og jeg svor med hřj Rřst alle Verdens Magter ned i Pinen.

Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Střj. Jeg er i det voldsommeste Sindsoprřr, jeg puster tungt og hřjlydt og grćder tćnderskćrende for hver Gang, jeg mĺ levere disse Křdsmuler, som kanske kunde mćtte mig lidt. Da det slet ikke hjćlper noget, hvormeget jeg end forsřger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmćgtigste Had, henrykt af Raseri, rĺber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn hćst og indćdt og krummer mine Fingre som Klřr . . . . Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba'al, du er ikke til, men hvis du var til, sĺ skulde jeg bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har střdt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte din Besřgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dř, og jeg hĺner dig dog, du Himlens Gud og Apis, med Dřden lige for Tćnderne. Jeg siger dig, jeg vil heller vćre Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vćlger mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djćvelen, Judas og Farao er střdt ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest rĺhovedede Idioter og fattige i Ĺnden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har břjet Knć for dig i sin Dřdsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig břjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjćl gisper efter at hĺne dig, du nĺdefulde Afskum i det hřje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, rĺbe dette hřjlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg kunde, ĺnde det ind i hver ufřdt Menneskesjćl, som engang kommer pĺ Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Drĺbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil spotte dig ud pĺ Dommens Dag og bande dig Tćndeme ud af min Mund for din Guddoms endelřse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle dine Gćrninger og alt dit Vćsen, jeg vil forbande min Tanke, om den tćnker pĺ dig igen, og rive mine Lćber af, om de atter nćvner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Dřden, jeg siger dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjćrte og Nyrer, jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig Ryggen og gĺr min Vej . . . .

Stille,

Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, stĺr der pĺ samme Sted, endnu hviskende Eder og Skćldsord frem, hikkende efter den heftige Grĺd, knćkket og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg stĺr der mĺske en Time og hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Sĺ hřrer jeg Rřster, en Samtale mellem to Mćnd, som kommer gĺende indad Smedgangen. Jeg slćnger bort fra Porten, drager mig frem efter Husvćggene og kommer atter ud pĺ de lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjćrne pludselig at virke i en hřjst mćrkelig Retning. Det falder mig ind, at de elendige Rřnner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler med brugte Klćder, dog var en Skćndsel for Stedet. De řdelagde hele Torvets Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske Opmĺling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig sĺ meget hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gřre at foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, — en pen Sum, mĺtte man sige, en noksĺ net Lommeskilling, he-he, at begynde med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrřmmed, at det var en noksĺ pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Grĺden.

Jeg havde Fřlelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i Grunden sang pĺ det sidste Vers. Det var mig ogsĺ temmelig ligegyldigt, det beskćftiged mig ikke det mindste; jeg sřgte tvertimod nedad Byen, ned til Bryggerne, lćnger og lćnger bort fra mit Vćrelse. Jeg kunde for den Skyld gćrne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dř. Lidelserne gjorde mig mer og mer ufřlsom; det banked stćrkt i min sĺre Fod, jeg havde endog Indtryk af, at Smćrten forplanted sig opad hele Lćggen, og ikke engang det gjorde synderlig ondt. Jeg havde udstĺet vćrre Fornemmelser.

Sĺ kom jeg ned pĺ Jćrnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Střj, kun hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjřmand, som drev om med Hćnderne i Lommen. Jeg lagde Mćrke til en halt Mand, som skeled stivt hen pĺ mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmćssig, tog til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade vćre at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for Mandens Nćse og sige: Dřd og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt havde glemt! Tanken pĺ den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg havde bĺret pĺ den, uden at vide af det selv.

Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet.

Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen?

Manden tćnker sig om, stĺr pĺ det lange Ben og holder det korte ivejret; det korte dingler lidt.

»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lĺ her og lasted?«

»Nej,« svarer jeg.

Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt det vel kunde vćre til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile.

»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .«

»Eller til Vćblungsnćs?«

»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .«

»Ĺ, hřr, med det samme jeg husker det,« afbrřd jeg ham igen, »De skulde vel ikke ville vćre sĺ snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden Smule!«

Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Řje med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke pĺ en eller anden Mĺde; hvor jeg stod og gik havde jeg dette mistćnksomme Blik efter mig, og jeg syntes ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig atter hen til ham, ser pĺ ham og siger:

»Nĺdler.«

Bare dette Ord: Nĺdler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt pĺ ham, idet jeg siger det, jeg fřlte, at jeg stirred frygteligt pĺ ham; det var, som om jeg sĺ pĺ ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Řjnene. Og jeg stĺr en liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Sĺ tusler jeg op til Jćrnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Řje med mig.

Nĺdler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krřblingen fřr. Oppe i Grćndsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en Evighed siden den Dag.

Mens jeg stĺr og tćnker pĺ dette — jeg stĺr og střtter mig til en Husvćg pĺ Hjřrnet af Torvet og Havnegaden — farer jeg pludselig sammen og sřger at kravle mig vćk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhćrdet ret frem og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Rĺd med det, — jeg stĺr Ansigt til Ansigt med »Kommandřren«.

Jeg blir skřdeslřst frćk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvćggen, forat gřre ham opmćrksom pĺ mig. Og jeg gřr det ikke forat vćkke Medlidenhed, men forat hĺne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde vćltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandřren« gĺ over mig, trćde pĺ mit Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften.

»Kommandřren« aned mĺske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham:

»Jeg skulde vćret hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af endda.«

»Ja?« svarer han spřrgende. »De har det ikke fćrdigt, da?«

»Nej, jeg har ikke fĺet det fćrdigt.«

Men nu stĺr mine Řjne pludselig i Vand ved »Kommandřrens« Venlighed, og jeg harker og hoster forbittret, forat gřre mig stćrk. »Kommandřren« střder en Gang i Nćsen; han stĺr og ser pĺ mig.

»Har De noget at leve af imens, da?« siger han.

»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, men . . . . . .

»Gud bevare Dem, det gĺr da ikke an, at De gĺr her og sulter ihjćl, Mand!« siger han. Og han tager med en Gang til Lommen.

Nu vĺgner Skamfřlelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvćggen og holder mig fast, jeg stĺr og ser pĺ, at »Kommandřren« roder om i sin Pengepung; men jeg siger intet. Og han rćkker mig en Tikrone. Han gřr ingen flere Omstćndigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjćl.

Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af mig dette . . . . det var ogsĺ altfor meget . . . .

»Skynd Dem nu!« siger han og ser pĺ sit Ur. »Jeg har ventet pĺ Toget; men nu kommer det, hřrer jeg.«

Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glćde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked ikke engang.

»Det er ikke vćrdt at genere sig for det,« siger »Kommandřren« tilsidst; »De kan jo skrive for det, ved jeg.«

Sĺ gik han.

Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang pĺ, at jeg ikke havde takket »Kommandřren« for denne Hjćlp. Jeg forsřgte at indhente ham, men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde idelig falde pĺ Nćsen. Han fjćrned sig mer og mer. Jeg opgav Forsřget, tćnkte at rĺbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig og rĺbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, min Stemme var bleven for svag.

Jeg stod tilbage pĺ Fortouget og sĺ efter ham, jeg grćd ganske stille. Jeg har aldrig set pĺ Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stĺet, og eftergjorde alle hans Bevćgelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine vĺde Řjne, besĺ den pĺ begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky pĺ, at det havde sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hĺnden, det var en Tikrone.

En Stund efter — mĺske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven ganske stille overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer 11. Da jeg havde stĺet og summet mig et Řjeblik og forundret mig herover, gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Bevćrtning & Logi for Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng. after ruler

* * *

Tirsdag.

Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontćnerne steg Vandstrĺlerne op i Buer, gyldne af Solen, blĺlige af den blĺlige Himmel . . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befćrdede Gader og sĺ pĺ Mennesker. Endnu fřr Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer 2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde pĺ at sige, nĺr hun kom nedad Trappen? Godaften, Frřken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt pĺ hende.

Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at vćre sĺ tidligt ude, vandred om i Karl Johan en Stund og holdt Řje med Universitetsuret. Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind, at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt, jeg ĺrked. Min Fod var meget sĺr, ellers mangled der mig ingenting.

Jeg tog Post ved Fontćnen og pusted ud; jeg stod der rigtig lćnge og sĺ op til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nĺ, jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented igen. Jeg skulde da vel aldrig have drřmt det hele? Havt det fřrste Mřde med hende i Indbildningen den Nat, jeg lĺ i Feber? Jeg begyndte rĺdvild at tćnke efter og fřlte mig aldeles ikke sikker i min Sag.

»Hm!« sagde det bag mig.

Jeg hřrte denne Harken, jeg hřrte ogsĺ lette Skridt i Nćrheden af mig; men jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.

»Godaften!« siger det sĺ.

Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir sĺ forundret over at se hende komme denne Vej.

»Har De ventet lćnge?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.

»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet lćnge? Jeg tćnkte forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?«

»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal vćre ude iaften.«

»Jasĺ!« sagde jeg.

Nu var vi uvilkĺrlig begyndt at gĺ. En Politibetjent stĺr pĺ Gadehjřrnet og ser pĺ os.

»Men hvor gĺr vi egentlig hen?« siger hun og standser.

»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.«

»Uf, ja, men det er sĺ kedeligt at bestemme det selv.«

Pause.

Sĺ siger jeg, bare for at sige noget:

»Det er mřrkt i Deres Vinduer, ser jeg.«

»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har ogsĺ fĺet fri. Sĺ jeg er ganske alene hjemme.«

Vi stĺr begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde set dem fřr.

»Kan vi gĺ op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Dřren hele Tiden, dersom De vil . . . .«

Men nu skalv jeg af Bevćgelse og angred meget, at jeg havde vćret for frćk. Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende igen? Ĺ, det elendige Antrćk, jeg havde pĺ! Jeg vented fortvivlet pĺ Svaret.

»De skal aldeles ikke sidde nede ved Dřren,« siger hun. Hun taler ligefrem řmt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Dřren.

Vi gik op.

Ude pĺ Gangen, hvor det var mřrkt, tog hun min Hĺnd og ledte mig frem. Jeg behřved slet ikke at vćre sĺ stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi kom ind. Mens hun tćndte Lys — det var ikke en Lampe, hun tćndte, men et Lys — mens hun tćndte dette Lys, sagde hun med en liden Latter:

»Men nu fĺr De ikke se pĺ mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig gřre det mer.«

»Hvad skal De aldrig gřre mer?«

»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig kysse Dem mer.«

»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter hende, Og hun gled tilside, smutted vćk, over pĺ den anden Side af Bordet. Vi stod og sĺ pĺ hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os.

»Forsřg at fĺ fat pĺ mig!« sagde hun.

Og under megen Latter forsřgte jeg at fĺ fat pĺ hende. Mens hun sprang omkring, lřste hun Slřret op og tog Hatten af; hendes spillende Řjne hang fremdeles ved mig og vogted pĺ mine Bevćgelser. Jeg gjorde et Udfald pĺny, snubled i Tćppet og faldt; min sĺre Fod vilde ikke lćnger holde mig oppe. Jeg rejste mig yderlig flau.

»Gud, hvor rřd De blev!« sagde hun. »Ja, det var ogsĺ grćsselig kejtet.«

»Ja, det var det!« svared jeg.

Og vi begyndte pĺny at springe omkring.

