Henrik Ibsen

Hedda Gabler

Personerne:

JØRGEN TESMAN, stipendiat i kulturhistorie.

FRU HEDDA TESMAN, hans hustru.

FRØKEN JULIANE TESMAN, hans tante.

FRU ELVSTED.

ASSESSOR BRACK.

EILERT LØVBORG.

BERTE, tjenestepige hos Tesmans.

FØRSTE AKT

(Et rummeligt, smukt og smagfuldt udstyret selskabsværelse, dekoreret i mørke farver. Pa bagvæggen er en bred døråbning,med tilbageslåede portierer. Denne åbning fører ind i et mindre værelse, der er holdt i samme stil som selskabsværelset. På væggen til højre i dette er en fløjdør der fører ud til forstuen. På den modsatte væg, til venstre, en glasdør, ligeledes med tilbageslåede forhæng. Gennem ruderne ses en del af en udenfor liggende overbygget veranda og løvtrær i høstfarve. Fremme pе gulvet stеr et ovalt tжppebelagt bord med stole omkring. Foran pе vжggen til hшjre en bred, mшrk porcellжnsovn, en hшjrygget lжnestol, en fodskammel med pude og to taburetter. Oppe i krogen til højre en hjørnesofa og et lidet rundt bord. Foran til venstre, lidt ud fra væggen, en sofa. Ovenfor glasdøren et pianoforte. På begge sider af døråbningen i baggrunden står etagerer med terrakotta- og majolikasager. -Ved bagvæggen af det indre værelse ses en sofa, et bord og et par stole. Over denne sofa hænger portrættet af en smuk ældre mand i generalsuniform. Over bordet en hængelampe med mat, melkefarvet glskuppel. — Rundt om i selskabsværelset er en mængde blomsterbuketter stillet i vaser og glas. Andre ligger på bordene. Gulvene i begge værelser er belagte med tykke tæpper.-Morgenbelysning. Solen skinner ind gennem glasdøren.)

(Frøken Juliane Tesman, med hat og parasol, kommer ind fra forstuen, fulgt af Berte, som bærer en buket, omviklet med papir. Frøken Tesman er en godt og godmodigt udseende dame på omkring 65 ar. Net men enkelt klædt i grå spadsererdragt. Berte er en pige, der ikke er helt ung, med et jævnt og noget landligt ydre,)

FRØKEN TESMAN (standser lige indenfor døren og siger dæmpet): Jeg tror minsandten ikke at de er stået op endnu.

BERTE (ligeledes dæmpet). Nej, det sagde jeg jo nok, frøken. Damperen var også meget forsinket inat. Og så al den udpakning, inden den unge frue gik til ro.

FRØKEN TESMAN. Ja, ja, — lad dem bare få hvilet ud. Men frisk morgenluft skal det skal de have! (hun går hen til glasdøren og slår den vidt op.)

BERTE (ved bordet, rеdvild, med buketten i hеnden). Nej, der er ved gud slet ikke plads til noget mere. Jeg bliver nødt til at sætte den her, frøken. (stiller buketten op foran på pianofortet.)

FRØKEN TESMAN. Ja, min kære Berte, nu har du altså fået dig et nyt herskab. Guderne skal vide, at jeg er ked af at slippe dig.

BERTE. (grædefærdig). Jeg også, frøken! Hvad skal jeg dog sige? Alle de mange år som jeg har været i Deres brød.

FRØKEN TESMAN. Ta' det roligt, Berte. Der er jo intet andet at gøre. Jørgen må have dig her i huset — han har brug for dig. Det har han haft lige siden du var hans barnepige.

BERTE. Ja men, frøken, jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, der ligger derhjemme fuldkommen hjælpeløs. Og så med en ny pige endda! Hun vil aldrig kunne finde ud af, at passe det syge menneske.

FRØKEN TESMAN. Å, jeg skal nok få lært hende op til det. Det vigtigste skal jeg nok selv tage mig af. For min stakkels søsters skyld behøver du ikke at være så urolig, min kære Berte.

BERTE. Ja, men så er der en anden ting også, frøken. Jeg er så nervøs for at jeg ikke vil være den unge frue til behag.

FRØKEN TESMAN. Nå, i begyndelsen kan det da godt være, at der kan være et og andet….

BERTE. Hun er vist vældig fin på den — er hun ikke?

FRØKEN TESMAN. Tja, hun er jo general Gablers datter. Hun blev virkelig forkælet mens generalen levede. Kan du huske, når hun hun kom ridende sammen med sin far? I den lange sorte ridekjole? Og med fjer i hatten?

BERTE. Jo-jo, — det det husker jeg skam udmærket! — Men dengang kunne man slet ikke forestille sig, at der skulle blive et par af hende og kandidaten.

FRØKEN TESMAN. Det har du ret i… Forresten, mens jeg husker det, du må ikke mere kalde Jørgen kandiddaten — du skal sige “doktoren”.

BERTE. Ja, det sagde den unge frue også inat, lige da de kom indenfor døren. Tænk, er det virkeligt sandt?

FRØKEN TESMAN. Ja såmæn. Tænk dig, Berte, — de har gjort ham til doktor i udlandet. Nu på rejsen, forstår du. Jeg anede intet om det, — før han fortalte det nede på dampskibsbryggen.

BERTE. Ja, så dygtig som han er, kan han blive alt. Men jeg havde nu aldrig troet, at han sådan skulle til at kurere folks sygdomme.

FRØKEN TESMAN. Nej, det er ikke den slags doktor han er blevet. — (nikker betydningsfuldt.) Inden længe kan det være, at du skal kalde ham noget der er endnu finere.

BERTE. Å nej da! Hvad bliver det for noget, frøken?

FRØKEN TESMAN (smiler). Hm, — ja, det skulde du bare vide! — (bevжget.) Ak, Herre min Gud, — tænk hvis hans fader Jochum kunne se op fra sin grav, og se hvad der var blevet af hans lille dreng. (ser sig om.) Men hør her, Berte, — hvorfor har du gjort det? — Taget lagnerne af alle møblerne?

BERTE. Det sagde fruen at jeg skulle gøre. Hun kan ikke lide at stolene er dækket til med lagner.

FRØKEN TESMAN. Jamen, vil de da opholde sig herinde til daglig?

BERTE. Ja, det sagde fruen — doktoren sagde ingenting.

(Jшrgen Tesman kommer flшjtende og smеsyngende fra hшjre side inde i bagvжrelset, bжrende pе en tom, еben hеndkuffert. Han er en middelhшj, ungdommeligt udseende mand pе 33 еr, noget fyldig, med et еbent, rundt, fornшjet ansigt blondt hеr og skжg. Bжrer briller. Og er klжdt i en bekvem, noget skшdeslшs husdragt.)

FRØKEN TESMAN. Godmorgen, godmorgen, Jørgen!

TESMAN (i dшrеbningen). Tante Julle! Kære tante Julle! (gеr hen og ryster hendes hеnd.) Er du kommet helt herud så tidligt på dagen?!

FRØKEN TESMAN. Ja, jeg måtte jo lige se jer.

TESMAN. Og du har ovenikøbet ikke fået meget søvn inat.

FRØKEN TESMAN. Å, det gør mig ingen verdens ting.

TESMAN. Nå, du kom vel ellers godt hjem fra bryggen? Hvad?

FRØKEN TESMAN. Ja såmæn gjorde jeg det, — Gudskelov. Assessoren var så venlig, at han følge mig lige til døren.

TESMAN. Jeg er ked af at du ikke kunne køre med os, men du så jo selv hvormange kasser og pakker Hedda havde med.

FRØKEN TESMAN. Ja, jeg skal love for at hun havde mange æsker.

BERTE (til Tesman.). Måske skulle jeg gå ind og spørge fruen, om der var noget, jeg kunde hjælpe hende med?

TESMAN. Det behøver du ikke Berte. Hvis hun vil dig noget, så ringer hun, sagde hun.

BERTE (mod hшjre). Ja-ja da.

TESMAN. Men se her, tag lige denne kuffert.

BERTE (tager den). Jeg sætter den op på loftet. (hun gеr ud gennem forstuedшren.)

TESMAN. Tænk dig, du, tante, — hele den kuffert var fuld af optegnelser. Det er utroligt, hvad jeg har fået samlet sammen rundt om i arkiverne. Gamle mærkelige sager, som ingen mennesker har vidst besked om —

FRØKEN TESMAN. Ja, ja, du har nok ikke spildt din tid på bryllupsrejsen, Jørgen.

TESMAN. Nej, det tør jeg nok sige. Men tag´nu hatten af, tante — kom her så skal jeg løse båndet op.

FRØKEN TESMAN (mens han gшr det). Å Herregud, — det er fuldkommen som i gamle dage derhjemme.

TESMAN (vender og drejer hatten i hеnden). Det var dog en nydelig hat, du har anskaffet dig.

FRØKEN TESMAN. Den har jeg købt for Heddas skyld.

TESMAN. For Heddas skyld? Hvorfor det?

FRØKEN TESMAN. Ja, for at Hedda ikke skal skamme sig over mig når vi går på gaden.

TESMAN (klapper hende pa kinden). Du tænker da også på alting, tante Julle! (lжgger hatten pе en stol ved bordet,) Og så, — kom her, så sætter vi os lidt her i sofaen. Så sidder vi her og sludrer lidt sammen indtil Hedda kommer. (de sжtter sig. Hun stiller sin parasol i sofahjшrnet.)

FRØKEN TESMAN (tager begge hans hжnder og ser pе ham). Hvor velsignet godt det er at have dig lys levende for øjnene igen, Jørgen! A, du-salig Jochums egen dreng!

TESMAN. Jeg er også glad for at se dig igen, tante Julle! Du har jo været som både en far og en mor for mig.

FRØKEN TESMAN. Ja, jeg ved nok, at du vil blive ved med at holde af dine gamle tanter.

TESMAN. Er der slet ingen bedring med tante Rina?

FRØKEN TESMAN. Ak nej, ingen bedring overhovedet — den stakkel. Hun ligger hen nøjagtigt som hun har ligget i alle disse år. Alligevel beder jeg til at jeg må beholde hende i endnu en tid! Ellers aner jeg ikke hvad jeg skal lave — nu har jeg jo heller ikke dig at passe mere.

TESMAN (klapper hende pе ryggen). Så, så, så —!

FRØKEN TESMAN (slеr pludselig over). Nej, det er ikke til at tro, Jørgen, — tænk, du er gift! — Og så, at det netop blev med Hedda gabler, smukke Hedda gabler der altid havde en masse kavalerer omkring sig.

TESMAN (trilller lidt og smiler tilfreds). Ja, jeg tror nok, jeg har adskillige gode venner her, som går omkring i byen og misunder mig. Hvad?

FRØKEN TESMAN. Og så den lange bryllupsrejse — over et halvt år!

TESMAN. Nå, — for mig har det jo også været et slags studierejse. Alle de arkiver og bilioteker jeg har besøgt — og læst en masse bøger kan du tro.

FRØKEN TESMAN. Ja, det har du vel. (fortroligere og lidt dжmpet.) Men hør nu her, Jørgen, — er der ikke noget vigtigt du har glemt at fortælle?

TESMAN. Fra rejsen?

FRØKEN TESMAN. Ja.

TESMAN. Næh, jeg har ikke oplevet andet end hvad jeg har skrevet i brevene. Og så har jeg jo taget doktorgraden dernede, men det fortalte jeg dig igår.

FRØKEN TESMAN. Jeg tænkte nu mere på dine fremtidsudsigter.

TESMAN. Fremtidsudsigter?

FRØKEN TESMAN. Herregud, Jørgen, — jeg er da din gamle tante!

TESMAN. Jo visst har jeg udsigter, jo.

FRØKEN TESMAN. Fortæl —!

TESMAN. Jeg har jo de allerbedste udsigter til at blive professor en af dagene.

FRØKEN TESMAN. Ja, professor, ja —

TESMAN. For at være helt ærlig så er jeg sikker på at blive det — men kære tante, du ved jo alt i forvejen.

FRØKEN TESMAN (smеleende). Ja vist gør jeg så. (slеr over.) Men med hensyn til rejsen, Jørgen — den må have været dyr for dig?

TESMAN. Nå, Herregud, — det store stipendium hjalp da et godt stykke på vejen.

FRØKEN TESMAN. Jeg forstår bare ikke hvordan du har fået det til at strække til to. TESMAN. Næh, det er heller ikke så nemt…

FRØKEN TESMAN. Ja, og når den ene er en dame,så bliver det jo automatisk dyrere — ikke sandt?

TESMAN. Det har du ret i — noget dyrere bliver det i alt fald. Men Hedda måtte have den rejse, tante! Det måtte hun — alt andet ville ikke have passet sig.

FRØKEN TESMAN. Nej, nej, det vilde det vel ikke. For en bryllupsrejse hører jo ligesom til nutildags.-Men sig mig så, — har du nu fået set dig rigtig om i lejligheden?

TESMAN. Ja, det kan du tro. Jeg har været påfærde lige siden det blev lyst.

FRØKEN TESMAN. Og hvad synes du så om det altsammen?

TESMAN. Udmærket! Ganske udmærket! Der er bare det, jeg ikke kan forstå, hvad vi skal gøre med de to tomme værelser, som ligger imellem bagstuen og Heddas soveværelse.

FRØKEN TESMAN (smiler). Å, min kære Jørgen, dem kan skal der nok blive brug for med tiden.

TESMAN. Ja, det har du sandelig ret i, tante Julle! For efterhånden som jeg forøger min bogsamling, så-. Hvad?

FRØKEN TESMAN. Netop, min kære gut. Det var bogsamlingen, jeg tænkte på.

TESMAN. Mest glad er jeg nu for Heddas skyld. Før vi blev forlovet, sagde hun jo så tit, at hun aldrig brød sig om at bo noget andet sted, end i statsrådinde Falks villa.

FRØKEN TESMAN. Ja, tænk, — og så skulde det træffe sig at den blev til salg netop som i rejste.

TESMAN. Ja, tante Julle, vi havde rigtignok lykken med os. Hvad?

FRØKEN TESMAN. Men dyrt, min kæreJørgen! Dyrt bliver det for dig, — alt dette her.

TESMAN (ser lidt forsagt pе hende) Ja, måske, tante.

FRØKEN TESMAN. Ak, ja…

TESMAN. Hvor meget regner du med — sådan cirka?

FRØKEN TESMAN. Det kan jeg ikke sige før alle papirer og regninger er kommet.

TESMAN. Nå, heldigvis så har jo assessor Brack betinget meget lempelige vilkår for mig. Det skrev han selv til Hedda.

FRØKEN TESMAN. Spekuler nu ikke mere på det min dreng — Møblerne og alle tæpperne har jeg forresten stillet sikkerhed for.

TESMAN. Sikkerhed? Du? Kære tante Julle? slags sikkerhed kunde d u give?

FRØKEN TESMAN. Jeg har stillet mine rentepenge som sikkerhed.

TESMAN (springer op). Hvad! Dine og tante Rinas rentepenge!

FRØKEN TESMAN. Jamen, jeg kunne ikke se nogen anden udvej.

TESMAN (stiller sig foran hende). Jamen er du blevet gal? De rentepenge er det eneste som du og tante Rina har at leve af!

FRØKEN TESMAN. Tag det nu roligt. Assesor Brack sagde, at det bare var en formsag. Han var så venlig at ordne det hele for mig. Bare en formsag, sagde han.

TESMAN. Ja, det kan være godt nok. Men alligevel —

FRØKEN TESMAN. Nu kommer du jo selv til at tjene mange penge. Herregud — vi har da bare været glade for at kunne hjælpe lidt her i begyndelsen.

TESMAN. Altid har du ofret dig for mig, tante.

FRØKEN TESMAN (rejser sig og og lжgger hжnderne pе hans skuldre). Har jeg da nogen anden glæde i denne verden end at jævne vejen for dig, min kære dreng? Du, som hverken har haft far eller mor at holde dig til. Og nu står vi ved målet! Det har set sort ud — men nu er du gudskelov ovenpå.

TESMAN. Ja, det er i grunden mærkeligt, sådan som alting har føjet sig.

FRØKEN TESMAN. Ja, — og de, som stod dig ivejen og forsøgte at ødelægge dig, de er færdige! Jørgen! Og han, som var den allerfarligste for dig, han er nu sunket allerdybest af dem alle — et stakkels forvildet menneske er han.

TESMAN. Har du hørt noget om Ejlert? Siden jeg rejste, mener jeg.

FRØKEN TESMAN. Ikke andet, end at han skulle have udgivet en ny bog.

TESMAN. Hvad for noget? Har Ejlert Lovborg udgivet en ny bog? For nyligt?

FRØKEN TESMAN. Ja, det siger de. Men den er der sikkert ikke noget ved. Næ, når din bog udkommer så bliver det noget andet. Hvad skal den handle om?

TESMAN. Den kommer til at handle om den brabantske husflid i middelalderen.

FRØKEN TESMAN. Nej, tænk, — at du kan skrive om sådant noget også!

TESMAN. Forøvrigt kan der komme til at gå et stykke tid før den er klar. Jeg har jo alt dette arkivmateriale der skal ordnes først.

FRØKEN TESMAN. Ja, ordne og samle, — det kan du rigtignok. Hvor du dog ligner din far.

TESMAN. Jeg glæder mig usigeligt til at komme igang. Især nu, hvor jeg har fået mit eget hyggelige hus at arbejde i.

FRØKEN TESMAN. Ja, og så den store lykke, at du har fået den kvinde du elsker. TESMAN (omfavner hende). Å ja, ja, tante Julle! Hedda, — det er nu det allerdejligste af det hele! (ser mod dшrеbningen.) Der tror jeg hun kommer. Hvad?

(Hedda kommer fra venstre side gennem bagvжrelset. Hun er en dame pе 29 еr.

Ansigt og skikkelse жdelt og fornemt formet. Hudfarven er af en mat bleghed. Шjnene er stеlgrе og udtrykker en kold, klar ro. Hеret er smukt mellembrunt, men ikke synderlig fyldigt. Hun er klжdt i en smagfuld, noget lшst siddende formiddagsdragt.)

FRØKEN TESMAN (gеr Hedda imшde). Godmorgen, kære Hedda! Hjertelig godmorgen!

HEDDA (rжkker hende hеnden). Godmorgen, kære frøken Tesman! Så tidlig på visit? Det var venligt af dem.

FRØKEN TESMAN (synes noget forlegen). Nå, — har så den unge frue sovet godt i sit nye hjem?

HEDDA. Å jo, tak! Tåleligt!

TESMAN (ler). Tåleligt! Nej, som du dog kan sige det, Hedda! Du sov såmænd som en sten, da jeg stod op.

HEDDA. Heldigvis. For resten så må man jo vænne sig til alt nyt, frøken Tesman. Sådan lidt efter lidt. (ser mod venstre.) Uh, — pigen har nok ladet altandøren stå åben. Der kommer jo et helt hav af sol herind.

FRØKEN TESMAN (gеr mod dшren). Jamen, så lukker vi den da.

HEDDA. Nej, det skal de ikke! Kære Tesman, træk forhængene sammen. Det giver et mildere Iys.

TESMAN (ved dшren). Ja vel, — ja vel. Se så, Hedda — nu har du både skygge og frisk luft.

HEDDA. Ja, frisk luft kan der trænges til. Alle disse velsignede blomster — . Men, kære, — vil De ikke sidde ned, frøken Tesman?

FRØKEN TESMAN. Nej mange tak. Nu ved jeg jo, at her står godt til, — Gud ske lov! Jeg må hellere se at komme hjem igen til min søster, som ligger og har det så dårligt.

TESMAN. Hils hende endelig så mange gange fra mig. Og sig, at jeg kigger indenfor i løbet af dagen.

FKØKEN TESMAN. Ja, ja, det skal jeg nok gøre. Men det er sandt, Jørgen — (famler i kjolelornmen.) Det havde jeg nær glemt. Jeg har noget til dig.

TESMAN. Hvad er det for noget, tante?

FRØKEN TESMAN (tager en flad pakke indpakket i avispapir op, og giver ham.) Værs'go min kære dreng.

TESMAN (еbner). Nej, Herregud, — har du gemt dem for mig, tante Julle! Hedda! Det er virkelig rørende, se!

HEDDA (stеr i egne tanker ude til hшjre). Ja, kære, hvad er det?

TESMAN. Mine gamle morgensko! Tøflerne!

HEDDA. Ja så. Jeg husker, du talte ofte om dem på rejsen.

TESMAN. Ja, jeg savnede dem faktisk. (gеr hen til hende,) Prøv at se dem, Hedda!

HEDDA (gеr hen mod ovnen). Nej tak, jeg gider virkelig ikke at se på et par gamle tøfler.

TESMAN (fшlger efter). Tænk, — dem har tante Rina ligget og broderet for mig. Selvom hun var syg. Der knytter sig mange minder til dem, kan du tro.

HEDDA (ved bordet). Det er ikke mine minder.

FRØKEN TESMAN. Det kan Hedda jo selvfølgelig have ret i, Jørgen.

TESMAN. Jo-, men da hun nu hører til familien, så syntes jeg da….

HEDDA (afbrydende). Den pige vi har fået, dur vist ikke rigtigt til noget, Tesman.

FRØKEN TESMAN. Skulle Berte ikke du til noget?

TESMAN. Jamen kære — hvordan kommer du dog på den tanke?

HEDDA (peger). Se der! Hun har uden videre lagt sin gamle hat på stolen der!

TESMAN (forskrжkket, taber tшflerne pе gulvet). Men Hedda dog!

HEDDA. Tænkt hvis der kom nogen og så det.

TESMAN. Jamen, Hedda, — det er jo tante Julles hat!

HEDDA. Virkeligt?

FRØKEN TESMAN (tager hatten). Ja, det er såmænd min — men gammel er den nu ikke, lille fru Hedda.

HEDDA. Nå, ja — jeg studerede den jo ikke så omhyggeligt, frøken Tesman.

FRØKEN TESMAN (tager hatten pе). Det er faktisk første gang jeg har den på, at de ved det!

TESMAN. Jeg syntes det er en nydeligt hat, ja, faktisk en meget flot hat.

FRØKEN TESMAN. Åh, der er måde med alting min kære Jørgen. (ser sig om) Parasollen —? Nå her. (tar den.) For den er nemlig også min. (mumler.) Ikke Bertes.

TESMAN. Ny hat og ny parasol! Nej, tænk, Hedda!

HEDDA. Jo, smukt og nydeligt er det.

TESMAN. Ja, ikke sandt? Hvad? Tante, se nu rigtigt på Hedda inden du går! Se, hvor smuk og nydelig hun er!

FRØKEN TESMAN. Det er virkelig ikke noget nyt — Hedda har været dejlig alle dage. (hun nikker og gеr mod hшjre.)

TESMAN (fшlger efter). Ja, men har du lagt mærke til, hvor fyldig og frodig hun er blevet? Hvor meget hun har lagt sig ud på rejsen?

HEDDA (gеr henover gulvet). Å, lad nu være —!

FRØKEN TESMAN (standser og vender sig om). Lagt sig ud?

TESMAN Ja, man kan ikke se det så godt nu hvor hun har kjole på, men jeg der jo ser hende uden, kan…

HEDDA (ved glasdшren, utеlmodig). Åh — du ser ikke noget som helst!

TESMAN. Det må være den Tyrolske bjergluft der er gået dig til hovedet.

HEDDA (kort, afbrydende). Slet ikke — jeg er den samme som jeg altid har været.

TESMAN. Ja, det påstår du. Men det er du altså ikke. Hvad mener du, tante?

FRØKEN TESMAN (har foldet hжnderne og stirrer pе hende). Dejlig, — dejlig, — dejlig er Hedda. (gеr hen til hende, bшjer rned begge hжnder hendes hovede og kysser hende pе hеret.). Gud velsigne og bevare Hedda Tesman. For Jørgens skyld.

HEDDA (gшr sig lempeligt lшs). Åh —! Slip mig så.

FRØKEN TESMAN (i stille bevжgelse). Jeg vil besøge Jer hver eneste dag.

TESMAN. Ja, gør endelig det, tante! Ikke?

FRØKEN TESMAN. Farvel, — farvel!

(hun gеr ud gennem forstuedшren. Tesman fшlger hende ud. Dшren bliver stеende halvt еben. Tesman hшres at gentage sine hilsener til tante Rina og takke for morgenskoene.)

(Samtidig hermed gеr Hedda om pе gulvet, hжver armene, knytter hжnderne. Som i raseri. Slеr sе forhжngene fra glasdшren, blir stеende der og ser ud.)

(Lidt efter kommer Tesman ind igen og lukker dшren efter sig.)

TESMAN (tager morgenskoene op fra gulvet). Hvad er det du står og ser på, Hedda?

HEDDA (igen rolig og behersket). Jeg står bare og ser på løvet. Det er så gult. Og så vissent.

TESMAN. (pakker skoene ind og lжgger dem pе bordet). Ja, vi er jo også i September nu.

HEDDA (atter urolig). Ja tænk, — nu er vi allerede i — i September.

TESMAN. Synes du ikke tante Julle var underlig? Næsten højtidelig? Kan du begribe, hvad der gik af hende? Hvad?

HEDDA. Jeg kender hende jo næsten ikke. Plejer hun ikke at være sådan?

TESMAN. Nej, ikke som hun var idag.

HEDDA (gеr fra glasdшren). Tror du hun blev vred over det der med hatten?

TESMAN Nej, måske kun lige i øjeblikket.

HEDDA. Men hvad er det også for maner at smide sin hat fra sig her inde i salonen. Det gør man da ikke?

TESMAN. Du kan ihvertfald regne med, at det gør hun ikke mere.

HEDDA. Nå, jeg skal nok komme på god fod med hende igen.

TESMAN. Ja, min kære Hedda, vil du ikke nok?

HEDDA. Når du kigger ud til dem senere idag, så kan du jo invitere hende herud iaften.

TESMAN. Det var en god ide. Og så er der en ting til, som du kunde glæde hende så umådelig meget med.

HEDDA. Ja?

TESMAN. Hvis du bare kunde overvinde dig til at sige du til hende. For min skyld, Hedda?

HEDDA. Nej, nej, Tesman-det må du, ved Gud, ikke bede mig om. Det har vi jo talt om — jeg skal prøve at kalde hende tante — men mere må du ikke bed mig om!

TESMAN. Ja-ja da. Men jeg synes bare, at nu, da du hører til familien, så —

HEDDA. Hm, gør jeg nu det?

(hun gеr over gulvet mod dшrеbningen.)

TESMAN (lidt efter). Er der noget ivejen, Hedda?

HEDDA. Jeg ser bare på mit gamle piano. Det står ikke rigtig godt sammen med alt det andet her.

TESMAN. Første gang jeg hæver gage, så køber vi et nyt.

HEDDA. Nej, nej, — jeg vil ikke have et nyt. Jeg vil ikke af med det. Men vi kunne jo stille det derind i bagværelset.Og så kunne vi ved lejlighed købe et nyt til at stå her.

TESMAN (lidt forsagt). Ja, — det kan vi jo også gøre.

HEDDA (tager buketten pе pianoet). De blomster stod ikke her inat da vi kom.

TESMAN. Tante Julle har vist haft dem med til dig.

HEDDA (ser ind i buketten). Et visitkort. (tar det ud og lжser:) “Kommer igen senere på dagen“. Kan du gætte, hvem det er fra?

TESMAN. Nej. Fra hvem da?

HEDDA. Her står “Fru foged Elvsted“.

TESMAN. Nej virkelig? Fru Elvsted! Frøken Rysing, som hun hed før.

HEDDA. Ja netop. Hende med det irriterende hår, som hun gik rundt og vækkede opsigt med. Din gamle flamme, har jeg hørt noget om.

TESMAN (ler). Nå, det varede nu ikke længe. Det var før jeg kendte dig, Hedda. Men tænk, er hun i byen.

HEDDA. Besynderligt, at hun vil besøge os. Jeg kendte hende jo næsten kun fra institutet.

TESMAN. Ja, jeg har såmænd heller ikke set hende i Gud ved, hvor lang tid. At hun kan holde ud, at bo deroppe i den afkrog.

HEDDA (tжnker sig om og siger pludselig). Hør, Tesman, — er det ikke deroppe i nærheden, at han holder til, ham der, Ejlert Løvborg?

TESMAN. Jo, det er netop oppe på de kanter. (Berte kommer i dшren til forstuen.)

BERTE. Frue, nu er hun her igen, den dame, som kom med blomsterne for lidt siden (peger.) Det er dem, som fruen står med.

HEDDA. Ah, er hun det? Lad hende komme ind.

(Berte еbner dшren for fru Elvsted og gеr selv ud. Fru Elvsted er en spжd skik — kelse med smukke, blшde ansigtsformer. Шjnene er lyseblе, store, runde og noget fremstеende, med et forskrжmt spшrgende udtryk. Hеret er pеfaldende lyst, nжsten hvidgult, og usжdvanlig rigt og bшlgende. Hun er et par еr yngre end Hedda. Pеklжdningen er en mшrk visitdragt, der er smagfuld, men ikke helt efter nyeste mode.)

HEDDA (gеr hende venlig imшde). Goddag, min gode fru Elvsted. Det var da morsomt at se Dem igen.

FRU ELVSTED (nervшs, sшger st beherske sig). Ja, det er længe siden vi mødtes.

TESMAN (rжkker hende hеnden). Og vi to også. Hvad?

HEDDA. Tak for Deres dejlige blomster —

FRU ELVSTED. Å, jeg ber-. Jeg vilde egentlig være kommet igår eftermiddags. Men så hørte jeg, at De var ude på rejse —

TESMAN. Er De lige kommet til byen?

FRU ELVSTED. Jeg kom hertil igår ved middagstid. Jeg blev fortvivlet, da jeg hørte at De ikke var hjemme.

HEDDA. Fortvilet! Hvorfor det?

TESMAN Men, kære fru Rysing — fru Elvsted mener jeg —

HEDDA. Er der noget i vejen?

FRU ELVSTED. Ja, det er der. De må undskylde, men jeg aner ikke hvem jeg ellers skulle henvende mig til.

HEDDA (lжgger buketten pе bordet). Kom, — så sætter vi os her på sofaen —

FRU ELVSTED. Jeg kan dårligt sidde stille, af bar bekymring.

HEDDA. Jo De kan. Kom nu her.

(hun drager fru Elvsted ned pе sofaen og sжtter sig ved siden af hende)

TESMAN. Nå? Lad os så høre?

HEDDA. Er der sket noget deroppe hos Dem?

FRU ELVSTED. Ja, — dvs både ja og nej. Misforstå mig nu ikke!

HEDDA. Det er nok bedst at De taler rent ud, fru Elvsted.

TESMAN. Ja, det er vel derfor at De er kommet?

FRU ELVSTED. Ja, ja, — det er det jo. Men jeg bliver lige nødt til at fortælle Dem, at Ejlert Løvborg også er i byen.

HEDDA. Er Løvborg —!

TESMAN. Nej, er Ejlert Løvborg kommen tilbage! Hvad siger du så, Hedda?

HEDDA. Ikke noget — jeg nøjes med at høre det.

FRU ELVSTED. Han har været her i en uges tid. En hel uge! I denne farlige by. Alene! Med alt det dårlige selskab, som findes her.

HEDDA. Men sig mig engang fru Elvsted, — hvad kommer han egentlig Dem ved?

FRU ELVSTED (ser Forskrжmt pе hende og siger hurtig): Han har været lærer for børnene.

HEDDA. For Deres børn?

FRU ELVSTED. For min mands. Jeg har ingen.

HEDDA. For Deres stedbørn altså.

FRU ELVSTED. Ja.

TESMAN (noget famlende). Har han virkelig — jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det — har han forbedret sig så meget, at han har kunnet påtage sig et så ansvarsfuldt arbejde?

FRU ELVSTED. I de sidste par år har der ikke været noget at sige ham på.

TESMAN. Nej virkelig ikke? Tænk, Hedda!

HEDDA. Ja, jeg hører det jo.

FRU ELVSTED. Han har været upåklagelig — der har intet været ivejen. Men nu, hvor han er herinde i den store by, med så mange penge mellem hænderne, er jeg nervøs for, at det kan gå galt.

TESMAN. Men hvorfor blev han så ikke deroppe, hvor han var? Hos Dem og Deres mand? Hvad?

FRU ELVSTED. Efter at hans bog var udkommet, var han rastløs hele tiden.

TESMAN. Ja, tante Julle sagde, at han havde udgivet en bog.

FRU ELVSTED. Ja, en stor ny bog, som handler kulturhistorien. Det er nu fjorten dage siden. Den vækkede stor opsigt, og er næsten udsolgt!

TESMAN. Nå, det gjorde den? Det må vel være noget han har haft liggende fra før det gik galt med ham.

FRU ELVSTED. Fra før af, mener De?

TESMAN. Ja.

FRU ELVSTED. Nej, han har skrevet det altsammen oppe hos os. Nu — i det sidste år.

TESMAN. Det er jo glædeligt at høre. Hedda! Tænk engang, hva!

FRU ELVSTED. Ak ja, hvis nu bare ikke det ender galt!

HEDDA. Har De mødt ham her i byen?

FRU ELVSTED. Nej, endnu ikke. Det var med møje og besvær, at jeg fik opsporet hans adresse. Men nu imorges så fik jeg den da endelig.

HEDDA (ser forskende hen til hende). I grunden synes jeg, det er lidt underligt af Deres mand-hm —

FRU ELVSTED (farer nervшst sammen). Af min mand! Hvilket?

HEDDA. At han sender Dem til byen i et sådant ærinde. At han ikke rejser herind selv og ser til sin ven.

FRU ELVSTED. Å, nej, nej, — min mand har ikke tid til det. Og så var der også — nogen indkøb, jeg skulde gøre.

HEDDA (smiler let). Nå, det er jo en anden sag.

FRU ELVSTED (rejser sig hurtig og i uro) Og nu beder jeg Dem så bønligt, herr Tesman, — tag godt imod Ejlert Løvborg, hvis han kommer til Dem! Og det gør han sikkert. Herregud, — De var jo gode venner før i tiden. Og det er jo det samme De studerer. De samme videnskaber, — så vidt jeg kan skønne.

TESMAN. Nå, det var det da før ialfald.

FRU ELVSTED. Ja, og derfor beder jeg Dem så inderligt, at De vil holde et vågent øje med ham. Vil De, herr Tesman, — Lover De mig det?

TESMAN. Ja, — så inderlig gerne, fru Rysing —

HEDDA. Elvsted.

TESMAN. Jeg skal gøre alt hvad der står i min magt for Ejlert — det kan De regne med.

FRU ELVSTED. Åh, hvor er det dog venligt af Dem! (trykker hans hжnder.) Tak, tak, tak! (forskrжkket.) Ja, min mand holder jo så meget af ham!

HEDDA (rejser sig). Du skulle skrive ham til, Tesman. Måske kommer han ikke bare sådan af sig selv.

TESMAN. Ja, det tror jeg at jeg gør.

HEDDA. Gør det hellere nu med det samme!

FRU ELVSTED (bшnligt). Å ja, det ville være rart!

TESMAN. Jeg går ind og skriver i dette øjeblik — har De hans adresse?

FRU ELVSTED. Ja. (tager en lille seddel op af lommen og rжkker ham den.) Her står det.

TESMAN. Godt, godt. Så går jeg ind-(ser sig om.) Det er sandt, — tøflerne? Nå her. (tager pakken og vil gе.)

HEDDA. Skriv nu endelig varmt og venskabeligt til ham. Og ikke kort.

TESMAN. Ja, det skal jeg nok.

FRU ELVSTED. Men endelig ikke et ord om, at jeg har været her og talt om ham!

TESMAN. Nej, naturligvis, ikke det siger jo sig selv. (han gеr igennem bagstuen til hшjre.)

HEDDA (gеr hen til fru Elvsted, smiler og siger dжmpet): Se så! Nu slog vi to fluer med et smæk.

FRU ELVSTED. Hvorledes mener De det?

HEDDA. Forstod De ikke, at jeg vilde have ham ud af stuen?

FRU ELVSTED. Ja, for at skrive brevet —

HEDDA. Ja, men også for at kunne tale med Dem alene.

FRU ELVSTED (forvirret). Om det samme!

HEDDA. Ja, nemlig om det.

FRU ELVSTED (angst). Men der er ikke mere at tale om, fru Tesman! Virkelig ikke mere!

HEDDA. Å jo såmænd er der så. Der er betydelig mere. Så meget forstår jeg da. Kom her, — så sætter vi os rigtig fortrolig sammen.

(hun tvinger fru Elvsted ned i lжenestolen ved ovnen og sжtter sig selv pе en af taburetterne.)

FRU ELVSTED (жngstelig, ser pе sit ur). Men kære, bedste frue -. Jeg havde egentlig tænkt at gå nu.

HEDDA. Å, det haster det da vel ikke med. — Nå? Fortæl mig nu lidt om hvorledes De har det derhjemme.

FRU ELVSTED. Åh — det bryder jeg mig ikke om at tale om.

HEDDA. Men til mig, kære —? Herregud, vi gik jo i institutet sammen.

FRU ELVSTED. Ja, men De gik i en klasse over mig. Gud — hvor var jeg dog bange for Dem dengang.

HEDDA. Var De bange for mig?

FRU ELVSTED. Ja, meget bange. Når vi mødtes på trappen så trak De mig altid i håret. HEDDA. Har jeg virkelig gjort det?

FRU ELVSTED. Ja, og engang sagde De, at De vilde sætte ild til det.

HEDDA. Å, det var jo ikke andet end pigepjat.

FRU ELVSTED. Ja, jeg vidste ikke så meget dengang. — Og sidenhen er vi jo kommet langt fra hinanden — vi kommer jo også fra forskellige kredse.

HEDDA. jamen, så må vi jo se at komme hinanden nærmere. Hør nu her! I institutet sagde vi du til hinanden. Og så kaldte vi hinanden ved fornavn —

FRU ELVSTFD. Nej, der tror jeg De tager fejl!

HEDDA. Nej vist gør jeg ikke, nej! Jeg husker det ganske tydeligt. Og derfor vil vi nu være fortrolige, ligesom i gamle dage. (flytter sig nжrmere pе taburetten.) Se så! (kysser hende pе kinden) Nu siger du du til mig og kalder mig Hedda.

FRU ELVSTED (trykker og klapper hendes hжnder). Hvor er De dog venlig — det er slet ikke noget jeg er vandt til.

HEDDA. Så, så, så! Og jeg siger du til dig, ligesom før, og kalder dig min kære Tora.

FRU ELVSTED. Tea hedder jeg.

HEDDA. Ja rigtig. Naturligvis. Jeg mente også Tea. (ser deltagende pе hende.) Er der heller ingen der er venlig mod dig hjemme hos dig selv?

FRU ELVSTED. Hvis jeg havde haft noget hjem! Men jeg har ikke noget. Har aldrig haft noget.

HEDDA (ser lidt pе hende). Jeg tænkte nok, at det forholdt sig sådan...

FRU ELIVSTED (stirrer hjжlpelшst frem for sig). Ja, — ja, — ja.

HEDDA. Jeg kan ikke rigtig huske det nu. Men var det ikke fra først af som husbestyrerinde, at du kom derop til fogedens?

FRU ELVSTED. Egentlig skulde det været som guvernante. Men hans hustru, — hun — hun var svagelig, — og sengeliggende for det meste. Så jeg måtte tage mig af huset også.

HEDDA. Men så, — til slut, — så blev du gift med fogeden?.

FRU ELVSTED (tungt). Ja, det blev jeg.

HEDDA. Lad mig se -. Hvor længe er det nu siden?

FRU ELVSTED. At jeg blev gift?

HEDDA. Ja.

FRU ELVSTED. Det er nu fem år siden.

HEDDA. Ja rigtig; det må det være.

FRU ELVSTED. Å, disse fem år —! Eller mest de to-tre sidste da. Å, hvis De kunne forestille Dem…

HEDDA (slеr hende let over hеnden). D e? Sagde du. Fy, Tea!

FRU ELVSTED. Ja, jeg skal huske det. — Ja hvis du bare kunne forestille dig det… HEDDA (henkastende). Ejlert Løvborg har jo også været deroppe en tre års tid, tror jeg.

FRU ELVSTED (ser usikkert pе hende.) Ejlert Løvborg? Ja, det har han.

HEDDA. Kendte du ham allerede her fra byen af?

FRU ELVSTED. Næsten ikke. Ja, det vil sige, — af navn naturligvis.

HEDDA. Men så deroppe, — der kom han altså i huset til jer?

FRU ELVSTED. Ja, han kom hver dag over til os. Han skulde jo læse med børnene. For jeg alene kunde ikke i længden magte det altsammen.

HEDDA. Nej, det er indlysende.-Og din mand —? Han er vel sagtens ofte ude på rejser?

FRU ELVSTED. Ja. De-du ved jo, at som foged må han tit rejse omkring i distriktet.

HEDDA (Iжner sig mod stolarmen). Tea, — stakkels søde Tea, — nu skal du fortælle mig alting, — nøjagtigt som det er.

FRU ELVSTED. Jeg ved ikke hvad du vil vide — du må spørge.

HEDDA. Hvorledes er egentlig din mand, Tea? Jeg mener, — sådan at omgås. Er han god imod dig?

FRU ELVSTED (undvigende). Han tror vist selv, at han gør alt på bedste måde.

HEDDA. Jeg synes bare han må være altfor gammel for dig. Vist over tyve år ældre?

FRU ELVSTED (irriteret.) Jo såmænd. Det ene med det andet. Alt er mig imod hos ham! Vi ejer ikke en tanke sammen. Ingen verdens ting, — han og jeg.

HEDDA. Men holder han ikke alligevel af dig? Sådan på sin egen måde?

FRU ELVSTED. Å, det ved jeg ikke om han gør. Jeg er vist bare nyttig for ham. Og så koster jeg ikke så meget. Jeg er billig.

HEDDA. Det er dumt af dig.

FRU ELVSTED (ryster pе hovedet). Der er ikke noget at stille op. Ikke med ham. Han holder vist ikke af andre end sig selv. Og så måskek lidt af børnene.

HEDDA. Og af Ejlert Løvborg, Tea.

FRU ELVSTED (ser hen pе hende.) Af Ejlert Løvborg! Hvordan kan du dog komme på den tanke?

HEDDA. Jamen han har jo sendt dig herind i byen for at se til ham- (smiler nжsten umжrkeligt.) Det sagde du da selv til Tesman.

FRU ELVSTED (med en nervшs trжkning). Gjorde jeg? Ja, det gjorde jeg vist. (udbryder dжmpet.) Nej — jeg kan ligesågodt sige dig det som det er — det kommer jo for en dag alligevel.

HEDDA. Hvilket kære Tea —?

FRU ELVSTED. Nå, kort og godt da! Min mand vidste slet ikke at jeg rejste.

HEDDA. Hvad for noget! Vidste ikke din mand det ikke?

FRU ELVSTED. Nej naturligvis. Forøvrigt var han slet ikke hjemme. Han var på rejse. Jeg kunne ikke holde det ud mere, Hedda! Jeg var så alene deroppe!

HEDDA. Nå? Og så?

FRU ELVSTED. Så pakkede jeg nogen af mine sager sammen, ser du. Det mest nødvendige. Sådan i al stilhed. Og så rejste jeg hjemmefra.

HEDDA. Sådan uden videre?

FRU ELVSTED. Ja. Og rejste så med jernbanen lige herind til byen.

HEDDA. Men, min kære, gode Tea, — at du virkelig turde gøre det.

FRU ELVSTED (rejser sig og gеr henover gulvet). Ja, hvad i alverden skulle jeg ellers have gjort?

HEDDA. Men hvad tror du da din mand vil sige, når du kommer hjem igen?

FRU ELVSTED (ved bordet, ser hen pе hende), Der op til ham?

HEDDA. Ja?

FRU ELVSTED. Jeg rejser aldrig derop mere!

HEDDA (rejser sig og gеr nжrmere). Du er altså simpelthen rejst fra det hele?

FRU ELVSTED. Ja. Jeg syntes ikke, der var andet at gøre.