»Jeg synes, De halter?«

»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.«

»Sidst havde De en sĺr Finger, nu har De en sĺr Fod; det er svćrt, sĺ mange Plager De har.«

»Ĺ, ja. — Jeg blev lidt overkřrt for nogle Dage siden.«

»Overkřrt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!« Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Sĺ sćtter vi os da!« sagde hun. »Nej, ikke der nede ved Dřren; De er sĺ altfor tilbageholden; her oppe; De der og jeg her, sĺ ja! . . . . Uf, det er noksĺ kedeligt med tilbageholdne Mennesker! Sĺ mĺ man sige og gřre alt selv, man fĺr ingen Hjćlp til noget. Nu kunde De for Eksempel gćrne holde Deres Hĺnd pĺ min Stolryg, De kunde gćrne fundet pĺ sĺ meget af Dem selv, kunde De. For om jeg siger noget sligt, sĺ sćtter De op et Par Řjne, som om De ikke rigtig tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere Gange, De gřr det nu ogsĺ. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er sĺ beskeden altid, nĺr De blot třr dy Dem. De var noksĺ frćk den Dag, da De var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Ĺndrigheder: De mister Deres Bog, Frřken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frřken! Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!«

Jeg sad fortabt og sĺ pĺ hende. Mit Hjćrte slog hřjt, Blodet spćndte mig varmt gennem Ĺrene. Hvilken vidunderlig Nydelse!

»Hvorfor siger De ingenting?«

»Nej, hvor De er sřd!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er ingen Rĺd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . . Stundom strĺler Deres Řjne sĺ, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men . . . . Jeg er sĺ aldeles forelsket i Dem, og det er sĺ urimeligt . . . . Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? Nu mĺ De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .«

»Nej, hvad hedder De? Gud, nu havde jeg nćr glemt det igen! Jeg tćnkte pĺ det i hele Gĺr, at jeg skulde spřrge Dem. Ja, det vil sige ikke i hele Gĺr, men . . . .«

»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De om det? En sĺdan glidende Lyd . . . .«

»Ylajali?«

»Ja.«

»Er det fremmede Sprog?«

»Hm, Nej, det er ikke det heller.«

»Ja, det er ikke stygt . . . .«

Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige ved Siden af mig i Sofaen og skřv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at passiare pĺny.

»De har barberet Dem ogsĺ iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke . . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikřbet med en fćl Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut gĺ ind et Sted og drikke Vin med mig. Nej, Tak!«

»Det var altsĺ for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde gĺ med alligevel da?« sagde jeg.

»Nej,« svared hun og sĺ ned. »Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg tćnkte ikke pĺ det engang.«

»Hřr,« sagde jeg, »De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klćde mig og leve akkurat som jeg řnsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget, meget fattig.«

Hun sĺ pĺ mig.

»Er De det?« sagde hun.

»Ja, jeg er det, desvćrre.«

Pause.

»Ja, Herregud, det er jeg ogsĺ, det,« sagde hun med en frejdig Bevćgelse med Hovedet.

Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjćrtet som Vindrĺber. Hun henrykte mig med den Vane, hun havde at lćgge sit Hoved lidt pĺ Siden og lytte, nĺr jeg sagde noget. Og jeg fřlte hendes Ĺndedrag lige op i mit Ansigt.

»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu mĺ De ikke blive sint . . . . Da jeg gik tilsengs igĺraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . . sĺledes . . . . som om De lĺ i den . . . . og sĺ sovned jeg ind . . . .«

»Jasĺ? Det var vakkert!« Pause. »Men det mĺtte nu ogsĺ vćre pĺ Frastand, De kunde gřre sligt noget; for ellers . . . .«

»Tror De ikke, jeg kunde gřre det ellers?«

»Nej, det tror jeg ikke.«

»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv.

»Kan jeg det?« sagde hun bare.

Det ćrgred mig, střdte mig nćsten, at hun holdt mig for sĺ altfor skikkelig; jeg brysted mig op, skřd Hjćrtet op i Livet og tog hendes Hĺnd. Men hun trak den ganske stilfćrdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og sĺ bort mod Vinduet. Jeg var alligevel sĺ altfor ynkelig der, jeg sad, jeg mĺtte blot ikke prřve at indbilde mig noget. Det havde vćret en anden Sag, hvis jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu sĺ ud som et Menneske, i mine Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg fřlte mig meget nedslagen tilmode.

»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med en liden Rynke i Panden, gřre Dem sĺ flad, bare ved at flytte sig lidt bort fra Dem . . . .« Hun lo drillende, skřjeragtigt, med aldeles lukkede Řjne, som om heller ikke hun holdt ud at blive set pĺ.

»Nej, men du store min!« bused jeg ud, »nu skal De bare se!« Og jeg slog Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var nćsten krćnket. Var Pigen fra Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gĺ pĺ, sĺ . . . .

Hun sad ganske rolig, og hun havde Řjnene fremdeles lukket; ingen af os talte. Jeg trykked hende hĺrdt ind til mig, klemte grĺdigt hendes Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hřrte vore Hjćrteslag, bĺde hendes og mine, de lřd som begravede Hovtramp.

Jeg kyssed hende.

Jeg vidste ikke lćngere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked Kćlenavne ind i hendes Mund, klapped hende pĺ Kindet, kyssed hende mange Gange. Jeg ĺbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to sřde Vidundere bag Linnedet.

»Mĺ jeg fĺ se!« siger jeg, og jeg forsřger at ĺbne flere Knapper, gřre Hullet střrre; men min Bevćgelse er for stćrk, jeg kommer ingen Vej med de nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer pĺ. »Mĺ jeg bare fĺ se lidt . . . . lidt . . . .«

Hun slĺr Armen om min Hals, ganske langsomt, řmt; hendes Ĺnde puster mig lige i Ansigtet fra de rřde, dirrende Nćsebor; med den anden Hĺnd begynder hun selv at ĺbne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser flere Gange op pĺ mig, om jeg skal mćrke, at hun er bange. Hun lřser Bĺndene op, hćgter op Korsettet, er henrykt og ćngstelig. Og jeg fingrer med mine grove Hćnder ved disse Knapper og Bĺnd . . . .

Forat aflede Opmćrksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin venstre Hĺnd over Skulderen og siger:

»Hvilken Mćngde lřse Hĺr der ligger!«

»Ja,« svarer jeg og vil trćnge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger i dette Řjeblik med ganske ĺbne Klćder. Pludselig er det som om hun besinder sig, som om hun synes at have gĺet for vidt; hun dćkker sig atter til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de ĺbne Klćder, giver hun sig atter til at tale om den Mćngde affaldne Hĺr, der lĺ pĺ mine Skuldre.

»Hvor kan det vćre, at Hĺret falder sĺ af Dem?«

»Ved ikke!«

»Ĺ, De drikker naturligvis formeget, og kanske — Fy, jeg vil ikke sige det! De mĺtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som er sĺ ung, allerede mister Hĺret! . . . . Nu skal De vćrsĺgod fortćlle mig, hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker pĺ, det er frygteligt! Men bare Sandhed, forstĺr De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal nok forresten se det pĺ Dem, om de vil skjule noget. Sĺ, fortćl nu!«

»Ja, lad mig fĺ kysse Dem pĺ Brystet fřrst, sĺ.«

»Er De gal? Sĺ, begynd nu!«

»Nej, kćre, lad mig nu fĺ Lov til det fřrst!«

»Hm. Nej, ikke fřrst . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil hřre, hvad De er for et Menneske . . . . Ĺ, jeg er sikker pĺ, det er forfćrdeligt!«

Det pinte mig ogsĺ, at hun skulde tro det vćrste om mig, jeg var bange for at střde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om mit Levnet. Jegvilde rense mig i hendes Řjne, gřre mig vćrdig til hende, vise hende, at hun sad ved en pĺ det nćrmeste engleren Persons Side. Herregud, jeg kunde jo tćlle pĺ Fingerne mine Fald til Dato.

Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde intet vćrre end det var, det var ikke min Agt at vćkke hendes Medlidenhed; jeg sagde ogsĺ, at jeg havde stjĺlet fem Kroner en Aften.

Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de blanke Řjne. Jeg vilde gřre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg havde gjort, og strammed mig op:

»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke vćre Tale om sligt noget lćnger; nu er jeg bjćrget . . . .«

Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!«

Jeg begyndte at spřge, tog hende i Siden, forat kildre hende, lřfted hende op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ćrgred mig en Smule, sĺred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i hendes Řjne mer uvćrdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hĺr faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gĺ pĺ! Og hvis det bare galdt at gĺ pĺ, sĺ ved den levende . . . .

Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod, ganske lidt forresten, og sĺ forbauset ud.

»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun.

»Hvad jeg vil?!«

He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gĺ pĺ, vilde jeg, gĺ lige pĺ! Det var ikke bare pĺ Frastand, jeg havde det med at gĺ pĺ; det var ikke min Art og Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at vćre Karl for min Hat og ikke slĺes flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gĺet med uforrettet Sag fra en sĺdan Affćre . . . .

Og jeg gik pĺ.

»Nej . . . . nej, men . . . .?«

Jo, mente jeg, det var Meningen det!

»Nej, hřrer De!« rĺbte hun. Og hun lagde til disse sĺrende Ord: »Jeg kan jo ikke vćre tryg for, at De ikke er vanvittig.«

Jeg holdt uvilkĺrlig lidt inde, og jeg sagde:

»Det mener De ikke!«

»Jo, ved Gud, De ser sĺ rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, — De var altsĺ ikke fuld dengang?«

»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .«

»Ja, sĺ meget vćrre var det.«

»Vilde De heller, at jeg skulde vćret fuld?«

»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!«

Jeg tćnkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Pćrevćv en silde Aftenstund pĺ en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter fandt man ikke pĺ at komme med i et sligt Řjeblik! Som om jeg ikke vidste, at det var bare Undselighed altsammen! Da mĺtte jeg vćre grřn! Sĺ stille nu! Ikke noget Třv! Leve Kongen og Fćdrelandet! . . . .

Hun stritted besynderlig stćrkt imod, altfor stćrkt til bare at stritte imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at střde Lyset overende, sĺ det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstřdte endog et lidet Klynk.

»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil sĺ skal De heller fĺ kysse mig pĺ Brystet. Kćre, snille . . . .«

Jeg standsed řjeblikkelig. Hendes Ord lřd sĺ forfćrdede, hjćlpelřse, jeg blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skřnt, skřnt og enfoldigt! Jeg kunde faldt ned og knćlet for hende.

»Men, kćre, vene!« sagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstĺr ikke . . . . jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .«

Hun rejste sig og tćndte atter Lyset med rystende Hćnder; jeg sad tilbage pĺ Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden meget ilde tilmode.

Hun kasted Řjnene hen pĺ Vćggen, hen til Klokken, og for sammen.

»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde hun. Dette var det fřrste, hun sagde.

Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kĺben, som forat klćde den pĺ, men betćnkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om hun viste mig Dřren, sagde jeg:

»Var han Militćr Deres Far?« og samtidig gjorde jeg mig istand til at gĺ.

Ja, han var Militćr. Hvoraf vidste jeg det?

Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind.

Det var besynderligt!

Ĺ, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser. He-he, det hřrte med til mit Vanvid, det . . . .

Hun sĺ hurtig op, men svared ikke. Jeg fřlte, at jeg pinte hende med min Nćrvćrelse, og vilde gřre kort Proces. Jeg gik til Dřren. Vilde hun ikke kysse mig mer nu? Ikke engang rćkke mig Hĺnden? Jeg stod og vented.

»Skal De gĺ nu da?« sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen.

Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og sĺ pĺ hende, uden at sige noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, nĺr det ikke kunde blive til noget? Hvad gik der af hende i dette Řjeblik? Det lod ikke til at angĺ hende, at jeg stod fćrdig til at gĺ; hun var pĺ en Gang aldeles tabt for mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord, som kunde ramme hende og mĺske imponere hende lidt. Og stik imod min faste Beslutning, sĺret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornćrmet, gav jeg mig ligefrem til at tale om Uvćsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar mig yderst tankelřst ad.

Hvorfor kunde hun ikke lige sĺ godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde gĺ min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke vćrdt at genere sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun ogsĺ simpelthen have sagt fřlgende: Nu mĺ De forsvinde, for nu skal jeg gĺ og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Fřlge nedad Gaden. Sĺ, det var ikke det, hun havde tćnkt pĺ? Ĺ, jo, det var nok alligevel det, hun havde tćnkt pĺ; det forstod jeg straks. Der skulde sĺ lidet til, forat sćtte mig pĺ Spor; bare den Mĺden, hvorpĺ hun havde taget efter Kĺben og atter ladet den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med Anelser. Og der var vel kanske ikke sĺ meget Vanvid i det i Grunden . . . .

»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« rĺbte hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig.

Jeg var ubřjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred vćk med den pinlige Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo vćre et temmelig řmtĺligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som nćred sig af Bagateller og dřde bare for et hĺrdt Ord. Og jeg lod underforstĺ, at jeg havde en sĺdan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad skćrpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja, jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desvćrre. Men det havde ogsĺ sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig om for hvert Skridt, han tager, lytter mistćnksomt til hvert Ord, han hřrer af de Mennesker, han trćffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller sĺledes hans Tanker og Fřlelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhřr og fřlsom, han er en erfaren Mand, hans Sjćl har Brandsĺr . . . .

Og jeg talte rigtig lćnge om disse Brandsĺr, som min Sjćl havde. Men jo lćnger jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!« et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hćnder. Jeg sĺ godt, at jeg plaged hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig mente jeg at have fĺet sagt hende i grove Trćk det nřdvendigste af, hvad jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og rĺbte:

»Nu gĺr jeg! Nu gĺr jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hĺnden pĺ Lĺsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gćrne svare mig, nĺr jeg siger Farvel to Gange og stĺr fiks og fćrdig til at gĺ. Jeg beder ikke engang om at fĺ trćffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor lod De mig ikke vćre i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig sĺ inderlig blank, gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, nĺr De vil tćnke Dem om, at der er ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og rćk mig Hĺnden! Eller lad mig fĺ Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gřre Dem noget ondt, jeg vil bare knćle for Dem et Řjeblik, knćle ned pĺ Gulvet der foran Dem, blot et Řjeblik; mĺ jeg? Nej, nej, sĺ skal jeg ikke gřre det, jeg ser, De blir bange, jeg skal ikke, skal ikke gřre det, hřrer De. Herregud dog, hvorfor blir De sĺ forfćrdet? Jeg stĺr jo stille, jeg rřrer mig ikke. Jeg vilde have knćlet ned pĺ Tćppet et Minut, just der, pĺ den rřde Farve lige ved deres Fřdder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det pĺ Deres Řjne, at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg bad Dem derom; vel? Jeg stod lige sĺ urřrlig som nu, nĺr jeg viser Dem det Sted, hvor jeg vilde knćlet for Dem, der borte pĺ den rřde Rose i Tćppet. Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det vćre, for ikke at forskrćkke Dem, jeg nikker bare og ser derhen, sĺledes! Og De forstĺr meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade mig at knćle der; De er bange for mig og třr ikke komme mig nćr. Jeg begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjćrte at kalde mig gal. Ikke sandt, De tror det heller ikke lćnger? Det var engang i Sommer, for lćnge siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hĺrdt og glemte at gĺ til Middags i ret Tid, nĺr jeg havde meget at tćnke pĺ. Det hćndte Dag efter Dag; jeg burde have husket det, men jeg glemte det stadig vćk. Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! Der kan De se, De gřr mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik ogsĺ ofte med mange Penge i Lommen og křbte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det. Hřrer De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De gĺr aldeles ikke bort fra Kaminen, De stĺr bare og venter pĺ, at jeg skal gĺ . . . .«

Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hĺnd frem. Jeg sĺ fuld af Mistro pĺ hende. Gjorde hun det ogsĺ med noget let Hjćrte? Eller gjorde hun det blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde Tĺrer i Řjnene. Jeg stod bare og sĺ pĺ hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et Middel til at fĺ en Ende pĺ det.

Hun sagde noget, det lřd for mig som: »Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun sagde det meget lavt og utydeligt, mĺske hřrte jeg ikke rigtig, hun sagde kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule pĺ Tćerne, forat rćkke godt op, og stod sĺledes mĺske et helt Minut.

Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Řmhed, jeg sagde blot:

»Hvor De er dejlig nu!«

Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trĺdte tilbage, střdte til Dřren og gik baglćnds ud. Og hun stod igen derinde.

FJERDE STYKKE

Vinteren var kommet, en rĺ og vĺd Vinter nćsten uden Sne, en tĺget og mřrk evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstřd, sĺ lang som Ugen var. Gassen brćndte nćsten hele Dagen i Gaderne, og Folk střdte alligevel pĺ hinanden i Tĺgen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjćlderne fra Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lřd sĺ sprukkent og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dćmped alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme.

Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.

Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Bevćrtning, dette Logihus for Rejsende, hvor jeg havde fĺet bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var for lćnge siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gĺ og komme pĺ dette Sted, som om jeg havde Ret dertil og hřrte hjemme der. Vćrtinden havde endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale hende. Sĺledes forlřb tre Uger.

Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det lykkedes mig ikke lćnger at fĺ til noget, som jeg var tilfreds med; jeg havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsřgte sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var borte, og jeg anstrćngte mig altid forgćves.

Det var pĺ et Vćrelse i anden Etage, i det bedste Gćstevćrelse, jeg sad og gjorde disse Forsřg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den fřrste Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde ogsĺ hele Tiden det Hĺb, at jeg endelig kunde fĺ istand en Artikel om et eller andet, sĺ jeg kunde fĺ betalt Vćrelset og hvad jeg ellers skyldte for; det var derfor, jeg arbejded sĺ ihćrdigt. Isćr havde jeg et pĺbegyndt Stykke, som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en dybsindig Tanke, som jeg vilde lćgge al min Flid pĺ at udarbejde og bringe »Kommandřren« i Afbetaling. »Kommandřren« skulde dog erfare, at han denne Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ĺnden kom over mig. Og hvorfor skulde ikke Ĺnden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme over mig med det allerfřrste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg fik lidt Mad hver Dag af min Vćrtinde, nogle Smřrogbrřd Morgen og Aften, og min Nervřsitet var nćsten forsvunden. Jeg brugte ikke lćnger Klude om mine Hćnder, nĺr jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i alle Mĺder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede havde fĺet min Allegori fćrdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.

En Dag skulde jeg endelig fĺ en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor slřvt og udueligt min Hjćrne arbejded. Den Dag kom nemlig min Vćrtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se pĺ; der mĺtte vćre noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.

Jeg satte mig til at tćlle; min Vćrtinde sad lige overfor mig og sĺ pĺ mig. Jeg talte disse tyve Poster, fřrst en Gang nedad, og fandt Summen rigtig, derpĺ en Gang opad, og kom pĺny til samme Resultat. Jeg sĺ pĺ Konen, hun sad lige foran mig og vented pĺ mit Ord; jeg lagde med det samme Mćrke til, at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmćrksomhed, og jeg stirred dog ingenlunde undersřgende pĺ hende.

»Summen er rigtig,« sagde jeg.

»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke vćre sĺ meget; jeg er sikker pĺ det.«

Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brřd á 25, i Lampeglas 18, Sćbe 20, Smřr 32 . . . . Der skulde ikke noget klřgtigt Hoved til, forat gennemgĺ disse Talrćkker, denne lille Hřkerregning, hvori der ingen Vidtlřftigheder fandtes, og jeg forsřgte redeligt at finde den Fejl, som Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal et Par Minutter, fřlte jeg desvćrre, at altsammen begyndte at danse rundt i mit Hoved; jeg gjorde ikke lćnger Forskel pĺ Debet og Kredit, jeg blanded det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved fřlgende Post: »3 5/16 Pund Ost á 16«. Min Hjćrne klikked fuldstćndig, jeg stirred dumt ned pĺ Osten og kom ingen Vej.

»Det er da ogsĺ forbandet, sĺ vredent dette er skrevet!« sagde jeg fortvivlet. »Her stĺr Gud hjćlpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he, har man hřrt Magen! Ja, her kan De se selv!«

»Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive sĺ. Det er Nřgleosten. Jo, det er korrekt! Fem Sekstendele er altsĺ fem Lod«

»Ja, det forstĺr jeg nok!« atbrřd jeg, skřnt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen Ting mer.

Jeg forsřgte pĺny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle Mĺneder siden kunde have talt op pĺ et Minut; jeg sveded stćrkt og tćnkte over disse gĺdefulde Tal af alle Krćfter, og jeg blinked eftertćnksomt med Řjnene, som om jeg studered rigtig skarpt pĺ denne Sag; men jeg mĺtte opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstćndigt af med mig; det var som om noget knak over i min Pande.

For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, bevćged jeg Lćberne og nćvnte nu og da et Tal hřjt, alt imens jeg gled lćnger og lćnger nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nćrmed mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg:

»Ja, nu har jeg gĺet den igennem fra fřrst til sidst, og der er virkelig ingen Fejl, sĺvidt jeg kan se.«

»Ikke det?« svared Konen, »jasĺ, ikke det?« Men jeg sĺ godt, at hun ikke troed mig. Og pludselig syntes hun pĺ en Gang at antage et lidet Stćnk af Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke tidligere havde hřrt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til at regne med Sekstendele; hun sagde ogsĺ, at hun mĺtte henvende sig til nogen, som forstod sig pĺ det, forat fĺ Regningen ordentlig gennemset. Alt dette sagde hun ikke pĺ nogen sĺrende Mĺde, forat gřre mig tilskamme, men tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Dřren og skulde gĺ, sagde hun, uden at se pĺ mig:

»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!«

Hun gik.

Lidt efter ĺbnedes Dřren pĺny, og min Vćrtinde kom atter ind; hun kunde nćppe have gĺet lćnger end ud pĺ Gangen, fřr hun vendte om.

»Det er sandt!« sagde hun. »De mĺ ikke tage det ilde op; men jeg har vel lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igĺr, siden De kom? Ja, jeg mente, det var sĺ. Det er ikke grejt at klare sig med sĺ stor Familje, sĺ jeg kan ikke lade nogen fĺ bo pĺ Kredit, desvćrre . . . .«

Jeg standsed hende.

»Jeg arbejder pĺ en Artikel, som jeg altsĺ har fortalt Dem om fřr,« sagde jeg, »og sĺsnart den blir fćrdig, skal De fĺ Deres Penge. De kan vćre ganske rolig.«

»Ja, men De fĺr jo aldrig den Artikel fćrdig, jo?«

»Tror De det? Ĺnden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da blir min Artikel fćrdig pĺ et Kvarter hřjst. Ser De, det er ikke sĺledes med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sćtte mig ned og fĺ istand en vis Mćngde om Dag, jeg mĺ bare vente pĺ Řjeblikket. Og der er ingen, som kan sige Dag og Time, pĺ hvilken Ĺnden kommer over én; det mĺ have sin Gang.«

Min Vćrtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.