HEDDA. Og sådan, så alle nu ved det.

FRU ELVSTED. Sådant noget kan ikke holdes hemmeligt alligevel.

HEDDA. Men hvad tror du så, folk vil sige om dig, Tea?

FRU ELVSTED. De må sige hvad de vil. (sжtter sig trжgt og tungt i sofaen.) For jeg har ikke gjort andet end hvad jeg måtte gøre.

HEDDA (efter en kort tavshed). Hvad har du så tænkt dig at gøre nu?

FRU ELVSTED. Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg må leve her, hvor Ejlert Løvborg lever. — Hvis jeg overhovedet skal leve.

HEDDA (flytter en stol nжrmere fra bordet, sжtter sig hos hende og stryger hendes hжnder). Hvorledes begyndte dette — dette venskabsforhold — mellem dig og Ejlert Løvborg.

FRU ELVSTED. Å, det kom sådan lidt efter lidt. Jeg fik ligesom et slags magt over ham.

HEDDA. Hvordan?

FRU ELVSTED. Han lagde sine gamle vaner på hylden. Ikke fordi at jeg havde bedt ham om det — men jeg tror at han følte, at jeg ikke brød mig om det — og så holdt han op.

HEDDA (undertrykker et uvilkеrligt hеnsmil). Du har altså genoprejst ham, — som man siger, — dig, lille Tea.

FRU ELVSTED. Ja, det siger han selv i det mindste. Og han-på sin side, — han har gjort et slags virkeligt menneske ud af mig. Lært mig at tænke-og forstå både det ene og det andet.

HEDDA. Læste han måske også med d i g?

FRU ELVSTED. Nej, ikke just læste. Men han talte med mig. Talte om så uendelig mangt og meget. Og så kom den dejlige, lykkelige tid, da jeg fik del i hans arbejde! Fik lov til at hjælpe ham!

HEDDA. Fik du lov at hjælpe ham?

FRU ELVSTED. Ja. Når han skrev noget, så var vi altid være sammen om det.

HEDDA. Som to gode kammerater altså.

FRU ELVSTED (livfuldt). Kammerater! Ja tænk, Hedda- sådan kaldte han det også! — Å, jeg burde jo føle mig så inderlig glad. Det kan jeg bare ikke — jeg ved jo ikke om det varer ved.

HEDDA. Er du ikke sikrere på ham end som så?

FRU ELVSTED (tungt). En kvindeskygge står imellem Ejlert Løvborg og mig.

HEDDA (ser spжndt pе hende). Hvem kan det være?

FRU ELVSTED. Jeg ved det ikke. En eller anden fra — fra hans fortid. En, som han vist aldrig rigtig har glemt.

HEDDA. Hvad har han sagt om det?

FRU ELVSTED. Han har kun en enkelt gang antydet det.

HEDDA. Nå! Og hvad sagde han så?

FRU ELVSTED. Han sagde, at da de skiltes, så vilde hun have skudt ham med en pistol.

HEDDA (koldt, behersket). Sikke noget pjat — det gør vi da ikke her.

FRU ELVSTED. Nej. Og derfor så tror jeg det må være den rødhårede sangerinde, som han en tid —

HEDDA. Ja, det er det nok.

FRU ELVSTED. For jeg husker, det blev sagt om hende, at hun altid gik med ladte våben.

HEDDA. Jamen — så er det naturligvis hende.

FRU ELVSTED (vrider hжnderne). Ja, men tænk dig, Hedda, — nu hører jeg, at den sangerinde, — hun er i byen igen! Jeg aner ikke mine levende råd.

HEDDA (skotter mod bagvжrelset). Tys! Nu kommer Tesman. (rejser sig og hvisker.) Tea, — alt dette her må blive mellem dig og mig.

FRU ELVSTED (springer op). Ja, for Guds skyld!

(Jшrgen Tesman, med et brev i hеnden, kommer fra hшjre side gennem bagvжrelset.)

TESMAN. Se så, — nu er epistelen fiks og færdig.

HEDDA. Det var godt. Fru Elvsted er ifærd med at gå. Vent lidt. Jeg følger med til haveporten.

TESMAN. Du, Hedda, — kunde måske Berte besørge dette her?

HEDDA (tager brevet). Jeg giver hende besked.

(Berte kommer fra forstuen.)

BERTE. Assessor Brack er her og siger, at han gerne vil hilse på herskabet.

HEDDA. Ja, bed assessoren værs'god komme ind. Og så, — hør her, — kast så dette brevet i postkassen.

BERTE (tager brevet). Ja vel, frue. (hun еbner dшren for assessor Brack og gеr selv ud. Assessoren er en herre pе 45 еr. Undersжtsig, men velbygget og med elastiske bevжgelser. Ansigtet rundagtigt med nobel profil. Hеret kortklippet, nжsten sort endnu og omhyggeligt friseret. Шjnene livlige, spillende. Шjenbrynene tykke. Knebelsbarten ligesе, med afstudsede spidser. Han er klжdt i elegant spadserdragt, dog lidt ungdommeligt for sin alder. Bruger lorgnet, som han nu og da lader falde.)

ASSESSOR BRACK (med hatten i hеnden, hilser). Tør man se indenom så tidlig på dagen.

HEDDA. Ja såmænd tør man så.

TESMAN (trykker hans hеnd). Altid velkommen skal De være. (forestiller.) Assessor Brack — frøken Rysing —

HEDDA. Åh —!

BRACK (bшjer sig). Ah, — glæder mig særdeles —

HEDDA (ser pе ham og ler). Det er virkelig morsomt at se Dem ved dagslys, assessor!

BRACK De finder mig måske forandret?

HEDDA. Ja, en smule yngre, synes jeg.

BRACK Takker forbindtligst.

TESMAN. Men hvad siger De om Hedda! Hvad? Ser ikke hun frodig ud? Hun formelig —

HEDDA. Å, hold nu mig udenfor. Tak hellere assessoren for al den ulejlighed, han har haft —

BRACK Det har skam kun været mig en fornøjelse.

HEDDA. Ja, De er en trofast sjæl. Men min veninde står her og brænder efter at komme afsted. På gensyn, assessor. Jeg er her straks igen. (gensidige hilsener. Fra Elvsted og Hedda gеr ud gennem forstuedшren.)

BRACK Nå, — er Deres hustru så nogenlunde tilfreds?

TESMAN. Ja, vi kan ikke takke Dem nok. Det vil sige, — lidt ombytning hist og her bliver jo nødvendigt. Og så mangler der jo et og andet. Vi blir nok nødt til at anskaffe en del småting.

BRACK Ja så? Virkelig?

TESMAN. Men det skal De ikke have noget besvær med. Hedda sagde, at hun ville selv sørge for det, som mangler. -Skal vi så ikke tage plads? Hvad?

BRACK. Tak — kun et øjeblik. (sжtter sig ved bordet.) Der er noget, jeg gerne ville tale med Dem om, kære Tesman.

TESMAN. Jeg forstår! (han sжtter sig.) Det er vel sagtens den alvorlige del af festen, som begynder nu. Hvad?

BRACK Å, pengesagerne haster ikke så meget ligenu. Måske burde vi have indrettet huset lidt billigere.

TESMAN. Det var da alsrig gået an! Tænk dog på Hedda, kære! De, som kender hende så godt-. Jeg kunne da umuligt byde hende på så småborgerlige omgivelser.

BRACK Nej, nej, — det er jo netop der problemet ligger.

TESMAN. Forøvrigt kan det jo heller ikke vare længe før jeg bliver udnævnt.

BRACK Den slags kan udmærket trække i langdreag.

TESMAN. Har De da hørt noget om det?

BRACK Ikke sådan noget helt bestemt — . (afbryder sig selv.) Men det er sandt, — en nyhed kan jeg da fortælle Dem.

TESMAN. Ja?

BRACK Deres gamle ven, Ejlert Løvborg, er kommen til byen igen.

TESMAN. Det ved jeg allerede.

BRACK Gør De det? Hvem har fortalt Dem det?

TESMAN. Den dame der gik ud sammen med Hedda.

BRACK Ja så. Hvad var det nu hun hed? Jeg hørte det ikke rigtig —

TESMAN. Fru Elvsted.

BRACK. Aha, — fogdens frue altså. Ja, — det er nok oppe hos dem at han har holdt til.

TESMAN. Og tænk, — så hører jeg til min store glæde, at han er blevet et ordentligt menneske igen!

BRACK. Ja, det påstår man jo.

TESMAN. Og han har udgivet en ny stor bog!

BRACK. J a bevar's!

TESMAN. Og den har jo vakt opsigt!

BRACK. Den har vakt ualmindelig stor opsigt.

TESMAN. Tænk, — er ikke det glædeligt at høre? Han, med sine mærkværdige evner — . Jeg var sikker på at han var gået fuldstændig i hundene.

BRACK. Det var jo også den almindelig mening.

TESMAN. Men jeg begriber bare ikke, hvad han nu vil tage sig til! Hvad i alverden skal han leve af? Hvad?

(Hedda er under de sidste ord kommen ind gennem forstuedшren.)

HEDDA (til Brack, ler lidt hеnlig). Er det ikke typist — Tesman går altid rundt og spekulerer på hvad man skal leve af.

TESMAN. Herregud, — vi sidder og taler om den stakkels Ejlert Løvborg.

HEDDA (ser hurtig hen pе ham). Ah så? (sжtter sig i lжnestolen ved ovnen og spшrger ligegyldigt:) Og hvad er der så med ham?

TESMAN. Jo, — arven har han vist sat overstyr for længe siden. Og en ny bog kan han vel ikke skrive hvert år. Hvad? Så spørger jeg bare hvad han skal leve af.

BRACK. Det kunne jeg måske godt oplyse Dem lidt om...

TESMAN. Nå?

BRACK. De må ikke glemme, at han har slægtninge med stor indflydelse.

TESMAN. Jamen — de har jo fuldstændig slået hånden af ham.

BRACK Engang kaldte de ham dog for familiens hеb.

TESMAN. Engang ja, men det har han jo selv ødelagt...

HEDDA. Hvem ved? (smiler let.) Oppe hos foged Elvsteds har de jo genoprejst ham —

BRACK Og så er der jo dette med — med bogen.

TESMAN. Ja, Gud give at de kunne hjælpe ham til et eller andet... Jeg har netop skrevet ham til. Du Hedda, jeg bad ham komme ud til os iaften.

BRACK. Men, kære, De skal jo med til mit ungkarlsgilde iaften. Det lovede De jo nede på bryggen inat.

HEDDA. Havde du glemt det, Tesman?

TESMAN. Ja det må jeg indrømme.

BRACK For øvrigt kan De vist være rolig for, at han ikke kommer.

TESMAN. Hvorfor tror De det? Hvad?

BRACK (lidt nшlende, rejser sig og stшtter hжnderne pе stolryggen). Kære Tesman — . Og De også, frue-. Jeg kan ikke forsvare at lade Dem være i uvidenhed om noget, som-som —

TESMAN. Noget, som angår Ejlert —?

BRACK. Både Dem og ham.

TESMAN. Men, kære assessor, så sig det dog!

BRACK. De bør være forberedt på, at Deres udnævnelse måske ikke kommer så hurtig, som De forventer.

TESMAN (springer urolig op). Er der kommet noget ivejen?

BRACK De får muligvis konkurrence til besættelsen af professorstillingen.

TESMAN. Konkurrence! Hvad siger du så Hedda!

HEDDA (lжner sig lжngere bagover i stolen). Ah, se-se!

TESMAN. Men hvem da! Det kan da ikke være —?

BRACK. Jo, netop. Ejlert Løvborg.

TESMAN (slеr hжnderne sammen). Nej, nej, — det er utænkeligt! Rent umuligt! Hvad?

BRACK. Hm, nej, det er ikke umuligt...

TESMAN. Nej men, assessor Brack, — det vilde være den utroligste hensynsløshed imod mig! (fжgter med armene.) Ja, for-tænk, — jeg er jo en gift mand! Vi har jo giftet os på de udsigter, Hedda og jeg. Lavet stor gæld. Og lånt penge af tante Julle. Jeg havde da så godt som løfte på den stilling — ikke?

BRACK Nå, nå, nå, — stillingen får De nok. Men først gennem en kappestrid.

HEDDA (ubevжgelig i lжnestolen). Tænk, Tesman, — det blir næsten ligesom et slags sport.

TESMAN. Men, kæreste Hedda, hvordan kan du tage så let på detteher!

HEDDA (som fшr). Jeg tager ikke let på det. Jeg er virkelig spændt på udfaldet.

BRACK. I ethvert tilfælde, fru Tesman, så er det godt, at De nu ved, hvorledes sagerne står. Jeg mener, — før De foretager de indkøb De har truet med.

HEDDA. Detteher vil hverken gøre fra eller til.

BRACK. Udmærket, når De ser sådan på det. Farvel! (til Tesman.) Når jeg går min eftermiddagstur, kommer jeg indenom og henter Dem.

TESMAN. Å ja, ja, — jeg ved hverken ud eller ind.

HEDDA (liggende, strжkkcr hеnden frem). Farvel, assessor. Kom snart igen.

BRACK Mange tak. Farvel, farvel.

TESMAN (fшlger ham til dшren). Farvel, kære assessor! De må virkelig have mig undskyldt — (Assessor Brack gеr ud gennem forstuedшren.)

TESMAN (gеr hen over gulvet). Åh, — Hedda, — man skal aldrig drømme sig til noget.

HEDDA (ser pе ham og smiler). Gør du det?

TESMAN. Ja, du, — man skal ikke bare gifte sig på drømme.

HEDDA. Du kan du måske have ret i.

TESMAN. Nå, — vort hyggelige hjem har vi da i det mindste, Hedda! Tænk, — det hjem, som vi to gik og drømte om. Sværmed for, kan man næsten sige. Ikke?

HEDDA (rejser sig langsomt og trжt). Det var jo aftalen, at vi skulle leve selskabeligt. Føre hus, og sådan…

TESMAN. Ja, Herregud, — som jeg dog havde glædet mig! At se digsom værtinde i en udvalgt kreds. Nå, foreløbig må vi holde sammen i ensomhed, Hedda. Med besøg af tante Julle en gang imellem. Dig, som skulle have haft det helt anderledes.

HEDDA. Tjenere i livret får jeg vel ikke lige med det samme.

TESMAN. Nej — det kan der ikke være tale om.

HEDDA. Og ridehesten, som jeg skulde have —

TESMAN (forskrжkket). — Ridehesten!

HEDDA. — den tør jeg vel ikke engang tænke på nu.

TESMAN. Nej, det siger jo sig selv!

HEDDA (gеr henover gulvet). Nå-en ting har jeg da ialfald til at muntre mig med så længe.

TESMAN (glжdetrеlende). Å, Gud ske lov og tak for det! Og hvad er så det for noget, Hedda? Hvad?

HEDDA (ved dшеbningen, ser pе ham med dulgt hеn). Mine pistoler, — Jørgen.

TESMAN (i angst). Pistolerne!

HEDDA (med kolde шjne). General Gablers pistoler. (hun gеr gennem bagvжrelset ud til venstre side.)

TESMAN (lшber hen i dшrеbningen og rеber efter bende): Nej, for Guds skyld Hedda, — du må aldrig røre de farlige våben. For min skyld, Hedda! Hvad?

ANDEN AKT

(Værelset hos Tesmans ligesom i første akt, kun at pianofortet er flyttet ud og et elegant lille skrivebord med bogreol er stillet i stedet. Ved sofaen til venstre er et mindre bord hensat. De fleste af blomsterbuketterne er borttagne. Fru Elvsteds bu — ket står på det større bord fremme på gulvet. — Det er eftermiddag)

(Hedda, omklжdt i modtagelsesdragt, er alene i vжrelset. Hun stеr ved den еbne glasdшr og lader en revolverpistol. Magen til den ligger i en еben pistolkasse pе skrivebordet.)

HEDDA (ser ned i haven og rеber): Goddag igen, herr assessor!

ASSESSOR BRACK (hшres nedefra pе afstand). I lige måde, fru Tesman!

HEDDA (hжver pistolen og sigter). Nu skyder jeg Dem, assessor Brack!

BRACK (rеber dernede). Nej-nej-nej! Stå dog ikke og sigt lige på mig!

HEDDA. Det kommer der ud af at gå bagveje! (hun skyder.)

BRACK (nжrmere). Er De rent gal —!

HEDDA. Å, Herregud, — ramte jeg Dem måske?

BRACK (stadig udenfor). Lad være med de narrestreger!

HEDDA. Kom så ind da, assessor.

(Assessor Brack, omklжdt som til herreselsksb, kommer ind gennem glasdшren. Han bжrer en let overfrakke pе armen.)

BRACK. For Pokker, — leger De stadig med de pistoler?

HEDDA. Å, jeg står bare sådan og skyder op i den blå luft.

BRACK (tager lempeligt pistolen ud af hеnden pе hende). Med forlov, frue. (ser pе den.) Ah, denne her, — den kender jeg godt. (ser sig om.) Hvor har vi så kassen? Nå her. (lжgger pistolen ned i og lukker.) For nu skal vi ikke have mere af den slags løjer for i dag.

HEDDA. Jamen, hvad i Herrens navn vil De have jeg skal tage mig til?

BRACK. Har De haft besøg af nogen?

HEDDA (lukker glasdшren). Næ — ingen. Dem man kender ligger nok på landet endnu.

BRACK. Og Tesman er måske heller ikke hjemme?

HEDDA (ved skrivebordet, lukker pistolkassen ned i skuffen). Nej. Straks efter at han havde spist, løb han hen til tanterne. Han ventede vist ikke at se Dem så tidligt.

BRACK. Det skulle jeg have tænkt på. Det var dumt.

HEDDA (drejer hovedet og ser pе ham). Hvorfor dumt?

BRACK. Jo, for så var jeg kommet herud endnu lidt -tidligere.

HEDDA (gеr henover gulvet). Ja, så havde De nu slet ingen truffet. For jeg har været inde og klædt mig om efter middagen.

BRACK Og der er ikke sådan en lillebitte dørsprække man kunne have forhandlet igennem?

HEDDA. De har jo glemt at arrangere sådan en.

BRACK. Det var også dumt af mig.

HEDDA. Nå, lad os sætte os ned og vente. Og vente. Jeg tror ikke Tesman kommer hjem lige med det samme.

BRACK Jeg er tålmodigheden selv.

(Hedda sжtter sig i sofahjшrnet. Brack lжgger sin paletot over ryggen pе den nжr —

meste stol og sжtter sig, men beholder hatten i hеnden. Kort ophold. De ser pе hinanden.)

HEDDA Nå? Hva'så?

BRACK (i samme tone). Nå? Noget nyt?

HEDDA. Det var mig, som spurgte først.

BRACK (bшjer sig lidt fremover). Ja, lad os så få en lille lun passiar, fru Hedda.

HEDDA (lжner sig mere tilbage i sofaen). Synes De ikke, det er som en hel evighed siden vi sidst taltes ved? — Ja, det småtteri, igår aftes og i formiddag-det regner jeg nu ikke for noget.

BRACK Men sådan-imel1em os selv? På tomandshånd, mener De?

HEDDA. Å ja.

BRACK. Hver eneste dag har jeg gået her og ønsket, at De bare var vel hjemme igen.

HEDDA. Og jeg har såmænd hele tiden bare ønsket det samme.

BRACK. Virkelig, fru Hedda? Jeg troede da at De havde moret Dem sådan på rejsen.

HEDDA. Jo, det kan De tro!

BRACK. Men det skrev Tesman da hele tiden om.

HEDDA. Ja det er klart! For han synes nu, det er det dejligste han ved at gå og rode i bogsamlinger. Og sidde og skrive gamle pergamentblade af, — eller hvad det nu er for noget.

BRACK (lidt ondskabsfuldt). Nå, det er jo hans arbejde. Sådan da.

HEDDA. Ja, det er det jo. Og det er jo godt for ham. Men jeg! A nej, kære assessor, — jeg har haft det forfærdelig kedeligt.

BRACK (deltagende). Siger De virkelig det? For ramme alvor?

HEDDA. Ja, De kan da vel selv tænke Dem -I Sådan i et helt halvt år aldrig at træffe på et menneske, som kender en smule til vor kreds. Og som man kan tale med om vore egne sager.

BRACK. Ja, det vilde jeg også føle som et savn.

HEDDA. Og så det, som er det aller u-udholdeligste —

BRACK Nå?

HEDDA. — Evig og altid at skulle være sammen med -med en og den samme —

BRACK (nikker bifaldende). Både sent og tidlig, — ja. Tænk, — til alle mulige tider.

HEDDA. Jeg sagde: evig og altid.

BRACK. Lad gå. Men med vor skikkelige Tesman synes jeg jo rigtignok, at man måtte kunne —

HEDDA. Tesman er — et fagmenneske, kære.

BRACK Unægtelig.

HEDDA. Og fagmennesker er slet ikke morsomme at rejse sammen med. Ikke i længden i alle fald.

BRACK. Ikke engang-det fagmenneske, man elsker?

HEDDA. Uh, — brug dog ikke det fortærskede ord!

BRACK (studsende). Hvad nu, fru Hedda!

HEDDA (halvt leende, halvt жrgerrlig). De skulle prøve det selv-evig og altid at høre om kulturhistorie.

BRACK Evig og altid —

HEDDA. Ja-ja-ja! Og så dette her om husfliden i middelalderen —! Har man hørt noget så latterligt?

BRACK (ser forskende pе hende). Men, sig mig, — hvorledes skal jeg egentlig forstå detteher —? Hm —

HEDDA. At der blev et par af mig og Jørgen Tesman, mener De?

BRACK. Nå ja, det var det jeg mente.

HEDDA. Herregud, synes De da, det er så underligt?

BRACK. Både ja og nej, — fru Hedda.

HEDDA. Jeg havde virkelig danset mig træt, kære assessor. Min tid var omme — (farer let sammen) Uh nej, — såvidt vil jeg dog ikke gå. Og heller ikke tænke.

BRACK Det har De minsandten heller ingen grund til.

HEDDA. Åh, — grund — . (ser ligesom spejdende pa ham.) Og Jørgen Tesman, — han må jo dog siges at på enhver måde at være et ordentligt menneske.

BRACK Både korrekt og solid. Gud bevar's.

HEDDA. Og noget egentlig løjerligt kan jeg ikke finde ved ham. — Kan De?

BRACK. Løjerligt? Ne-j, — det vil jeg just ikke sige —

HEDDA. Nå. Han er ihvertfald en god samler — Det kan såmænd godt være, at han bringer det vidt med tiden alligevel.

BRACK (ser noget uforstеende pе hende). Jeg trode, De mente ligesom alle de andre, at der vilde blive en særdeles fremragende mand ud af ham.

HEDDA (med et trжt udtryk). Ja, det gjorde jeg. — Og da han så gik der og endelig med vold og magt vilde få lov til at forsørge mig — . Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke skulde tage imod det?

BRACK. Ja, når man ser det fra den side…

HEDDA. Det var såmænd mere, end mine mange andre opvartende venner var villige til, kære assessor.

BRACK (ler). Ja, jeg kan tilforladelig ikke svare for alle de andre. Men hvad mig selv angår, så ved De jo nok, at jeg altid har næret en — en viss respekt for ægteskabets bånd. Sådan i sin almindelighed, fru Hedda.

HEDDA (spшgende). Å, jeg har såmænd aldrig gjort mig forhåbninger med hensyn til Dem.

BRACK Alt, hvad jeg begærer, det er at have en god, fortrolig omgangskreds, hvor jeg kan være til tjeneste med råd og dåd og få lov til at gå ud og ind som-som en gammel ven —

HEDDA. Af manden i huset, mener De?

BRACK (bшjer sig). Oprigtig talt, — helst af fruen. Men dernæst også af manden. Ved De hvad, et sådant — lad mig sige, et sådant trekantet forhold, — det er i grunden en stor behagelighed for alle parter.

HEDDA. Ja, jeg har mangen god gang savnet en tredje mand på rejsen. Uh, — det, at sidde på tomandshånd i kupeen —!

BRACK Men nu er Deres bryllupsrejse jo heldigvis overstået.

HEDDA (ryster pе hovedet). Den er meget længere — jeg er kun kommet til en station.

BRACK. Der kan man jo så stå af og strække benene lidt.

HEDDA. Jeg står aldrig af.

BRACK. Ikke?

HEDDA. Nej. For der er altid nogen der glor.

BRACK (leende). — glor på ens ben, mener De?

HEDDA. Ja netop.

BRACK. Nå, men, Herregud —

HEDDA (med en afvжrgende hеndbevжgelse). Nej — ikke tale om — så bliver jeg hellere siddende i kupeen på tomandshånd.

BRACK Nå, men så stiger der en tredjemand ind til parret da.

HEDDA. Ja se, — det er noget ganske andet!

BRACK. En prøvet, og forstående ven —

HEDDA. — nærmere underholdende og livlig —

BRACK. — og slet ikke spor af fagmenneske!

HEDDA (med et hшrligt еndedrag). Ja, det ville være en stor lettelse.

BRACK (hшrer indgangsdшren еbnes og ser derhen). Trekanten sluttet.

HEDDA (halvhшjt). Og så kører toget videre.

(Jшrgen Tesman, i grе spadserdragt og med blшd filthat, kommer ind fra forstuen.

Han har en hel del uindbundne bшger under armen og i lommerne.)

TESMAN (gеr op til bordet ved hjшrnesofaen) Puh, — det var sandelig varmt at slæbe på, — alt dette her. (lжgger bшgerne fra sig.) Jeg formelig sveder, Hedda. Nej, se, se, — er De allerede kommet, kære assessor? Det sagde ikke Berte noget om.

BRACK (rejser sig). Jeg gik op igennem haven.

HEDDA. Hvad er det for bøger, du kommer med?

TESMAN (stеr og blader i dem). Det er nogen nye fagskrifter, som jeg nødvendigvis måtte have.

HEDDA. Fagskrifter?

BRACK. Aha, det er fagskrifter, fru Tesman.

(Brack og Hedda veksler et forstеende smil.)

HEDDA. Behøver du endnu flere fagskrifter?

TESMAN. Ja, kære Hedda, dem kan man aldrig få for mange af. Man må jo følge med, hvad der skrives og trykkes.

HEDDA. Ja, det må man vel.

TESMAN (roder om mellem bшgerne). Og se her, — her har jeg fået fat på Ejlert Løvborgs nye bog også. (rжkker den frem.) Har du lyst til at se i den, Hedda? Hvad?

HEDDA. Nej, mange tak. Eller-jo, måske senere.

TESMAN. Jeg bladede lidt i den på vejen.

BRACK Nå, hvad synes så De — som fagmand?

TESMAN. Jeg synes, det er mærkeligt, hvor sindigt den er holdt. Han skrev aldrig således før. (samler bшgerne sammen.) Men nu vil jeg bære det hele ind. Det skal blive en fryd at skære dem op —! Og så skal jeg klædes om. (til Brack.) Ja, for vi skal vel ikke afsted ligenu.

BRACK Å bevares, — det haster ikke.

TESMAN. Nå, så giver jeg mig tid. (gеr med bшgerne, men standser i dшrеbningen og vender sig.) Det er sandt, Hedda, — tante Julle kommer ikke ud til dig iaften.

HEDDA. Ikke det? Er det måske på grund af det der med hatten?

TESMAN. Slet ikke. Hvordan kan du dog tro sådan om tante Julle? Tænk —! Tante Rina er meget dårligt.

HEDDA. Det er hun jo altid.

TESMAN. Ja, men idag er det særlig slemt.

HEDDA. Jamen så er det jo rimeligt nok at tante Julle bliver hos hende — jeg klarer mig nok endda.

TESMAN. Og jeg kan fortælle dig, at tante Julle er henrykt over, at du er blevet så trivelig på rejsen.

HEDDA (halvhшjt, rejser sig). Ah, — disse evige tanterne!

TESMAN. Hvad?

HEDDA (gеr hen til glasdшren). Ingenting.

TESMAN. Ja-ja da. (han gеr gennem bagvжrelset ud til hшjre.)

BRACK Hvad var det for en hat, De talte om?

HEDDA. Å, det var noget med frøken Tesman imorges. Hun havde lagt sin hat fra sig der på stolen. (ser pе ham og smiler.) Og så lod jeg, som om jeg troede det var tjenestepigens.

BRACK (ryster pе hovedet). Hvor kunne De dog gøre det imod den skikkelige gamle dame?

HEDDA (nervшs, gеr henover gulvet). Det kommer over mig lige pludselig — jeg kan ikke lade være (kaster sig ned i lжnestolen ved ovnen.) Å, jeg ved ikke selv, hvorledes jeg skal forklare det.

BRACK (bag lжnestolen). De er ikke lykkelig, — det er nok sagen.

HEDDA (ser frem for sig). Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg skulde være lykkelig. Eller kan De måske fortælle mig det?

BRACK. Ja-f.eks fordi De lige har fået det hjem De har ønsket Dem.

HEDDA (ser pе ham og ler). Tror De da også på den ønskehistorie?

BRACK. Er der da ikke noget i det?

HEDDA. Jo bevares, — noget er der.

BRACK Nå?

HEDDA. Der er det i det, at jeg brugte Tesman til at følge mig hjem fra aftenselskaber ifjor sommer —

BRACK Desværre skulle jeg jo en anden vej.

HEDDA. Det er sandt. De gik andre veje i sommers.

BRACK (ler). Skam Dem, fru Hedda! Nå, — men De og Tesman altså —?

HEDDA. Ja, så kom vi her forbi en aften. Og Tesman, den stakkel, han vred og vendte på sig. For han vidste ikke, hvad han skulde finde på at snakke om. Så jeg syntes det var synd for det studerede menneske.

BRACK (smiler tvilende). Gjorde D e? Hm —

HEDDA. Jo, det gjorde jeg virkelig. Og så for at hjælpe ham ud af vanskelighederne -så kom jeg, rent tilfældigt, til at sige, at her i denne villa ville jeg gerne bo.

BRACK. Ikke andet end det?

HEDDA. Ikke den aften.

BRACK. Men bagefter altså?

HEDDA. Ja. Min letsindighed havde følger, kære assessor.

BRACK. Desværre, — det har vore letsindigheder kun altfor ofte, fru Hedda.

HEDDA. Tak! Men i dette sværmeriet for statsrådinde Falks villa var det altså, at Jørgen Tesman og jeg mødtes i forståelse, ser De! Og så fulgte det altsammen bare automatisk efter. Ja, ja, assessor, — som man reder så ligger man, — havde jeg nær sagt.

BRACK. — Det er kosteligt! Og i grunden så brød De Dem måske slet ikke det mindste om dette hus?

HEDDA. Nej, det ved Gud jeg ikke gjorde.

BRACK. Ja, men nu da? Nu, da vi har fået det indrettet lidt hjemligt for Dem!

HEDDA. Uh, — jeg synes her lugter lavendler og saltede roser i alle værelserne. — Men det er måske tante Julle der er kommet med den lugt.

BRACK (ler). Nej, jeg tror at det er den afdøde statsrådindes lugt der stadig er her.

HEDDA. Ja, noget dødt er der ved det. Det minder om balblomster — dagen efter. (folder hænderne bagom nakken, læner sig tilbage i stolen og ser på ham.) Å, kære assessor, — De kan ikke forestille Dem, hvor gyseligt jeg vil komme til at kede mig herude.

BRACK. Er der slet intet der interesserer Dem — hvad med at stille Dem selv en opgave?

HEDDA. En opgave, — hvad skulle der være ved det?

BRACK. En stor opgave.

HEDDA. Gud ved, hvad det skulde være for en opgave. Nogen gange tænker jeg på -(Afbryder sig selv.) Men det går vist ikke…

BRACK. Hvem ved? Lad mig nu høre.

HEDDA. Gud ved om jeg kunne få Tesman til at slå sig på politik?

BRACK (ler). Tesman! Nej, ved De hvad — politik ligger slet ikke for ham.

HEDDA. Nej, det tror jeg gerne. — Men sæt at jeg kunne få ham til det alligevel?

BRACK. Ja, — hvad ville De få ud af det? Når han nu ikke duer. Hvorfor vil De så have ham til det?

HEDDA. Fordi jeg keder mig! (lidt efter.) Tror De altså, det vilde være fuldkommen umuligt, at Tesman kunde blive statsminister?

BRACK Hm, — ser De, kære fru Hedda, — for at blive det måtte han nu for det første være en temmelig rig mand.

HEDDA (rejser sig utеlmodig). Ja, der har vi det! Det er disse tarvelige vilkår, jeg er kommet ind i — (gеr henover gulvet.) Det er dem, som gør livet så ynkeligt! Så rent ud latterligt! — Sådan er det!

BRACK. Jeg tror nu, at skylden skal søges et andet sted.

HEDDA. Hvor da?

BRACK. De har aldrig nogensinde oplevet en virkelig krise.

HEDDA. Noget alvorligt, mener De?

BRACK. Ja, det kan man godt sige. Men det kan være at det kommer nu.

HEDDA (kaster med nakken). Å, De tænker på alt postyret om professorposten! Det må Tesman selv tage hånd om — det gider jeg slet ikke at gå op i.

BRACK. Det behøver De heller ikke. Men hvad nu, når der bliver stillet nye og store ansvarsfulde krav til Dem? (smiler.) Nye krav, lille fru Hedda.

HEDDA (vred). Ti stille! De får mig aldrig at se sådan.

BRACK (varsomt). Vi skal tales ved om et årstid —

HEDDA (kort). Jeg egner mig ikke til den slags, herr assessor. Ikke noget med krav til mig!

BRACK. Skulde ikke De, ligesom de fleste andre kvinder, have anlæg for et kald, som —?

HEDDA (henne ved glasdшren). Å, ti stille, siger jeg! — Nogle gange syntes jeg, at jeg kun har anlæg for en eneste ting.

BRACK (gеr nжrmere). Og hvad er så det om man må spørge?

HEDDA (stеr og ser ud). Til at kede livet af mig. Nu ved De det. (vender sig, ser mod bagvжrelset og ler.) Ja, ganske rigtig! Der har vi professoren.

BRACK (sagte, advarende). Nå, nå, nå, fru Hedda!

(Jшrgen Tesman, selskabsklжdt, med hansker og hat i hеnden, kommer fra hшjre side gennem bagvжrelset.)

TESMAN. Hedda, — er der ikke kommet afbud fra Ejlert Løvborg?

HEDDA. Nej.

TESMAN. Nå, så skal du se, han kommer nok om et øjeblik.

BRACK Tror De virkelig, at han kommer?

TESMAN. Ja, det er jeg næsten sikker på. For det er nok bare løse rygter, alt det, som De fortalte i formiddags.

BRACK. Så?

TESMAN. Ja, i det mindste sagde tante Julle, at hun mente at han aldrig ville stå ivejen for mig mere.

BRACK. Nå, jamen så er alt jo godt.

TESMAN (sжtter hatten med hanskerne i pе en stol til hшjre). Jeg må i det mindste vente indtil han er kommet.

BRACK. Vi har masser af tid. Der kommer ingen til mig før klokken syv-halv otte.

TESMAN. Nå, så kan vi jo holde Hedda med selskab så længe. Og se tiden an. Hvad?

HEDDA (bжrer Bracks overfrakke og hat hen pе hjшrnesofaen). Og hvis det værste skulle ske, så kan hr. løvborg jo altid underholde sig med mig.

BRACK (vil selv tage sagerne). Hva be har', frue! — Hvad mener De med værste fald?

HEDDA. Hvis han ikke vil gå med Dem og Tesman.

TESMAN (ser tvilrеdig pе hende). Men, kære Hedda, — tror du, det går an, at han bliver her hos dig? Hvad? Husk på, at tante Julle kan ikke komme.

HEDDA. Nej, men fru Elvsted kommer. Og så drikker vi tre en kop te sammen.

TESMAN. Nå — jamen så stiller sagen sig helt anderledes.

BRACK (smiler). Det ville måske også være det bedste for ham.

HEDDA. Hvad mener De?

BRACK De har da selv sagt, at mine ungkarlegilder kun er for folk med principper og uden svagheder.

HEDDA. Men herr Løvborg er da vel principfast nok nu. En omvendt synder — (Berte kommer i forstuedшren.)

BERTE. Frue, der er en herre, som gerne vil ind —

HEDDA. Ja, lad ham komme.

TESMAN (sagte). Det er nok ham!

(Ejlert Lшvborg kommer ind fra forstuen. Han er slank og mager; jжvnaldrende med Tesman men ser жldre og noget udlevet ud. Hеr og skжg er sortbrunt, ansigtet langagtigt, blegt, kun med et par rшdlige pletter pе kindbenene. Han er klжdt i elegant, sort, ganske ny visitdragt. Mшrke hansker og cylinderhat i hеnden Han bliver stеende i nжrheden af dшren og bukker hastig. Synes noget forlegen.)

TESMAN (hen til ham og ryster hans hеnd). Nej, kære Ejlert -tænk at vi skulle mødes igen!

EJLERT LØVBORG (taler med tyst stemme). Tak for brevet, (nжrmer sig Hedda.) Tør jeg række en hånd til Dem også, fru Tesman?

HEDDA (tager imod hans hеnd). Velkommen, herr Løvborg.(med en hеndbevжgelse.) Jeg ved ikke, om de to herrer —?

LØVBORG (bшjer sig let). Assessor Brack, tror jeg.

BRACK (ligesе). Ja, det er jo længe siden- —

TESMAN (til Lшvborg med hжnderne pе hans skuldre). Og nu skal du lade akkurat som om du var hjemme, Ejlert! Ikke sandt, Hedda? — For du vil jo slå dig ned her i byen igen, hører jeg?

LØVBORG. Ja, det hr jeg planer om.

TESMAN. Nå, det er jo så rimeligt. Hør, du, — jeg har fåt fat på din nye bog. Men jeg har ikke haft tid til at læse den endnu.

LØVBORG. Det kan du også godt spare dig.

TESMAN. Hvorfor siger du det?

LØVBORG. For der er ikke noget særligt ved den.

TESMAN. Nej, tænk-at du siger det!

BRACK Men den er jo ellers blevet meget rost...

LØVBORG. Det var netop det, jeg ville opnå. Jeg skrev bogen så alle kunne forstå den.

BRACK. Meget fornuftigt.

TESMAN. Ja men, kære Ejlert —!

LØVBORG. For nu vil jeg prøve på at bygge mig op igen. Begynde forfra.

TESMAN (lidt forlegen). Ja, det vil du vel — men hvordan?

LØVBORG (smiler, sжtter hatten fra sig og trжkker en pakke i papiromslag op fra frakkelommen). Men når dette her kommer, — Jørgen Tesman-så skal du læse det. For det er først det rigtige. Det, som jeg selv er i.

TESMAN. Ja så? Og hvad er da det for noget?

LØVBORG. Det er fortsættelsen.

TESMAN. Fortsættelsen? Af hvad?

LØVBORG. Af bogen.

TESMAN. Af den nye?

LØVBORG. Nemlig.

TESMAN. Ja men, kære Ejlert, — den går jo lige op til vore dage!

LØVBORG. Det gør den. Og dette her handler om fremtiden. —

TESMAN. Om fremtiden! Men, Herregud, den ved vi jo slet ingen ting om!

LØVBORG. Nej. Men derfor kan der godt være noget at sige om den alligevel. (еbner pakken.) Her skal du se —

TESMAN. Det er jo ikke din håndskrift.

LØVBORG. Jeg har dikteret. (blader i papirerne.) Den er delt i to afsnit. — Det første er om fremtidens kulturmagter. Og dette her andet — (blader, lжngere frem.) — det er om fremtidens kulturgang.

TESMAN. Mærkværdigt! Noget sådant kunne jeg aldrig selv finde på at skrive om.

HEDDA (ved glasdшren, trommer pе ruden). Hm-. Nej-nej.

LØVBORG (stikker papirerre ind i omslaget og lжgger pakken pе bordet).

Jeg tog det med, fordi jeg tænkte at — læse lidt op for dig iaften.

TESMAN. Det var pænt af dig. Men iaften —? (ser hen til Brack.) Jeg ved ikke rigtig, hvorledes det skal kunne ordnes —

LØVBORG. Nå, så en anden gang altså. Det haster jo ikke.

BRACK. Jeg skal sige Dem, herr Løvborg, — der er en lille festlighed hos mig iaften. Nærmest for Tesman, forstår De —

LØVBORG (ser efter sin hat). Ah, — så vil jeg ikke opholde dig længere…

BRACK Nej, hør nu her. Kunde De ikke gøre mig den fornøjelse at følge med?

LØVBORG. (kort og bestemt). Nej, det kan jeg ikke. Jeg takker Dem så meget.

BRACK Å hvad! Gør nu det. Vi bliver en lille udvalgt kreds. Vi skal nok få det “livligt”, som fru Hed — , som fru Tesman siger.

LØVBORG. Det tviler jeg ikke på. Men alligevel —

BRACK. Så kunde De tage Deres manuskript med og læse op for Tesman hos mig. For jeg har værelser nok.

TESMAN. Ja tænk, Ejlert, det kunde du jo gøre!

HEDDA (gеr imellem) Men, kære, når nu herr Løvborg slet ikke vil! Jeg er viss på, at herr Løvborg har meget mere lyst til at slå sig ned her og spise til aftens med mig.

LØVBORG (ser hen pе hende). Med Dem, frue!

HEDDA. Og så med fru Elvsted.

LØVBORG. — Ah — (henkastende.) Jeg traf hende flygtigt i middags.

HEDDA. Gjorde De det? Ja, hun kommer herud. Og derfor så er det næsten nødvendigt, at De bliver, herr Løvborg. For ellers har hun ikke nogen til at følge sig hjem;

LØVBORG. Det er sandt. — Ja, mange tak frue, så blir jeg her.

HEDDA. Så giver jeg pigen besked…

(hun gеr hen til forstuedшren og ringer. Berte kommer indenfor. Hedda taler sagte med hende og peger mod bagvжrelset. Berte nikker og gеr ud, igen.)

TESMAN (samtidig til Ejlert Lшvborg). Hør, Ejlert, — er det dette nye emne, — dette her om fremtiden, — som du vilde holde foredrag over?

LØVBORG. Ja.

TESMAN. For jeg hørte inde hos boghandleren at du vil holde en række foredrag her til efteråret.

LØVBORG. Ja, det vil jeg. Du må ikke fortænke mig i det, Tesman.

TESMAN. Nej, Gud bevar's vel! Men —?

LØVBORG. Jeg kan jo godt forstå, at det ikke helt kommer dig til pas.

TESMAN (forknyt). Jeg kan jo ikke forlange, at du for min skyld skal…

LØVBORG. Men jeg venter til du har fået din udnævnelse.

TESMAN. Venter du! Ja men, — ja men, — vil du da ikke konkurrere? Hvad?

LØVBORG. Nej. Jeg vil bare sejre over dig. I folks mening.

TESMAN. Men, Herregud, — så fik tante Julle ret alligevel! Jeg vidste det! Hedda! Tænk, — Ejlert Løvborg vil slet ikke stå os ivejen!

HEDDA (kort). Os? Hold dog mig udenfor.

(hun gеr op mod bagvжrelset, hvor Berte stеr og sжtter en bakke med karafler og glas pе bordet. Hedda nikker bifaldende og kommer fremover igen. Berte gеr ud.)

TESMAN(samtidig). Men De, assessor Brack, — hvad siger så De til alt dette her?

BRACK Nå, jeg siger, at kæmpe og sejre kan jo være meget godt,

TESMAN. Ja vist kan det så. Men alligevel —

HEDDA. (ser pе Tesman med et koldt smil). Jeg synes du står og ser ud som var du ramt af lynet.

TESMAN. Sådan føler jeg det også.

BRACK. Det var jo også et tordenvejr, som trak over os, frue.

HEDDA (peger mod bagvжrelset)- Vil herrerne ikke gå derind og tage et glas kold punsch?

BRACK (ser pе sit ur). På falderebet? Jo, det ville ikke være så galt.

TESMAN. Udmærket, Hedda! Ganske udmærket! sådan en let stemning, som jeg nu befinder mig i —

HEDDA. Værsågod, De også, herr Løvborg.