Jeg sprang op og sled mig i Hĺret at Fortvivlelse, sĺsnart jeg var bleven alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen Redning! Min Hjćrne var bankerot! Var jeg da altsĺ bleven helt Idiot, siden jeg ikke lćnger kunde regne ud Vćrdien af et lidet Stykke Nřgleost? Men kunde jeg ogsĺ have tabt min Forstand, nĺr jeg stod og gav mig selv slige Spřrgsmĺl? Havde jeg ikke ovenikřbet midt under mine Anstrćngelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Vćrtinde var frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkĺrligt ind, jeg sad og sĺ det med mine egne Řjne, og jeg forstod det straks, til og med i et fortvivlet Řjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele. Hvorledes skulde jeg forklare mig det?

Jeg gik til Vinduet og sĺ ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der legte nogle Břrn nede pĺ Brostenene, fattigt klćdte Břrn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skrĺled hřjt. Et Flyttelćs rulled langsomt forbi dem; det mĺtte vćre en fordreven Familje, som skifted Bopćl udenfor Flyttetiden. Dette tćnkte jeg mig řjeblikkelig. Pĺ Vognen lĺ Sengeklćder og Mřbler, mřlćdte Senge og Komoder, rřdmalede Stole med tre Ben, Matter, Jćrnskrab, Bliktřj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig hćslig Unge med forkřlet Nćse, sad oppe i Lćsset og holdt sig fast med sine stakkels blĺ Hćnder, for ikke at tumle ned. Hun sad pĺ en Bundt af rćdsomme, vĺde Madrasser, som Břrn havde ligget pĺ, og sĺ ned pĺ de smĺ, der kasted Tomflasken imellem sig . . . .

Alt dette stod jeg og sĺ pĺ, og jeg havde ingen Mřje med at forstĺ alt, som foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hřrte jeg ogsĺ min Vćrtindes Pige synge inde i Křkkenet lige ved Siden af mit Vćrelse; jeg kendte den Melodi, hun sang, jeg hřrte derfor efter, om hun skulde synge fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have gjort; jeg var Gudskelov sĺ fornuftig, som noget Menneske. Pludselig sĺ jeg to af Břrnene nede i Gaden fare op at skćndes, to Smĺgutter; jeg kendte den ene, det var min Vćrtindes. Jeg ĺbner Vinduet, forat hřre, hvad de siger til hinanden, og straks stimler en Flok Břrn sammen nedenunder mit Vindu og ser lćngselsfuldt op. Hvad vented de pĺ? At noget skulde blive kastet ud? Třrrede Blomster, Křdben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde gnave i sig eller more sig med? De sĺ med blĺfrosne Ansigter, med uendelig lange Řjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsćtter de to smĺ Fjender at skćlde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse Barnemunde, forfćrdelige Řgenavne, Skřgesprog, Matroseder, som de kanske havde lćrt nede ved Bryggerne. Og de er begge to sĺ optagne heraf, at de slet ikke lćgger Mćrke til min Vćrtinde, der lřber ud til dem, forat fĺ hřre, hvad der er pĺfćrde.

»Jo,« forklarer hendes Sřn, »han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten pĺ en lang Stund!« Og vendende sig om mod den lille Ugćrningsmand, der stĺr og flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og rĺber: »Rejs til hede Helvede, dit kaldćiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i Struben! Jeg skal Herr'n forsyne mig . . . .«

Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade med sin Mave, svarer det tiĺrige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil have ham med:

»Sh! Hold Snavel'n din! Jeg mener, du bander ogsĺl Du bruger Kćften, som om du skulde vćret pĺ Ludderhus i ĺrvis! Nu kommer du ind!«

»Nej, jeg gřr ikke det!«

»Jo, du gřr det!«

»Nej, jeg gřr ikke det!«

Jeg stĺr oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke lćnger ud, jeg rĺber ned til Gutten, at han skal komme op til mig et Řjeblik. Jeg rĺber to Gange, blot forat forstyrre dem, forat fĺ forpurret dette Optrin; den sidste Gang, rĺber jeg meget hřjt, og Moderen vender sig forblřffet om og ser op til mig. Og řjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frćkt pĺ mig, rigtig overlegent ser hun pĺ mig, og trćkker sig sĺ tilbage med en bebrejdende Bemćrkning til sin Sřn. Hun taler hřjt, sĺ jeg kan hřre det, og siger til ham:

»Fy, du mĺtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!«

Af alt dette, som jeg sĺledes stod og iagttog, var der intet, ikke engang en liden Biomstćndighed, som gik tabt for mig. Min Opmćrksomhed var yderst vag, jeg indĺnded řmtĺligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Sĺ der kunde umuligt vćre noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der ogsĺ vćre noget ivejen med den nu?

Hřr, ved du hvad, sagde jeg pĺ en Gang; nu har du lćnge nok gĺet og befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i sĺ Henseende; nu fĺr det vćre Slut med de Narrestreger! Er det Tegn pĺ Galskab at mćrke og opfatte alle Ting sĺ nřjagtigt, som du gřr det? Du fĺr mig nćsten til at le af dig, forsikkrer dig pĺ, det er ikke uden Humor, sĺvidt jeg skřnner. Kort og godt, det hćnder alle Mennesker at stĺ fast for en Gangs Skyld, og det just netop i de simpleste Spřrgsmĺl. Det siger intet, det er bare Tilfćldighed. Som sagt, jeg er pĺ et hćngende Hĺr i Fćrd med at fĺ mig en liden Latter over dig. Hvad den Hřkerregning angĺr, disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gćrne kalde det, — he-he, en Ost med Nellik og Pebber i, pĺ min Ćre en Ost, som man rent ud sagt kunde fĺ Barn af, — hvad denne latterlige Ost angĺr, da kunde det have hćndt den bedste at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gřre det af med en Mand . . . . Og jeg gjorde det vćrste Nar af al Nřgleost . . . . Nej, sćt mig pĺ noget spiseligt! sagde jeg, sćt mig, om du vil, pĺ fem Sekstendele godt Mejerismřr! Det er en anden Sag!

Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem sĺre morsomme. Der var virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var sĺ at sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet pĺ det, Gud ske Lov og Tak!

Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der pĺ Gulvet og samtalte med mig selv; jeg lo hřjt og fřlte mig voldsomt glad. Det var virkelig ogsĺ, som om jeg blot behřved denne lille glade Stund, dette Řjeblik af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat fĺ mit Hoved i arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end pĺ lange Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmćrket. Jeg arbejded ogsĺ en Times Tid, uden at blive trćt.

Sĺ sidder jeg just pĺ et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en Ildebrand i en Boglade; det forekom mig sĺ vigtigt, at alt det řvrige, jeg havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Břger, som brćndte, det var Hjćrner, Menneskehjćrner, og jeg vilde lave en ren Bartholomćusnat af disse brćndende Hjćrner. Da blev med en Gang min Dřr ĺbnet med megen Hast, og min Vćrtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Vćrelset, hun standsed ikke engang pĺ Dřrstokken.

Jeg gav et lidet hćst Rĺb; det var virkelig, som om jeg havde fĺet et Slag.

»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fĺet en Rejsende, og vi mĺ have dette Vćrelse til ham; De fĺr ligge nede hos os inat; ja, De skal fĺ egen Seng der ogsĺ.« Og fřrend hun havde fĺet mit Svar, begyndte hun uden videre at samle sammen mine Papirer pĺ Bordet og bringe Uorden i dem allesammen.

Min glade Stemning var blćst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mćled ikke et Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hĺnd.

Der var intet andet for mig at gřre, jeg mĺtte forlade Vćrelset. Nu var ogsĺ dette dyrebare Řjeblik spoleret! Jeg mřdte den ny Rejsende allerede i Trappen, en ung Mand med store blĺ Ankertegninger pĺ Hĺndbagerne; bagefter ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste pĺ Skulderen. Den fremmede var vist en Sjřmand, altsĺ blot en tilfćldig Rejsende for Natten; han skulde nok ikke optage mit Vćrelse i nogen lćngere Tid. Kanske kunde jeg ogsĺ vćre heldig imorgen, nĺr Manden var rejst, og fĺ et af mine Řjeblikke igen; der mangled mig blot en Inspiration pĺ fem Minutter nu, sĺ var mit Vćrk om Ildebranden fćrdig. Altsĺ, jeg fik finde mig i Skćbnen . . . .

Jeg havde ikke tidligere vćret inde i Familjens Lejlighed, denne eneste Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og fire Břrn. Pigen boed i Křkkenet, hvor hun ogsĺ sov om Natten. Jeg nćrmed mig med megen Modvilje Dřren og banked pĺ; ingen svared, dog hřrte jeg Stemmer indenfor.

Manden sagde ikke et Ord, da jeg trĺdte ind, besvared ikke engang min Hilsen; han sĺ blot ligegyldigt pĺ mig, som om jeg ikke vedkom ham. Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved Bryggerne, en Bćrer, der lřd Navnet »Glasruden«. Et Spćdbarn lĺ og pludred med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Vćrtindens Fader, sad sammenkrřben pĺ en Sengebćnk og luded med Hovedet over sine Hćnder, som om hans Bryst eller Mave smćrted ham. Han havde nćsten hvidt Hĺr og sĺ ud i sin sammenkrřbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Řren efter noget.

»Jeg kommer nok desvćrre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til Manden.

»Har min Kone sagt det?« spurgte han.

»Ja. Der kom en ny Mand pĺ mit Vćrelse.«

Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Fćrd med Kortene.

Sĺledes sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have noget mellem Hćnderne imens. Han foretog sig ellers intet, rřrte sig netop sĺ meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne, var om sig pĺ alle Kanter og havde Omsorg for at fĺ Gćster til Huset. Hun havde ogsĺ sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bćrere, hvem hun betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde bragt den ny Rejsende med.

Et Par af Břrnene kom ind, to Smĺpiger med magre, fregnede Třseansigter; de havde rigtig usle Klćder pĺ. Lidt efter kom ogsĺ Vćrtinden ind. Jeg spurgte hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen pĺ Sofabćnken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette, gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i Orden, og hun sĺ ikke en Gang pĺ mig.

Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Dřren og gjorde mig liden, lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Vćrelse med en anden for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at opirre hende og mĺske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: »Ĺ, ja, der blir vel en Rĺd!« og taug.

Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.

»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk i Kost og Logi pĺ Kredit,« sagde hun. »Og det har jeg sagt Dem fřr ogsĺ.«

»Ja, men kćre, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er fćrdig,« svared jeg, »og da skal jeg gćrne give Dem en Femkrone atpĺ, gćrne det.«

Men hun havde ĺbenbart ingen Tro pĺ min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg kunde ikke give mig til at vćre stolt og forlade Huset, bare af en Smule Krćnkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. after ruler

* * *

Der forlřb et Par Dage.

Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, hvor der ingen Ovn var; jeg sov ogsĺ om Natten pĺ Gulvet inde i Stuen. Den fremmede Sjřmand boed stadigt pĺ mit Vćrelse og lod ikke til at ville flytte sĺ snart. Ved Middagstid kom ogsĺ Vćrtinden ind og fortalte, at han havde betalt hende i Forskud for en hel Mĺned; forresten skulde han tage Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen. Jeg stod og hřrte pĺ dette og forstod, at mit Vćrelse nu var tabt for mig for bestandigt.

Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg vćre sĺ heldig at fĺ noget skrevet, sĺ mĺtte det alligevel vćre her, i Stilheden. Det var ikke lćnger min Allegori, som beskćftiged mig; havde fĺet en ny Idé, en ganske fortrćffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen. Isćr havde jeg altsammen udtćnkt angĺende Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skřge, der havde syndet i Templet, ikke af Svaghed og ikke af Attrĺ, men af Had mod Himlen, syndet lige ved Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for Himlen.

Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik. Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop sĺledes, som jeg vilde have hende frem. Hendes Krop skulde vćre mangelfuld og frastřdende: hřj, meget mager og en Smule mřrk, og nĺr hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at skinne igennem hendes Skřrter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde ogsĺ have store, udstĺende Řrer. Kortsagt, hun vilde intet blive for Řjet, knapt nok udholdelig at se pĺ. Hvad der interessered mig hos hende, var hendes underfulde Skamlřshed, dette desperate Topmĺl af overlagt Synd, som hun havde begĺet. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjćrne var ligefrem udbulnet af denne sćre Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i samfulde to Timer i Trćk pĺ mit Drama.

Da jeg havde fĺet istand et halvt Snes Sider, mĺske tolv Sider, ofte med stort Besvćr, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgćves og mĺtte rive mine Ark itu, var jeg bleven trćt, ganske stiv af Kulde og Trćthed, og jeg rejste mig og gik ud pĺ Gaden. I den sidste Halvtime var jeg ogsĺ bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, sĺ jeg kunde i ethvert Tilfćlde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig gik og grunded pĺ, hvorledes jeg videre vilde fortsćtte mit Drama. Inden jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hćndt mig fřlgende:

Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, nćsten nede ved Jćrnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne Skomagerbutik! Jeg sĺ indad Vinduet, hvor jeg stod, men tćnkte forresten ikke pĺ, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg hřrte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme hřjt:

»Godaften!«

Det var »Jomfruen«, som hilste pĺ mig.

»Godaften!« svared jeg fravćrende. Jeg sĺ ogsĺ pĺ »Jomfruen« en kort Stund, inden jeg kendte ham.

»Nĺ, hvordan gĺr det?« spurgte han.

»Jo, bare bra . . . . som sćdvanligt!«

»Hřr, sig mig,« sagde han, »De er altsĺ hos Christie endda?«

»Christie?«

»Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?«

»Ĺ! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand; det gik istĺ temmelig snart af sig selv.«

»Hvorfor det, da?«

»Ĺ, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og sĺ . . . .«

»Falsk?«

Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg sĺ pĺ ham, fřlte mig dybt krćnket og svared ikke.

»Ja, ja, Herregud, det kan hćnde den bedste!« sagde han, forat trřste mig. Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk.

»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hćnde den bedste?« spurgte jeg. »At skrive falsk? Hřr, min gode Mand, tror De virkelig, der De stĺr, at jeg kunde have begĺet en slig Nederdrćgtighed? Jeg?«

»Men, kćre, jeg syntes sĺ tydeligt, De sagde . . . .«

»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et Ĺrstal, en Bagatel, om De vil vide det, en fejl Dato pĺ et Brev, et eneste Pennestrřg galt — det var hele min Brřde. Nej, Gudskelov, man kan da skćlne Ret fra Uret endda! Hvordan skulde det ogsĺ bćre afsted med mig, hvis jeg ovenikřbet gik hen og pletted min Ćre? Det er simpelthen min Ćresfřlelse, jeg flyder pĺ nu. Men den er ogsĺ stćrkt nok, hĺber jeg; den har ialfald bevaret mig til Dato.«

Jeg kasted pĺ Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og sĺ nedad Gaden. Mit Řje faldt pĺ en rřd Kjole, som nćrmed sig os, en Kvinde ved Siden af en Mand. Havde jeg nu ikke fřrt netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg ikke bleven střdt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornćrmet bort, sĺ vilde denne rřde Kjole mĺske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mćrke til den. Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var Hoffrřken Nagels Kjole?

»Jomfruen« stod og talte og sřgte at gřre sin Fejltagelse god igen; jeg hřrte slet ikke pĺ ham, jeg stod hele Tiden og stirred pĺ denne rřde Kjole, der nćrmed sig opad Gaden. Og en Bevćgelse lřb mig gennem Brystet, et glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at rřre Munden:

»Ylajali!«

Nu vendte ogsĺ »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste pĺ dem og fulgte dem med Řjnene. Jeg hilste ikke, eller mĺske hilste jeg ubevidst. Den rřde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt.

»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«.

»Hertugen«, sĺ De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?«

»Ja, sĺvidt. Kendte ikke De hende!«

»Nej,« svared jeg.

»Jeg syntes, De hilste sĺ dybt?«

»Gjorde jeg det?«

»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde »Jomfruen«. »Det var da besynderligt! Det var ogsĺ blot Dem, hun sĺ pĺ hele Tiden.«

»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg.

Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Hřst. Det var sent, de havde vćret tre glade Sjćle sammen, kom just fra Grand, traf dette Menneske gĺende alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde fřrst svaret afvisende; men den ene af de glade Sjćle, en Mand, som ikke skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om at mĺtte have den Civilisationens Nydelse at fřlge hende hjem. Han skulde ved Gud ikke krumme et Hĺr pĺ hendes Hoved, som skrevet stĺr, blot fřlge hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers vilde ikke han fĺ Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik, fandt pĺ den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun mĺttet le ad denne glade Sjćl, som ikke havde ladet sig forblřffe af hendes Kulde, og det endte med, at han fulgte hende.

»Nĺ, ja, hvad blev det sĺ til?« spurgte jeg, og jeg holdt mit Ĺndedrćt sĺlćnge.

»Blev til? Ĺ, kom ikke der! Det er en Dame.«

Vi taug begge et Řjebik, bĺde »Jomfruen« og jeg.

»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpĺ tankefuldt. »Men nĺr hun er sammen med den Mand, sĺ vil jeg ikke svare for hende.«

Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trćkke af med hende! Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsřgte at trřste mig selv ved at tćnke de vćrste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glćde af at rode hende rigtig ned i Sřlen. Det ćrgred mig blot, at jeg havde taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor skulde jeg tage Hatten af for sĺdanne Mennesker? Jeg brřd mig ikke lćnger om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gćrne vćre, at det blot var mig, hun havde set pĺ; det forundred mig ikke; det var kanske Angeren, som begyndte at slĺ hende. Men derfor behřved ikke jeg at falde til Fode og hilse som en Nar, specielt nĺr hun altsĺ var bleven sĺ betćnkelig falmet pĺ det sidste. »Hertugen« kunde gćrne beholde hende, velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gĺ hende stolt forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hćnde, at jeg tillod mig at gřre dette, selv om hun sĺ stivt pĺ mig og ovenikřbet gik i blodrřd Kjole. Det kunde godt hćnde! He-he, det vilde blive en Triumf! Kendte jeg mig selv ret, sĺ var jeg istand til at gřre mit Drama fćrdigt i Lřbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have břjet Frřkenen i Knć. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder . . . .

»Farvel!« sagde jeg kort.

Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han spurgte:

»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?«

»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det er jo det, jeg lever af. For Řjeblikket arbejder jeg pĺ et stort Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.«

»Dřd og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. »Ja, fĺr De dét til, sĺ . . . .«

»Har ingen store Bekymringer desangĺende!« svared jeg. »Om en otte Dages Tid tćnker jeg, at De skal have hřrt fra mig nogen hver.«

Dermed gik jeg.

Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Vćrtinde og bad om en Lampe. Det var mig meget om at gřre at fĺ denne Lampe; jeg vilde ikke gĺ tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg hĺbed sĺ sikkert at kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremfřrte min Begćring meget ydmygt for Madamen, da jeg mćrked, at hun gjorde en utilfreds Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde altsĺ nćsten fćrdigt et mćrkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog pĺ, at det kunde blive opfřrt pĺ et eller andet Teater, inden jeg selv vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gřre mig denne store Tjeneste, sĺ . . . .

Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tćnkte sig om, men husked slet ikke, at hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken tolv, sĺ kunde jeg kanske fĺ Křkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke křbe mig et Lys?

Jeg taug. Jeg havde ikke ti Řre til et Lys, og det vidste hun nok. Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Křkkenet; Lampen der oppe var sĺledes ikke engang tćndt. Og jeg stod og overtćnkte dette, men sagde intet mer.

Pludselig siger Pigen til mig:

»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De vćret i Middag?« Og hun lo hřjt ad denne Spas.

Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsřge at gřre noget her sĺlćnge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne pĺ mine Knć og stirred uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Vćrtindens to Smĺpiger kom ind og holdt Střj med en Kat, en underlig, syg Kat, som nćsten ingen Hĺr havde; nĺr de blćste den ind i Řjnene, flřd der Vand ud af dem og nedad dens Nćse. Vćrten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed pĺ noget. Hun sĺ godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men hun brřd sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen spurgte, om jeg havde vćret i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod mig; det var, som om jeg blot behřved den Forsmćdelse at mĺtte overlade mit Vćrelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende. Endog denne Tjenestepige, en liden brunřjet Gadetřs med Pandehĺr og aldeles fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, nĺr jeg fik mine Smřrogbrřd. Hun spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun aldrig havde set mig gĺ og stikke mine Tćnder udenfor Grand. Det var klart, at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornřjelse af at vise mig det.

Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsřger Gang pĺ Gang forgćves; det begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over. Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og jeg ser pĺ hende, ser pĺ denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig? Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad sĺ? Kunde det skade hende? Hun havde i de sidste Dage leet frćkt ad mig, nĺr jeg var uheldig og snubled i Trapperne eller hang fast i en Spiger, sĺ jeg fik en Rift i min Frakke. Det var heller ikke lćnger siden end igĺr, at hun havde samlet op mine Kladder som jeg havde slćngt fra mig i Forstuen, stjĺlet disse kasserede Brudstykker til mit Drama og lćst dem op inde i Stuen, holdt Lřjer med dem i alles Pĺhřr, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde pĺ Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde ogsĺ Nar af mig, fordi mit Hĺr faldt af. Der lĺ Hĺr og flřd i Vaskevandet om Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget dĺrlige, isćr den ene, som var bleven overkřrt af Brřdvognen, og hun drev ogsĺ Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se pĺ dem, de er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrĺdte; men jeg kunde altsĺ ikke skaffe mig nogen andre netop for Řjeblikket.

Mens jeg sidder og husker pĺ alt dette og forundrer mig over denne ĺbenlyse Ondskab hos Tjenestepigen, var Smĺpigerne begyndt at tirre den gamle Olding henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var fuldt optagne af dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstrĺ, som de stak ham i Řrene med. Jeg sĺ pĺ dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den gamle rřrte ikke en Finger, forat forsvare sig; han sĺ blot pĺ sine Plageĺnder med rasende Řjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted pĺ Hovedet, forat befri sig, nĺr Strĺene allerede sad ham i Řrene.

Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke fĺ mine Řjne bort fra det. Faderen sĺ op fra Kortene og lo ad de smĺ; han gjorde ogsĺ sine Medspillere opmćrksom pĺ, hvad der foregik. Hvorfor rřrte han sig ikke, den gamle? Hvorfor slćngte han ikke Břrnene vćk med Armen? Jeg tog et Skridt og nćrmed mig Sengen.

»Lad dem vćre! Lad dem vćre! Han er lam,« rĺbte Vćrten.

Og af Frygt for at blive vist Dřren imod Natten, simpelthen bange for at vćkke Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, trĺdte jeg stiltiende tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg resikere mit Logi og mine Smřrogbrřd ved at stikke min Nćse ind i Familjens Kćvlerier? Ingen Narrestreger for en halvdřd Oldings Skyld! Og jeg stod og fřlte mig dejligt hĺrd som Flint.

De smĺ Tyvetřser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak ogsĺ efter hans Řjne og Nćsebor. Han stirred pĺ dem med et forhćrdet Blik, han sagde intet og kunde ikke rřre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted den ene af Smĺpigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted ogsĺ efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og sĺ pĺ, at Vćrten kasted Kortene ned pĺ Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han var rřd i Ansigtet og rĺbte:

»Sidder du og spytter Folk lige i Řjnene, din gamle Rĺne!«

»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem!« rĺbte jeg ude af mig selv. Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg rĺbte aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af Ophidselse.