LØVBORG (afvжrgende). Nej, mange tak. Det er ikke noget for mig.

BRACK Men, Herregud, — kold punch kan da ikke skade nogen.

LØVBORG. Det er jeg ikke så sikker på.

HEDDA. Jeg skal nok holde herr Løvborg med selskab så længe.

TESMAN. Ja-ja, kære Hedda, gør endelig det.

(han og Brack gеr ind i bagvжrelset, sжtter nig, drikker punsch, ryger cigaretter og taler oprшmt sammen under det fшlgende. Ejlert Lшvborg blir stеende ved ovnen. Hedda gеr til skrivebordet.)

HEDDA (med noget hжvet stemme). Nu skal jeg vise Dem nogle fotografier, hvis De har lyst. For Tesman og jeg — vi tog et trip gennem Tyrol på hjemrejsen.

(hun kommer med et album, som hun lжgger pе bordet ved sofaen og sжtter sig i dens шverste bjшrne. Ejlert Lшvborg gеr nжrmere, standser og ser pе hende. Derpе tager han en stol og sжtter sig ved hendes venstre side med ryggen mod bagvжrelset.)

HEDDA (slеr albumet op) Ser De dette fjeldpartiet her, herr Løvborg? Det er Ortlergruppen. Tesman har skrevet det nedenunder. Her står det: Ortlergruppen ved Meran.

LØVBORG (som ufravendt har set pе hende, siger sagte og langsomt). Hedda-Gabler!

HEDDA (skotter hastig hen til ham). Nå! Hys!

LØVBORG (gentager sagte): Hedda Gabler!

HEDDA (ser i albumet). Ja, sådan hed jeg jo før o tiden. Dengang — da vi to kendte hinanden.

LØVBORG. Og herefter, — og for hele livet, — så må jeg altså vænne mig af med at sige Hedda Gabler.

HEDDA (blader fremdeles). Ja, det må De. Og jeg synes, De skulde øve Dem på det i tide. Jo før jo heller, synes jeg.

LØVBORG (med harmfyldt stemme). Hedda Gabler gift? Og det med Jørgen Tesman!

HEDDA. Ja, — sådan går det.

LØVBORG. A, Hedda, Hedda, — hvor kunde du dog kaste dig væk på den måde!

HEDDA.(ser hvast til ham). Hvad mener De så om dette.

LØVBORG. Hvilket, mener du? (Tesman kommer ind og gеr hen mod sofaen.)

HEDDA (hшrer ham komme og siger ligegyldigt). Og dette her, herr Løvborg, det er nede fra Ampezzodalen. Se de fjeldtoppe der. (ser venligt op pе Tesrnan.) Hvad er det nu disse underlige fjeldspidser hedder?

TESMAN. Lad mig se. Å, det er dolomiterne;

HEDDA. Rigtig, ja! — det er dolomiterne, herr Løvborg.

TESMAN. Du, Hedda, — jeg vilde bare spørge, om vi ikke skulde sætte lidt punsch ind alligevel? Til dig i alle fald. Hvad?

HEDDA. Jo, tak skal du ha. Og et par kager kanske.

TESMAN. Ingen cigaretter?

HEDDA. Nej.

TESMAN. Godt.

(han gеr ind i bagvжrelset og bort til hшjre side. Brack sidder derinde og holder af og til шje med Hedda og Lшvborg.)

LØVBORG (dжmpet som fшr). Svar mig så, Hedda, — hvordan kunde du gå hen og gøre dette her?

HEDDA (tilsyneladende fordybet i albumet). Blir De ved at sige du til mig, så vil jeg ikke tale med Dem.

LØVBORG. Må jeg heller ikke sige du, når vi er alene?

HEDDA. Nej. De kan fa lov til at tænke det. Men De må ikke sige det.

LØVBORG. Ah, jeg forstår. Det støder Deres kærlighed -til Jørgen Tesman,

HEDDA (skotter hen til ham og smiler) Kærlighed? Nej, nu er De god!

LØVBORG. Ikke kærlighed altså!

HEDDA. Ikke nogen slags utroskab alligevel! Sådan noget bruger vi ikke.

LØVBORG. Hedda — svar mig bare på den ene ting.

HEDDA. Hyss!

(Tesman med et serveringsbrжt, kommer fra bagvжrelset.)

TESMAN. Se så! Her kommer de gode sager.

(han sжtter brжttet pе bordet.)

HEDDA. Hvorfor går du selv og serverer?

TESMÅN (skжnker i glassene). Jo, for jeg synes det er så morsomt at opvarte dig, Hedda.

HEDDA. Men nu har du jo skænket i begge. Og herr Løvborg vil jo ikke have —

TESMAN. Nej, men fru Elvsted kommer vel snart. —

HEDDA. Ja, det er sandt, — fru Elvsted —

TESMAN. Havde du glemt hende? Hvad?

HEDDA. Vi sidder så fordybet i dette her. (viser ham et billede.) Husker du den lille landsby?

TESMAN. Å, det er den nedenfor Brennerpasset! Det var der, vi blev liggende natten over —

HEDDA. — og traf alle de livlige sommergæster.

TESMAN. Ja vist var det der. Tænk om vi kunde have haft dig med, Ejlert! Nå! (han gеr ind igen og sжtter sig hos Brack.)

LØVBORG. Svar mig bare på dette ene, Hedda —

HEDDA. Nå?

LØVBORG. Var der heller ikke kærlighed i forholdet til mig? Ikke et stænk, — ikke et skær af kærlighed over det?

HEDDA. Ja, mon der egentlig var det? For mig står det, som om vi var to gode kammerater.- To rigtig fortrolige venner. (smiler.) De især var svært åbenhjertig.

LØVBORG. Det var Dem, som vilde have det sådan.

HEDDA. Når jeg tænker tilbage på det, så var der dog noget -skønt, noget lokkende, — noget modigt synes jeg der var over-over denne løndomsfulde fortrolighed. -dette kammeratskab, som ikke noget levende menneske havde anelse om.

LØVBORG. Ja, ikke sandt, Hedda! Var der ikke det? -Når jeg kom op til Deres far sådan om eftermiddagen-. Og generalen sad henne ved vinduet og læste aviserne, — med ryggen imod —

HEDDA. Og vi to i hjørnesofaen —

LØVBORG. Altid med det samme ugeblad foran os —

HEDDA. I mangel af et album, ja.

LØVBORG. Ja, Hedda, — og når jeg så skriftede for Dem —! Fortalte Dem om mig selv, hvad ingen af de andre vidste dengang. Sad der og tilstod, at jeg havde været ude og raset hele dage og nætter. Raset døgn efter døgn. Å, Hedda, — hvad var det dog for en magt i Dem, som tvang mig til at bekende den slags?

HEDDA. Tror De, det var en magt i mig?

LØVBORG. Ja, hvorledes skal jeg ellers forklare det? Og alle disse-disse skjulte spørgsmål, som De stillede mig —

HEDDA. Og som De så inderlig godt forstod —

LØVBORG. At De kunde sidde og spørge således! Ganske frejdigt!

HEDDA. Skjult, må jeg be.

LØVBORG. Ja, men ligefremt alligevel. Spørge mig ud om-om al den slags!

HEDDA. Tænk, at De overhovedet svarede på det, herr Løvborg.

LØVBORG. Ja, det er jo netop det, jeg ikke begriber nu bagefter. Men sig mig så, Hedda, — var der ikke kærlighed på bunden af forholdet? Var det ikke fra Deres side, som om De vilde ligesom vaske mig ren, — når jeg kom til Dem for at bekende mine synder? Var det ikke sådan?

HEDDA. Nej, ikke helt.

LØVBORG. Hvad fik Dem til at gøre det?

HEDDA. Finder De det så mærkeligt at en ung pige, — når det sådan kunne ske ad omskrivningens vej —

LØVBORG. Hvilket?

HEDDA. At man da gerne ville kigge ind i en verden som…

LØVBORG. Som —?

HEDDA.-som en ung pige ellers ikke har lov til at se ind i?

LØVBORG. Det var altså derfor?

HEDDA. Også derfor.

LØVBORG. Kammeratskab i livsbegæret. Men hvorfor Kunne det så ikke bare være blevet ved?

HEDDA. Det var De selv skyld i.

LØVBORG. Det var Dem, som brød.

HEDDA. Ja, da der var overhængende fare for, at der vilde komme virkelighed ind i forholdet. Skam Dem, Ejlert Løvborg, hvor kunde De ville forgribe Dem på-på Deres frejdige kammerat!

LØVBORG (knuger hжnderne). A, hvorfor gjorde De ikke alvor af det! Hvorfor skød De mig ikke ned, som De truede med!

HEDDA. Jeg var bange for skandalen.

LØVBORG. Ja, Hedda, på bunden er du fejg.

HEDDA. Forfærdelig fejg. (slеr om.) Men det var jo heldigt for Dem. Og nu har De jo trøstet Dem så dejligt oppe hos Elvsteds.

LØVBORG. Jeg ved, hvad Tea har fortalt Dem.

HEDDA. Og De har måske til gengæld fortalt hende noget om os to?

LØVBORG. Ikke et ord. Hun er for dum til at kunne forstå den slags.

HEDDA. Dum?

LØVBORG. I den slags ting er hun dum.

HEDDA. Og jeg er fejg. (bшjer sig nжrmere hen til ham, uden at se ham i шjnene, og siger sagtere:) Men nu vil jeg betro Dem noget.

LØVBORG (spжndt). Nå?

HEDDA. Det, at jeg ikke turde skyde Dem ned —

LØVBORG. Ja?!

HEDDA. — det var ikke min argeste fejghed-den aften.

LØVBORG (ser et шjeblik pе hende, begriber, og hvisker lidenskabeligt): A, Hedda, Hedda Gabler! Nu skimter jeg det skjulte under kammeratskabet! Du og jeg —! Det var dog livskravet i dig -.

HEDDA (sagte med et hvast шjekast). Vogt Dem! Tro endelig ikke for meget!

(Det er begyndt at mшrkne. Forstuedшren еbnes udefra af Berte.)

HEDDA (klapper albumet sammen og rеber smilende): Nå, endelig! Kæreste Tea, — så kom dog ind!

(fru Elvsted kommer fra forstuen. Hun er selskabsklжdt. Dшren lukkes efter hende.)

HEDDA (i sofaen, strжkker armene imod hende). Søde Tea, — du kan ikke tænke dig, hvor jeg har ventet på dig!

(Fru Elvsted veksler i forbigеende en let hilsen med herrerne i bagvжrelset, gеr sе hen til bordet og rжkker Hedda hеnden. Ejlert Lшvborg har rejst sig. Han og fru Elvsted hilser hinanden med et stumt nik.)

FRU ELVSTED. Jeg skulle måske gå lidt ind og tale med din mand?

HEDDA. Slet ikke. Lad dem to sidde. De går snart deres vej.

FRU ELVSTED. Går de?

HEDDA. Ja, de skal til et drikkegilde.

FRU ELVSTED (hurtig til Lшvborg). Ikke De vel?

LØVBORG. Nej.

HEDDA. Herr Løvborg-han blir her hos os.

FRU ELVSTED (tager en stol og vil sжtte sig ved siden af ham). Å, hvor er her rart at være.

HEDDA. Nej, min lille Tea! Ikke der! Du kommer pænt her over til mig. Jeg vil være midt imellem.

FRU ELVSTED. Som du vil. (hun gеr omkring bordet og sжtter sig i sofaen pе hшjre side af Hedda. Lшvborg sжtter sig pе stolen igen.)

LØVBORG (efter et kort ophold, til Hedda). Er hun ikke dejlig at sidde og se på?

HEDDA (stryger hende let over hеret). Bare til at se på?

LØVBORG. Ja. For vi to-hun og jeg, — vi er to rigtige kammerater. Vi tror ubetinget på hinanden. Og så kan vi sidde og tale så ærligt og redeligt sammen —

HEDDA. Uden omsvøb, herr Løvborg?

LØVBORG. Nå —

FRU ELVSTED (sagte, klynger sig til Hedda). A, hvor jeg er lykkelig, Hedda! For, — tænk, — så siger han, at jeg har beåndet ham.

HEDDA (ser pе hende med et smil). Nej, siger han det?

LØVBORG. Og så det handlingens mod, som hun har, fru Tesman?

FRU ELVSTED. Å, Gud, — jeg -mod!

LØVBORG. Umådeligt — når det gælder kammeraten.

HEDDA. Ja, mod-ja! Den, som bare havde det.

LØVBORG. Hvad mener De?

HEDDA. Så var det måske muligt at leve alligevel. (slеr pludselig om.) Men nu, min kæreste Tea, — nu skal du såmænd drikke dig et godt glas kold punsch.

FRU ELVSTED. Nej tak, — jeg drikker aldrig.

HEDDA. Nå, så Deda, herr Løvborg.

LØ VBORG. Tak, ikke jeg heller.

FRU ELVSTED. Nej, han drikker heller ikke!

HEDDA (ser fast pе ham). Men hvis jeg nu gerne vil have det?

LØVBORG. Det hjælper ikke noget.

HEDDA (ler). Har jeg da slet ingen magt over Dem, jeg stakkel?

LØVBORG. Ikke på det område.

HEDDA. Alvorlig talt, så synes jeg dog, De skulde gøre det alligevel. For Deres egen skyld.

FRU ELVSTED. Nej men, Hedda —!

LØVBORG. Hvorledes det?

HEDDA. Eller for folks skyld, rettere sagt.

LØVBORG. Så?

HEDDA. Folk kunde jo ellers tro, at De ikke-følte Dem sådan rigtig, — rigtig tryg ved Dem selv.

FRU ELVSTED (sagte) Å, nej lad være, Hedda —!

LØVBORG. Folk må tro, hvad de vil, — indtil videre.

FRU ELVSTED (glad). Ja, ikke sandt!

HEDDA. Ja, jeg så det altså så tydeligt på assessor Brack for lidt siden.

LØVBORG. Hvad så De?

HEDDA. Han smilte så hånligt, da De ikke turde gå med derind til bordet.

LØVBORG. Turde jeg ikke! Jeg vilde naturvigvis hellere blive her og tale med Dem.

FRU ELVSTED. Det var jo så rimeligt, Hedda!

HEDDA. Jamen det kunne assessoren jo ikke vide. Og jeg så også, at han smilede og skottede til Tesman, at De heller ikke turde gå med til dette stakkels lille gilde.

LØVBORG. Turde! Siger De, at jeg ikke turde?

HEDDA. Ikke jeg. Men således forstod assessor Brack det.

LØVBORG. Lad ham bare det.

HEDDA. De går altså ikke med?

LØVBORG. Jeg blir hos Dem og Tea.

FRU ELVSTED. Ja, Hedda, — det kan du vel nok forstå!

HEDDA (smiler og nikker bifaldende til Lшvborg). Altså rigtig grundmuret. Principfast for alle tider. Se, det er som en mand skal være! (vender sig til fru Elvsted og klapper hende.) Nå, var det ikke det, jeg sagde, da du kom så rent forstyrret herind imorges —

LØVBORG (studsende). Forstyrret!

FRU ELVSTED (i skrжk). Hedda, — Hedda dog —!

HEDDA. Se nu bare selv! Det er jo slet ikke nødvendigt, at du går her i denne dødelige angst — (afbrydende.) Så! Nu kan vi alle tre være livlige!

LØVBORG (er faret sammen). Ah, — hvad er dette her for noget, fru Tesman!

FRU ELVSTED. Å Gud, å Gud, Hedda! Hvad er det du siger! Hvad er det du gør!

HEDDA. Stille! Den ækle assessor sidder og holder øje med dig.

LØVBORG. I dødsangst altså. For min skyld.

FRU ELVSTED (sagte, jamrende). Å, Hedda, — hvor har du dog gjort mig ulykkelig!

LØVBORG (ser en stund ufravendt pе hende. Hans ansigt er fortrukket). Det var altså kammeratens frejdige tro på mig.

FRU ELVSTED (bшnligt) Å, kæreste ven, — du må da først høre —!

LØVBORG (tager det ene fyldte punschglas, lшfter det og siger sagte med hжs stemme). Din skål, Tea! (han tшmmer glasset, sжtter det fra sig og tager det andet)

FRU ELVSTED (sagte) Å, Hedda, Hedda, — at du kunde gøre det.

HEDDA. Jeg? Er du gal?

LØVBORG. Og en skål for Dem også, fru Tesman. Tak for sandheden. Den leve! (han drikker ud og vil fylde glasset pеny)

HEDDA (lжgger hеnden pе hans arm) Så, så, — ikke mere for øjeblikket. Husk på, De skal til gilde.

FRU ELVSTED. Nej, nej, nej!

HEDDA. Hys! De sidder og ser på dig.

LØVBORG (sжtter glasset fra sig) Du, Tea, — vær nu sandfærdig —

FRU ELVSTED. Ja!

LØVBORG. Vidste fogeden besked om, at du rejste efter mig?

FRU ELVSTED (vrider hжnderne) Åh Hedda, — hører du, hvad han spørger om!

LØVBORG. Var det en aftale mellem dig og ham, at du skulde rejse til byen og passe på mig? Var det måske fogeden selv, som fik dig til det? Aha, — han havde måske brug for mig på kontoret igen! Eller var det ved kortbordet, han savned mig?

FRU ELVSTED (sagte, vеnder sig) Å, Løvborg, Løvborg —!

LØVBORG (griber et glas og vil fylde det) En skål for gamle foged også!

HEDDA (afvжrgende) Ikke mere nu. Husk på, De skal ud og læse op for Tesman!

LØVBORG (rolig, sжtter glasset fra sig) Det var dumt af mig, Tea, dette her. At tage det på den måde, mener jeg. Vær ikke vred på mig, du, kære, kære kammerat. Du skal få at se, — både du og de andre, — at var jeg engang falden, så -. Nu har jeg rejst mig igen! Ved d i n hjælp, Tea.

FRU ELVSTED (glжdestrеlende) Å, Gud ske lov —!

(Brack har imidlertid set pе sit ur. Han og Tesman stеr op og kommer ind i salonen.)

BRACK (tager sin hat og overfrakke), Ja, fru Tesman, nu er vor time slagen.

HEDDA. Det er den vel.

LØVBORG (rejser sig). Min også, herr assessor.

FRU ELVSTED (sagte og bшnligt). Å, Løvborg, — gør det ikke!

HEDDA (kniber hende I armen). De kan høre dig!

FRU ELVSTED (skrigcr svagt). Av!

LØVBORG (til Brack). De var så venlig at bede mig med.

BRACK. Nå, kommer De så alligevel?

LØVBORG. Ja mange tak.

BRACK Glæder mig særdeles —

LØVBORG (stikker papirpakken tll sig og siger til Tesman): For jeg vilde gerne vise dig et og andet, før jeg udgiver det.

TESMAN. Nej, tænk, — det skal blive morsomt! — Men, kære Hedda, hvorledes får du så fru Elvsted hjem?

HEDDA. Å, det finder vi råd for.

LØVBORG (ser hen mod damerne). Fru Elvsted? Jeg kommer naturligvis igen og henter hende. (nжrmere.) Sådan omkring ti-tiden, fru Tesman? Passer det?

HEDDA. Javist. Det passer udmærket.

TESMAN. Nå så er alt jo iorden. Men mig må du ikke vente så tidlig, Hedda.

HEDDA. Å, kære, bliv du så længe-så længe du overhovedet vil.

FRU ELVSTED (forsшger at skjule sin angst.) Herr Løvborg, — jeg bliver altså her, til De kommer.

LØVBORG (med hatten i hеnden). Udmærket, frue.

BRACK. Og så går forlystelsestoget, mine herrer! Jeg håber, vi skal få det livligt, som en vis skøn frue siger.

HEDDA. Ak, kunde så sandt den skønne frue være usynlig tilstede —!

BRACK. Hvorfor usynlig?

HEDDA. For at høre lidt af Deres uforfalskede livligheder, herr assessor.

BRACK (ler). Det vil jeg dog ikke tilråde Dem, skønne frue.

TESMAN (ler ogsе). Nej, nu er du rigtig god, Hedda! Ha, ha!

BRACK. Nå, farvel, farvel, mine damer!

LØVBORG (bukker til afsked). Omkring ti-tiden altså.

(Brack, Lшvborg og Tesmam gеr ud gennem forstuedшren. Samtidig kommer Berte fra bagvжrelset med en tжndt lampe, som hun sжtter pе salonbordet, og gеr ud igen samme vej.)

FRU ELVSTED (har rejst sig og driver urolig om pе gulvet). Hedda, — Hedda, — hvad skal dette her blive til!

HEDDA. Klokken ti, — så kommer han altså tilbage. Jeg ser ham for mig. Med vinløv i håret. Hed og frejdig —

FRU ELVSTED. Ja, gid det var så vel.

HEDDA. Og så ser du, — at han har fået magten over sig selv tilbage. Da er han en fri mand resten af sine dage.

FRU ELVSTED. A, Gud, ja, — dersom han bare vilde komme således, som du ser ham.

HEDDA. Således og ikke anderledes kommer han! (rejser sig og gеr nжrmere.) Tvivl du bare på ham så længe du vil. Jeg tror på ham. Og nu skal vi prøve —

FRU ELVSTED. Der stikker noget under med dig, — Hedda!

HEDDA. Ja, det gør der. Jeg vil for en eneste gang i mit liv have magt over en menneskeskæbne.

FRU ELVSTED. Har du da ikke det?

HEDDA. Nej, og jeg har aldrig haft det.

FRU ELVSTED. Men over din mand da?

HEDDA. Jo, det var rigtignok møjen værd. Hvis du bare kunne forstå, forstå, hvor fattig jeg er. Og d u skal have lov til at være så rig! (slеr armene lidenskabeligt om hende.) Jeg tror, jeg brænder håret af dig alligevel.

FRU ELVSTED Slip mig! Slip mig! Du gør mig forskrækket, Hedda!

BERTE (i dшrеbningen). Tebordet er dækket inde i spisestuen, frue.

HEDDA. Godt. Vi kommer.

FRU ELVSTED Nej, nej, nej! Jeg vil hellere gå hjem alene! Nu med det samme.

HEDDA. Snak! Først skal du have tevand, dit lille tossehovede. Og så, — klokken ti, — så kommer Ejlert Løvborg — med vinløv i håret. (hun drager fru Elvsted nжsten med magt mod dшrеbningen.)

TREDJE AKT

(Vжrelset hos Tesmans. Forhжngene for dшrеbningen er trukket sammen. Ligesе for glasdшren. Lampen, med en skжrm over, brжnder halvt nedskruet pе bordet. I ovnen, hvis dшr stеr еben, har der vжret ild, som nu nжsten er udbrжndt.)

(Fru Elvsted, indhyllet i et stort kastetшrklжde og med fшdderne pе en skammel, sidder tжt ved ovnen, tilbagesunken i lжnestolen. Hedda ligger pеklжdt sovende pе sofaen med et tжppe over sig.)

FRU ELVSTED (efter et ophold, retter sig hurtig i stolen og lytter spжndt. Derpе synker hun igen trжt tilbage og jamrer sagte): Endnu ikke! — åh Gud, — å Gud, — endnu ikkel. (Berte kommer varsomt listende ind gennem forstuedшren. Hun har et brev i hеnden.)

FRU ELVSTED (vender sig og hvisker spжndt)- Nå, — har her været nogen?

BERTE (sagte): Ja, der har lige været en pige med dette brev.

FRU ELVSTED (hurtig, strжkker hеnden ud). Et brev! Giv mig det!

BERTE. Nej, det er til doktoren, frue.

FRU ELVSTED. Ah så.

BERTE. Det var frøken Tesmans pige, som var her med det. Jeg lægger det her på bordet.

FRU ELVSTED. Ja, gør det.

BERTE (lжgger brevet fra sig). Det er vist bedst jeg slukker lampen. For den står og oser.

FRU ELVSTED. Ja, sluk. Det bliver vel snart lyst nu.

BERTE (slukker). Det er alllerede 1yst, frue.

FRU ELVSTED. Ja, lys dag! Og ingen er kommet endnu.

BERTE. Å, Herregud, — jeg tænkte nok, at det vilde gå sådan.

FRU ELVSTED. Tænkte De det?

BERTE. Ja, da jeg så, at en vis mandsperson var kommen til byen igen, så-. Og trak af med dem. Den herre har jeg jo nok hørt om før i tiden…

FRU ELVSTED. Tal ikke så højt. De vækker fruen.

BERTE (ser mod sofaen og sukker). Ja, lad hende bare sove den stakkel.-Skal jeg ikke lægge lidt mere i ovnen?

FRU ELVSTED. Ikke for min skyld.

BERTE. Ja-ja da. (hun går sagte ud gennem forstuedøren.)

HEDDA (vеgner ved at dшren lukkes og ser op). Hvad er det —!

FRU ELVSTED. Det var bare pigen —

HEDDA (ser sig om). Ah, herinde —! Ja, nu husker jeg jo — (retter sig op, siddende på sofaen, strækker sig og gnider øjnene.) Hvad er klokken, Tea?

FRU ELVSTED (ser pе sit ur). Den er nu over syv.

HEDDA. Hvad tid kom Tesman.

FRU ELVSTED. Han er ikke kommet.

HEDDA. Ikke kommet hjem endnu?

FRU ELVSTED (rejser sig.) Her er slet ingen kommet.

HEDDA. Og vi, som sad her og ventede lige til klokken fire —

FRU ELVSTED (vrider hжnderne). Gud, hvor jeg dog ventede på ham!

HEDDA (gisper og siger med hеnden for munden): Ak ja, — det kunne vi da have sparet os.

FRU ELVSTED. Fik du sovet lidt?

HEDDA. Jo, lidt sov jeg da, hvad med dig?

FRU ELVSTED. Ikke et øjeblik. Jeg kunde ikke, Hedda! Det var fuldstændig umuligt.

HEDDA (rejser sig og gеr henimod hende). Så, så, så! Der er ikke noget at være urolig for. Jeg tror jeg ved hvordan det hænger sammen…

FRU ELVSTED. Ja, hvad tror du så?

HEDDA. Nå, det har naturligvis trukket ud hos assessoren —

FRU ELVSTED. Å Gud, ja, — det har det vist. Men alligevel —

HEDDA. Og så, ser du, så har Tesman ikke villet komme hjem og lave larm og ringe på midt om natten. (ler.) Måske har han været flov over at vi skulle se ham i den tilstand.

FRU ELVSTED. Men, kære, — hvor er han så gået hen?

HEDDA. Han er naturligvis gået op til tanterne og har lagt sig til at sove der. De har jo hans gamle værelse stående.

FRU ELVSTED. Nej, hos dem kan han ikke være. For et øjeblik siden kom der et brev til ham fra frk. Tesman. De ligger der.

HEDDA. Så? (ser pе brevet) Ja, det er såmænd fra tante Julle egenhændig. Nå, så er han altså blevet hos assessoren. Og Ejlert Løvborg, han sidder — med vinløv i håret, og læser op.

FRU ELVSTED. Å Hedda, du tror jo ikke engang selv på det du siger.

HEDDA. Du er virkelig et lille fårehovede Tea.

FRU ELVSTED. Ja, det er jeg vel.

HEDDA. Og så dødelig træt som du ser ud.

FRU ELVSTED. Ja, jeg er også dødelig træt.

HEDDA. Nå, derfor skal du også gøre, som jeg siger. Du skal gå ind på mit værelse og lægge dig lidt på sengen.

FRU ELVSTED. Å nej, jeg kan ikke sove alligevel.

HEDDA. Jo du kan!.

FRU ELVSTED. Ja, men din mand må da snart komme hjem nu. Og så må jeg straks vide —

HEDDA. Jeg vækker dig, når han kommer.

FRU ELVSTED. Ja, lover du mig det, Hedda?

HEDDA. Ja, det kan du stole på. Gå du bare ind og sov så længe.

FRU ELVSTED. Tak. Så vil jeg da prøve på det.

(Fru Elvsted gеr ud)

(Hedda gеr hen til glasdшren og trжkker forhжngene fra. Det fulde dagslys falder ind i stuen. Derpе tager hun fra skrivebordet et lidet hеndspejl, ser sig i det og ordner hеret. Gеr hen til forstuedшren og trykker pе klokkeknappen.)

(Berte kommer lidt efter i dшren.)

BERTE. Er der noget, som fruen ønsker?

HEDDA. Ja, De må lægge lidt mere i ovnen. Jeg går her og fryser.

BERTE. Jøsses, — straks på timen skal der være varmt. (hun rager glшderne sammen Og lжgger et vedstykke ind.)

BERTE (standser og lytter). Nu ringede det på gadedøren, frue.

HEDDA. Så gå ud og luk op. Ovnen skal jeg selv sørge for.

BERTE. Det kommer snart i brand. (hun gеr ud gennem for stuedшren.)

(Hedda knжler pе fodskammelen og lжgger flere vedstykker ind i ovnen.)

(Jшrgen Tesman kommer efter et kort ophold ind fra forstuen. Han ser trжt og no — get alvorlig ud. Lister sig pе tеspidserne henimod dшrеbningen og vil smutte Ind mellem forhжngene.)

HEDDA (ved ovnen, uden at se op). God morgen.

TESMAN (vender sig). Hedda! (kommer nærmere.) Hvad i alver — den, — er du oppe så tidlig Hvad?

HEDDA. Ja, jeg har været meget tidligt oppe idag.

TESMAN. Og jeg, som var så viss på, at du lå og sov endnu!

HEDDA. Tal ikke så højt. Fru Elvsted lligger inde hos mig.

TESMAN. Er fru Elvsted blevet her inat?

HEDDA. Ja, der kom jo ingen for at hente hende.

TESMAN. Nej, der gjorde der vel ikke.

HEDDA (lukker ovndшren og rejser sig). Nå, var det så morsomt hos assessoren?

TESMAN. Har du været nervøs for mig? Hvad?

HEDDA. Nej, det kunne da aldrig falde mig ind. Men jeg spurgte, om du havde haft det morsomt.

TESMAN. Ja såmænd. For en gangs skyld. Men mest i begyndelsen. For da læste Ejlert op for mig. Vi kom jo over en time for tidlig. Og Brack havde jo så meget at ordne. Men så læste Ejlert.

HEDDA (sжtter sig pе hшjre side af bordet). Nå? Må jeg så høre?

TESMAN (sжtter sig pе en taburet ved ovnen). Jeg siger dig Hedda, det bliver alle tiders bog. Det er vist næsten noget af det mærkeligste, som er skrevet.

HEDDA. Ja, ja, og så? —

TESMAN. Jeg vil tilstå en ting for dig, Hedda. Da han havde læst, — så steg der noget negativt op i mig.

HEDDA. Noget negativt?

TESMAN. Jeg sad og misundte Ejlert, at han havde kunnet skrive sådant noget. HEDDA. Nå da.

TESMAN. Og så vide, at han, — med de evner, som han har, — desværre nok er fuldkommen uforbederlig alligevel.

HEDDA. Du mener vel, at han har mere livsmod end de andre?

TESMAN. Nej, Herregud, — han kan slet ikke holde måde i nydelsen af spiritus.

HEDDA. Og hvad skete der så til sidst?

TESMAN. Druksnak — ja, druksnak det hele.

HEDDA. Havde han vinløv i håret?

TESMAN. Vinløv? Nej, det så jeg ikke noget til. Men han holdt en lang, forvirret tale for den kvinde, som havde beåndet ham under arbejdet. Ja, sådan sagde han.

HEDDA. Nævnte han hende —?

TESMAN. Nej, det gjorde han ikke. Men jeg kan ikke tænke mig andet, end at det må være fru Elvsted.

HEDDA. Nå, — hvor skiltes du så fra ham?

TESMAN. På vejen indover. Vi brød op, — de sidste af os, — på samme tid. Og Brack gik også med for at få lidt frisk luft. Og så, — så blev vi enige om at følge Ejlert hjem. Ja, for han var ret omtåget!

HEDDA. Det var han vel.

TESMAN. Men nu kommer det mærkværdige, Hedda! Eller det sørgelige, skulde jeg vel heller sige. Å, — jeg skammer mig næsten — på Ejlerts vegne — for at fortælle det —

HEDDA. Hvad —?

TESMAN. Jo, mens vi gik sådan indover, ser du, så kom jeg tilfældigvis lidt bag ud. Bare sådan et par minutters tid,

HEDDA. Ja, ja, og så —?

TESMAN. Og da jeg så skynder mig efter de andre, — ved du så, hvad jeg finder i vejkanten? Hvad?

HEDDA. Nej, hvordan skulle jeg vide det?

TESMAN. Sig det endelig ikke til nogen, Hedda. Hører du! Lov mig det for Ejlerts skyld. (trжkker en pakke med papiromslag op af frakkelommen.) Tænk, du, — jeg fandt detteher.

HEDDA. Er det ikke den pakke, som han havde med sig her igår?

TESMAN. Jo, du, det er hele hans kostbare, uerstattelige manuskript! Og det havde han gået der og mistet- uden at han opdagede det. Tænk dig bare, Hedda! Hvor sørgeligt —

HEDDA. Men hvorfor gav du ham så ikke pakken igen?

TESMAN. Nej, det turde jeg da ikke gøre — i den forfatning, han var i —

HEDDA. Fortalte du ikke til nogen af de andre, at du havde fundet det?

TESMAN. Nej. Det ville jeg da ikke gøre for Ejlerts skyld, kan du nok forstå.

HEDDA. Det er altså ingen, som ved, at du har Ejlert Løvborgs papirer?

TESMAN. Nej. Og det må ingen få at vide.

HEDDA. Hvad talte du så siden med ham om?

TESMAN. Jeg fik slet ikke tale mere med ham. For da vi kom ind i gaderne, så var han og de andre pludselig væk.

HEDDA. Så? De har vel fulgt ham hjem så.

TESMAN. Ja, de har nok Og Brack gik også sin vej.

HEDDA. Og hvor har du været siden?

TESMAN. Jo, jeg og nogen af de andre, vi fulgte op med en af de lystige fyre og drak morgenkaffe der hos ham. Eller natkaffe må det vel nærmest kaldes. Men når jeg nu bare har hvilet mig en smule-så bliver jeg nødt til at gå over til Ejlert med detteher.

HEDDA (strжkker hеnden efter pakken). Nej, — giv det ikke fra dig! Ikke straks, mener jeg. Må jeg læse det?

TESMAN. Nej, kære, Hedda, det tør jeg, ved Gud, ikke.

HEDDA. Tør du ikke?

TESMAN. Nej, — for du kan da vel tænke dig, hvor fortvivlet han bliver, når han vågner og savner manuskriptet. For han har ingen kopi af det, skal jeg sige dig! Det sagde han selv.

HEDDA (ser ligesom forskende pе ham). Kan sådant noget da aldrig skrives om igen? TESMAN. Nej, det kan det ikke. Forstår du, hvis ikke ånden er over een så-- —

HEDDA. Nå sådan-(henkastet.) Men det er sandt, — her ligger et brev til dig.

TESMAN. Et brev.

HEDDA (rжkker ham det). Det kom tidlig imorges.

TESMAN. Fra tante Julle! Hvad kan det være? (lжgger papirpakken pе den anden taburet, еbner brevet, lшber det igennem og springer op.) Å Hedda, — hun skriver, at stakkels tante Rina ligger på det yderste!

HEDDA. Det kunne man jo forvente.

TESMAN. Og at hvis jeg vil se hende endnu engang, så må jeg skynde mig. Jeg vil straks springe derhen.

HEDDA (undertrykker et smil). Vil du springe?

TESMAN. Å, kæreste Hedda, — kunne du ikke overvinde dig, og tage med?

HEDDA (drejer sig og siger trжt og afvisende). Nej, — nej, bed mig ikke om den slags. Jeg vil ikke se på sygdom og død. Lad mig være fri for alt det, som er væmmeligt.

TESMAN. Ja, Herregud da —! (farer omkring.) Min hat —? Min overfrakke —? Nå, i forstuen-. Jeg vil da inderlig håbe, at jeg ikke kommer for sent, Hedda? Hvad?

HEDDA. Bare spring, — (Berte kommer i forstuedшren.)

BERTE. Assessor Brack står udenfor og spørger, om han må komme ind.

TESMAN. På denne tid! Nej, nu kan jeg umulig tage imod ham.

HEDDA. Men det kan jeg. (til Berte.) Bed assessoren komme.

(Berte gеr.)

HEDDA (hurtig hviskende). Pakken, Tesman! (hun griber den fra taburetten.)

TESMAN. Ja, giv mig den!

HEDDA. Nej, nej, jeg gemmer den for dig så længe.

(hun gеr hen til skrivebordet og stikker den ind i bogreolen. Tesman stеr i hastvжrk og kan ikke fе hanskerne pе.)

(Assessor Brack kommer ind fra forstuen.)

HEDDA (nikker til ham). Nå, De er rigtignok en morgenfugl.

BRACK. Ja, ikke? (til Tesman.) Skal De gå?

TESMAN. Ja, jeg bliver nødt til at gå hen til tanterne. Tænk, — den syge, hun ligger for døden, stakkel.

BRACK Å Herregud, gør hun det? Men så må De endelig ikke lade Dem opholde af mig. I et så alvorligt øjeblik —

TESMAN. Ja, jeg må virkelig løbe-. Farvel! Farvel!

(han skynder sig ud gennem forstuedшren.)

HEDDA (gеr nжrmere). Det har nok været mere end livligt hjemme hos Dem inat, herr assessor.

BRACK. Jeg har slet ikke været i seng.

HEDDA. Heller ikke De?

BRACK. Nej, som De ser. Men hvad har så Tesman fortalt om nattens oplevelser?

HEDDA. Å, noget kedeligt noget. Bare det, at de havde været oppe og drukket kaffe et sted.

BRACK. Ja, det husker jeg godt — men Ejlert Løvborg var vist ikke med der.

HEDDA. Nej, de havde fulgt ham hjem forinden.

BRACK Tesman også?

HEDDA. Nej, men et par andre, sagde han.

BRACK (smiler). Jørgen Tesman er virkelig en troskyldig sjæl, fru Hedda.

HEDDA. Ja, det ved Gud han er. Men er der da sket noget ubehageligt?

BRACK. Ja, det er der faktisk.

HEDDA. Nå da! Lad os sætte os, kære assessor. Så fortæller De meget bedre.

(hun sжtter sig ved venstre side af bordet. Brack ved langside i nжrheden af hende.)

HEDDA. Nå hva' så?

BRACK Jeg havde særlige grunde til at efterspore mine gæsters — eller, rettere sagt, en del af mine gæsters veje inat.

HEDDA. Og imellem dem var kanske Ejlert Løvborg også?

BRACK Jeg må tilstå — det var han.

HEDDA. Nu gør De mig virkelig nysgerrig —

BRACK. Ved De, hvor han og et par af de andre tilbragte resten af natten, fru Hedda?

HEDDA. Går det an at fortælle det, så gør det.

BRACK. Bevar's, det kan godt fortælles. Jo, de indfandt sig i en særdeles animeret soire.

HEDDA. Af det livlige slags?

BRACK Af det aller livligste.

HEDDA. Hvad mere, hr. assessor —

BRACK. Løvborg havde også fået indbydelse i forvejen. Jeg vidste fuld besked om det. Men da havde han afslået at komme. For nu har han jo iført sig et nyt menneske, som De ved.

HEDDA. Oppe hos fogden Elvsteds, ja. Men så gik han altså med alligevel?

BRACK Ja, ser De, fru Hedda, — så kom uheldigvis ånden over ham oppe hos mig iaftes —

HEDDA. Ja, der blev han jo beåndet, hører jeg.

BRACK. I temmelig voldsom grad beåndet. Nå, så kom han vel på andre tanker, kan jeg tro. For vi mandspersoner, vi er desværre ikke altid så principfaste, som vi burde være.

HEDDA. Å, De er da vist en undtagelse, assessor Brack. Men Løvborg altså —?

BRACK Ja, kort og godt, — enden blev, at han havnede i frøken Dianas saloner.

HEDDA. Frøken Dianas?

BRACK Det var frøken Diana, som gav soireen. For en udvalgt kreds af veninder og beundrere.

HEDDA. Er hun rødhåret?

BRACK. Netop.

HEDDA. Sådan en slags — sangerinde?

BRACK Å ja, — det er hun, — også. Og derhos en vældig jægerinde — for herrerne, — fru Hedda. De har vist hørt tale om hende. Ejlert Løvborg var en af hendes varmeste beskyttere — i sine velmagtsdage.

HEDDA. Og hvorledes endte det så?

BRACK. Mindre venskabeligt, lader det til. Frøken Diana skal fra den ømmeste modtagelse være gaaet over til håndgribeligheder —

HEDDA. Imod Løvborg.

BRACK. Ja. Han beskyldte hende eller veninderne for at have bestjålet ham. Han påstod, at hans tegnebog var blevet borte. Og andre sager også. Kort sagt, han skal have gjort et morderligt spektakel.

HEDDA. Og hvad førte så det til?

BRACK. Det førte såmænd til almindelig hanekamp mellem både damer og herrer. Og tilsidst kom politiet.

HEDDA. Kom politiet også?

BRACK. Ja. og det bliver nok en dyr spas for Ejlert Løvborg, det gale menneske.

HEDDA. Nå!

BRACK. Han skal have gjort voldsom modstand. Skal have slået en af betjentene og revet hans frakke istykker. Så måtte han jo med på stationen.

HEDDA. Hvorfra ved De nu a1t dette?

BRACK Fra politiet selv.

HEDDA (ser hen for sig). Således er det altså gået for sig. Da har han ikke haft vinløv i håret.

BRACK Vinløv, fru Hedda?

HEDDA (slеr over i tonen). Men sig mig nu, assessor, — hvorfor går De egentlig sådan og sporer og spejder efter Ejlert Løvborg?

BRACK. For det første kan det da ikke være mig så ganske ligegyldigt, om det oplyses ved forhørene, at han kom lige fra mig.

HEDDA. Bliver der altså forhør også?

BRACK. Det gør der. Det kan nu være hvad det vil. Men jeg synes, at jeg, som en ven af huset, havde pligt til at give Dem og Tesman fuld oplysning om hans natlige bedrifter.

HEDDA. Hvorfor egentlig det, assessor Brack?

BRACK. Jo, fordi jeg har en levende mistanke om, at han vil bruge Dem som et slags skærmbræt.

HEDDA. Nej, men hvordan kommer De dog på den tanke?!

BRACK. Å Herregud, — vi er da ikke blinde, fru Hedda. Denne fru Elvsted, hun rejser såmænd ikke fra byen igen.

HEDDA. Nå, skulde der være noget imellem de to, så er der vel mange andre steder, hvor de kan mødes.

BRACK. Ethvert anstændigt hus vil fra nu af igen være lukket for Ejlert Løvborg.

HEDDA. Og så bør mit også være det, mener De?

BRACK. Ja. Jeg tilstår, det vilde falde mig mere end pinligt, om denne herre fik fast indpas her. Om han, som en overflødig- og en uvedkommende-skulde trænge sig ind i —

HEDDA. Ind i trekanten?

BRACK Netop. Det ville for mig være det samme, som at blive hjemløs.

HEDDA (ser smilende pе ham). Altså, — eneste- hane i kurven, — det er Deres mål.

BRACK (nikker langsomt og sжnker stemmen). Ja, det er mit mål. Og det mål vil jeg kæmpe for-med alle de midler, som jeg har til min rådighed.

HEDDA (idet smilet viger). De er vist et farligt menneske, — når det kommer til stykket.

BRACK. Tror De det?

HEDDA. Ja, jeg begynder at tro det. Og jeg er hjerteglad-så længe De ikke på nogen måde har hals og hånd over mig.

BRACK (ler tvetydigt) Ja-ja, fru Hedda, — De kan kanske have ret i det. Hvem ved, om jeg ikke i så fald var mand for at finde på både det ene og det andet.

HEDDA. Nej, men hør nu her, assessor Brack! Det er jo næsten som om De sidder og truer.

BRACK (rejser sig). Å- langtfra! Trekanten, ser De, — den bør helst befæstes og forsvares i frivillighed.