Vćrten vendte sig om mod mig.

»Nej, hřr pĺ den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben pĺ Dem ganske igen, De, og gřr som jeg siger; det vil De have bedst af.«

Men nu lřd ogsĺ Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Skćnderi.

»Jeg mener Gud hjćlpe mig De er gale og besatte allesammen!« skreg hun. »Vil De vćre herinde, sĺ fĺr De vćre rolige begge to, det siger jeg Dem! He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Krćket, man skal have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne ogsĺ. Men det skal jeg ikke have mer af, har jeg tćnkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. Unger, og třrk Nćserne Deres ogsĺ, hvis ikke, sĺ skal jeg komme og gřre det. Jeg har aldrig set pĺ Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en Řre til Lusesalve engang, og begynder at holde Sprćt midt pĺ Katters Tide og gřre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstĺr De, og De kan gĺ Deres Vej alle, som ikke hřrer hjemme her. Jeg vil have Fred i min egen Lejlighed, har jeg tćnkt!«

Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved Dřren igen og hřrte pĺ Larmen. Alle skrĺled med, endog Břrnene og Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Nĺr jeg bare var taus, sĺ vilde det nok drive over engang; det vilde ganske vist ikke komme til det yderste, nĺr jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket Ord kunde jeg have at sige? Var det mĺske ikke Vinter ude, og led det ikke ovenikřbet mod Natten? Var det da Tid at slĺ i Bordet og vćre Karl for sin Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, undsĺ mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, skřnt jeg nćsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhćrdet hen pĺ Vćggen, hvor Kristus hang i Oljetryk, og taug hĺrdnakket til alle Vćrtindens Udfald.

»Ja, er det mig. De vil blive af med. Madam, sĺ skal der ikke vćre noget ivejen for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne.

Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig ogsĺ.

»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller,« svared Vćrtinden de to. »Gćlder det pĺ, sĺ skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det gćlder pĺ. Har jeg tćnkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . .«

Hun talte afbrudt, gav mig disse Střd med smĺ Mellemrum og trak det rigtigt i Langdrag, forat gřre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke bedt mig om at gĺ, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! Řrene stive! . . . . Det var dog et ejendommeligt grřnt Hĺr pĺ den Kristus i Oljetryk. Det ligned ikke sĺ lidet grřnt Grćs, eller udtrykt med udsřgt Nřjagtighed: tykt Enggrćs. He, en ganske rigtig Bemćrkning, forsvarligt tykt Enggrćs . . . . En Rćkke af flygtige Idéforbindelser lřb mig i denne Stund gennem Hovedet: Fra det grřnne Grćs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Grćs, der antćndtes, derfra til Dommedag, nĺr alt skulde brćnde op, sĺ en liden Afstikker ned til Jordskćlvet i Lissabon, hvorpĺ der foresvćved mig noget om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgćngeligt! Ganske som Grćs, der antćndtes! Det gik ud pĺ fire Fjćle og et Ligsvřb — Ligsvřb hos Jomfru Andersen, tilhřjre i Porten . . . .

Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Řjeblik, da min Vćrtinde stod i Fćrd med at jage mig pĺ Dřr.

»Han hřrer ikke!« rĺbte hun. »Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De det! Jeg tror Gud fordřmme mig, at Manden er gal, jeg! Nu gĺr De pĺ hellige Flćk, og sĺ ikke mere Snak om den Sag.«

Jeg sĺ mod Dřren, ikke forat gĺ, aldeles ikke forat gĺ; der faldt mig ind en frćk Tanke: hvis der havde vćret en Nřgle i Dřren, vilde jeg have vredet den om, stćngt miginde sammen med de andre, forat slippe at gĺ. Jeg havde en aldeles hysterisk Gru for at komme ud pĺ Gaden igen. Men der var ingen Nřgle i Dřren, og jeg rejste mig op; der var intet Hĺb mer.

Da blander pludselig min Vćrts Rřst sig med Konens. Jeg blev forbauset stĺende. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit Parti. Han siger:

»Nej, det gĺr ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for det.«

Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det var mĺske sĺ, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke til mig mer. Hun lagde endog to Smřrogbrřd frem til mig til Aftens, men jeg modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke, idet jeg foregav, at jeg havde fciaet lidt Mad ude i Byen.

Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gĺ tilsengs, kom Madamen efter mig, standsed pĺ Dřrstokken og sagde hřjt, mens hendes store, frugtsommelige Mave strutted ud imod mig:

»Men det er sidste Nat, De ligger her, sĺ De ved om det.«

»Ja, ja!« svared jeg.

Der blev vel kanske ogsĺ en Rĺd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested mĺtte jeg dog finde. Forelřbig glćded jeg mig over, at jeg ikke behřved at gĺ ude inat. after ruler

* * *

Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg vĺgned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde Klćder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klćde mig pĺ. Da jeg havde drukket lidt Vand og i al Stilhed fĺet Dřren ĺbnet, gik jeg ogsĺ straks ud, idet jeg frygted for at trćffe min Vćrtinde pĺny.

En og anden Konstabel, som havde vĺget Natten ud, var det eneste levende, jeg sĺ i Gaderne; lidt efter begyndte ogsĺ et Par Mćnd at slukke Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Mĺl og Med, kom op i Kirkegaden og tog Vejen ned til Fćstningen. Kold og endnu sřvnig, mat i Knćerne og Ryggen efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned pĺ en Bćnk og dřsed en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smřrogbrřd, som min Vćrtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Dřgn, siden jeg fik mit sidste Mĺltid, det begyndte at gnave mig slemt pĺny, og jeg mĺtte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind pĺ Bćnken . . . .

Jeg vĺgned af, at Mennesker talte i min Nćrhed, og da jeg havde summet mig lidt, sĺ jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet pĺ Benene. Jeg rejste mig og gik bort. Solen brřd op over Ĺserne, Himlen var hvid og fin, og i min Glćde over den skřnne Morgen efter de mange mřrke Uger glemte jeg alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde vćret vćrre for mig. Jeg klapped mig pĺ mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme lřd sĺ dĺrlig, rigtig medtagen lřd den, og jeg rřrte mig selv til Tĺrer ved den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked ogsĺ altfor stćrkt pĺ mig, og jeg stak i at grćde hřjt.

»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte en Mand.

Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker.

Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag lĺ og lossed Kul; jeg lćste dens Navn, »Copégoro«, pĺ Siden. Det adspreded mig en Tidlang at iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det mĺtte vćre nćsten udlosset, det lĺ allerede med IX Fod nřgne pĺ Stilken, trods den Ballast, det alt havde taget ind, og nĺr Kulsjouerne stamped henover Dćkket med sine tunge Střvler, drřned det hult i hele Skibet.

Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det mig ind, at jeg mĺske kunde gřre et Par Scener pĺ mit Drama, mens jeg sad her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen.

Jeg forsřgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. Sĺ sprang jeg over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til Tempelskćndersken, og jeg skrev en halv Side pĺ denne Tale, hvorpĺ jeg holdt op. Der vilde ikke lćgge sig det rette Klima over mine Ord. Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes Střj og den uafbrudte Raslen med Jćrnkćttingerne passed sĺ lidet til den Luft af tćt, muggen Middelalder, der skulde stĺ som en Tĺge i mit Drama. Jeg pakked Papirerne sammen og rejste mig.

Nu var jeg alligevel kommet velsignet pĺ Glid, og jeg fřlte klart, at jeg kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen til! Jeg tćnkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tćnkte efter, men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde slĺ mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik gĺ tilbage til Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til mig selv, at det gik ikke an, men jeg. gled dog fremad og nćrmed mig stadig det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrřmmed jeg mig selv, ja, det var forsmćdeligt, rigtig forsmćdeligt var det; men det fik ikke hjćlpe. Jeg var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige sĺ stort et Ord, at jeg var et af de mindst kćphřje Vćsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik.

Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gĺ som det vilde, jeg mĺtte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed sig om? For det fřrste skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus igen. Jeg gik ind i Gĺrden. Endnu mens jeg gik over disse ujćvne Stene pĺ Gĺrdspladsen, var jeg usikker og havde nćr vendt om ved Dřren. Jeg bed Tćnderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I vćrste Fald kunde jeg undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og gjřre en Aftale angĺende min Gjćld til Huset. Jeg ĺbned Dřren til Forstuen.

Jeg blev stĺende aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts Afstand, stod Vćrten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem Nřglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevćgelse med Hĺnden, forat fĺ mig til at vćre stille, og kiged atter indad Nřglehullet. Han stod og lo.

»Kom hid!« sagde han hviskende.

Jeg nćrmed mig pĺ Tćerne.

»Se her!« sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi! Der ligger de! Se pĺ Gammeln! Kan De se Gammeln?«

Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, sĺ jeg to Skikkelser, Vćrtinden og den fremmede Styrmand; hendes Ben skinned hvide mod den mřrke Dyne. Og i Sengen ved den anden Vćg sad hendes Fader, den lamme Olding, og sĺ pĺ, ludende over sine Hćnder, sammenkrřben som sćdvanligt, uden at kunne rřre sig . . . .

Jeg vendte mig om mod min Vćrt. Han havde den střrste Mřje med at af holde sig fra at le hřjt.

»Sĺ De Gammeln?« hvisked han. »Ĺ, Gud, sĺ De Gammeln? Han sidder og ser pĺ!« Og han lagde sig igen ind til Nřglehullet.

Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjćrtigen bragt Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned pĺ min rige Stemning. Nĺ, hvad vedkom det mig? Nĺr Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store Fornřjelse af det, sĺ var der ingen Grund for mig til at tage mig det nćr. Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han sĺ det mĺske ikke engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogsĺ var dřd; det skulde ikke undre mig om han var dřd. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed af det.

Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg var standset midt i en Sćtning i Dommerens Tale: »Sĺ byder mig Gud og Loven, sĺ byder mig mine vise Mćnds Rĺd, sĺ byder mig og min egen Samvittighed . . . .« Jeg sĺ ud af Vinduet, forat tćnke efter, hvad hans Samvittighed skulde byde ham. En liden Střj trćngte ud til mig fra Stuen indenfor. Nĺ, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden dřd, dřde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altsĺ inderlig knusende ligegyldigt med den Střj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker om den? Rolig nu!

»Sĺ byder mig og min egen Samvittighed . . . .«

Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved Nřglehullet, jeg hřrte nu og da hans indeklemte Latter og sĺ, at han rysted; ude pĺ Gaden foregik der ogsĺ noget, som adspredte mig. En liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over pĺ det andet Fortoug; han aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde ingen Fortrćd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglćnds ud i Gaden og fĺr Řje pĺ en Mand, en voksen Mand med rřdt Skjćg, som lĺ udaf et ĺbent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille grćd af Vrede og bandte vanmćgtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet; der gik mĺske fem Minutter pĺ den Mĺde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se Guttens Grĺd.

»Sĺ byder mig og min egen Samvittighed, at . . . .«

Det var mig umuligt at komme lćnger. Tilsidst begyndte alt at rable for mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt, ja, at hele Idéen var noget farligt Třv. Man kunde slet ikke tale om Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev fřrst opfundet af Danselćrer Shakespeare, fřlgelig var min hele Tale urigtig. Var der altsĺ intet godt i disse Blade? Jeg lřb dem igennem pĺny og lřste straks mine Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor Mćrkvćrdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang til at tage fat igen og fĺ mit Drama fćrdigt.

Jeg reiste mig og gik til Dřren, uden at agte pĺ Vćrtens rasende Tegn til mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen, opad Trapperne til anden Etage og trĺdte ind i mit gamle Vćrelse. Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der sĺ ivejen for, at jeg kunde sidde her et Řjeblik? Jeg skulde ikke rřre nogen af hans Sager, jeg skulde slet ikke bruge hans Bord engang, men slĺ mig ned pĺ en Stol ved Dřren og vćre glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud pĺ mine Knć.

Nu gik det i flere Minutter aldeles udmćrket. Replik efter Replik opstod fuldt fćrdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side efter den anden, sćtter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af Henrykkelse over min gode Stemning og ved nćsten ikke af mig selv. Den eneste Lyd, jeg hřrer i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt mig ogsĺ ind en sĺre heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smćlde i at ringe pĺ et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvćldende.

Sĺ hřrer jeg Skridt i Trappen. Jeg skćlver og er nćsten fra mig selv, sidder sĺgodtsom pĺ Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og ophidset af Sult; jeg lytter nervřst, holder Blyanten stille i Hĺnden og lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Dřren gĺr op; Parret nede fra Stuen trćder ind.

Endnu fřrend jeg havde fĺet Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg havde gjort, rĺber Vćrtinden aldeles himmelfalden:

»Nej, Gud trřste og hjćlpe mig, sidder han ikke her igen!«

»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke lćnger.

Vćrtinden slog Dřren op pĺ vid Vćg og skreg:

»Gĺr De nu ikke ud, sĺ Gud fordřmme mig henter jeg ikke Politiet!«

Jeg rejste mig.

»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og sĺ mĺtte jeg vente pĺ Dem. Jeg har ikke rřrt nogen Ting, jeg sad her pĺ Stolen . . . .«

»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad Manden vćre, han!«

Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende pĺ denne tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hćlene, forat fĺ mig hurtigt vćk, og jeg stod et Řjeblik stille, med Munden fuld af de vćrste Řgenavne, som jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betćnkte mig i Tide og taug, taug blot af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne hřre det. Vćrtinden fulgte stadig efter mig og skćldte ustandseligt, mens samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik.

Vi kom ned i Gĺrden, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg skulde give mig af med Vćrtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret af Raseri, og jeg tćnkte pĺ den vćrste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde lćgge hende dřd pĺ Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud gĺr forbi mig i Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag mig, og jeg hřrer, at han spřrger efter mig; men jeg vender mig ikke om.

Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser pĺny og standser mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord.

Jeg ser pĺ Manden og spřrger:

»Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?«

»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men det var en Dame, som gav mig det.«

Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten, krřller det hele rigtig godt sammen, vender om og gĺr hen til Vćrtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg iagttog blot, at hun undersřgte det sammenkrřllede Papir, inden jeg gik . . . .

He, det kunde man kalde at opfřre sig med Ćre i Livet! Ikke sige noget, ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krřlle sammen en stor Pengeseddel og kaste den i Řjnene pĺ sine Forfřlgere. Det kunde man kalde at optrćde med Vćrdighed! Sĺledes skulde de have det, de Dyr! . . . .

Da jeg var kommet pĺ Hjřrnet af Tomtegaden og Jćrnbanetorvet, begyndte pludselig Gaden at svinge rundt for mine Řjne, det sused tomt i mit Hoved, og jeg faldt ind mod en Husvćg. Jeg kunde simpelthen ikke gĺ lćnger, kunde ikke engang rette mig op fra min skćve Stilling; sĺledes, som jeg var falden ind mod Vćggen, sĺledes blev jeg stĺende, og jeg fřlte, at jeg begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhřjedes blot ved dette Anfald af Udmattelse, og jeg lřfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg gjorde ogsĺ forskellige andre Ting, forat komme til Krćfter, bed Tćnderne sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med Řjnene, og det begyndte at hjćlpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt pĺ at forgĺ. Jeg satte Hćnderne frem og střdte mig tilbage fra Vćggen; Gaden dansed fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af min inderste Sjćl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dř stĺende. En Arbejdskćrre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den Kćrre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg pĺ at sige, at det slet ikke var Poteter, det var Kĺlhoveder, og jeg bandte grusomt pĺ, at det var Kĺlhoveder. Jeg hřrte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang efter Gang pĺ denne Lřgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse, at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne magelřse Synd, jeg rakte mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Lćber i Faderens, Sřnnens og den Helligĺnds Navn, at det var Kĺlhoveder.

Tiden gik. Jeg lod mig falde ned pĺ et Trappetrin ved Siden af mig og třrred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at vćre rolig. Solen gled ned, det led ud pĺ Eftermiddagen. Jeg begyndte igen at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle Timer vilde det atter vćre Nat; det galdt at finde pĺ en Rĺd, mens der endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men kunde alligevel ikke lade vćre at tćnke pĺ det. Egentlig havde Konen vćret i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at fĺ bo hos nogen, nĺr jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikřbet givet mig Mad nu og da; endog igĺraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt mig to Smřrogbrřd, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at jeg trćngte til dem. Sĺ jeg havde intet at beklage mig over, og jeg begyndte mens jeg sad pĺ Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse for min Opfřrsel. Isćr angred jeg bitterlig, at jeg havde vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i Ansigtet . . . .

Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor kom det fra? Fřrst nu i dette Řjeblik tćnkte jeg klart over dette og aned med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smćrte og Skam, jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hćs Stemme og rysted pĺ Hovedet. Var det ikke mig, som endog sĺ sent som igĺr havde bestemt mig til at gĺ hende stolt forbi, nĺr jeg traf hende, og vise hende den střrste Ligegyldighed? Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende en Barmhjćrtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende pĺ min Nedvćrdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hćvde en skikkelig Stilling; jeg sank, sank pĺ alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen, sank tilknćs, sank tillivs, dukked mig under i Vanćre og kom aldrig op igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse Řrer sammen med begge Hćnder, hvor de břdes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods sin egen inderste Modbydelighed . . . .

Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner pĺ en eller anden Mĺde? At gĺ tilbage til Vćrtinden og fĺ Pengesedlen tilbageleveret af hende, nytted nok ikke; der mĺtte ogsĺ gives en anden Rĺd, nĺr jeg tćnkte mig om, nĺr jeg bare anstrćngte mig rigtigt meget og tćnkte mig om. Her var det ved Gud ikke nok at tćnke blot pĺ almindelig Vis, jeg fik tćnke, sĺ det sled mig gennem hele mit Menneskevćrk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og jeg satte mig til at tćnke svare.

Klokken kunde vel vćre omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske trćffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama fćrdigt. Jeg tager Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt fĺ istand de tre fire sidste Scener; jeg tćnker og sveder og lćser over fra Begyndelsen, men kommer ingen Vej. Ikke noget Pćrevćv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her! Og jeg skriver lřs pĺ mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot forat blive hurtigt fćrdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at jeg havde et nyt stort Řjeblik, jeg lřj mig fuld, bedrog mig ĺbenlyst og skrev vćk, som om jeg ikke behřved at sřge efter Ordene. Det er godt! det er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned!

Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistćnkelige; de stak sĺ stćrkt af mod Replikerne i de fřrste Scener, desuden havde der slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knćkker min Blyant over mellem mine Tćnder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert Blad itu, kaster min Hat pĺ Gaden og tramper pĺ den. Jeg er fortabt! hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg siger ikke andet end disse Ord, sĺlćnge jeg stĺr der og tramper pĺ min Hat.

En Politibetjent stĺr nogle fĺ Skridt borte og iagttager mig; han stĺr midt ude i Gaden og lćgger ikke Mćrke til noget andet end mig. Idet jeg slĺr Hovedet op, mřdes vore Řjne; han havde kanske stĺet der i lćngere Tid og bare set pĺ mig. Jeg tager min Hat op, sćtter den pĺ og gĺr hen til Manden.

»Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg.

Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Řjne bort fra mig imens.

»Vel fire,« svarer han.

»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting, hřrer jeg, og jeg skal tćnke pĺ Dem.«

Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og sĺ efter mig med ĺben Mund og holdt endnu Uret i Hĺnden. Da jeg var kommet udenfor Royal, vendte jeg mig om og sĺ tilbage: endnu stod han i samme Stilling og fulgte mig med Řjnene.

He-he, sĺledes skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skrćk i Dyrene . . . . Jeg var sćrdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump. Anspćndt af Ophidselse, uden at fřle nogen Smćrte mer, uden endog at kende noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjćr henover hele Torvet, drejed op ved Basarerne og slog mig ned pĺ en Bćnk ved Vor Frelsers.

Kunde det ikke ogsĺ vćre temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone tilbage eller ej? Nĺr jeg havde fĺet den, sĺ var den min, og der var visselig ikke Nřd der, hvor den kom fra. Jeg mĺtte jo dog tage imod den, nĺr den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden Tikrone, end den, jeg havde fĺet. Sĺ der var intet at gřre ved det.

Jeg forsřgte at se pĺ Fćrdselen omkring pĺ Torvet foran mig og sysselsćtte min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg beskćftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hćnderne og blev vred. Det vilde sĺre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor skulde jeg da gřre det? Bestandig skulde jeg gĺ og holde mig for god til alt muligt, ryste hovent pĺ Hovedet og sige Nej Tak. Nu sĺ jeg, hvad det fřrte til; jeg stod atter pĺ bar Gade. Selv nĺr jeg havde den bedste Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt, sprang op ved det fřrste Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner tilhřjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstćndighed.

Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den Tikrone, og jeg havde nćsten ikke havt den mellem Hćnderne engang, men givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg aldrig vilde fĺ se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste Hvid, nĺr det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, sĺ angred hun heller ikke pĺ, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for? Det var ligefrem det mindste, hun kunde gřre, at sende mig en Tikrone nu og da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dřdeligt forelsket i mig endogsĺ . . . . Og jeg sad og blćred mig dygtigt for mig selv ved denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den stakkels Pige! . . . .

Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervřse Ophidselse og begyndte pĺny at fřle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem, holdt Řjnene stive og sĺ ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased rigtig stćrkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder sĺledes og ser ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er Kagekonen ved Elefantapoteket.

Jeg rykker til, retter mig op pĺ Bćnken og begynder at tćnke mig om. Jo, det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord pĺ det samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op fra Bćnken og begynder at gĺ henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Hřkerpenge af Sřlv fra Kongsberg! Jeg vilde ikke vćre latterlig, man kunde dř af formeget Hovmod . . . .

Jeg gĺr frem til Hjřrnet, tager Sigte pĺ Konen og stiller mig op foran hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en Selvfřlge, at jeg vilde komme tilbage engang.

»Goddag!« siger jeg. »De kender mig kanske ikke igen?«

»Nej,« svarer hun langsomt og ser pĺ mig.

Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spřg, at hun ikke kendte mig, og siger:

»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke noget ved den Lejlighed, sĺvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer jeg ikke at gřre. Nĺr man har med ćrlige Folk at skaffe, sĺ er det unřdvendigt at aftale noget og sĺ at sige oprette Kontrakt for hver liden Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.«

»Nej, jasĺ, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok ogsĺ, nĺr jeg tćnker mig om . . . .«

Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg siger derfor hurtigt, idet jeg allerede sřger med mine Řjne omkring pĺ Bordet efter Madvarer:

»Ja, nu kommer jeg, forat fĺ Kagerne.«

Det forstĺr hun ikke.

»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat fĺ dem. Ialfald endel, fřrste Forsyning. Jeg trćnger ikke alt idag.«

»Kommer De, forat fĺ dem?« spřrger hun.