HEDDA. Det mener jeg også.

BRACK. Ja, nu har jeg altså fået sagt, hvad jeg ville. Og så må jeg se at komme tilbage. Farvel, fru Hedda!

(han gеr mod glasdшren.)

HEDDA (rejser sig). Går De gennem haven?

BRACK Ja, det er den koprteste vej for mig.

HEDDA. Ja, og så er det jo tillige ugenert.

BRACK. Meget sandt. Jeg har ikke noget imod bagveje. Til tider kan de være nok så pikante.

HEDDA. Når der skydes med skarpt, mener De?

BRACK (i dшren ler til hende) Å- man skyder da vel ikke sine tamme kurvhaner!

HEDDA (ler ogsе). Å nej, når man ikke har flere end den ene, så — (de nikker, under latter, til afsked. Han gеr. Hun lukker dшren efter ham.)

(Hedda stеr en stund alvorlig og ser ud. Derpе gеr hun hen og kikker ind gennem forhжnget pе bagvжggen. Gеr sе til skrivebordet, tager Lшvborgs pakke frem fra reolen og vil blade i papirerne. Bertes stemme hшres hшjrшstet ude i forstuen. Hedda vender sig og lytter. Lukker sе hurtig pakken ned i skuffen og lжgger nшglen pе skrivebordet.)

(Ejlert Lшvborg med overfrakken pе og med hatten I hеnden, river forstuedшren op. Han ser noget forvirret og ophidset ud.)

LØVBORG (vendt mod forstuedшren). Og jeg siger Dem, jeg må og skal ind! Se så! (han lukker dшren, vender sig, ser Hedda, behersker sig straks og hilser.)

HEDDA (ved skrivebordet). Nå, herr Løvborg, det er lovlig sent De kommer efter Tea.

LØVBORG. Eller lovlig tidlig jeg kommer ind til Dem. De må meget undskylde.

HEDDA. Hvorfra ved De, at hun er hos mig endnu?

LØVBORG. Det blev sagt i hendes logi, at hun havde været ude hele natten.

HEDDA (gеr til salonbordet). Kunde De mærke noget på folkene i hendes logi, da de sagde det?

LØVBORG (ser spшrgende pе hende) Mærke noget på dem?

HEDDA. Jeg mener, om det lod til, at de tænkte sig sådan et og andet ved det?

LØVBORG (forstеr pludselig). Å, nu er jeg med! Jeg trækker hende ned i sølet sammen med mig! Næh, jeg kunne ikke mærke noget.-Tesman er vel ikke stået op endnu?

HEDDA. Nej, — det tror jeg ikke —

LØVBORG. Hvornår kom han hjem?

HEDDA. Meget sent.

LØVBORG. Fortalte han Dem noget?

HEDDA. Ja, jeg hørte, at der havde været rigtig muntert hos assessor Brack.

LØVBORG. Ikke noget andet?

HEDDA. Nej, det tror jeg ikke. For resten var jeg så forfærdelig søvnig — (Fru Ellvsted kommer ind gennem forhжngene pе bagvжggen.)

FRU ELVSTED (hen imod ham). Ah, Løvborg! Endelig —!

LØVBORG. Ja, endelig. Og for sent.

FRU ELVSTED (ser i angst pе ham). Hvad er for sent!

LØVBORG. Alt er for sent nu. Det er ude med mig.

FRU ELVSTED. A nej, nej, — sig dog ikke sådan!

LØVBORG. Du vil selv sige det samme, når du får at høre —

FRU ELVSTED. Jeg vil ikke høre noget!

HEDDA. De ønsker måske helst at tale alene med hende? For så går jeg.

LØVBORG. Nej bliv, — . Jeg beder Dem om det.

FRU ELVSTED. Ja, men jeg vil ikke høre noget, siger jeg!

LØVBORG. Det er ikke nattens eventyr, jeg vil tale om.

FRU ELVSTED. Hvad er det så —?

LØVBORG. Det er om, at vore veje må skilles nu.

FRU ELVSTED. Skilles!

HEDDA (uvilkеrligt). Jeg vidste det!

LØVBORG. For jeg har ikke mere brug for dig, Tea.

FRU ELVSTED. Og det kan du stå her og sige! Ikke mere brug for mig! Jeg skal da vel hjælpe dig nu som før? Vi skal da vel blive ved at arbejde sammen?

LØVBORG. Jeg agter ikke at arbejde herefterdags.

FRU ELVSTED (i selvopgivelse). Hvad skal jeg så bruge mit liv til?

LØVBORG. Du må prøve på at leve livet, som om du aldrig havde kendt mig.

FRU ELVSTED. Men det kan jeg ikke!

LØVBORG. Du må prøve, Tea. Du må rejse hjem igen —

FRU ELVSTED (i oprшr). Aldrig i verden! Hvor du er, der vil jeg også være! Jeg lader mig ikke således jage bort! Jeg vil være her tilstede! Være sammen med dig, når bogen kommer.

HEDDA (halvhшjt, i spжnding). Ah, bogen, — ja!

LØVBORG (ser pе hende). Min og Teas bog. For det er den.

FRU ELVSTED. Ja, det føler jeg, at den er. Og derfor så har jeg også ret til at være hos dig, når den udkommer! Jeg vil se på, at der strøes agtelse og ære over dig igen. Og glæden, — glæden, den vil jeg dele med dig.

LØVBORG. Tea, — vor bog kommer aldrig ud.

HEDDA. Ah!

FRU ELVSTED. Kommer den ikke ud!

LØVBORG. Kan aldrig komme.

FRU ELVSTED (i angstfuld anelse). Løvborg, — hvor har du gjort af hæfterne!

HEDDA (ser sprжndt pе ham). Ja, hæfterne —?

FRU ELVSTED. Hvor har du dem!

LØVBORG. Å, Tea, — spørg mig helst ikke om det.

FRU ELVSTED. Jo, jo, jeg vil vide det. Jeg har ret til at få det at vide.

LØVBORG. Hæfterne -. Nu vel da, — hæfterne, dem har jeg revet i tusind stykker.

FRU ELVSTED (skriger). Å nej, nej —!

HEDDA (uvilkеrlig). Men det er jo slet ikke —!

LØVBORG (ser pе hende). Ikke sandt, tror De?

HEDDA (sжtter sig). Jo vel. Naturligvis. Når De selv siger det. Men det lød så forkert —

LØVBORG. Mend sandt er det!

FRU ELVSTED (vrider hжnderne). Å Gud, — å Gud, Hedda, — revet sit eget værk istykker.

LØVBORG. Jeg har revet mit eget liv istykker. Så kunne jeg vel også rive mit livsværk istykker —

FRU ELVSTED. Og det har du altså gjort her inat!

LØVBORG. Ja, hører du. I tusind stykker. Og strød dem ud i fjorden. Langt ude. Der er i alle fald friskt saltvand. Lad dem drive i det. Drive for strøm og vind. Og om en stund så synker de. Dybere og dybere. Ligesom Jeg, Tea.

FRU ELVSTED. Ved du hvad, Løvborg, alt dette her med bogen-. Det vil alle mine dage stå for mig, som om du havde dræbt et lille barn.

LØVBORG. Du har ret!. Det er et barnemord!

FRU ELVSTED. Men hvor kunde du så —! Det var jo også mit barn?

HEDDA (nжsten lydlшst). Ah, barnet —

FRU ELVSTED (еnder tungt). Forbi altså. Ja! ja, nu går jeg, Hedda.

HEDDA. Men du rejser da vel ikke?

FRU ELVSTED. Å, jeg ved ikke selv, hvad jeg gør. Nu er alting mørkt foran mig. (hun gеr ud gennem forstuedшren)

HEDDA (stеr og venter lidt). De vil altså ikke følge hende hjem, herr Løvborg?

LØVBORG. Jeg? Gennem gaderne? Skulle folk måske se, at hun gik sammen med mig?

HEDDA. Jeg ved jo ikke, hvad der ellers er gået for sig inat. Men er det da helt umuligt at rette op på noget?

LØVBORG. Det er ikke kun denne nat… Jeg ved det så sikkert. Men så er der også det, at jeg gider ikke leve et sådant liv mere. Det er livsmodet og trodsen, som hun har knækket i mig.

HEDDA (ser frem for sig). Den søde lille tosse har haft sine fingre i en menneskeskæbne. (ser pе ham) Men at De kunde være så hjerteløs imod hende alligevel?

LØVBORG. Det var ikke hjerteløst!

HEDDA. At ødelægge, hvad der har fyldt hendes sind gennem lange, lange tider! Det kalder De ikke hjerteløst!

LØVBORG. Til Dem kan jeg sige sandheden, Hedda.

HEDDA. Sandheden?

LØVBORG. Lov mig først, — giv mig Deres ord på, at hvad jeg nu betror Dem, det får Tea aldrig vide.

HEDDA. Det har De mit ord på.

LØVBORG. Godt. Så vil jeg da sige Dem, at det ikke var sandt, hvad jeg stod her og fortalte.

HEDDA. Det om hæfterne?

LØVBORG. Ja. Jeg har ikke kastet dem i fjorden.

HEDDA. Nej, nej — . Men — hvor er de så?

LØVBORG. Jeg har ødelagt dem alligevel. I bund og grund, Hedda!

HEDDA. Dette her forstår jeg ikke.

LØVBORG. Tea sagde, at det, jeg havde gjort, det stod for hende som et barnemord.

HEDDA. Ja, — det sagde hun.

LØVBORG. Men det. at dræbe sit barn, — det er ikke det værste en far kan gøre imod det.

HEDDA Er det ikke det værste?

LØVBORG. Nej. Det var det værste, jeg vilde skåne Tea for at høre.

HEDDA. Og hvad er så dette værste?

LØVBORG. Sæt nu, Hedda, at en mand, — sådan henad morgenstunden, — efter en forvildet, gennemsviret nat kommer hjem til sit barns mor og siger: jeg har været ude og drikke — jeg har haft vores barn med, og nu ved jeg ikke hvor det er. Måske er det faldet i vandet og er druknet — eller også har nogen bortført det.

HEDDA. Ah, — men til syvende og sidst, så-så var dette her jo bare en bog —

LØVBORG. Teas rene sjæl var i den bog.

HEDDA. Ja, det siger du jo.

LØVBORG. Og så forstår De vel også, at for hende og mig er der ingen fremtid mere.

HEDDA. Og hvad vej vil De så gå?

LØVBORG. Ingen. Bare se til at få en ende på det altsammen. Jo før jo bedre.

HEDDA (et skridt nжrmere). Ejlert Løvborg, — hør nu her- Kunde De ikke arrangere det sådan at det skete i skønhed?

LØVBORG. I skønhed? (smiler) Med vinløv i håret, som De før i tiden tænkte Dem-!

HEDDA. Å nej. Vinløvet, — det tror jeg ikke længere på. Men i skønhed alligevel! For en gangs skyld! Farvel! De skal gå nu. Og ikke komme her oftere.

LØVBORG. Farvel, frue. Og hils Jørgen Tesman fra mig. (han vil gе.)

HEDDA. Nej vent! En erindring fra mig skal De da tage med Dem.

(hun gеr hen til skrivebordet og еbner skuffen og pistolkassen. Kommer sе hen igen til Lшvborg med en af pistolerne.)

LØVBORG (ser pе hende) Den der? Er det erindringen?

HEDDA (nikker- langsomt). Kan De kende den igen? Den har engang været løftet imod Dem.

LØVBORG. De skulde have brugt den dengang.

HEDDA. Nu kan De jo selv bruge den.

LØVBORG (stikker pistolen i brystlommen). Tak!

HEDDA. Og så i skønhed, Ejlert Løvborg. Lov mig blot det!

LØVBORG. Farvel, Hedda Gabler. (han gеr ud gennem forstuedшren.)

(Hedda lytter en stund ved dшren. Derpе gеr hun hen til skrivebordet og tager pakken med manuskriptet frem, kikker lidt ind i omslaget, drager nogle af bladene halvt ud og ser pе dem. Sе gеr hun med det hele hen og sжttter sig i lжnestolen ved ovnen. Pakken har hun pе skшdet. Lidt efter еbner hun ovndшren og derefter ogsе pakken.)

HEDDA (kaster et af hefterne ind i ilden og hvisker hen for sig): Nu brænder jeg dit barn, Tea! — Du med krushåret! (kaster et par hжfter til i ovnen.) Dit og Ejlert Løvborgs barn. (kaster det шvrige ind.) Nu brænder, — nu brænder jeg barnet.

FJERDE AKT

(Samme vжrelser hos Tesmans. Det er aften. Selskabsvжrelset ligger i mшrke. Bagvжrelset er belyst af hжngelampen over bordet derinde. Forhжngene for glasdшren er trukne til,)

(Hedda, sortklжdt, driver om pе gulvet i det mшrke vжrelse. Kommer sе ind i bag — vжrelset og gеr henover mod venstre side. Der hшres nogle akkorder fra pianoet, Sе kommer hun frem igen og gеr ind i selskabsvжrelset,)

(Berte kommer fra hшjre side gennem bagvжrelset med en tжndt lampe, som hun stiller pе bordet foran hjшrnesofaen i salonen. Hendes шjne er forgrжdte, og hun har sorte bеnd pе kappen Gеr stille og varsomt ud til hшjre. Hedda gеr hen til glasdшren, letter forhжnget lidt tllside og ser ud i mшrket.)

(Kort efter kommer frшken Tesman, sшrgeklжdt, med hat og slшr ind fra forstuen, Hedda gеr hende imшde og rжkker hende hеnden.)

FRØKEN TESMAN. Ja, Hedda, her kommer jeg i sorgens farver. For nu har da min stakkels søster endelig fået fred.

HEDDA. Jeg ved det allerede, som De vel ser. Tesman sendte et kort ud til mig.

FRØKEN TESMAN. Ja, det lovede han. Men jeg syntes da alligevel, at til Hedda, — her i livets hus, — her måtte jeg da melde døden selv.

HEDDA. Det var meget venligt af Dem.

FKØKEN TESMAN. Å, bare hun dog ikke var død lige nu. Heddas hus burde ikke bære sorg i denne tid.

HEDDA (afledende) Døde hun stille og roligt, frøken Tesman?

FRØKEN TESMAN. Å, så dejligt, — så fredeligt løste det sig op for hende. Og så den usigelige lykke, at hun fik Jørgen at se en sidste gang. Fik love til at sige farvel til ham… — Er han ikke kommet hjem endnu?

HEDDA. Nej. Han skrev, at jeg ikke skulle vente på ham — sæt Dem dog ned.

FRØKEN TESMAN. Nej tak, kære-velsignede Hedda. Ellers tak — jeg har ikke tidJeg skal hjem og ordne hende så hun kommer pænt i sin grav.

HEDDA. Kan ikke jeg hjælpe med noget?

FRØKEN TESMAN. Nej, Hedda — i denne tid skal De ikke tænke på døden — kun på livet.

HEDDA. Tanker lader sig ikke sådan styre.

FRØKEN TESMAN (vedblivende). Ja, sådan er livet. Hjemme hos os skal der syes ligtøj, og her skal der vel også snart syes — noget ganske andet, Gudskelov. (Jшrgen Tesman kommer ind gennem forstuedшren.)

HEDDA. Nå, det var da godt, du endelig kom.

TESMAN. Er du her, tante Julle?

FRØKEN TESMAN. Jeg skulle lige til at gå, min kære dreng. Fik du ordnet det du lovede mig?

TESMAN. Nej, jeg er bange for, at jeg har glemt halvdelen af det du bad mig om. Jeg bliver nødt til at ordne resten imorgen. Mit hovede summer, og jeg kan ikke samle tankerne idag.

FRØKEN TESMAN. Jamen Jørgen — så tungt må du da ikke tage det.

TESMAN. Hvad mener du?

FRØKEN TESMAN. Du skal være glad i sorgen. Glad for det, som er sket. Ligesom jeg er det.

TESMAN Å ja, ja. Du tænker på tante Rina.

HEDDA. Det bliver ensomt for Dem nu, frøken Tesman.

FKØKEN TESMAN. I de første dage ja. Men det kommer vel ikke til at vare så længe, vil jeg håbe. Salig Rinas lille stue skal da ikke stå tom, ved jeg.

TESMAN. Så? Vil du leje den ud — til hvem?

FRØKEN TESMAN. Å, der findes altid en eller anden syg stakkel, som trænger til pleje og omsorg — desværre.

HEDDA. Vil De virkelig tage et sådant kors på Dem igen?

FRØKEN TESMAN. Kors! Gud forlade Dem, barn, — det har da ikke været noget kors for mig.

HEDDA. Jamen, hvis det nu bliver et helt fremmed menneske?

FRØKEN TESMAN. Å, med syge folk bliver man hurtigt gode venner. Jeg har også selv behov for at have nogen at leve for. Og her i huset kunne der måske også snart være et og andet at gøre for en gammel tante.

HEDDA. Åh — det skal De såmænd ikke bekymre Dem om.

TESMAN. Ja, tænk, hvor dejligt vi tre kunde have det sammen, hvis —

HEDDA. Hvis —?

TESMAN (urolig). Å, ikke noget. Det ordner sig nok altsammen, ikke?

FRØKEN TESMAN. Nå — I to har jo nok noget at snakke sammen om, kan jeg regne ud. (smiler.) Og Hedda har kanske også noget at fortælle dig, Jørgen. Farvel! Nu må jeg hjem til Rina. (vender sig ved dшren.) Herregud, hvor er det dog underligt! Nu er Rina både hos mig og hos salig Jochum.

TESMAN. Ja, minsandten, hva' tante Julle!

(Frшken Tesman gеr ud gennem forstuedшren)

HEDDA (fшlger Tesman koldt og forskende med шjnene). Jeg tror næsten, at du tager dødsfaldet tungere end hende.

TESMAN. Nej — det er ikke dødsfaldet. Jeg er bekymret for Ejlert — det er det der optager mig!!

HEDDA (hurtig). Er der noget nyt om ham?

TESMAN. Jeg var oppe hos Ejlert for at fortælle ham, at manuskriptet var i god behold — HEDDA. Traf du ham?

TESMAN. Nej. Han var ikke hjemme. Men bagefter så mødte jeg fru Elvsted, og hun fortalte, at han havde været her tidlig imorges.

HEDDA. Ja han kom lige efter at du var gået.

TESMAN. Og han skal jo have sagt, at han havde revet manuskriptet istykker. Ikke?

HEDDA. Ja, det påstod han.

TESMAN. Men, Herregud, så har han jo været rent sindsforvirret! Gav du ham det ikke tilbage?

HEDDA. Nej, han fik det ikke.

TESMAN. Men du sagde vel til ham, at vi havde det?

HEDDA. Nej. (hurtig.) Fortalte du fru Elvsted det?

TESMAN. Nej, det vilde jeg ikke. Jeg ville sige det til ham selv. Tænk, om han i fortvilelse går hen og gør en ulykke på sig! Lad mig få manuskriptet, Hedda! Jeg løber hen med det med det samme. Hvor har du pakken?

HEDDA (kold og ubevжgelig, stшttet til lжnestolen). Jeg har den ikke mere.

TESMAN. Har du den ikke! Hvad ialverden mener du med det!

HEDDA. Jeg har brændt det!

TESMAN (farer op i skrжk). Brændt! Brændt Ejlerts manuskript!

HEDDA. Skrig ikke sådan. Tjenestepigen kunne gerne høre dig.

TESMAN. Brændt! Men du godeste Gud —! Nej, nej, nej, — dette er ikke sandt!

HEDDA. Jamen — det er det altså.

TESMAN. Men ved du da selv, hvad du har gjort, Hedda! Det er jo ulovlig omgang med hittegods. Tænk på det! Ja, spørg du bare assessor Brack, så skal du se.

HEDDA. Det er vist det bedste, at du ikke taler om det, — hverken til assessoren eller til nogen andre.

TESMAN. Men hvorledes kunde du da gå hen og gøre noget så uhørt! Hvordan kunde det falde dig ind? Hvad var din mening med det? Svar mig!

HEDDA (undertrykker et nжsten umжrkeligt smil). Jeg gjorde det for din skyld, Jørgen.

TESMAN. For min skyld!

HEDDA. Da du kom hjem imorges og fortalte, at han havde læst for dig —

TESMAN. Ja, ja, hvad så?

HEDDA. Da tilstod du, at du misundte ham.

TESMAN. Å Herregud, det var da ikke så bogstavelig ment.

HEDDA. Alligevel. Jeg kunde ikke tåle den tanke, at nogen anden skulde stille dig i skyggen.

TESMAN (i udbrud, mellem tvivl og glжde). Hedda! — å, er det sandt, hvad du siger! — Ja men, — ja men-på den måde har jeg aldrig før mærket din kærlighed.

HEDDA. Nå, så er det bedst du får det st vide -at netop i denne tid — (heftigt afbrydende.) Nej, nej, — du kan spørge tante Julle. Hun skal nok give dig besked.

TESMAN. Å, jeg tror næsten jeg forstår dig, Hedda (slеr hжnderne sammen.) Nej, Herregud, du, — skulde det være muligt! Hvad?

HEDDA. Skrig ikke sådan. Pigen kan høre dig.

TESMAN (leende i overstadig glжde). Pigen! Nej, du er virkelig kostelig, du, Hedda! Pigen, — det er jo bare Berte! Jeg vil selv ud og fortælle hende det.

HEDDA (knuger hжnderne i fortvivlelse). Å, jeg forgår, — jeg knuses i alt dette her!

TESMAN. I hvad for noget, Hedda? Hvad?

HEDDA (koldt, behersket). I alt dette — løjerlige, — Jørgen.

TESMAN. Løjerligt? Er det løjerligt at jeg er så glad? — Måske er det bedst ikke at sige noget til Berte alligevel.

HEDDA. Jo, jo — gør det dog bare!

TESMAN. Nej, nej, ikke endnu. Men tante Julle må have det at vide. Og det, at du pludselig kalder mig Jørgen også! Å, tante Julle, hun vil bliver så glad, — så glad!

HEDDA. Når hun hører, at jeg har brændt Ejlert Løvborgs papirer — for din skyld?

TESMAN. Nej! Det med papirerne, må ingen få at vide. Men at du brænder for mig, Hedda, — det skal tante Julle da have at vide! Din forandring overfor mig — kan det skyldes at — det er måske meget almindeligt for kvinder i den tilstand?

HEDDA. Det må du også hellere spørge tante Julle om, syntes jeg.

TESMAN. Ja, det vil jeg gøre ved lejlighed. (ser atter urolig og betænkelig ud.) Nej men, — nej men manuskriptet da! Herregud, det er jo forfærdeligt for den stakkers Ejlert.

(Fru Elvsted, klжdt ligesom ved sit fшrste besшg, med hat og overtшj, kommer ind gennem forstuedшren.)

FRU ELVSTED (hilser hurtig og siger i sindsbevжgelse). Å, kære Hedda, tag mig det ikke ilde op, at jeg kommer igen.

HEDDA. Hvad er der sket, Tea?

TESMAN. Er det noget med Ejlert Løvborg igen? Hvad?

FRU ELVSTED. Å ja, — jeg er så bange for, at der er tilstødt ham en ulykke.

HEDDA (griber hende i armen). Ah, — tror du det!

TESMAN. Nej men, hvordan for De den tanke, fru Elvsted!

FRU ELVSTED. Jo, for jeg hørte, at de talte om ham i pensionen, — just som jeg kom ind. Å, der går jo de utroligste rygter om ham i byen idag.

TESMAN. Ja, tænk, det hørte jeg ogsä! Og så kan jeg ovenikøbet bevidne, at han gik lige hjem og lagde sig.

HEDDA. Nä, — hvad sa de sä i pensionen?

FRU ELVSTED. Å, jeg fik ikke rede pä nogen ting. Enten de nu ikke vidste noget nærmere eller — . Der blev stille, da de så mig. Og spørge, det turde jeg ikke.

TESMAN (gеr uroligt rundt pе gulvet). Vi må håbe, at det ikke er andet end sladder.

FRU ELVSTED. Jamen det tror jeg ikke det er — der blev nævnt noget om hospitalet!

TESMAN. Hospitalet!

HEDDA. Nej, — det kan ikke være rigtigt!

FRU ELVSTED. Jeg blev så nervøs for ham. Og så gik jeg op i hans logi og spurgte efter ham der.

HEDDA. Kunde du virkelig det, Tea!

FRU ELVSTED. Ja, hvad skulde jeg ellers gøre? For jeg syntes ikke, jeg kunde holde den uvished ud længere.

TESMAN. Men De traf ham vel ikke?

FRU ELVSTED. Nej. Og folkene vidste ikke nogen besked om ham. Han havde ikke været hjemme siden igår eftermiddags, sagde de.

TESMAN. Igår! Sikke noget sludder!

FRU ELVSTED. Jeg er sikker på, at der er sket han et eller andet.

TESMAN. Du, Hedda, — jeg tror jeg går ud og prøver at opklre sagen!?

HEDDA. Nej, nej, — bland dig ikke i dette her.

(Assessor Brack, med hat i hånden, kommer ind gennem forstuedøren, som Berte åbner og lukker efter ham. Han ser alvorlig ud og hilser i tavshed.)

TESMAN. Å, er De der, kære assessor?

BRACK. Ja, jeg var nødt til at komme.

TESMAN. Jeg kan se på Dem, at De har fåt budskabet fra tante Julle.

BRACK. Det har jeg også fået, ja.

TESMAN. Er det ikke sørgeligt, Hvad?

BRACK. Nå, kære Tesman, det er nu som man tager det.

TESMAN (ser uforstеende pе ham). Er der kanske ellers sket noget?

BRACK. Ja, det er der.

HEDDA (spжndt). Noget sørgeligt, assessor Brack?

BRACK. Det er også som man tager det, frue.

FRU ELVSTED (i uvilkеrligt udbrud). Å, det er noget med Ejlert Løvborg!

BRACK (ser lidt pе hende). Hvorledes kommer fruen på det? Ved fruen måske allerede noget —?

FRU ELVSTED (forvirret). Nej, nej, det gør jeg slet ikke; men —

TESMAN. Men Gud bevar's, så sig det dog!

BRACK (trжkker pе skuldrene). Nå, — desværre, — Ejlert Løvborg er bragt på hospitalet. Han ligger nok for døden allerede.

FRU ELVSTED (skriger ud). Å Gud, å Gud —!

TESMAN. På hospitalet! Og for døden!

HEDDA (uvilkеrligt). Det var hurtigt —!

FRU ELVSTED (jamrende). Og vi, som skiltes uden forsoning, Hedda!

HEDDA (hvisker). Men, Tea, — Tea dog!

FRU ELVSTED (uden at tage notits af hende). Jeg må ind til ham! Jeg må se ham i live.

BRACK. Det nytter Dem ikke noget, frue. Ingen må komme ind til ham.

FRU ELVSTED. Åh, men sig mig dog bare, hvad der er hændt ham! Hvad er det for noget?

TESMAN. Ja, for han har da vel aldrig selv —! Hvad?

HEDDA. Jo, det er jeg vis på han har.

TESMAN. Hedda, — hvor kan du da —!

BRACK (som stadig holder шje med hende). De har desværre gættet ganske rigtigt, fru Tesman.

FRU ELVSTED. Å, hvor forfærdeligt!

TESMAN. Selv gjort det!

HEDDA. Skudt sig!

BRACK. Også rigtig gættet, frue.

FRU ELVSTED (sшger at fatte sig). Hvornår skete det, herr assessor?

BRACK. Nu i eftermiddag. Mellem tre og fire.

TESMAN. Men, Herregud — hvor gjorde han det da? Hva'?

BRACK (lidt usikker). Hvor? Ja, kære, — han gjorde det vel hjemme.

FRU ELVSTED. Nej, det kan ikke være rigtigt. For der var jeg mellem seks og syv.

BRACK. Nå, så et andet sted da. Det ved jeg ikke nøjagtigt. Jeg ved bare, at han blev fundet — . Han havde skudt sig — gennem brystet.

FRU ELVSTED. Å, hvor grufuldt at tænke sig! At han skulde ende sådan!

HEDDA (til Brack). Var det gennem brystet?

BRACK. Ja, — det siger jeg jo.

HEDDA. Altså ikke gennem tindingen?

BRACK. Gennem brystet, fru Tesman.

HEDDA. Ja, ja, — brystet er også godt.

BRACK Hvad mener De, frue?

HEDDA (afvisende). A nej.-ikke noget.

TESMAN. Og såret er livsfarligt, siger De?

BRACK. Såret er absolut dødeligt. Sandsynligvis er det allerede forbi med ham.

FRU ELVSTED. Ja, ja, jeg føler det! Det er forbi! Forbi! Å, Hedda —!

TESMAN. Men sig mig da, — hvor har De fået alt dette at vide?

BRACK (kort). Gennem en af politiets folk. En, som jeg skulde tale med.

HEDDA (hшjlydt). Endelig engang en dåd!

TESMAN (forskrжkket). Gud bevare mig, — hvad siger du, Hedda!

HEDDA. Jeg siger, at dette her er der skønhed i.

BRACK. Hm, fru Tesman —

TESMAN. Skønhed! Skønhed, siger du?!

FRU ELVSTED. Å, Hedda, hvor kan du da tale om skønhed i sådan en misgerning!

HEDDA. Ejlert Løvborg har gjort regningen op med sig selv. Han har haft modet til at gøre det, som — som gøres skulle.

FRU ELVSTED. Nej, sådan er det ikke gået til! Han har gjort det i sindsforvirret tilstand.

TESMAN. I fortvivlelse har han gjort det!

HEDDA. Det har han ikke. Det er jeg sikker på.

FRU ELVSTED. Jo han har! I vildelse —! Ligesom da han rev vore hæfter istykker.

BRACK (studsende). Hæfterne? Manuskriptet, mener De? Har han revet det istykker?

FRU ELVSTED. Ja, det gjorde han inat.

TESMAN (hvisker sagte): Å, Hedda, dette vil forfølge os altid.

BRACK. Hm, det var da besynderligt.

TESMAN (henover gulvet). Tænke sig til, at Ejlert skal gå således ud af verden! Og så ikke efterlade sig det, som vilde have gjort ham berømt —

FRU ELVSTED. Å, om det kunde sættes sammen igen!

TESMAN. Ja, tænk, om det kunde det! Jeg ved ikke, hvad jeg vilde give —

FRU ELVSTED. Måske kan det lade sig gøre, herr Tesman.

TESMAN. Hvad mener De?

FRU ELVSTED (sшger i kjolelommen). Se her. Jeg har gemt de løse lapper, som han havde med, når han dikterede.

HEDDA (et skridt nжrmere). Ah —!

TESMAN. Har De gemt dem, fru Elvsted!

FRU ELVSTED. Ja, her har jeg dem. Jeg tog dem med, da jeg rejste. Og så er de blevet liggende i lommen —

TESMAN. Lad mig se!

FRU ELVSTED (rжkker ham en bunke smеblade). Men der er ingen orden i dem. De er uden sammenhæng.

TESMAN. Tænk hvis vi kunne finde ud af det alligevel! Vi kunne måske hjælpes ad?

FRU ELVSTED. Å ja, lad os forsøge i det mindste —

TESMAN. Det skal gå! Det må gå! Jeg sætter mit liv ind på dette her!

HEDDA. Du, Jørgen? Dit liv?

TESMAN. Ja, eller rettere sagt al den tid, jeg kan råde over. Mine egne samlinger, de må vente så længe. Hedda, — forstår du mig? Det er noget, jeg skylder Ejlerts eftermæle.

HEDDA. Måske.

TESMAN. Og så, kære fru Elvsted, så tager vi os sammen. Herregud, det nytter jo ikke at ruge over det, som er sket? Nu må vi se at få så meget samling på os selv, at…

FRU ELVSTED. Ja, ja, herr Tesman, jeg skal prøve så godt jeg kan.

TESMAN. Nå, kom så her. Vi må se på notitserne straks. Hvor skal vi sætte os? Her? Nej, derinde i bagstuen. Undskyld, kære assessor! Kom så med, fru Elvsted.

FRU ELVSTED. Å Gud, — bare det dog kan lade sig gøre.

(Tesman og fru Elvsted gеr ind i bagvжrelset. Hun tager hat og overtшj af. Begge sжtter sig ved bordet under hжngelampen og fordyber sig i ivrig undersшgelse af papirerne. Hedda gеr hen mod ovnen og sжtter sig i lжnerstolen. Lidt efter gеr Brack hen til hende.)

HEDDA (halvhшjt). Å, assessor, — hvilken befrielse der er i dette med Ejlert Løvborg.

BRACK. Befrielse? Ja, for ham er det jo rigtignok en befrielse —

HEDDA. Jeg mener, for mig. En befrielse at vide, at der dog kan ske noget frivilligt modigt her i verden. Noget, som der falder et skær af uvilkårlig skønhed over.

BRACK (smiler) Hm, — kære fru Hedda —

HEDDA. A, jeg ved havd De tænker. For De er trods alt ikke andet end et fagmenneske, ligesom….

BRACK (ser fast pе hende). Tager jeg helt fejl, hvis jeg siger, at Ejlert Løvborg har betydet mere for Dem end De måske selv er helt klar over?

HEDDA. Det vil jeg ikke svare på. Jeg ved bare, at Ejlert Løvborg har haft mod til at leve livet efter sit eget sind. Og så nu — det store! Det, som der er skønhed over. Det, at han havde kraft og vilje til at bryde op fra livsgildet — så tidligt.

BRACK. Det gør mig ondt, fru Hedda, — men jeg nødes til at rive Dem ud af en smuk indbildning.

HEDDA. En indbildning?

BRACK. Som De iøvrigt snart ville være blevet revet ud af alligevel.

HEDDA. Og hvad er så det?

BRACK Han har ikke skudt sig selv — frivilligt.

HEDDA. Ikke frivilligt!

BRACK. Nej. Det forholder sig ikke helt sådan som jeg fortalte.

HEDDA. (i spжnding). Har De fortiet noget? Hvad er det?

BRACK. Jeg omskrev det lidt — for den stakkels fru Elvsteds skyld.

HEDDA. Hvordan da?

BRACK. Han var allerede død, da jeg kom.

HEDDA. På hospitalet.

BRACK. Ja. Og uden at komme til bevidsthed.

HEDDA. Hvad mere har De fortiet?

BRACK. Han skøde sig ikke hjemm.

HEDDA. Kan det ikke være ligegyldigt hvor det var?

BRACK. Ikke helt. For jeg skal nemlig sige Dem, — EjlertLøvborg blev funden skudt i frøken Dianas boudoir.

HEDDA (vil springe op, men synker tilbage). Det er umuligt, assessor Brack! Der kan han ikke ha været idag igen!

BRACK. Han var der i eftermiddag. Han kom for at kræve noget, som han sagde, de havde taget fra ham. Talte forvirret om et barn, som var blevet borte —

HEDDA. Nå — sådan —

BRACK. Jeg tænkte mig, at det måske kunde være hans manuskript. Men det har han jo selv tilintetgjort, hører jeg. Så må det vel have været tegnebogen.

HEDDA. Det har det vel. — Og der, — der blev han altså fundet.

BRACK. Ja, der. Med en affyret pistol i brystlommen. Skuddet havde truffet ham dødeligt.

HEDDA. I brystet, — ja.

BRACK. Nej, — i underlivet.

HEDDA (ser op pе ham med et udtryk af жkelhed). Også det! Å, det latterlige og det lave, der lægger sig som en forbandelse over alt det, jeg bare rører ved.

BRACK. Der er mere endnu — noget gement.

HEDDA. Og hvad er det?

BRACK. Pistolen, som han havde på sig —

HEDDA (еndelшst). Ja, hvad med den!

BRACK. Den må han have stjålet.

HEDDA (springer op). Stjålet! Det er ikke sandt! Det har han ikke!

BRACK. Det er umuligt andet. Han må have stjålet den —. Hys!

(Tesman og fru Elvsted har rejst sig fra bordet i bagvжrelset og kommer ind i salonen.)

TESMAN (med papirerne i begge hжnder). Du, Hedda, — det er næsten ikke muligt for mig at se derinde under hængelampen Måtte vi kanske få lov til at sidde lidt ved dit skrivebord. Hvad?

HEDDA. Ja, gerne for mig. (hurtig.) Nej, vent! Lad mig rydde af først.

TESMAN. Å, det behøver du slet ikke, Hedda. Der er god plads.

HEDDA. Nej, nej, lad rydde af siger jeg. Jeg bærer dette her ind på pianoet så længe. Se så!

(hun har trukket en genstand, dжkket med noteblade, frem under reolen, lжgger nogle flere blade til og bжrer det hele ind til venstre i bagvжrelset. Tesman lжgger papirlapperne pa skrivebordet og flytter lampen fra hjшrnebordet derhen. Han og fru Elvsted sжtter sig og tager igen fat pе arbejdet. Hedda kommer tilbage.)

HEDDA (bag fru Elvsteds stol, kramser hende blшdt i hеret). Nå, søde Tea, — går det så med Ejlert Løvborgs mindesmærke?

FRU ELVSTED (ser modfalden op pе hende). Å Gud, — det bliver meget vanskeligt. TESMAN. Det må og skal gå. Der er ikke andet for. Og det, at bringe orden i andres papirer, — det er netop noget, som ligger for mig.

(Hedda gеr hen til ovnen og sжtter sig pе en af taburetterne. Brack stеr over hende, stшttet til lжnestolen.)

HEDDA (hvisker): Hvad var det, De sagde om pistolen?

BRACK (sagte). At den må han have stjålet.

HEDDA. Hvorfor netop stjålet?

BRACK. Fordi enhver anden forklaring ville være umulig, fru Hedda.

HEDDA. Ja så.

BRACK (ser lidt pе hende). Ejlert Løvborg har naturligvis været her imorges. Ikke sandt?

HEDDA. Jo.

BRACK. Var De alene med ham?

HEDDA. Ja.

BRACK. Forlod De ikke værelset, mens han var her?

HEDDA. Nej.

BRACK. Tænk Dem om. Var De slet ikke ude et øjeblik?

HEDDA. Jo, måske lige et sekund-ude i forstuen.

BRACK. Og hvor havde De Deres pistolkasse?

HEDDA. Den havde jeg nede i —

BRACK. Nå?

HEDDA. Kassen stod derovre på skrivebordet.

BRACK. Har De set efter om begge pistoler er der?

HEDDA. Nej.

BRACK. Behøves heller ikke. Jeg så den pistol, Løvborg havde haft på sig. Og jeg kendte den straks igen fra igår. Og fra før af også.

HEDDA. Har De den?

BRACK. Nej, politiet har den.

HEDDA Hvad vil politiet gøre med pistolen?

BRACK. Se til at komme på sporet af ejeren.

HEDDA. Tror De, at det kan opdages?

BRACK (bшjer sig ned over hende og hvisker). Nej, Hedda Gabler, — ikke så længe jeg tier.

HEDDA (ser sky pе ham). Og hvis De ikke tier, — hvad så?

BRACK (trжkker pе skuldrene). Der er jo altid den udvej, at pistolen er stjålet.

HEDDA (fast) Heller dø!

BRACK (smiler) Det er kun noget man siger — man gør det ikke.

HEDDA (uden at svare). Og når så pistolen altså ikke er stjålet. Og ejeren opdages. Hvad så?

BRACK. Så kommer skandalen.

HEDDA. Skandalen!

BRACK. Skandalen, ja, som er Deres store skræk. De må naturligvis i retten. Både De og frøken Diana. Hun må jo forklare, hvorledes det hænger sammen. Om det er et vådeskud eller et drab. Har han villet trække pistolen op af lommen for at true hende? Og så er skuddet gået af? Eller har hun revet ham pistolen ud af hånden, skudt ham, og stukket pistolen ned i lommen igen? Det kunne nok ligne hende. For hun er et håndfast pigebarn, denne frøken Diana.

HEDDA. Men alt dette modbydelige kommer jo ikke mig ved.

BRACK. Nej. Men De må svare på det spørgsmål hvorfor gav De Ejlert Løvborg pistolen? Og hvilke slutninger vil man uddrage af den kendsgerning, at De gav ham den?

HEDDA (sжnker hovedet). Det er sandt. Det har jeg ikke tænkt på.

BRACK. Nå, heldigvis sker der intet, så længe jeg tier stille.

HEDDA (ser op pе ham). Jeg er altså i Deres magt, assessor. De har hals og hånd over mig fra nu af.

BRACK (hvisker sagtere). Kæreste Hedda, — tro mig-jeg skal ikke misbruge stillingen.

HEDDA. Alligevel er jeg i Deres magt... Afhængig af Deres krav og vilje. Ufri. Ufri altså! (rejser sig hefligt.) Nej, — den tanke holder jeg ikke ud! Aldrig.

BRACK (ser halvt spottende pе hende). Man plejer ellers at finde sig i det uundgåelige.

HEDDA (gengжlder blikket). Måske! (hun gеr hen mod skrivebordet.)

HEDDA (undertrykker et uvilkеlligt smil og efterligner Tesmans tonefald). Lykkes det så, Jørgen? Hvad?

TESMAN Det ved kun Vorherre. Det vil ihvertfald tage måneder detteher...

HEDDA (som fшr). Nej tænk! (farer let med hænderne gennem fru Elvsteds hår.) Er ikke det underligt for dig, Tea? Nu sidder du her sammen med Tesman — ligesom du før sad med Ejlert Løvborg.

FRU ELVSTED. A Gud, hvis jeg bare kunne beånde din mand ogsä.

HEDDA. Å, det kommer nok med tiden.

TESMAN. Ja, ved du hvad, Hedda, — jeg synes virkelig, jeg begynder at fornemme noget sådant Men sæt du dig nu hen til assessoren igen.

HEDDA. Er der ingenting, I to kan bruge mig til her?

TESMAN. Nej, ingen verdens ting. (vender hovedet.) Fremover må De være så venlig at holde Hedda med selskab, assessor.

BRACK (med et шjekast til Hedda). Skal være mig en overmåde stor fornøjelse.

HEDDA Tak. Men iaften er jeg træt. Jeg vil lægge mig lidt derinde på sofaen.

TESMAN. Ja, gør det.

(Hedda gеr ind i bagvжrelset og trжkker forhжngene til efter sig. Kort ophold. Pludselig hшres hun at spille en vild dansemelodi inde pе pianoet.)

FRU ELVSTED (farer op fra stolen). Uh, hvad er det!

TESMAN (lшber til dшrabningen). Men, kæreste Hedda, — man kan da ikke spille dansemusik iaften! Tænk dog på tante Rina! Og på Ejlert!

HEDDA (stikker hovedet frem mellem forhжngene). Og på tante Julle. Og på dem allesammen.-Herefter skal jeg være stille. (hun lukker atter for sig.)

TESMAN (ved skrivebordet). Hun har vist ikke godt af at se os ved dette sørgelige arbejde. Ved De hvad, fru Elvsted, De skal flytte ind til tante Julle. Så kommer jeg op om aftenerne. Og så kan vi sidde og arbejde der. Ville det ikke være en god ide?

FRU ELVSTED. Jo, det ville måske være det bedste.

HEDDA (inde i bagvжrelset). Jeg hører godt, hvad du siger, Tesman. Men hvad skal så jeg fordrive aftenerne med herude?

TESMAN (blader i papirene) Å, assessor Brack kigger nok ud til dig en gang imellem. BRACK (i lжnestolen, rеber muntert). Gerne hver evige aften fru Tesman! Vi skal såmænd nok få det morsomt sammen — her, vi to!

HEDDA (klart og tydeligt). Ja, ikke sandt, assessor? De, som eneste hane i kurven —

(Et skud hшres derinde. Tesman, fru Elvsted og Brack farer ivejret.)

TESMAN. Å, nu leger hun med pistolerne igen!.. (han slеr forhжngene tilside og lшber ind. Fru Elvsted ligesе. Hedda ligger livlшs udstrakt pе sofaen. Forvirring og rеb. Berte kommer forstyrret fra hшjre.)

TESMAN (skriger til Brack!). Skudt sig! Skudt sig i tindingen!

BRACK (halvt afmægtig i lænestolen). Men, Gud forbarme sig, — sådant noget gør man da ikke!

---