»Jagu kommer jeg, forat fĺ dem, ja!« svarer jeg og ler hřjt, som om det burde have vćret indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat fĺ dem. Jeg tager ogsĺ nede pĺ Bordet en Kage, et Slags Franskbrřd, som jeg begynder at spise pĺ.

Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kćlderhullet, gřr uvilkĺrlig en Bevćgelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstĺ, at hun ikke havde ventet mig tilbage, forat berřve hende dem.

Ikke det? siger jeg. Jasĺ, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone! Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en Slump Kroner, uden at vedkommende havde krćvet dem tilbage? Nej, ser De der! Troed hun kanske, at det var stjĺlne Penge, siden jeg havde slćngt dem til hende pĺ den Mĺde? Nĺ, det troed hun dog ikke; det var endda godt, virkelig godt! Det var om jeg sĺ mĺtte sige snilt af hende, at hun dog holdt mig for en ćrlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god!

Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og rĺbte hřjt derom.

Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dćmpet og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gĺ frem pĺ den Mĺde, fordi jeg troed alle Mennesker sĺ godt. Bestandig nĺr nogen břd mig en Kontrakt, et Bevis, sĺ rysted jeg pĺ Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at jeg gjorde!

Men Konen forstod det fremdeles ikke.

Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrřvl. Havde det aldrig hćndt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud pĺ lignende Mĺde? spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Rĺd, for Eksempel nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgćlde for, at det var en hende fremmed Omgangsmĺde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun havde kanske aldrig vćret udenfor Landets Grćndser? Nej, ser De der! Da kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere Kager pĺ Bordet.

Hun knurred vredt, vćgred sig hĺrdnakket for at udlevere noget av, hvad hun havde pĺ Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hĺnd og lagde det tilbage pĺ sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet. Jeg skulde vćre nĺdig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, Sĺ vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge, jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage sĺ meget, jeg vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikřbet ikke komme igen mer. Det mĺtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags Mennesker . . . .

Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker, som hun taksered til det hřjeste, hun kunde finde pĺ, og bad mig tage dem og gĺ min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, pĺstod, at hun snřd mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kćltringstreger? sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme pĺ Slaveriet for Levetiden, gamle Asen! Hun slćngte endnu en Kage

hen til mig og bad mig nćsten tćnderskćrende om at gĺ,

Og jeg forlod hende.

He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden, mens jeg gik hen ad Torvet og ĺd pĺ mine Kager, talte jeg hřjt om Konen og hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til hinanden, og syntes, at jeg havde vćret hende langt overlegen. Jeg ĺd af Kagerne i alle Folks Pĺsyn og talte om dette.

Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog tillivs, jeg var lige bundlřst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde forslĺ! Jeg var sĺ grĺdig, at jeg endog nćr havde forgrebet mig pĺ den sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare, gćmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke fĺ mig til at glemme hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit Vindu, da Manden spytted ned pĺ ham, og han havde ligefrem set efter, om ogsĺ jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, nĺr jeg kom derned! Jeg anstrćngte mig stćrkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu endel Papir lĺ tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset sĺ ved min Opfřrsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde siddet.

Han var der ikke. Gaden var nćsten tom. Det tog til at mřrkne, og jeg kunde ikke blive Gutten var; han var mĺske gĺet ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt ned, rejste den pĺ Kant mod Dřren, banked hĺrdt pĺ og sprang min Vej med det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det fřrste, han gřr, nĺr han kommer ud, det er at finde den! Og mine Řjne blev vĺde af Glćde, over, at den lille vilde finde Kagen.

Jeg kom ned til Jćrnbanebryggen igen.

Nu sulted jeg ikke mer, blot den sřde Mad, jeg havde nydt, begyndte at volde mig ondt. I mit Hoved střjed ogsĺ pĺny de vildeste Tanker: Hvad om jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg pludselig gav mig til at rĺbe pĺ Brand? Jeg gĺr lćnger ud pĺ Bryggen, finder mig en Kasse at sidde pĺ, folder Hćnderne og fřler, at mit Hoved blir mer og mer fortumlet. Og jeg rřrer mig ikke, gřr slet intet, forat holde mig oppe mer.

Jeg sidder der og stirrer pĺ »Copégoro«, Barken med det russiske Flag. Jeg skimter en Mand ved Rćkken; Bagbords rřde Lanterne lyser ned pĺ hans Hoved, og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at fĺ noget Svar. Jeg sagde:

»Sejler De iaften, Kaptejn?«

»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk.

»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Řjeblik lige glad, enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar Manden vilde give mig. Jeg stod og vented sĺ pĺ ham.

»Ĺ, nej,« svared han. »Det skulde da vćre en Jungmand.«

En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk pĺ mig, sneg mine Briller af og stak dem i Lommen, trĺdte op pĺ Landgangen og skrćved ombord.

»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gřre det. De sćtter mig til. Hvor gĺr Turen?«

»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.«

»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind pĺ Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bćrer hen. Jeg skal gřre mit Arbejde.«

Han stod en Stund og sĺ pĺ mig og tćnkte sig om.

»Har du ikke faret fřr?« spurgte han.

»Nej. Men som jeg siger Dem, sćt mig til et Arbejde, og jeg skal gřre det. Jeg er vant til noget af hvert.«

Han tćnkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ćngstes for at blive jaget iland igen.

»Hvad mener De sĺ, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gřre, hvad det skal vćre. Hvad siger jeg! Jeg mĺtte vćre en dĺrlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i Trćk, om det gćlder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.«

»Ja, ja, vi kan forsřge det,« sagde han. »Gĺr det ikke, sĺ kan vi jo skilles i England.«

»Naturligvis!« svared jeg i min Glćde. Og jeg gentog endnu engang, at vi kunde skilles i England, hvis det ikke gik.

Sĺ satte han mig til Arbejde . . . .

Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, vĺd af Feber og Mathed, sĺ indad mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor Vinduerne lyste sĺ blankt fra alle Hjem.

End of the Project Gutenberg EBook of Sult, by Knut Hamsun

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***

***** This file should be named 30027-h.htm or 30027-h.zip *****

This and all associated files of various formats will be found in:

http://www.gutenberg.org/3/0/0/2/30027/

Produced by Jens Sadowski

Updated editions will replace the previous one--the old editions

will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no

one owns a United States copyright in these works, so the Foundation

(and you!) can copy and distribute it in the United States without

permission and without paying copyright royalties. Special rules,

set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to

copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to

protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project

Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you

charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you

do not charge anything for copies of this eBook, complying with the

rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose

such as creation of derivative works, reports, performances and

research. They may be modified and printed and given away--you may do

practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is

subject to the trademark license, especially commercial

redistribution.

*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free

distribution of electronic works, by using or distributing this work

(or any other work associated in any way with the phrase "Project

Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project

Gutenberg-tm License (available with this file or online at

http://gutenberg.org/license).

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm

electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm

electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to

and accept all the terms of this license and intellectual property

(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all

the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy

all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.

If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project

Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the

terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or

entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be

used on or associated in any way with an electronic work by people who

agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few

things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works

even without complying with the full terms of this agreement. See

paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project

Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement

and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic

works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"

or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project

Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the

collection are in the public domain in the United States. If an

individual work is in the public domain in the United States and you are

located in the United States, we do not claim a right to prevent you from

copying, distributing, performing, displaying or creating derivative

works based on the work as long as all references to Project Gutenberg

are removed. Of course, we hope that you will support the Project

Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by

freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of

this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with

the work. You can easily comply with the terms of this agreement by

keeping this work in the same format with its attached full Project

Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern

what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in

a constant state of change. If you are outside the United States, check

the laws of your country in addition to the terms of this agreement

before downloading, copying, displaying, performing, distributing or

creating derivative works based on this work or any other Project

Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning

the copyright status of any work in any country outside the United

States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate

access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently

whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the

phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project

Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,

copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with

almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or

re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included

with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived

from the public domain (does not contain a notice indicating that it is

posted with permission of the copyright holder), the work can be copied

and distributed to anyone in the United States without paying any fees

or charges. If you are redistributing or providing access to a work

with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the

work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1

through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the

Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or

1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted

with the permission of the copyright holder, your use and distribution

must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional

terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked

to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the

permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm

License terms from this work, or any files containing a part of this

work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this

electronic work, or any part of this electronic work, without

prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with

active links or immediate access to the full terms of the Project

Gutenberg-tm License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,

compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any

word processing or hypertext form. However, if you provide access to or

distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than

"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version

posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),

you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a

copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon

request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other

form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm

License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,

performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works

unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing

access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided

that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from

the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method

you already use to calculate your applicable taxes. The fee is

owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he

has agreed to donate royalties under this paragraph to the

Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments

must be paid within 60 days following each date on which you

prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax

returns. Royalty payments should be clearly marked as such and

sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the

address specified in Section 4, "Information about donations to

the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies

you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he

does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm

License. You must require such a user to return or

destroy all copies of the works possessed in a physical medium

and discontinue all use of and all access to other copies of

Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any

money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the

electronic work is discovered and reported to you within 90 days

of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free

distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm

electronic work or group of works on different terms than are set

forth in this agreement, you must obtain permission in writing from

both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael

Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the

Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable

effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread

public domain works in creating the Project Gutenberg-tm

collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic

works, and the medium on which they may be stored, may contain

"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or

corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual

property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a

computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by

your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right

of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project

Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project

Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project

Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all

liability to you for damages, costs and expenses, including legal

fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT

LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE

PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE

TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE

LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR

INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH

DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a

defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can

receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a

written explanation to the person you received the work from. If you

received the work on a physical medium, you must return the medium with

your written explanation. The person or entity that provided you with

the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a

refund. If you received the work electronically, the person or entity

providing it to you may choose to give you a second opportunity to

receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy

is also defective, you may demand a refund in writing without further

opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth

in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER

WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO

WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied

warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.

If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the

law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be

interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by

the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any

provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the

trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone

providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance

with this agreement, and any volunteers associated with the production,

promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,

harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,

that arise directly or indirectly from any of the following which you do

or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm

work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any

Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of

electronic works in formats readable by the widest variety of computers

including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists

because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from

people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the

assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's

goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will

remain freely available for generations to come. In 2001, the Project

Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure

and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.

To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4

and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive

Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit

501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the

state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal

Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification

number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at

http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg

Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent

permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.

Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered

throughout numerous locations. Its business office is located at

809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, [phone], email

[e-mail]. Email contact links and up to date contact

information can be found at the Foundation's web site and official

page at http://pglaf.org

For additional contact information:

Dr. Gregory B. Newby

Chief Executive and Director

[e-mail]

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg

Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide

spread public support and donations to carry out its mission of

increasing the number of public domain and licensed works that can be

freely distributed in machine readable form accessible by the widest

array of equipment including outdated equipment. Many small donations

($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt

status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating

charities and charitable donations in all 50 states of the United

States. Compliance requirements are not uniform and it takes a

considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up

with these requirements. We do not solicit donations in locations

where we have not received written confirmation of compliance. To

SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any

particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we

have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition

against accepting unsolicited donations from donors in such states who

approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make

any statements concerning tax treatment of donations received from

outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation

methods and addresses. Donations are accepted in a number of other

ways including checks, online payments and credit card donations.

To donate, please visit: http://pglaf.org/donate

Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic

works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm

concept of a library of electronic works that could be freely shared

with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project

Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed

editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.

unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily

keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,

including how to make donations to the Project Gutenberg Literary

Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to

subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

---